I dag skal vi starte med at mindes et ord, som vel ikke længere rigtigt findes, nemlig det klassiske politologiske begreb “finlandisering”. Vi har ikke kunnet finde ud af, hvad det i virkeligheden hedder eller hvordan det udtales indenfor den finsk//ugriske sprogæt, men da vi nok heller ville kunne udtale det alligevel er det jo i virkeligheden uden nogen betydning. Det kan osse godt være, at ordet slet ikke findes på finsk, der er nemlig ikke meget ved det.
Betydning havde begrebet dog engang, godt nok en noget sølle en for en stolt nation, som havde udkæmpet en heltemodig vinterkrig mod Stalins uhyggelige imperium. Vi kan herfra opfordre til et lille studium af den 1. finske vinterkrig fra 1939-40. Der er tale om finsk heroisme ud over denne verden helt på højde med den største danske bersærk Stærkodder. Det siger en hel del. Faktisk er der intet i Danmarks-historien, som blot ligner en lille smule.
Samtidigt er der tale om nogle af den samlede verdenshistories mest forrygende forkludrede fransk/engelsk allierede angrebsplaner mod Sovjetunionen i samme anledning, altså samtidigt med at man allerede var i krig i Tyskland. Engelske planer om at bombe de sovjetiske olieinstallationer i Baku som hævn for angrebet på Finland blev til alt held for verdensfreden ikke realiseret, men det var en hel del tættere på end det er rart at tænke på. Hverken før eller senere har vi vist oplevet mage til det, som englænderne med et fint udtryk om de snart dansende vårharer kalder “hare-brained scheme”
Dengang i den kolde krigs tid var såkaldt “finlandisering” ensbetydende med at tage alle mulige og umulige hensyn til den mægtige nabo, som overhovedet ikke fortjente bare den allermindste smule af nogen af delene. I den mest dybfrosne koldkrigstid formåede Finland på denne måde ihvertfald formelt at opretholde en lille smule selvstændighed ved netop ikke at insistere på at have nogen. Hvis man havde gjort det havde man sikkert ikke haft det og da næppe ret længe og deri lå hele kunsten ved den såkaldte “finlandisering”. Der er tale om tvungen accept at det helt uacceptable fra et helt folks side.
Nu hjalp det næppe på verdensfreden, at finnerne på denne måde i adskillige årtier blot bøjede hovederne, men heldigvis for dem var der jo andre, der ikke gjorde og vandt den kolde krig, som vi skildrede i det gamle emne “De Allerstørste Helte”
Det er som sagt ovre nu ihvertfald delvist i Finland. Andre steder i verden har det ene særdeles konkrete meningstyranni blot afløst det andet og denne gang er denne “finlandisering” så blevet så universelt udbredt, at det ikke engang hedder noget mere. Man taler ikke længere om det lettere nedladende “finlandisering”, næh, man har i orwellsk “new-speak” tradition erstattet ordet med et andet. Det ændrer desværre ikke virkeligheden ligeså lidt som det gjorde for finnerne. Sikkert inspireret af den nye sproglige nydanske sprudlende sprog-diversitet taler man nu mest om “respekt” (uden at det dog bliver spor klart hvorfor man skulle fortjene denne respekt, som man så vehholdende blot kræver) og det var vist ca. det samme som Stalins Sovjetunionen krævede (og fik) af finnerne. Heldigvis gik det over i Finland, det er straks værre med det andet her.
Nu kan man naturligvis betragte det som en berigelse af den danske noget amputerede samtalekultur, når en BMW og en anden BMW (som alternativt kan være en Honda og aldrig andet, pudsigt!) holder midt på vejen og spærrer trafikken ikke mindre effektivt end Sovjetunionen dengang stod i vejen for enhver udvikling i Finland. Dewngang var Nokia et lavteknologisk fallitbo. Denne spændende interkulturelle samtale opererer ganske vist indenfor et relativt beskedent ordforråd på et par snese med det farverige udtryk “luder” som det med det i særklasse fleste synonymer. Det er nogle festlige fyre, er det (det er nemlig aldrig piger, underligt), men de får alligevel på uforklarlig vis respekt for deres alternative læsning af de ellers for de fleste letforståelige færdselsregler. Folk dytter nemlig aldrig, de har nok uden at vide det instinktivt forstået, at en “finlandisering” nok er det klogeste. Mærkeligt. Oddsene er ellers en del bedre end dengang for Finlands 4 millioner mod Sovjetunionens 150 millioner indbyggere og alle deres våben, men alle klapper altså i som finnerne dengang.
