En lille vred mand!

Nu var det allerede børnelærdom derude på det alleryderste næs, hvor denne skribent blev født, at selv store folk aldrig skulle give sig i lag med små folk i store flokke. Ellers kunne det jo nemt gå som med norske Terje Vigen, som jo heller ikke havde videre held mod de tvangsudskrevne gnallinger i Royal Navy. Vi havde desuden det til fælles, Terje og jeg, at vi jo faktisk tilsyneladende boede samme sted, nemlig helt derude alleryderst. Sjovt nok husker jeg ham nu ikke. Det burde jo ellers ikke have været særligt svært med sådan et underligt navn. Tilgengæld kan jeg sagtens huske den senere så succesfulde evindelige vendekåbe-politiker Ole Sohn (man kan vel dårligt kalde ham andet, kan man?). Allerede som dreng var han som overtrukket med et af datidens nyeste mirakelmaterialer, det teflon og denne glathed har han vist kun siden poleret videre på til perfektion.. Ingen ægthed eller overbevisning eller berøring med lokalbefolkningen overhovedet var andre karakteristiske træk ved denne friktions-fattige fætter, men lige det sidste kunne man jo dårligt bebrejde denne friktionsfrie fyr.. Intet hang jo fast på intakt teflon og allermindst ægte overbevisning. Det hang så til gengæld rigtigt godt ved, mærkeligt nok egentligt.

Derudover havde Oles velhavende lærerfar uanede økonomiske ressourcer, ja faktisk så enorme, at der endda var råd til at sætte en Evinrude-påhængsmotor på 3 hk. på familiens jolle. Måske en stor del af årtiers møjsommeligt opbygget og omhyggeligt kultiveret fjendtlighed overfor Ole Sohn allerede blev grundlagt dengang i drengetiden? Antageligt, for vores families Volvo Penta-møgpåhængsmotor ellers på hele 4 hk var skidesvær grænsende til det umulige at starte. Det bidrog helt givet til undertegnedes massive mindreværdskomplekser dengang overfor “Glatte Ole”, men heldigvis var han kun på Endelave om sommeren. Til gengæld var det så hver sommer, hver eneste! Nå senere hen var det måske alligevel en velsignelse at have kendt Ole dengang for undertegnede, for det var med sådan et personligt skræmmebillede fra barndommen ikke særligt vanskeligt at stræbe efter i det mindste en vis personlig integritet i voksenlivet. Om det så er lykkedes for mig er måske ikke helt uantastet, men i det mindste er det da bedre end det gik med Ole. Andet ville jo hverken være særligt godt eller spor uventet. Desværre er en smule bedre end “helt forfærdeligt” jo ikke nødvendigvis særligt godt.

Nå, som sagt lærte vi at være forsigtige med alle “de små mænd” med alle deres indlysende indbyggede komplekser. Det skulle man måske også have været på en aflægger af min helt gamle arbejdsplads, Elektronikcentret, som er kommet noget i klemme i en reparationssag omkring en Philips-fladskærm. Det drejer sig helt oplagt om størrelse her, mere spefikt er det små mænd, der hopper himmelhøjt op i luften.

Til en start det mere prosaiske, nemlig at Elektronikcentret gav et tilbud på en reparation af denne lille kundes 6 år gamle apparat på det ikke helt ubetydelige beløb af 31.930,- Det er en del penge, især fordi tilsvarende apparater fra Philips i dag sælges til under 10.000,-, så man må vel henregne dette tilbud til den mere høje og muligvis ligefrem fantasifulde ende af prisskalaen. Elektronikcentret mente, at panelet skulle udskiftes og producenten blev taget på råd og udtalte, at man skam ikke kunne garantere reservedele til så gamle apparater, så derfor blev det altså lidt smådyrt for at udtrykke det lidt forsigtigt.

Nu var der som i alskens anden journalistik naturligvis ikke nogen som undrede sig over, at man altså stadigvæk kunne få originale paneler til et så gammelt apparat, når man ifølge Philips ellers slet ikke leverede reservedle til sådanne oldsager og lige netop paneler har nye generationer flere gange om året. Underligt at de stadigvæk havde det gamle lort liggende, men det de havde de muligvis heller ikke. . Som selv tekniske analfabeter nok ved, er panelet den eneste specifikke del i en fladskærm, al anden elektronik er af indlysende økonomiske hensyn almindelige standardkomponenter. Og så er vi tilbage til det med størrelsen igen. Ejeren var nemlig ingen andre end den lillebitte og noget koleriske tidligere chefredaktør for den lokale pengemaskine Århus Stiftstidende. Pengemaskine i denne sammenhæng skal godt nok forstås i den alternative betydning det er som en gyllespreder med hurtig rotation at tabe over 500 mill. kr for avisen over det seneste årti. Når det efterhånden mikroskopiske oplag tages i betragtning bliver præstation blot endnu større, for hvordan får man dog finansieret en sådan økonomisk galimatias? Denne lille mand gav som små mænd til alle tider ikke op i kampen mod de store. I stedet gik han til et andet værksted og det fandt så fejlen. 

Der var tale om en uhyre banal fejl, som allerede var kendt som en standardfejl blandt erfarne teknikere, nemlig en lavvolts-kondensator til under en 20-er. Godt nok tog dette værksted ikke helt ubetydelige 3017,- for at reparere apparatet, så ligefrem superhurtig har teknikeren måske ikke været, men den lille mand hoppede op og ned af glæde og roste disse eksperter, “som kunne deres håndværk” Tja, det kunne de jo, de løste da opgaven og havde endda professionalisme nok til detaljeret at beskrive den anvendte (uhyrligt banale) reservedel. Det havde vi nok ikke selv gjort men nu laver vi heldigvis ikke sådan noget selv. 

Tilbage står så Elektronikcentret med noget, der måske ikke går ind i historiebøgerne som “deres stolteste stund” Ingen er forpligtede udover deres evner (og ingen mindre end disse store centralværksteder med spidskompetence i ja, jo ikke rigtigt noget, da de laver alt muligt for alle mulige, men det er altid problematisk, når kunderne for 1/10 af en helt uhyrligt tilbudspris kan få samme ydelse andetsteds. Lidt svær at forklare skulle man mene.

Det er dog ikke dette princip, der er på spil i denne sag. Det drejer sig simpelthen om en meget lille mand med meget god tid og betydelig opsparet indignation. Om det så som hos denne skribent gåt helt tilbage til en barndom i selskab med Ole Sohn ved vi ikke, men helt godt kan det da ikke have været for Frodelund. Moralen er, at man skal passe rigtigt meget på små mænd åbenbart også selv om de er helt alene som altså her den tidligere chefredaktør. Selv små mænd kan nemlig sommetider have ret og når de så har det kan man være helt sikker på, at hele verden skal høre om det. Som altså denne sjældne gang, hvor det var de små mænd der vandt over danske Fona og delvist hollandske Philips. Derfor vil vi lige netop i dag på trods af alle fordomme slå et slag for også små mænds rettigheder.Som den pansrede australske landevejsrøver Ned Kelly sagde umiddelbart inden han dinglede i galgen: “Such is Life!” Ja, det er, heldigvis sker det bare ikke ret tit!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *