I dag vil vi blive en smule højtravende. Vi vil nemlig snakke om noget, som vi ikke nødvendigvis ved ret meget om men til gengæld beundrer vi det så så meget mere, når vi ser det. Lidt på samme måde som Kevin Spacey i “American Beauty” beundrede naboens teenage-datter. Vi taler naturligvis om begrebet “mod” og ikke mindst modet til at gå sine egne veje. Eller noget mere alternativt at gå der, hvor alle andre har gået før og forlængst er holdt op med at gå. Det sidste forekommer næsten som den største dåd af det altsammen.
Vi er denne gang som så ofte før blevet inspireret af at have været på den daglige varetur gennem udsalgsbyen Århus. Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at udsalget i år er kommet noget tidligt og tilsyneladende har bidt sig godt fast overalt. Ikke mindst butikkerne med dametøj og deres nedsættelser på mellem 50 og 70% får da tankerne til at flyve lidt i retning af hvorfor de ikke bare skriver “ophørsudsalg” på vinduerne. I gamle dage, altså sidste år, var der kun udsalg på specielle varer, i år drejer det sig om rub og stub. Det helt uoverstigeligt store spørgsmål for undertegnede er så, hvordan i alverden disse forretninger nogensinde vil bære sig ad med at sætte priserne OP igen. Nå, de allerfærreste af dem lever vel længe nok til, at det her bliver et problem og man må vel konstatere, at markedet for dametøj i segmentet mellem Zara/H&M og rigtig luksus har været noget overbefolket. Når man går rundt i byen er der simpelthen bunker af kinesisk producerede tekstiler med nødtøfttigt påklistrede navne-mærker, som signalerer endnu et af allerede utallige små-“brands”. Disse marginale “brands” har dog tilsyneladende allesammen det til fælles, at det er dem, der er allermest nedsat. De etablerede discount-operatører holder priserne langt bedre og måske det blot er den samme vare til forskellige priser? Måske.
Hvilket så bringer os tilbage til vores tema “mod” Da jeg cyklede forbi forretningen, hvor det forlængst hensygnede firma Dansk Audio Teknik holdt til, så vi nemlig et enestående eksempel på kommercielt mod. Butikken, som ellers var vældig pæn (kunderne have jo heller ikke ligefrem i de senere år slidt særligt på inventaret parantes slut sagde han tilfreds), men er nu ved at gennemgå en gennemgribende renovering. Tilsyneladende skal der være en (ta-daa og fanfare) ja, såmænd en ny dametøjsbutik der. Den skal så åbenbart være udsalgssted for det samme “mærke”, som indtil videre har været solgt i den frimærkestore nabobutik men altså blot med en noget højere husleje. Hvis det her lydert som et kommercielt vinder-projekt skal det med, at butikken kommer til at ligge i “blindtarms-enden” af gaden. Der færdes masser af mennesker i den anden ende men ingen ved deres fulde fem i den anden udover et par sprittere og enkelte udenbys på jagt efter en billetautomat, som er denne del af gadens eneste reelle attraktion. Det skal så lige med, at den lille butik (som de altså nu forlader) i længere tid har holdt “halv pris”-udsalg, så “status”-kortet af brandet er ligesom spillet for første og sidste gang. Det er jo altid nødvendigvis samme gang. Nå vi ønsker denne modige satsning alt muligt held, for modigt, det er det eddermaeme. I gamle dage sagde man om gode sælgere, at “de kunne sælge sand i Sahara” For at være en succesfuld sælger her tror vi, at man nok endda “skal kunne sælge olieforurenet genbrugs-sand med kamel-lort i i Sahara” for at have en vinder her. Let bliver det ihvertfald ikke.
Nu har vi fornyligt været inde på den imponerende række af køkken-palæer, som endnu en kort tid står som nutidige monumenter over en allerede for ganske vist nyligt forsvunden tid. De ved det måske som de sidste dinosaurer sikkert også plirede forvirret med øjnene i forgæves søgen efter atrsæller, men de var allerede forlængst døde. Det er de her naturligvis også, men måske de bare ikke ved det endnu eller også sidder de bundet af langvarige kontrakter i disse megalitiske byggerier, der får oldtidmonumentet “Stonehenge” til at se lillebitte ud. Begge monumenter er iøvrigt fælles om at de står længe after, at deres tilhængere er forsvundet. Man ved reelt ingenting om soldyrkerne ved Stonehenge, ja man ved vel knapt om de overhovedet var soldyrkere, ret meget sol er der da ikke dernede i sydvest-England. Ligeledes er “køkken-kulten” jo også forsvundet med nogenlunde samme foruroligende hastighed som Jones og hans nyreligiøse selvmordsaktivister gjorde kål på sig selv. Nå, men enhver kan endnu en kort tid studere “dette arbejdende nutids-museum” derude på Viborgvej. Kun ganske kort tid.
Nu har vi godt nok forladt begrebet “mod” en smule, for det er jo ikke modigt at udskyde den uundgåelige undergang, ligesom det jo heller ikke var spor modigt af piloten at lande sin jet-liner på Hudson-floden fornyligt. Til gengæld var han altså noget cool, det må siges og en skidehård pilot, mest fordi vist ingen reportere tilsyneladende har gidet checke op på det dér med at lande på vandet med et passagerfly. Indtil nu er det nemlig ALDRIG lykkedes for nogen uden at flyet derved brækkede i flere stykker. Nå men tilbage til det rigtige mod, der hvor man altid og nødvendigvis har valget til at lade være. I umiddelbar nærhed af den kommende damecowboybukse-butik i Klostergade ligger der en anden forretning, som åbnede for ganske nyligt. Ja det er faktisk så kort tid siden, at alle tegn i sol og måne ikke blot var tydelige, de skreg næsten : “Lad da for Helvede være!” Indehaveren af forretningen har muligvis eller blot ikke opmærksom på at skifte batterier i sit høre-apparat, det ved vi ikke. Ihvertfald åbnede der en vældigt stor forretning udelukkende med designermøbler fra allerede da kriseramte danske Fritz Hansen A/S og designlamper a la PH fra Louis Poulsen A/S. Det var og er en skideflot butik og den fine orden er perfekt. Der kommer nemlig aldrig nogen kunder åbenbart, vi kører ellers tit forbi, men har aldrig set en eneste. Ekspeditricen er ellers vældigt pæn, måske det er derfor der kikkes lidt ekstra. Udelukkes kan det ikke helt selv om det nu primært er kommercielle studier vi driver herfra.
I denne butik består modet så i, at man på de store panorame-udstillingsruder med udsplattede kæmpestore giftigt-grønne bogstaver som i en gyserfilm med Boris Karloff i hovedrollen har skrevet “UDSALG”. Skiltet kandiderer selv i en by med utallige skilte med samme tekst som det allerhæsligste og da særligt, fordi butikkens slogan eller er det noget mere prætentiøse “Design for Life” Ja, hvem skulle nu have troet, at dette ord “life” kun kom til at betyde butikkens levetid? Tjah, alle andre end ejeren af butikken vil vi næsten tro. Nå, som den kommende “dødninge-alle” af om kort tid lukkede køkkenbutikker derude på Viborgvej så er denne butik ved Vesterbro Torv bestemt et besøg værd. Den ligger iøvrigt heller ikke ret langt fra et andet mueum over nylig dansk by-kultur, nemlig “Den Gamle By” Tag derned og se det som den ultimative paradoksal-kunst, som det er. Mens det er der endnu.
Det var så hvad vi havde at sige om “mod” i dag. Det var godt nok ikke særligt heroisk, ja måske ikke engang særligt interessant vil man nok sige og man ville selvfølgelig have ret. Alligevel skal vi da ikke undlade at kippe med flaget af disse stædige iværksættere, som med et idegrundlag, som med en gennemført mangel på originalitet, som mest minder om en mudret og flad-mast skovsti for samtlige mountainbike-ryttere i Århus alligevel fortsætter ad ganske samme vej som alle andre. Det er jo ikke nogen sag at starte en butik, hvis man har en rigtig god ide eller en særlig kompetence. Som det jo heller ikke var særligt modigt for en ridder i sin rustning at gå løs på en flok bondedrenge bevæbnet med træsværd. Det er altså en del mere modigt aktivt at opsøge den kamp, som umuligt kan vindes. Om vi selv føler os modige? Overhovedet ikke, ikke engang ganske lidt men nu er vi heller ikke ligefrem i branchen for damecowboybukser. Held og lykke, alle I glade iværksættere derude og vi må anerkende originaliteten i at starte “halv pris”-udsalget endnu inden butikken overhovedet er malet færdigt. Modigt!