I dag skal vi indlede med resultaterne af vores allerseneste undersøgelser af aktiviteterne omkring Cobra-rutschebanen: Nej, den kører stadigvæk ikke nogen steder og man kan så håbe på, at banens sidste tur bliver til et miljømæssigt forsvarligt genbrugssted for metalaffald. Når noget så simpelt som en skide rutschebane nu næsten et år efter ulykken stadigvæk ikke kan køre, så er der næppe nogen særlig realistisk grund til at tro, at den nogensinde kommer til det. Det anerkendte tyske prøvningsinstitut TÜV har da tilsyneladende heller ikke kunne løse det umulige “cirklens kvadratur” som var konklusionen på den oprindelige rapport fra det danske Force Technology. Dengang lød konklusionen jo, at ganske vist var akslerne (som knækkede og sendte gondolerne ad Helvede til med menneskeligt indhold i delvis pulp-form) lavet af en forkert ståltype. Force fortsatte dog noget ildevarslende med at fastslå, at med den belastning, som blev udøvet, var der intet kendt materiale, som ville kunne holde. Frihedens optimisme m.h.t en snarlig løsning dengang var altså ikke voldsomt solidt funderet. Tilsyneladende er dette mirakel-metal så heller ikke blevet opfundet i mellemtiden, så den står der altså stadigvæk som et forvokset klatrestativ og ubevægelig som Clint Eastwoods øjne i en anden italiensk parodi, “The Good, the Bad and the Ugly” Solen kaster dog sit forsonende lys over skrammelbunken som den altid har gjort over alle slagmarker dagen derpå efter at al den udgydte blod forlængst er opsuget af jorden. Her var det hele særskilt unødvendigt.
Vi blev for ganske nyligt kritiseret for at være overdrevent kritiske og sarkastiske, og det vil vi forsøge at rette en smule op på. Derfor vil vi i den kommende tid påpege positive ting og sager så vidt det er muligt. Det er jo vigtigt at kaste lidt optimisme ind i denne for vort lands så kritiske situation. I den retning skal vi starte med at påpege, at så langt det bedste mel, som selv efter fremkomsten af det nye lokale mad-mekka Føtex Food for enden af gaden overhovedet er til at få, er den næstbilligste mel fra Aldi, den der hedder “Høj-Protein” Da den samtidigt er billigere end selv det billigste skod-mel fra både Coop og Føtex og meget bedre end deres “bedste” produkter til den dobbelte pris, så er sagen naturligvis klar. Vores erfaringsgrundlag er betydeligt da hjemmebagning adskillige gange om ugen er en kær selvpålagt pligt og har været det i adskillige årtier. Nu er det naturligvis positivt, at det billigste osse er det bedste, men helt godt er det alligevel ikke. Vi var jo noget skeptiske omkring det fornuftige i Føtex` satsning på “kvalitetsfødevarer” i deres nye koncept-butikker. Når man i så mange år havde vænnet danskerne til discountvarer til alt andet end discount-priser, så troede vi ikke meget på levedygtigheden i noget kvalitetskoncept. Alt, alt for sent! Det behøver vi tydeligvis ikke at være nervøse for længere, for varerne er i det store og hele fuldstændigt de samme som i enhver Føtex´ standardsortiment. De er blot stillet op, så de fylder noget mere.
Mangfoldigheden er det så som så med, større butiksareal eller ej. For eksempel har man stadigvæk et strålende udvalg af mejeriprodukter fra Arla, Hirtshals (Arla), div. danske oste (allesammen Arla), div udenlanske oste (fremstillet i Danmark af Arla uden angivelse af dette), enkelte importerede oste fra firmaer kontrolleret af Arla, juice fra Rynkeby (Arla), juice fra Capriso) (Arla), juice fra Brömtshull (Arla) og så ikke rigtigt meget mere. At gå igennem denne butik er stadigvæk fuldstændigt ligesom vilde fugle, som forsøger at finde mad og hule træer til reder i en plantage for juletræer. Alt står på snorlige rækker, mest fordi man jo bekvemt har medarbejdere fra ja Arla til at fylde varer på hylderne i de butiksafsnit, hvor de kontraktligt har købt sig ind, og hvor der så naturligvis ikke kan stå andet. Disse forvoksede “producent-franchise”-supermarkeder giver en fornemmelse som at søge reel kvalitet hos andre franchise-forretninger som McDonald eller 7 Eleven. Det gode ved sådan en forretning som den her nye Føtex Food er så heldigvis, at man langt lettere kan tage sig sammen til at køre ud til det eneste lokale virkelige indkøbsparadis. Det kendes næppe af mange, og det er heldigt for den almindelige detailhandel. Det drejer sig nemlig om grossist-supermarkedet METRO, der som en selvfølge tilbyder rigtige kvalitetsvarer samtidigt med mere almindelige standard-produkter. Så kan man jo selv vælge og hvis man ikke kan smage forskel, så kan man evt. handle i den nye Føtex Food. Det kan man nu nok. Lønsomheden for Dansk Supermarked i dette nye koncept forekommer dog på denne baggrund fornuftig nok, da det højst drejer sig om at sælge det samme produkt til en normal (høj) pris eller en endnu højere pris. Det forekommer som den eneste forskel.
