Nu er det ganske vist ved at være noget længe siden, at man så reklamer for cigaretter i danske biografer, men enkelte kan vel stadigvæk helt ude bag den begyndende alzheimers-tåge huske Bounty-reklamen med den ganske overordentligt sparsomt påklædte yngre model, som hopper ud fra et vandfald. For så mange årtier efter at have sat et så uaf(b?)rysteligt billede på nethinden som et fast-brændt billede på en plasma-skærm skulle der virkeligt noget reel kvalitet til, og det var lige, hvad der blev tilbudt. Denne kvindelige model var så vidt alle vi bumsede drenge kunne se udelukkende klædt i naturens helt eget helt naturlige “pelsværk” og dengang var den både rigelig og også under under armene aldeles utrimmet. Lignende klassisk kvalitet blev der budt på også i datidens tobaksreklamer, hvor den uhyre fåmælte såkaldte “Marlboro-mand” (han sagde aldrig nogensinde nogen ting og meget mere fåmælt bliver det ikke, ikke engang i Vestjylland) altså blot sad der og så uhyre afslappet og mandig ud på sin hest i flotte brun-tintede billeder. I det mindste sad han der da indtil han så vidt vides faldt ned af hesten hvilket han vel må have gjort på et tidspunkt, da den mandlige model jo så vidt vides døde af lungekræft. Hestens tilstand hørte man underligt nok aldrig noget om, men den slap måske med en slem hoste.
I eftertidens klarsyn var det forresten underligt, at reklamerne dengang henvendte sig til mænd som om det var dem, som på nogen måde var medbestemmende for familiens indkøbsmønstre. Det må det jo så have været, ellers gav det her jo ingen mening og det vel knapt alligevel.
Sådan ville man nok næppe gøre det i dag uden at have intentioner om øjeblikkeligt kommercielt selvmord, men det er vist et studieområde for politisk ukorrekte økonomiske historikere. Det bliver således næppe et større forskningsområde i den nærmeste fremtid, og det gør det næppe heller at forske i, hvorfor Marlboro-manden og hans cowboy-legende ikke længere sælger smøger. Det sidste kan jo skyldes, at det vist mest er piger, som ryger efterhånden ( sikkert for at undgå at blive helt så tykke, som de så naturligvis alligevel bliver til sidst- hvem var det dog der sagde, at piger var klogere end drenge?) og man kan jo dårligt bruge de svedige læderdunster fra Marlboro-mandens saddel til at sælge varer til teenagepiger. Western-legenden er vist bare lagt i mølpose for denne gang, men alligevel lever legenden om “Den Mytiske West” videre, som vi skal se nedenfor.
Inden da skal vi lige minde om et andet reklamemæssigt højdepunkt, som heller aldrig ville kunne gå i dag. Det drejer sig om det gamle slogan “Hvis du har valgt aldrig at blive fed”, et af nyere tids mere syge slogans, godt nok. Mange (mandlige) læsere vil vel kunne huske busreklamerne dengang med den myndeslanke og ganske appetilige badmintonspiller Pernille Nedergaard (mon hun iøvrigt stod ved sit valg om ikke at ende i Michelindame-afdelingen?). Tænk at bruge dette fæle F-ord i en reklame!
Det er jo senere blevet dårlig reklameskik at nævne tabubelagte ord som “islamisk”, “muslim” “fed” osv i reklametekster, mens man sagtens kan bruge ord som “østarbejder” også om andet end thailandske gæstearbejdere i den mere afklædte del af håndværksindustrien. Faktisk er det vist ligefrem blevet diskriminerende at bruge ordet i denne nok i virkeligheden mere oprindelige betydning.
