Ind imellem ser man stadigvæk i det danske samfund noget, som lidt ligner det gode gamle udtryk “civil courage” Engang dækkede dette udtryk over, at noget simpelthen kunne blive så åndssvagt, at man simpelthen af almindelig anstændighed selv måtte tage aktion. Det løjerlige ved denne specielle danske variant af begrebet er så, at den i sig selv bliver endnu særere og paradoksal, men det kommer vi altsammen til. I dag vil vi nemlig behandle begrebet “offentlig bespisning” med særligt henblik på skolemadpakker. Det er nemlig lige i dette sidste tilfælde, at bekymrede forældre har rejst sig i protest som i tidlige tider salig Niels Estridsøn, som “vog den kullede greve”. Han havde vist også bare fået nok, havde Niels! Det har forældrene så åbenbart osse uden at der vist har været nogen ude at svinge med sværdet (som ordet “vog” jo betyder) men alle sværdene er jo nok blevet afleveret ved den netop afsluttede “Frit Lejde”-kampagne for tudsegamle våben. Tilsyneladende fik politiet ikke en eneste gøb fra hverken brede danske tatoverede bodybuildertyper eller mørkhårede mænd i BMW´er eller Hondaer men alligevel betragtes aktionen som en success. Meget mærkeligt.
Nu er offentlig bespisning jo ikke akkurat noget nyt. Det rækker jo langt længere tilbage end selv den gamle race-hygiejniker, socialminister K. K. Steincke og hans socialreform fra 1930-erne, ja helt tilbage til fattighusenes tid. Der betalte kommunen også med den største selvfølgelighed den lavest mulige pris til private entreprenører for at få bespist staklerne med den deraf følgende jernhårde garanti for, at disse udførte denne bespisning så økonomisk (for dem selv, naturligvis), som overhovedet muligt. Staklerne havde dog ikke noget videre valg, de kunne enten æde det tilbudte hundeæde eller selv ende som føde for hundene. Med garanti for, at maden året efter ville blive dårligere, hvis dødeligheden i fattighuset faldt for meget, en fin økonomisk balance var etableret. Heldigvis kom humanismen efterhånden ind i sociallovgivningen og tingene blev meget bedre og så alligevel ikke så meget, at forældrene altså var særligt tilfredse med den tilbudte skolemadpakkeordning. Hvis det her lyder som et enormt stort spring i tid om emne at gå fra fattigvæsnet til den nyeste debat tror vi nu faktisk, at der er flere fællestræk end egentlige forskelle. Hele problemet omkring den offentlige bespisning drejer sig nemlig nu som dengang om “valg”, intet andet. Altså her naturligvis “intet valg” Vores postulat i dag vil være, at hvis der ikke er noget valg, så kan der aldrig nogensinde blive tale om nogen kvalitet. Til gengæld er der garanti for, at den tilbudte vare til en fastsat pris i kontraktperioden vil blive ringere. Statsgaranti.
Lad os starte med en gammel dansk offentlig bespisning, nemlig maden til pensionister. Enhver, der nogensinde har set sådan en mishandlet bakke mad til alle disse nøjsomme og sagtmodige gamle derude ved naturligvis øjeblikkeligt, at de, der har besluttet at købe maden hos den private udbyder aldrig nogensinde ville drømme om at æde det sel og det selv om de fik penge for det. Nu får disse indkøbere jo faktisk penge for det de laver og en del af disse penge bruger de formentligt nede i deres egen kantine og nu starter første anskuelighedseksempel i begreberne “valg og kvalitet” Drift af kantiner i såvel offentlige som private virksomheder har nemlig altid været to-strenget derved, at kantinen har fået en vis fast støtte, mens et eventuelt overskud altid har skullet batales af kunderne. Disse betaler altså ikke varens reelle pris, men er alligevel ved deres valg vitale for kantinen. Hvis den tilbudte vare bliver for dårlig, så kvitterer selv disse ikke-fuldprisbetalende kunder straks ved at droppe kantinen. Det sikrer selvfølgelig en tilstrækkelig kvalitet i kantinen til, at den ikke lukker eller finder en ny bestyrer. Valget er hele incitamentet til kvalitet, naturligvis. Omvendt, hvis virksomheden betaler det hele og så er det iøvrigt ligegyldigt hvor meget man betaler, så skrider tingene naturnødvendigt i retning af dårligere kvalitet. Hvis man som udbyder af en vare til en fastsat pris over en længere periode har planer om at overleve, så bliver man nemlig nødt til at gennemføre løbende besparelser når man nu altså ikke på anden måde kan øge eller blot opretholde dækningsbidraget. Sværere er økonomi altså ikke. Ingen virksomhed kan videreføres uden en vis ekspansion. Den behøver ikke at være voldsom, den skal blot være der.
