Dengang den legendariske venstre wing på Leeds Uniteds gyldne hold fra 1960-erne til midten af 1970-erne Eddie Gray udfoldede sin magi, var verden naturligvis et bedre sted at være. Derudover var der jo osse meget mere sne om vinteren og meget varmere om sommeren, ihvertfald i erindringen og nok en del mere end i virkeligheden. Eddie Gray blev efter massevis af skader ikke overraskende en hel del langsommere mod slutningen af sin egen og dermed desværre Leeds`gyldne periode. For denne skribent var Leeds dengang det mest komplette fodboldhold, denne verden nogensinde har set.
Ikke desto mindre kunne skotten Gray stadigvæk undertiden i sin begyndende aftægt udfolde en magi, som ikke lader senere sydeuropæiske overbetalte pomadedrenge som Christiano Ronaldo noget efter.
Dengang kunne Grays unikke “timing” stadigvæk ligesom en anden stor engelsk wing, nemlig Stanley Matthews, mere end kompensere for et noget langsomt antrit. De forstod som få eller ingen at erstatte ungdommens fandenivolskhed med alderens erfaring og begges karrierer blev dermed meget lange og meget glorværdige. Helt sådan kommer det tilsyneladende ikke til at gå med en af de ellers mest inspirerede tidligere “hardhittere” blandt danske journalister, nemlig Jens Olaf Jersild, eller rettere, det gør det ikke. Han er nemlig allerede forlængst “afblomstret” og selv “gefundenes Fressen” som bestyrelsesformand Asger Jensby i går i TV fra IT Factory slap helt uforklarligt let. Sådan ville det næppe være gået i Jersilds velmagtsdage, hvor øjnede lynede.
Det ville ellers have været barnemad for den gamle velforberedte Jersild at rulle det her op, skulle man tro. Jersilds fremgangsmåde dengang i begyndelsen var ellers ganske simpel og sikkert inspireret af århundreders politiforhørs-tr
eknikker. Han startede altid fuldstændigt skematisk og roligt med at få fastslået banale kendsgerninger og efterhånden malede han så med omhyggeligt forberedte spørgsmål metodisk den udspurgte op i en krog. Det var egentligt en ganske banal metode og havde den afgjorte fordel for Jersild, at han overhovedet ikke behøvede at høre efter, hvad “ofret” svarede før muligvis til allersidst, hvor den udspurgte allerede forlængst sat “til vægs” af nej, ikke Jersild, men blot af den gennemarbejdede struktur i spørgsmålene. Skematisk, men særdeles effektivt. I går så vi så bagsiden af denne skematiske metode.
Sådan er det desværre ikke længere. Jersild reagerer stadigvæk overhovedet ikke på de tydelige “åbninger”, som kommer i enhver direkte interview-situation som i går, hvor Jensby vedr. Baggers “hemmelige skjul” nu kunne afsløre, at man “af en ansat” havde fået at vide, at Bagger “for et par uger siden” havde lejet et hotelværelse i nærheden. Det var så åbenbart der, det famøse nøglekort passede. Det er ikke vældigt skarpt af Jersild ikke straks at fange, at det nok ikke er den hele gyldige forklaring, når nu bedragerierne har foregået i årevis udover det simple faktum, at det nok havde været mere sandsynligt, at det blot var en hemmelig “elskovshule” som for alle andre magtfulde mænd. Det var det så tilsyneladende ikke, men det var altså heller ikke den hemmelige mangeårige “kommandocentral” i denne forunderlige bedragerisag. Slet ikke!
Jersild med sine vante positurer og insisteren forstod bare ingenting, og i stedet fortabte hele det alt for forbandet koreograferet-forberedte interview sig omkring en anonym mail, som Jensby ikke havde reageret på. Det var der forresten heller ingen egentlig grund til, at han skulle have gjort, og med denne blinde “forfølgelse” af dette fuldstændigt “blinde spor” fusede det her interview ud til overhovedet ingenting.
Til gengæld var det hele et godt eksempel på, at en forlængst forberedt struktur med et allerede forberedt videoklip med en iøvrigt uhyre fornuftig IT-blogger, simpelthen kommer fuldstændigt i vejen for det egentlige live-interview. Det faldt bare temmeligt meget udenfor interviewets egentlige sammenhæng og dræbte det til sidst helt. Hvis der var nogen der stod tilbage som sejrherre efter det lamme interview, så var det da udelukkende den nye bølge af ligegyldig journalistik. Når man ikke som Jersild længere kan score på selv de mest oplagte åbne målchancer er det vist tid til at få ham sat af holdet. Den gamle terrier er blevet en sølle tandløs og affældig en. Hunde mister glansen i pelsen og Jersild er blvet lettere løs i kødet og bleg i blikket. Jersild var ganske vist heller ikke nogen særligt god journalist som ung, men hvad han manglede i talent rådede han i det mindste delvist bod på ved at kunne “gø” højere end de fleste.
Den da efterhånden noget aldrende Eddie Gray havde da i det mindste mod og mandshjerte til selv at slutte karrieren. Til gengæld scorede han i sin sidste sæson det bedste mål, som måske nogensinde er scoret i britisk fodbold. Det kommer Jersild desværre ikke til, mest fordi han aldrig åbenbart har kunnet spille uden et rigtigt godt hold. Når nu hverken holdet eller Jersild selv rigtigt er der længere så er der altså alt for let for udeholdet at score. 1-0 til Jensby og når han kan vinde mod så oplagt håløse odds kan alle andre såmænd nok også. Terrieren har vist bare bidt for sidste gang.
Leeds-holdet med Gray og Giles og Bremner og Reaney og Lorimer og Clarke og Hunter og Madeley og alle de andre gik i opløsning, da de allesammen næsten samtidigt holdt op. Det var jo ikke særligt overaskende, men at Jersild skulle dø så ung var måske nok.
Leve Eddie Gray!