Jubiii!

Atter en dag er der alt for mange kabler i transit gennem vores lille firma til, at det er rigtigt sjovt og derfor har vi ikke rigtig tid til nogetsomhelst andet end at køre i stilling til at holde fruen lidt i hånden i eftermiddag. Heldigvis er der jo som altid adskillige tillægsgevinster ved det som for eksempel noget ATC til et diskotek oppe nordpå, en hel bunke trådløst med lidt DPA-mikrofoner og de helt rigtige teatermikrofoner til en hæderkronet institution i Hou. Det allerbedste har dog været et par ATC-forstærkere til et par studier i Harlev og på Mors mest fordi de mennesker, som har købt dem, i så mange år har betydet så meget for os. Det er jo trods alt den måde, vores firma opererer på. Vi beklager alle de andre, som er blevet sprunget over blandt denne uges handler. Der er en del, der er meget større men ingen, der er bedre og hyggeligere.

Hvis man kunne få det indtryk, at vi unødvendigt “anonymiserer” vores kunder er det ikke helt tilfældigt. Klimaet er jo ikke akkurat velvilligt indstillet overfor de knapt så gode håndværkere i vores fag denne tid og indtil de er blevet behørigt decimeret oplever man det indtil videre heldigvis enestående, at vores kunder bliver ringet om af konkurrenter efter vi har nævnt dem. Underligt nok lykkes det ikke at sælge nogenting ved denne fremgangsmåde, ikke engang det, som man ellers ellers måske senere muligvis ville kunne have solgt. På den anden side, hvis man hverken besidder viden eller kompetence er det noget svært i denne tid. Som vi f. eks opdagede, da vi i ugens løb bestilte noget ellers relativt banalt af en ellers gammel “rotte” i faget, godt nok på en ny plads. Det viste sig ikke muligt på trods af undertegnedes bønfaldende stemme at finde nogen, som havde forstand på sagerne og resultatet udeblev ikke. Af de 3 typer varer, der var bestilt, var de 2 forkerte og den 3. var i restordre, hvilket naturligvis ikke var oplyst. Derudover kom varen heller ikke rettidigt hvilket gjorde den uventede restordre mere penibel. Det at taste faldt åbenbart heller ikke lige for, det er min papdatter ellers ret god til som de fleste teenagere. Faktisk bedre end et maskingevær. Nå, men det var ham her ikke.

Nu kender vi dette firma som ellers ganske ekspedit og vi må vel mest regne med, at denne ikke altfor imponerende “performance” fra denne medarbejder skyldes en kedelig blanding af mangelfuld viden og tilsvarende betydelig selvovervurdering. Rettidig omhu var det ihvertfald ikke og næste gang må vi nok insistere på at tale med én, der ved noget. Nå, men det gør heldigvis alle de andre, så det går vel nok. Nu er der muligvis også en lillebitte smule af det, der i mafia-kredse kaldes “ondt blod” mellem os, for det var faktisk denne mand, som introducerede denne skribent for den uhørte fremgangsmåde at ringe til de kunder, som vi nævnte på vores referenceliste. Foruden de leverandører naturligvis, som vi anførte og det var sjovt nok ikke for at opmuntre dem til at handle mere med os. Det er underligt, men sådan noget glemmer man aldrig. Aldrig nogensinde!

Nå, men vi ville jo aldrig have været der, hvor vi er i dag, hvis vi ikke var blevet så direkte ansporet til aldrig nogensinde selv at blive sådan. Ligesom min konstant piberygende og hostende far for altid vaccinerede denne skribent mod rygningens forbandelse. så er vi uendeligt taknemmelige for disse enestående lektioner i, hvordan man IKKE skal gøre. Lektionerne fortsætter endda ihvertfald en tid endnu, men som den hæse poet Robert Zimmermann så rammende udtrykte det “The Times They Are A`Changing” Det er da en positiv ting og ændringerne er nok nærmere end man vel næsten tør håbe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *