Nu kunne man måske af overskriften tro, at vi var gået i “kontrær jule-mode”, men det er nu ikke tilfældet. Denne tid inspirerer naturligvis i langt højere grad til mild overbærenhed, og det burde den nyligt introducerede mellemøstlige tradition for “kast med lettere sko-lignende genstande” måske også gøre, mest fordi man jo ellers traditionelt benytter tungere genstande som sten til disciplinen. I den henseende er der i virkeligheden tale om en slags humanistisk fremskridt men godt nok et af de mere tvivlsomme af slagsen. I det hele taget er der mange vinkler i denne sag og nogle af dem er decideret skræmmende. Ligeså skræmmende som det helt uhyggeligt imponerende kendskab til udseendet af alle vestlige staters flag hos selv den mest uuddannede analfabetiske pakistanske og yemenitiske landarbejder. Ellers ville de jo naturligvis ikke straks være i stand til at finde og afbrænde lige præcist det rigtige og tilfældigvis i rigelige mængder tilgængelige flag med uhyre kort varsel under betydelig mediebevågenhed. Det er jo lidt en falliterklæring for det danske skolesystem, for mon én eneste dansk skoleelev overhovedet positivt kan genkende nogetsomhelst arabisk eller mellemøstligt flag? Udover problemet med så efterfølgende hurtigt at anskaffe det hos den lokale flaghandler og da kun få danskere har været spejdere er det sikkert osse sin sag at få antændt det uden at brænde sig ad Helvede til.
Anledningen til overskriften i dag er, at kapitalismen har vist sit grimme fjæs dernede blandt alle de fromme og vi taler endda ikke engang om opstillingen af en ny Coca-Cola-automat dernede i ørkenen. Nej, en aldeles uventet kritisk og uhyre opsøgende presse har nemlig tilsyneladende allieret sig med lokal storkapital og afsløret, at den sko, der blev kastet mod den kvikt undvigende præsende Bush, var af mærket “Ramadan Baydan” fra Tyrkiet. Det kapitaliske islæt her i ganske vist lidt mærkværdig mellemøstlig aftapning består i, at sko-firmaet efter “afsløringen” på forventelig uhyre demokratisk vis og mindst ligeså kvalmende forudsigeligt er blevet bestormet med ordrer fra folk, der tydeligvis er blevet imponeret af skoens holdbarhed. Der er allerede indløbet ordrer på 300.000 og mon ikke millionen er nået inden denne klumme er færdigskrevet. Så må man jo håbe, at den sikkert kinesiske OEM-leverandør til denne tyrkiske “fabrik” kan nå at levere inden begejstringen lægger sig. Det hele lettes nu nok noget af, at man sikkert godt kan klare sig med sko, som man ikke nødvendigvis kan passe, da man jo ikke skal gå i dem. Det letter logistikken en del selv om der godt nok sikkert skal sendes en del pakker alligevel.
Det går nu nok sagtens, for på forunderlig vis findes der blandt den ellers helt uuddannede folkemasse tilsyneladende en skjult “on-off-knap” som vi ikke ellers har oplevet i Vesten siden salig Tintin var i Sydamerika hos de navnkundige “picaroer”. Dengang skiftede rasende folkemasser uden den mindste ændring af sammensætning eller attitude fra sekund til sekund mellem bevidstløst at råbe “Leve Tapioca, død over Alcazar!” og “Leve Alcazar, død over Tapioca!” Den eneste forskel er vist, at det, der dengang blot var en fremsynet morsom tegneserie, nu simpelthen er blevet den skinbarlige triste viirkelighed. Nemlig den, hvor alternativ afbrænding af flag og nyttig træning til næste stenings-seance med sko-kast (husk: steningen starter altid med små lette sten, det må jo ikke gå for hurtigt) blot er en fjernstyret begivenhed som en simpel Sony-robot.
Ligeså lidt som de kronisk forargede masser ved noget som helst andet om Vesten end det præcise udseende af deres flag, ligeså lidt har vi da vist at lære af dette demokratiske nybrud dernede. Man sagde jo engang vistnok med baggrund i de utallige deserterende russiske soldater under 1. Verdenskrig, at “de stemte med fødderrne” og det kan man vel ikke nægte at de gjorde. Dengang havde russiske soldater nu slet ikke sko på, blot hjemmelavede simple filtstøvler, som man slet ikke kan kaste med uden at de falder fra hinanden. Anderledes dernede i Bagdad, hvor skoen som bekendt holdt. Kvalitet fra Kina!
Denne russiske “stemmen med fødderne” endte dengang som bekendt i mere end 70 års folkemord og ret meget bedre bliver denne skokastning vel heller ikke for demokratiet i Mellemøsten. Som dengang i Tintin er der nemlig altid en gennemgående fællesnævner i optændingen af vrede folkemasser. Det er ikke noget, som man kan slukke ned for igen, man kan blot tænde den som en brand i en oliekilde. Hvis man derefter ikke jævnligt skaber små folkelige eksplosioner ender man altid man altid blot en endnu større eksplosion, hvor starteren selv ryger med. Det svarer vel til den sædvanlige praksis med at brænde den overflødige gas af ved den mellemøstlige olieproduktion, man er nemlig slet ikke gearet til at bruge denne folkelige energi til noget fornuftigt. Hvad skulle man dog gøre uden jøder og amerikanere, det ville nemt blive noget farligt for magthaverne?
Nå, lidt har man jo så alligevel lært af amerikanerne i retning af kapitalistisk markedsføring i denne sko-affære i dette tyrkiske firma “Ramadan Baydan” så måske det hele ikke er så sort endda. Ikke desto mindre er det altså noget tåkrummende at se lokale politisk korrekte intelligentsia (som det hed i det gamle Rusland om den altid selvbestaltede elite) tage det her fjernstyrede folkelige massehysteri som jule-humor. Det sjoveste er vel egentligt, at den tyrkiske sko-“producent” af således kan slå plat af sagen på ærke-kapitalistisk vis i en uhyre rettroende del af verden, ja vel egentligt den eneste ene. Mærkeligt, at hverken “Dyrup’s” eller “Flügger” eller “Hempels Skibsmaling” eller hvem der nu leverede råvarerne til malings-attentatet mod statsminister Fogh nogensinde kom i medierne. Det så ellers ud til, at malingen var af aldeles glimrende kvalitet og uhyre svær at få af igen. Underligt nok meldte ingen producenter sig dengang, reklameværdien kunne ellers have været betydelig. Og så måske alligevel ikke.
Marketing-mæssigt har vi tydeligvis en del at lære i Vesten. Humor er morsomt, det her er bare folkeligt hysteri som udelukkende er morsomt for folk, der ingenting forstår. God kastelyst og det hele bliver en del sjovere, hvis du forestiller dig, at skoen er en sten. faktisk skideskægt! Lige midt i skallen på billedet af Bush dernede på Cafe Mozart så billedet flækker som hovedet på en voldtagen teenagepige gravet ned til halsen i Somalia. God folkelig underholdning, det må man bestemt sige.
Man kan naturligvis ligesom pigen dernede i hullet i Somalia vælge at bøje hovedet. Nå nej, det kunne hun vist ikke. Det gjorde selv den ret dumme præsident Bush jo iøvrigt heller ikke, bøje sig altså så hvorfor skulle vi bøje os for sko-alderen og den efterfølgende stenalder? Demokrati-indholdet er vist ca. det samme lige meget hvad man kaster med.