Fornyligt har der også været det nye nordiske begreb i sving, som vel burde have heddet “islandisering”. Det hedder det nu vist ikke og hvis det nogensinde har heddet det, så hedder det jo alligevel ikke længere og så er det jo i historisk perspektiv lidt ligemeget. Vi taler naturligvis om den islandske bobleøkonomis storhed og fald, som i omfang får IT Factory og Stein Bagger til i sammenligning at ligne lidt rapseri fra en en pengekasse med indtægterne fra skolemælk i en landsbyskole. Dengang var der heller ingen, som stillede et eneste spørgsmål omkring det noget paradoksale i, at så vidt vides ikke en eneste af de islandske investeringer nogen steder i verden gav så meget som en eneste devalueret islandsk krone i overskud blot en eneste måned. Det ville ellers have været oplagt på nogenlunde samme måde som man måske burde have undret sig over, hvem IT Factory som kunder.
Det er virkelig en kilde til stor undren, at ingen økonom nogensinde har kunnet gennemskue det problematiske i at etablere en eksplosiv økonomisk ekspansion på basis af konstante og større og større underskud, som så blot blev fyldt ud med ny lånefinansiering ligesom hele det danske landbrug. Der har man jo også indtil for helt nyligt finansieret evindelige multi-milliardstore driftunderskud med belåning af den eksplosivt voksende stigning i jordpriserne. Det er ved nærmere betragtning vist egentligt fuldstændigt det samme. Nå, “islandiseringen” er vist i sin islandske fremtrædelsesform ovre for denne gang og så alligevel ikke helt.
For tiden er der nemlig på de århusianske busser reklamer for en større landsdækkende kæde af fitness-centre, nemlig Equinox. Dér reklamerer man med, at bare man kommer til træning, så skal det ingenting koste. Hvis det lyder en smule åndssvagt er det jo naturligvis fordi det er. Der er nemlig tale om den allersidste lille skvulp fra den islandske fantasi-bobleøkpnomi, for Equinox er sammen med Magasin/Illum det eneste, der er tilbage fra denne ny-nordiske elveragtige fantasiverden i denne islandske version. Equinox har i årevis haft kæmpestore underskud og blev i eftersommeren kun reddet på den absolutte konkurs-målstreg af en kapitalindsprøjtning fra den forlængst dødsdømte islandske ejer. Det var heldigt, ellers havde Equinox allerede vælret historie, nu er det blot en syg historie og det er ikke helt det samme.
Nu fortsætter man så på sin kommercielle selvmordskurs med en stil, som ville være en Leonidas og hans spartanere ved Thermopylae værdig i kampen mod den persiske verden. Chancen er vist ca. den samme: Hvis man har haft mega-underskud dengang folk betalte for varen så kan man vel uden nogen større kendskab til købmandsregning vel nogenlunde trygt regne med, at det næppe giver større indtægter at give varen væk. Numerisk bliver regnestykket naturligvis bedre.
Det svarer faktisk til at gøre som vi drenge gjorde dengang ude på isflagerne på Endelave, Ind imellem tissede vi nemlig i bukserne for at holde varmen og det hjalp da en ganske kort stund. Equinox´ udgave af denne klassiske drengeleg er så bare at tisse uden at have bukser på til i det mindste at holde lidt på varmen en tid. Mon ikke det har nogenlunde samme glorværdige fremtid som det sprudlende marked for gratisaviser-vi tror det. Der er den islandske storspiller jo forlængst forsvundet.
Derfor skal vi lige huske at minde vores læsere om IKKE at give gavekort til hverken det forlængst ikke længere kreditforsikrede Magasin eller altså til et Equinox i frit fald. “Islandiseringen” er nemlig endnu ikke helt forbi i denne omgang, men det er den snart. “Finlandiseringen” står det til lidt anderledes til med men man kan jo altid starte med at dytte lidt af BMW-erne. Enhver kamp starter vel med det allerførste dyt? Som Leonard Cohen sagde det: “First we take Manhattan, then we take Berlin”