Humor kan være ganske mange ting, selv om der naturligvis også er mange ting, som det ikke kan være. Et glimrende eksempel på det sidste er naturligvis dengang den for tiden lidt små-stækkede finansjonglør Finn Nørbygård turnerede rundt med det dengang opadkommende musikomikalske håb Jette Torp. Allerede dengang var Finn noget komisk afblomstret eller alternativt noget afblomsret komisk og det viste sig jo desværre også hurtigt, at Jette Torps komiske talenter lå noget mere naturligt indenfor den ufrivilligt komiske genre. Grinagtig er desværre ikke altid ensbetydende med morsom og hvis man skulle søge et oplagt eksempel på dette behøver man vist ikke søge meget længere. Showets navn dengang var så vidt vi husker “Musik og Fis” og udover det noget underlige ord “musik” i den sammenhæng passede “fis” til gengæld meget godt. Som “fis i en hornlygte”
Som sagt kan musik og humor sagtens parres. I mange årtier var det fremmeste orkester indenfor musik-komikken det topprofessionelle amerikanske band, ledet af den navnkundige Spike Jones. Da den eneste gennemgående figur var Jones selv og så altså en forrygende samling (men altså altid forskellige) fest-originale session-musikere fra verdens bedste pladestudier hed bandet det noget mere anonyme “City Slickers”, lidt løst oversat “de smarte fyre” Det her navn minder lidt om et gammelt britisk band, der spillede i et program med Keld Heick på TV Charlie her i weekenden, nemlig Herman’s Hermits, selv om de godt nok er smarte på en noget anden måde. Man føler sig noget som en gammel tåbe ved ikke straks at zappe væk, men det er heldigvis udenfor dagens emne. Det ville også have været svært at forklare.
Da de spillede deres gamle hit “No Milk Today” lød det selv for traditionelt slidte britiske eks-popstjerner mere end almindeligt rustent. Ingen smarte fyre her, kun gamle musikalske arbejdsmænd og endda knapt nok det. Ordet “affældig” forekommer mere dækkende. Det skyldtes vel nok især, at den originale sanger i bandet, Peter Noone, allerede forlod bandet i 1960-erne og at gruppen dermed forsvandt øjeblikkeligt fra rampelyset. Uden Herman ingen Hermits. Det glemte studieværten godt nok at oplyse, det var ellers hele essensen.
Resten af bandet var nemlig ganske ligegyldige og gennemsnitligt talentløse musikere og det var så altså denne trætte samling gamle mænd, som Heick havde indkaldt til sin egen version af mere eller mindre ufrivillig musikalsk komik. Uden Noone var det ca ligeså spændende som “Keld og the Donkeys” uden Keld. Ja, det var faktisk så ligegyldigt og kedeligt, at det næsten også var uden ” the Donkeys” altså kun med “og” tilbage. Tåkrummende rædselsfuldt.
Helt anderledes var det med dynamiske Spike Jones, der som en senere dansk pendant Ib Glindemann formåede at piske liv i ganske vist også en noget større talentmasse. Det var nu ikke fordi der var en forfærdelig masse mennesker i Jones’ orkester, de var blot forfærdeligt talentfulde, ingen fis her, blot masser af musik. Bunker af det, massevis af LP-er i mange, mange år. Køb dem gerne i dag, det er de værd.
Det bedste eksempel på Spike Jones’ unikke humor var nu for undertegnede navnet på den vokale backing-gruppe i dette forrygende orkester. De hed nemlig altid “The Boys in the Back Room” og var ifølge Jones altid udvalgt særdeles omhyggeligt blandt dem, der tilfældigvis på et tilfældigt tidspunkt befandt sig derude bagved. Udvælgelsen bestod altid i, at de af disse måske kommende stjerner, som formåede at slippe uset ud af baglokalet så IKKE var med i bandet. Ellers var man naturligvis selvskreven, altså sådan en slags omvendt “Stjerne for en Aften” Noget pudsigt, i virkeligheden, men dengang var verden også en del anderledes end i dag.
