Nu er der vel næppe mange, som udenfor lettere demente oldinge-kredse længere kan huske den ellers stadigvæk aktive amerikanske forfatter John Irving. Han havde sin internationale bestseller-storhedstid fra sidt i 1970-erne og nogle år frem stor international success med bøger som “Hotel New Hampshire” og “The World According to Garp”, kronologisk vistnok i omvendt rækkefølge, men det er noget mindre væsentligt. Ja, det er måske i virkeligheden af ligeså lidt betydning som den, disse datidige bestsellere havde på længere sigt. De viste et billede af USA, som vist ellers ingen havde set før, og for denne dengang yngre skribent var den da også noget yngre og en del mere attraktive Nastassja Kinski klædeligt bjørnekostume (og uden mums!) bestemt et alternativt glimt af den amerikanske mangfoldighed. Også Robin Williams i filmatiseringen af “Garp” er vel mindeværdig, mest fordi denne kronisk ulideligt grimasserende skuespiller lige her var “castet” ganske godt som den ulideligt/geskæftige og totalt lallende hovedperson. I disse bøger behandlede Irving de noget alternative seksuelle udtryksformer som de fandt sted i denne den mest “europæiske” del af USA. Det var vel derfor europæerne så godt kunne lide det. Man forstår det vel næppe, men det kunn de altså, selv om næppe nogen antikvarboghandler længere gider have de her bøger selv om de så måtte være gratis og det forstår man godt. Det var ligegyldigt/neurotisk på en måde, som enhver, som har set et interview med filminstruktøren Lars Trier vel kan genkende. Intens kriblende ubehag som det må være filmen “Araknafobia” for ja vel araknofober.
Nu er der lige en parantes, som vi må have med i billedet af verden “dazumal”. Når man der i biografens tusmørke i smug beundrede Nastassja Kinski (ja, det er ikke en stavefejl) så kom man altid til at tænke på, hvor pæn hendes mor måtte være. Helt vanvittigt vildt pæn og helt givet fantastisk meget pænere end datteren. Faderen var nemlig en af verdens hidtil allergrimmeste mænd, nemlig den tidligt afdøde tyske skuespiller Klaus Kinski, kendt fra en enkelt spaghetti-western (hvor han naturligt spillede psykopatisk skurk) og fra adskillige Werner Herzog-film, (hvor han osse altid uvægerligt naturligt spillede psykopatiske skurkeroller). Især huskes han vel for Herzogs film “Aguirre”, som selv efter Lars Triers nyeste filmepos og dens vægt på voldsorgier sagtens kan hævde sig stadigvæk. Iøvrigt sjovt, at man blot tager ad notam, at Trier kalder sig “von”, måske vi selv skulle prøve med “von Mathiasen”. Som Baron von Münchausen vom vist heller ikke var hverken baron eller von eller overhovedet hed Münchausen….Far Kinski var altså en ubegribeligt grim mand og det var hans datter så slet ikke, selv om forgræmmelsen i de senere år godt nok har lagt sine klamme hænder på den smukke Nastassja. Måske det bare ligger i navnet. En anden Natasja, nemlig hende Crone fra TV-Avisen er jo også blevet noget vampyragtigt-bister at se på i de senere år og vi gad godt være “fluen på væggen” i TV-studiet efter udsendelsen. Hvis det er den mest charmerende og imødekommende side hun præsenterer på skærmen (og det er det nok) så vil vi i kor udbryde med den tidligere danske statsminister “Sorte” Knud Kristensen, da Hedtoft udnævnte hans (nej, ikke sin endnu) egen bøsse-statsmister Gustav Rasmussen til også den nye regerings udenrigsminister: “A sæjer walbekom!” Valgmulighederne dengang var udenrigspolitisk noget begrænsede, fordi ingen ellers i regeringen kunne tale engelsk.