Nu er vi som sagt i det “positive mode” i dag, og i den anledning er det os selvfølgelig magtpåliggende at sige, at Metro bestemt ikke er vores favoritbutik, det er blot den eneste i Danmark, som tilbyder reel kvalitet. Hvis man gider, kan man jo køre til Tyskland, og man behøver såmænd ikke køre længere end til Citti Grossmarkt i udkanten af Flensburg. Dernede er der til gengæld et væld af formidable alternativer indenfor alle varegrupper og en tur gennem Citti i forhold til Føtex´ nye “lille” er som en sammenligning mellem udvalget af friskvarer på markedet i paradisiske Barcelona i forhold til en butik i sovjetttidens Novosibirsk oppe i tundraen, altså absolut alt vs. absolut ingenting. Nu er der ganske vist ikke moms på madvarer i Tyskland, men det forklarer jo ikke, at der er måske 500 forskellige slags oste fra hele verden dér i delikatesse-afdelingen i Citti, mens der i Føtex altså udelukkende er Arla. Til gengæld forklarer det jo, at kvalitetsost i Tyskland så koster blot en brøkdel af Arla-produkterne? Nå, nej det gør det jo faktisk ikke. Arla-produkterne var vel næppe i Føtex, hvis de var de dyreste så det er de nok ikke. Til gengæld er de så tydeligvis ikke gode nok til at være særligt repræsenterede i Citti…Som om vi ikke selv vidste det allerede! Til gengæld vil i dag tillade os at undre os over, at der tilsyneladende ikke er nogen tyske firmaer, som distribuerer “madkasser” a la “Aarstiderne” i Danmark. Momsforskellen burde ellers gøre det attraktivt og måske vi kunne se Arlas produkter blive “re-importeret” ligesom øllerne fra Ceres/Royal? Ideen er hermed givet frit.
Nu er vi jo godt nok forlængst holdt op med at kommentere hifiens veje og vildveje, mest fordi der jo ingenting sker overhovedet. Vi bliver dog nok nødt til at gøre en undtagelse i dag, fordi det drejer sig om mit gamle firma Dansk Audio Teknik og en kær og elskelig gammel kollega derfra, Niels Nørby. Manden forlod branchen for godt 10 år siden for at hellige sig sit egenlige professionelle kald som diakon. Tilsyneladende skulle han i stedet have valgt en fra amerikanske film kendt hemmelig identitet i “witness protection” En fyr efterspørger ganske rimeligt viden om diverse parametre på en højttalerenhed, som er blevet solgt af mit gamle firma for mere end 10 år siden og så kommer forslaget selvfølgelig prompte helt fantastisk stupidt og aldeles uforskammet: Man kan da bare ringe og spørge Niels Nørby, han må jo vide det og han står med mobilnummer i Krak, oplyses det. Ja, det gør han givetvis, ved det altså, selv om han altså ikke har haft noget at gøre i det seneste årti med det forlængst kuldsejlede firma DAT. INTET, INTET, INTET! Lad ham dog få fred i sit nye kald, dette dejlige menneske og hvis man ikke kan forstå, at man ikke kan være det her bekendt, så ophører al rimelighed. Nå, det ophørte jo forresten dengang du forsvandt, Niels eller måske endda noget før, der var vel en grund til du forsvandt, tydeligvis blot ikke langt nok væk. Du må nok hellere se at skifte navn, Niels, Hvis du ikke er sikker så mange år efter bliver du det næppe nogensinde…