Atter i dag bliver vi af bitter nødvendighed en smule kortfattede. En uforklarlig bølge af ukontrollabel fitness-feber har grebet denne ellers noget trivelige familie og landevejene og skovstierne synger atter deres lokkende men iskolde sirene-sang. Nu kunne man måske sige, at vi med vores udprægede “rundbugethed”netop derfor var i en særlig risikogruppe for at udvikle den ubehagelige sygdom “motions-syndrom” men nu, det er sket, er det nu også ganske behageligt. Det er dejligt til en afveksling, at knapperne i ens skjorte ikke længere føles mod den efterhånden ømme brystkasse som om man er blevet beskudt med skarpe projektiler kun iført en dårlig skudsikker vest. Det gør som bekendt skideondt. Noget nas gør det ihvertfald at mærke knapperne, som ellers fornyligt bare hang ganske frit i luften. Eller gjorde, rettere.
Nå, for undertegnede er alt dette jo nylige minder, da jeg jo for lidt tid siden tog det store “rush” mod en krop næsten som Mr. Perfect, så nu er der kun mindre justeringer at foretage. Måske man bare er blevet afhængig af at okse rundt og nu har det søreme smittet hele familien. Nå, når alt kommer til alt er det vel ikke den allerværste sygdom at få hvis det nu skal være.
I gamle dage, dengang den almægtige amerikanske bilindustri var verdens hersker deroppe i Detroit var det jo en yndet fritidsbeskæftigelse for den amerikanske college-ungdom at nappe en af forældrenes “flydere” og så fræse af sted ude på “highwayen” Det var nu ikke fordi man skulle nogen steder hen, nej man skulle ud at dyrke en særegen form for racerløb, nemlig den, der kaldtes “chicken” Den bestod i sin enkelhed i, at 2 biler fra hver sin side og midt på vejen fræsede mod hinanden som 2 riddere i panser og plade på deres ligeledes svært pansrede heste i middelalderens dueller.
Vinderen af denne moderne tvekamp var så den, som IKKE drejede af uden at det dog blev helt klart hvem der egentligt havde vundet, hvis begge blev dræbt ved en frontal-kollision. Om man delte 2. pladsen er ikke helt klart ud fra de bevarede kilder men det må vel have været tilfældet rent formelt. Under alle omstændigheder var den kvindelige smækre “lørdagskylling” da uden for rækkevidde. Vi kommer til at tænke på dette åbenbart ældgamle og så alligevel universelle “chicken”, i forbindelse med gårsdagens snak om landbruget.
Nu er det godt nok mere traditionelt “traktortræk” og andre landlige forlystelser, der diverteres med til de gode gammeldags dyrskuer. Vi har da ihvertfald aldrig set disse moderne motoriserede gangere fræse mod hinanden i klassisk duel, men det betyder ikke, at man ikke spiller “chicken” derude på landet. Det er blot bankerne, der gør det.
Man kunne måske af gårsdagens tekst få det indtryk, at det var et problem for landmændene at være så dybt forgældede, men intet kunne være fjernere fra sandheden. Som et gammelt ord siger, så har man selv et problem, når man skylder banken penge, mens det naturligvis er banken, som har problemet, hvis beløbet er stort nok. Det er naturligvis tilfældet her, hvor beløbene ikke blot er store, nej, de er kolo-enormt ubegribeligt store.
Det betyder selvfølgelig, at landmændene i praksis er sikret mod,at markedet for jord og landejendomme udvikler sig på samme måde som det øvrige boligmarked. Et kollaps på boligmarkedet giver generelt fattigere boligejere (og det kan man godt leve med), mens blot et mindre prisfald i i landbruget giver gigantiske dønninger hos långiverne. Derfor vil man naturligvis ikke behandle landmænd som man behandler almindelige virksomheder, dertil er der alt for meget på spil, så man skal såmænd ikke have ondt af min på én og samme gang fattige og rige fætter Kurt.
Spillet “chicken” kommer så ind i det, derved at givetvis samtlige långivere vil forsøge at afhænde så mange som muligt af alle de lidt tvivlsomme lån, som er ydet på basis af forventninger, som ikke blev opfyldt. Problemet er så i al sin enkelthed, at hvis man alt for tydeligt afslører sine egne hensigter, så er det eneste resultat, at man selv kommer til en destabilisering af markedet for landbrugsjord, så værdien af ens egne poster derude vil styrtdykke. “Chicken” er altså et vanskeligt spil, som det kan være forbundet med livsfare at trække sig ud af på et så sent tidspunkt. Man kan faktisk slet ikke, og ret meget vanskeligere kan det jo ikke rigtigt blive. Det kompliceres jo altid noget af, at man aldrig helt ved, hvad side den anden, der kommer racende mod én, vil dreje.
Hvis man drejer er det farligt og hvis man ikke gør, så er det RIGTIGT farligt. Til gengæld er det så ikke særligt farligt at være landmand, men det er så en helt anden og mere beroligende ting. Lidt godt er der da i denne forunderlige sag om alt, alt for mange penge til alt, alt for få landmænd.
I gamle dage sagde man så vittigt, at det sikreste sted på et synkende skib var at opholde sig på toilettet, for der kom vandet først, når man trak ud. I det her spil er det så endnu sikrere at være landmand, for hvis nogen trækker i det finansielle højtskyllende toilet, så oversvømmer det øjeblikkeligt hele lokummet og så synker skibet straks og alle drukner. Det passede åbenbart, det dér med at det var mest sikkert på lokummet, for denne gang er der garanteret ikke engang nogen, der trækker ud. Sikrere bliver det ikke eller gør det? Det er ihvertfald ganske sikkert, at når noget bliver vanvittigt økonomisk usikkert, så bliver det samtidigt ganske usædvanligt sikkert, bare i den usikre retning.
Ligeså sikkert er det, at selv sikre tab, som ikke er realiseret endnu, slet ikke er tab, mens tab så uudholdeligt store, at de overhovedet ikke kan realiseres, naturligvis aldrig nogensinde bliver tab. Orv, vi er vist dybe i dag!
Måske der ligger en Nobel-pris og venter for denne ellers indlysende opdagelse, så indlysende, at ingen ser det.
Staten spiller nu også uundgåeligt på denne variant af “chicken”, som vi i dagens anledning vil benævne “struds” Man vil nemlig give længere frist for momsbetaling, altid dejligt. Mon ikke det sker på baggrund af, at mange næppe sidste gang overhovedet betalte moms, fordi det gik fra at være den dyreste måde at låne penge på at undlade det til at være den billigste udover at det sikkert for mange var den eneste. Nå, men en struds er jo også en slags forvokset hønsefugl.