Denne mere fabulerende indledning har vi med i dag, fordi vi i weekenden har deltaget i et korrespondance-kursus på den nye tids svar på western-legenden, nemlig den nyfødte “Forfatterskole” i Esbjerg. Vi har den i citationstegn fordi den ganske vist kalder sig selv sådan men vi er altså en smule skeptiske. Den nyansatte koordinator på skolen er ellers ingen andre end Jeppe Brixvold, som på sit omfattende CV “lister” en mangeårig ansættelse som “Redaktør af fiktionssiderne i DSB’s magasin “Ud & Se”. Vi er vist en smule ude i den bagatelagtige afdeling her ville enkelte måske mene, men der står står nådigt nok ingenting om dengang vores Jeppe havde diarre på en lejrtur med skolen (men altså også kun med nød og næppe) Ellers er det hele med, altså tilsammen naturligvis absolut ingenting.
Dette nye kulturelle kraftcenter i den engang så vilde danske vest skal ifølge Brixvold “vægte fortællingen i samfundet og pointere, at fortællinger spiller en stor rolle i tilværelsen” Ja, der kan man bare se: Urmenneskets erfaringer med alskens mytiske fortællinger derude i de sparsomt oplyste iglooer og mongolske urgaer kondenseret i den grad. Når en opfindelse er tilstrækkeligt mange tusind år gammel og stadigvæk er den konventionelle visdom, så er det forbi den er god.
Det er sikkert også derfor man har henlagt denne skole til den gamle fiskeriby Esbjerg, for som bekendt trives der nede på havnenes “sladrebænke” en helt egen version ef den klassiske fortælling om de fisk man aldrig fangede, og de kvinder, man aldrig fik. Eller den omvendte variation, nemlig om alt det, som man godt nok aldrig fik eller fangede, men til gengæld løj om. Det må jo være det, ham Brixvold mener. Eller noget andet, det forekommer lidt ligemeget, hvad denne ex-redaktør lige mener.
Nu har vi tidligere været inde på, at dét at være forfatter vel allermest essentielt fordrer noget reelt at skrive om. Som vi vist engang nævnte var det jo ikke helt uden grund, at den fra “Steen og Stoffer” så kendte Steens selvbiografi var overordentligt kort. Derfor er det også en noget bovlam ide at tro, at nogen kan udvikle sig til fuldgyldig forfatter selv ved langvarig eksponering til lignende forfatterspirer, hvis eneste reelle baggrund er en helt ægte “Stjerne for en Aften”-agtig grådig sult efter øjeblikkelig berømmelse.
I stedet burde man måske arrangere lidt optimistjolle-sejlads på det stormpiskede Vesterhav for at give disse kuvøse-forfattere en dosis ægte virkelighed. Det er muligt at en stor del af disse hjælpeløse forfatterspirer vil drukne, men i det mindste vil de enkelte mulige overlevende have noget ægte at skrive om. Ligeså altså alle “bolværksmatroserne” dengng havde dernede på “sladrebænken” og måske endda har endnu.
Der er intet galt med den gode fortælling. Det fordrer vel egentligt blot, at der er noget at skrive om. Og så lige tilbage til vores ganske vist fiktive korrespondancekursus: Ja, man kan faktisk på skolen lære at skrive en blog som denne, ja tænk bare! Når man tænker på, hvor mange mennesker derude ved havets yderste rand, som har så umådeligt meget at fortælle om er det vel egentligt lige det mindste at være stolt af at huse denne aldeles ligegyldige kuvøse for alligevel fuldstændigt dødfødte forfatter-spirer. Hvis ham dér Brixvold virkeligt var interesseret i den såkaldte “fortælling” kunne han vel selv skrive en eller alternativt gå rundt med en transportabel båndoptager nede ved havnen blandt dem, der virkeligt havde noget på hjerte. Ak ja, kulturen har i nutiden så sandelig både både (få) veje og (flest) vildveje. det var noget andet, dengang Kai Birket-Smith skrev den udødelige “Kulturens Veje” Det var nemlig dengang der var Marlboro-mænd til! Reklamens anden del var jo som bekendt “That´s where the flavor is” Hvis man skulle vælge mellem forfatterskolens sikkert klinisk røgfri kantine og det virkelige ramsaltede liv ved vi godt, hvad vi ville vælge. Det ene er fuldstændigt ligegyldigt, det andet er fortællingen om selve livet.