For eksempel var alting dengang som bekendt i sort/hvid (måske endda også den virkelige virkelighed hvis man skal tro filosoffen Steen fra “Steen og Stoffer”-det lyder sandsynligt) og det betød jo for eksempel, at man i langt de fleste tilfælde skulle kunne spille eller synge for at blive en stor stjerne. Når den uforlignelige Bing Crosby i denne tid crooner sig igennem Irving Berlins “White Christmas” for Gud ved hvilken gang er det tale om en af alle tiders mest top-professionelle stjerner. Bing var altid kendt som den ideelle sanger med det sigende tilnavn “One-Take Bing” Bing, bang, thank you, m’am!.
Når han lige droppede ind i pladestudiet i en pause fra sin fisketur gad han nemlig ikke at optage numrene mere end én gang så det nøjedes han med. “White Christmas” findes nu faktisk nu faktisk i flere versioner men de er indspillet til forskellige lejligheder. Han vidste jo osse, at hans backingband ligesom det gamle Herman’s Hermits uden den altdominerende sanger alligevel aldrig kunne blive til noget. Det vil sige, det kunne de så godt alligevel, men det var så hos Spike Jones, hvor de holdt deres fortjente “frikvarter” Hør denne løsslupne og alligevel vanvittigt musikalske mand Jones og hans vilde orkestre. Orkestrene var jo aldrig helt ens og noget hyppigere helt forskellige. Humor, det var det dog og det på det allerhøjeste plan. Ingen fis, bare masser af musik.
Humor ser vi også lokalt på denne kristne højtid selv om det godt nok desværre for det meste er tale om noget, der mest minder om det reelle komiske indhold i Finn og Jettes “Musik og Fis” Ikke alverden forstås. Vi er nemlig på vej til at fejre en kristen jul i Danmark helt uden nogensomhelst kristne symboler. Ikke så meget som en eneste forkølet lettere overvægtig basun-engel forkynder det truttende glade budskab om Jesu fødsel. Måske den politiske korrekthed har bort-censureret disse traditionelt lidt kvabsede vingede småbøssoide englefyre med sikkert berettigede anklager om, at de vist ikke “har kontrol over deres liv og fødevareindtagelse” Nu er det selvfølgelig ikke muligt at diskriminere disse engle udfra et muligvis problematisk seksuelt tilhørsforhold men det er jo noget helt andet, hvis de er for fede. Det er naturligvis helt uacceptabelt.
Jesusbarnet og jomfru Maria er nu også helt forsvundet fra julepynten alle steder, men ham Jesus ser jo også noget sølle ud som han der står og glor op i luften og så har han også skæg, det er heller ikke det fede.. Ikke underligt, at både Coop og Dansk Supermarked har fjernet ethvert symbol på denne lede kristne fundamentalisme fra deres butikker. Blot underligt, at de ikke i samme ombæring har droppet deres søndagsåbent alle søndage her op til jul, for hvad er det da de fejrer? Svaret er vist mest den åh så danske traditionelle centraleuropæiske julemand Sankt Wencelas..
Tjah, det kan være noget vanskeligt at se hvad det hele går ud på, men noget komisk ser det ud, hele denne dansen om den varme grød i den totalt intolerante politiske politiske korrekte pseudo-mangfoldigheds navn. Enhver tanke om, at man udelukkende fjerner alle disse årtusindgamle kristne symboler, som jo ret beset ER selve julefesten af angst for idiotiske anklager for racisme afvises naturligvis eftertrykkeligt af ypperpræsterne for disse store marketingmaskiner. Ifølge både Coop og Dansk Supermarked har der nemlig ikke været kristne symboler i forbindelse med julen i massevis af år, ja faktisk forekommer det overordentligt usandsynligt, hvis man skal tro de her trosfrihedens repressive fundamentalister, om der nogensinde har været nogen kristen jul. Eller nogetsomhelst andet der blot ligner kristendom i danske butikker nogensinde. Da folks kollektive hukommelse jo i dag ikke rækker længere tilbage end til den forløbne sommer slipper de desværre af sted med dette defaitististe volapyk.