Og så er vi endeligt tilbage på sporet igen, nemlig det der med “bøsser”. Dem var der jo rigtig mange af i disse Irving-filmatiseringer når man altså ser bort fra alle de transseksuelle og kønsskifteopererede og alle de andre seksuelle minoriteter. Faktisk var der ikke meget andet end statistisk afvigende personer, og det gjorde jo Irvings bøger noget “skæve” Ikke spændende, snarere “søgte” på en måde, som vandt god genklang i datiden, underligt nok. Nå, det eneste varige spor efter disse kulturelle manifestationer er vel et minde om, at den amerikanske stat New Hampshire måske ikke er den allermest typiske amerikanske stat. Denne viden blev så nyttig igen i går, da TV-avisen med Nastasja Crone (uha, igen tanken om hvordan hun er efter kameraerne forlængst er slukkede) havde en længere “feature” omkring det store gennembrud for bøsse-ægteskaber, som åbenmbart var sket i USA. Eller rettere måske var ved at ske, det var vist ikke rigtigt blevet indført endnu men hvis man blot håber nok går det måske i opfyldelse som i Askepot.
Vi har ikke nogen mening om hverken det naturlige, rimelige eller rigtige i bøsse-ægteskaber, det må folk altså selv om. Til gengæld var det vel ikke den bedste journalistiske dokumentation for, at der for alvor var sket et skred i den brede amerikanske befolknings syn på bøsseægteskaber. TV-avisen fremførte godt nok ikke mindre end 5 amerikanske stater, som vistnok måske om nogen tid måske ville gøre disse ægteskaber delvist lovlige, og det var vist et stort fremskridt forstod man. Statistisk er det måske knapt så overbevisende, for vi taler her om en samlet befolkning i disse primært nordøstlige Atlanterhavs-stater på godt 5 mill., som vist iøvrigt osse var splittet nogenlunde midt over. At tale om et egentligt skred i en befolkning på 300 mill. er vel i den mere letbenede statistiske ende. En af staterne var så naturligvis lille-lillebitte New Hampshire med dens ukarakteriske store koloni af kunstnere udflyttet men stadig i passende nærhed af metropolen New York. Som altså vor gamle ven John Irving, som stadig skriver om alternative seksuelle udtryksformer kommer han dog aldrig videre? Åbenbart ikke og det gør den her lamme statistik heller ikke. 5 stater af 50 er altså godt nok 10% af staterne men blot 1.67% af befolkningen. Så meget for den almindelige omtanke.
Ret meget anderledes er det nylige københavnske forslag om at gøre arabisk til et kvalificerende fag på linie med engelsk. Ifølge disse undervisningspolitiske eksperter er arabisk jo et verdenssprog så derfor burde det selvfølgelig give god mening. Om det gør det er måske knapt så indlysende som det måske umiddelbart kunne se ud. Hvis man virkeligt mente det alvorligt burde man i stedet for have undervist i mandarin-kinesisk (som er verdens så langt mest almindelige sprog) eller alternativt bengalsk eller hindi eller russisk eller portugisisk som er mere anvendte eller på linie sammen med en hel bunke indiske og kinesiske lokale sprog. Nå, så alvorligt har man åbenbart ikke ment det og det er måske også tvivlsomt, om den ellers højtbesungne sproglige og ganske udviklende “to-somhed” ligefrem er den allerbedste ballast ved tilegnelsen af et 3. sprog. Måske man bare skulle koncenterer sig om engelsk. Det er altså ikke voldsomt imponerende at høre NATO´s nye generalsekretær udtale sig på “danglish” og heller ikke den gamle bogorm, udenrigsminister Per Stig Møller behersker engelsk meget bedre end det, som enhver udvekslingsstudent på 13 år ville kunne opnå på en sommerferie i Somerset. Eller Hampshire, U.K. eller altså New Hampshire, USA. Det var så de allernyeste statistiske frontlinie-resultater, som vi helt selv selv har fundet på i dag.