I det nordlige Sydamerika midt i den allermest ufremkommelige jungle ligger det mystiske kæmpestore klippeplateau, der hedder Roirama. I og på denne gamle udslukte vulkan eller hvad det nu er, findes der helt specielle dyrearter, som ikke findes udenfor denne særdeles svært tilgængelige biotop, sådan en slags evig “Jurassic Park” uden al den efterhånden grinagtigt gammeldags computer-animation blot den ægte vare. Om der findes andre områder i verden, der på samme måde fungerer som reservater over en forlængst svunden tid ved vi ikke, men man kan vel altid have sine mistanker. Indenfor vores egen industri er der da visse bemærkelsesværdige pudsigheder, og i den allernærmeste fremtid vil vi udforske en af dem. Det vil vi gøre trods alskens afsavn og farer, vi vil nemlig forsøge at finde den “Den Store Spånplademine” I lighed med al anden europæisk pioner-minevirksomhed som f. eks tin i Cornwall tror vi, at den ligger i England, så der tager vi over. Om vi finder noget ved vi jo af gode grunde ikke, men en eller anden stor forfatter har vel engang sagt, at “at søge er selve livets mening” Eller han da ihvertfald sagt det nu lige for en halv linjes tid siden.
Det østlige England har jo traditionelt været uhyre træfattigt i området fra “The Wash” i Norfolk og faktisk helt ned til Themsens udløb. Der har faktisk nærmest ingen træer været siden oldtiden og meget længere tilbage kan det jo være lidt ligemeget i dagens aktualitets-sammenhæng. Derfor har der langt tilbage i det første årtusinde været omfattende tørvegravning i jagt på fossilt brændstof (husk, det var inden diverse klimakonferencer) og omkring Norwich findes det kæmpestore flade sumpområde “The Broads” som minde om disse millioner af tørve-.gravende hænder. Det må have været pisse-trælst at stå der og grave smaskvådt tørv op for så blot at opdage, at det selv efter nødtørftig tørring alligevel osede ad Helvede til men det var altså det der var. Ligesom Inge-Lise var den allerpæneste pige på hele Endelave Skole med 21 elever i 7 klasser i 1969. Man kunne jo vælge det, der var og det var altså i East Anglia at fryse uden varme eller at halv-kvæles i al osen fra tørvene, skidefedt. Som min barndom og Inge-Lise, suk, dybere suk! Måske ikke fuldstændigt uretfærdigt at dette område af England mest har været kendt for falleret fiskeindustri og almindelig indavl. Som denne skribent muligvis også kunne være…
Alligevel ligger der et mysterium af de store derovre, og vores foreløbige arbejdsteori er, at det må være et begravet et af slagsen, nemlig den sagnomspundne “Store Spånplademine” Derude midt i det gennem mere end et årtusind ganske træløse landskab ligger nemlig verdens vel efterhånden (“by default” ganske vist) sidste store pladespillerproducent. Det er så der, vi agter at tage over i den allernærmeste fremtid for at tage tingene i nærmere øjesyn. Dérovre hos denne producent omskaber man nemlig på mirakuløs vis nærmest værdiløst fossilt træfibermateriale til højglansmalede mirakler i det samme værdiløse træfibermateriale og selv pladetallerkenen er endda lavet af dette materiale på mange modeller. Det er nu på ingen måde noget særsyn og er efterhånden blevet normen overalt, men det er nu heller ikke vores punkt i dag. Alle de andre producenter ligger nemlig i skov-distrikter og det kan man sagtens forstå, det giver nemlig økonomisk mening.
Det gør det andet her altså ikke og vi tror, der ligger gedulgte hemmeligheder bag. Vi tror, at den helt specielle lyd i disse produkter (det står der ihvertfald i annoncerne og det siger vi naturligvis også selv i vores salgsarbejde) hidrører fra en ganske særlig underjordisk spånpladeaflejring. Underjordisk må den jo være da der altså i over tusind år ikke har været et eneste træ at se fra fabrikkens udkikstårn. Vi vil med bores historie-videnskabelige baggrund forsøge at finde ad af, hvordan dette hidtil uløste mysterium hænger sammen og ikke mindst hvordag de urgamle træer dog er blevet omdannet til noget, som mistænkeligt ligner splinternyt nødtørftigt sammenlimet halm-spånplade dernede i minen. Hvis der altså er en..Fabrikken er dog vistnok særdeles højteknologisk og det er nok der, vi skal søge forklaringen. Det bliver spændende lidt på samme måde som at sidde og kikke efter frimærker, hvor der måske mangler nogle takker. Det er jo de små ting, der afgør prisen både for spånplade og frimærker.
Nå, men ellers var vi til tvangsauktion i går over en ejendom, som var en lokal del af “Det Store Ejendomsspil” I den sag viste det sig, at en bank måske ikke fuldstændigt gennemtænkt havde lånt 5 mill. til et selskab med kaution af en fyr, som allerede for over 10 år siden blev et lokalt “navn” på samme måde som den flere gange fallerede byggematador Kay Wilhelmsen og i samme henseende. De har også det tilfælles i den nye udgave, at de såmænd optræder under eget navn med mellemnavn og sjælden stavemåde og det hele og alligevel har banken altså bevidstløst lånt penge med kaution fra en danskermed, ja, tilfældigvis bopæl lige i nærheden af denne spånplademine i East Anglia. I retssalen viste det sig så, at banken alligevel fik sin fortjente ekstra-bonus. På forunderlig vis havde konkursboet nemlig dagen før formået at leje de 2 dele af huset ud med et kæmpestort indskud og en tilsvarende lav husleje. Indskudet skulle så naturligvis afregnes af køber (banken) til den noget fiktive lejer (som vel næppe havde betalt noget til nogen men det ved man naturligvis ikke) og dér sad banken så med et ret værdiløst allerede uopsigeligt udlejet hus som forresten slet ikke var beboet af lejer, meget mystisk. Ikke alne fik man altså ikke sin penge, man fik i stedet et usælgeligt hus, som givetvis allerede mange gange senere var blevet brugt som “sikkerhed” i det videre spil. Det er vel ikke det allerbedste eksempel på det, man med et låneord fra Mærsk plejer at kalde “Rettidig bankmæssig omhu” Hvad det diametralt modsatte hedder ved vi bare ikke. Ak ja, der foregår vist skumle ting derovre i East Anglia men det kommer man forhåbentligt til at høre mere om, livsfare eller ej.
Hvis man kunne få det indtryk af dagens tekst, at vi sidder og keder og lidt er det nu mest fordi en hele masse projekter faktisk kører glimrende på skinner for tiden, hvor vores virksomhed i forhold til samme tid sidste år har en ikke ubetydelig fremgang. Desuden keder intelligente mennesker sig som bekendt ikke. Ikke at det selvfølgelig er særligt relevant for denne sklribent. Slut for i dag!