Nå, tilbage til den offentlige bespisning. Her byder private entreprenører ind på samme måde som i busdrift i Vestjylland med det klare mål at få flest muligt penge for færrest muligt busruter med endnu færre afgange. Den der så kan levere et pensionistmåltid til f. eks en rund tyver løber så med den fede ordre. Fede bliver så til gengæld ikke, for for at få ordrerne bliver entreprenørerne nødt til virkeligt at finde en kvalitet, som bedst matcher prisen. Da prisen er fastlagt for en længere periode er øvelsen så konstant at forsøge at billiggøre sit produkt. Det kan KUN lade sig gøre, fordi indkøberne aldrig nogensinde smager på det, som de køber og fordi pensionisterne aldrig nogensinde får mulighed for at smage andet. Her har den “civile courage” ingenting ændret, helt anderledes med børnene og heldigt for det! Med uhyre stor ret bekymrede forældre har nemlig råbt “Vagt i Gevær!) ved udsigten til en såkaldt “gratis skolemadpakkeordning” og det er da vist osse på tide. Ikke mindst fordi der vel allerede på de allerfleste skoler findes kantiner, der finansierer på helt almindelige kantinevilkår. Det vil sige, hvis de falder under et vist niveau, så lukker de eller der kommer en ny bestyrer, altid en garanti for en vis kvalitet. Ikke nødvendigvis toppen, men man undgår vel osse bunden.
Helt anderledes med de ved stordrift producerede madpakker. Som selvfølgelig heller ikke kommer på bordet hos nogen af indkøberne eller deres egne børn antageligt. Dertil er der altså for meget “lavpris-busdrift i Vestjylland” over det hele. Enhver kan jo trods alt godt se, at fraværet af børnenes valg og den totale suspension af kvalitativ konkurrence i løbetiden for licitationen af madpakke-“produktionen” trods alt er lidt for åndssvag. Det gode er, at man faktisk kan komme så tæt på folks hverdag, at mange godt kan se de grundlæggende problemer i offentlig “valgløs” bespisning. Bare underligt at denne berettigede bekymring ikke gælder de samme bekymrede forældres egen forældre? Nå, det kan jo komme, det andet her er da ialtfald en fin start. Ungerne skal naturligvis opdrages til at have fornuftige spisevaner, men det kan kun gøres ved at sikre deres og forældrenes valg. Det kan aldrig ske uden valg. Det har været prøvet i mange hundrede år og det har aldrig virket så vi kan vist trygt gå ud fra, at det heller aldrig kommer til det.
Offentlig bespisning uden valgfrihed for brugerne virker i dag ligeså effektivt som dengang de allerførste socialreformer i verden blev indført og det med de ganske samme midler. Det foregik iøvrigt i ærke-reaktionære kansler Bismarcks Tyskland i slutningen af 1800-tallet, hvis nogen skulle have glemt det. Dengang var det for at skabe lidt tiltrængt ro for den herskende klasse og det har vel ikke ændret sig siden. Herligt at det “danske folkehav” endelig kan se lidt klart!