Til gengæld glæder vi os til det nye år, hvor vi så måske til gengæld i de danske butikker kan komme til af fejre den festlige afslutning på ramadanen. Der vil butikkernes berøringsangst næppe være så stor og det er da rart med lidt ægte substans bag al flitterstadsen.
Alligevel er der et kristent lyspunkt i Århus. Det er ét eneste sted, der stolt i vinduet har masser af politisk ukorrekte småfede basunengle, jule-krybber, hjerter, Jesus-børn i veritable bunker og alt det der andet, som altid har været en integreret del af den danske tradionelle jul og så er det helt uhørt slet ikke på tilbud.. Ingen platnakkede nisser her og ingen lallende ukristelige julemænd, kun den rene vare. Ren kristendom til folket! Nu kunne man jo tro, at den lokale biskop Kjeld Holm og hans håndplukkede epigoner og efterplaprere endeligt havde fundet ud af, at det bedste forsvar mod kulturinvasioner af den mest truende slags er kraftige modangreb fra den i over tusind år etablerede danske statskirke, men nej. Der er end ikke længere et eneste synligt kors på de lokale kirker, da det vel kan virke stødende på anderledes tænkende og ateister i almindelighed. Om det så er undertegnede, der er ateist, der således tages stort hensyn til, er så til gengæld meget tvivlsomt.
Sikken hensynsfuldhed, blot ærgerligt at denne hensynsfuldhed ikke udstrækker sig til også at afstå fra en fyrstelig gage som statstjenestemænd for disse dignitarer. Ret meget mere hyklerisk og ynkeligt kan det vist ikke blive og desværre er det sådan det er. Hvad skal man dog med en folkekirke som ikke engang selv tror på det som den hævder at stå for? Nå, men som sagt har den ægte tro en sidste bastion!
Vi glemte vist blot at sige, at den eneste og dermed allersidste ægte kristne offensiv for den ægte jul er sponsoreret af en af de allerførste mægtige og magtfulde multinationale koncerner, nemlig den, der hedder “Den Katolske Kirke” Det er nemlig kun i deres boghandel umiddelbart ved siden af den eneste katolske kirke her i byen, vi overhovedet har kunnet blive bekræftet i, at der faktisk bag al den amerikaniserede og islamiserede ny-hedenske jul overhovedet er nogensomhelst substans. Iøvrigt har denne forfatter ikke i 30 år været medlem af den danske Folkekirke og det er man lidt stolt og da især på denne ukristelige årstid i dette endnu mere ukristelige årtusind. Så er problemet bare at melde sig ud af Coop og Dansk Supermarked. Det ene er vist nemt nok, mens det andet vist osse kan klares.
Det var så dagens klare konklusion: Man kan sagtens gradbøje ordet “hedning” selv om man grammatisk ikke burde kunne. Enten er man det jo eller osse er man det ikke og så alligevel slet ikke.. Man kan nemlig som vores lokale biskop Kjeld Holm med uhyre rethaverisk salvesfuldhed hæve sin fede hyre (og så udleje lidt uhyre favorabelt til familien til lidt ekstra juleklejner ) og så uden at tro på andet den “Den Store Opportunisme” alligevel forblive biskop. Det er sin sag at være ateist og dermed principielt hedning. Det er blot værre at lade som om man er troende tjenestemand når man blot er en hedensk medløber.
Til gengæld kan ordet “fis” ikke bøjes i hverken komparativ eller superlativ, det har simpelthen fået sin sidste og absolutte betydning. Det er da altid noget, at Finn og Jette har sørget for, at enkelte ting dog er som de altså var engang. Som dengang i den søde juletid med basunengle og og alting..