I dag skal vi omtale en dansk forfatter næsten på niveau med de 2 allerstørste, udover den aldeles uforlignelige Storm P. De 2 største danske poeter er ellers jo uden nogen diskussion Jens Memphis fra det sagnomspundne orkester “De Gyldne Løver” og så naturligvis den sørgeligt oversete fordansker af utallige Disney-tegneserier, Sonja Rindom. I den netop udkomne komplette Carl Barks-samling på Egmont har man iøvrigt dristet sig til at ændre på enkelte af Sonja Rindoms oprindelige formuleringer, og om man er klar over, at man i processen simpelthen bulldozer en hel generations kollektive minder? Man kunne ligeså godt smelte “Den Lille Havfrue” om til et gelænder ned til et pissoir. Det er alvor det her. Ligesom når fagforbundet 3F er ude med riven eller måske snarere også bulldozeren. Det sidste er dog mest komisk hvis det ikke havde været så tragisk. Mest fordi ingen tilsyneladende bemærker det.
Overskriften i dag er som enkelte nok har gættet en af dette sørgeligt oversete genis streger. Det drejer sig om en vis Sven Henriksen, kendt under det praktiske pseudonym Sven Henrik. Hvis alting var så simpelt så havde verden været et bedre sted og let, det var det for Sven Henrik. Han var i en del år redaktør og oversætter af den danske udgave af “MAD” og herunder opfandt han helt i tråd med Rindoms stadige strøm af gendigtnings-genialiteter navnet ovenfor, som sammen med sin noget tungnemme makker Krydolf huserede i talrige Don Martin-tegneserier. Hisper var simpelthen den essentielle taber og filosofiske småsmuler som “Typisk uheld, Krydolf: Når det regner med flygler har den fattige ingen noder” burde være pligtlæsning stadigvæk i Folkeskolen. Det var usigeligt morsomt for alle os kvikke drenge og endnu mere fantastisk var det så senere at opdage, hvor meget bedre oversættelserne var end de originale forlæg, som endda slet ikke var spor dårlige. Gendigtningerne af Sven Henrik var bare så suverænt meget bedre at man skulle tro det var løgn, men det var det altså ikke.
Desværre findes Sven Henriks tekster efterhånden kun sporadisk rundt omkring i “Køb-og løb”-kasserne i brugt-bladbutikkerne, iøvrigt sammen med en anden betydelig dansk trivial-kunstner, nemlig Tonny Lützer. Det var som bekendt ham, der både håndkolorerede og oversatte den første danske udgave ef “Lucky Luke” til dansk. Først her i den allernyeste politisk korrekte nutid er hans noget karske og knapt nutids-stuerene formuleringer blevet antastet og ændret i den nyeste udgave. Egentligt lidt absurd at man tror man kan lave virkeligheden om ved en oversættelse når originalerne på fransk både af René Goscinnys “Lucky Luke” og tilsvarende Hergé`s “Tin Tin” jo er uændrede. Nå men se om du kan finde en “MAD”-pocketbog dengang fra 1960-erne og 1970-erne inden Sven Henrik blev brevkasseredaktør på “Se og Hør” Det var tider for de skæve og geniale eksistenser og få var skævere end Sven.
Nu er “skævere” jo så mange ting, man kan jo for “slå skævere” og ingen er vel bedre til det i tiden end fagforbundet 3F. I denne tid kører der en blokade med en flok granvoksne mænd med flotte faner foran et værtshus her i Århus med blot én ansat og en lillebitte kvindelig ejer. Det skal lige med her, at mændene langt fra er så flotte som fanerne var engang, faktisk er de temmeligt almindeligt let-kvabsede og har tydeligvis selv i denne tid med endnu i praksis fuld beskæftigelse vældigt god tid til at blokere løs. Det bliver nok ikke mindre i fremtiden for disse hverdagens selvbestaltede helte kan vi da håbe.
Nu er det ikke fordi den eneste ansatte er underbetalt, slet ikke. Nej, det drejer sig nemlig som i ethvert autoritært samfundssystem (her er dele af fagbevægelsen jo glimrende eksempler) om at “sagen” altid er større end mennesket. Derfor har man i sin visdom valgt byens mindst bemandede værtshus for at få sagen igennem. Naturligvis er sagen ganske ligegyldig, der er nemlig slet ingen.
I en tidligere tekst behandlede vi den egentlige “bagkvinde” bag denne blokade, nemlig sekretær i 3F og ledende medlem af DKP (ML) gennem 30 år, Joan Ågot Pedersen. Man mente nemlig oprindeligt i 3F, at der ikke var nogen grund til at tegne overenskomst for dette mikroskopiske firma, da det vist kom ind under bagatelgrænsen. Det forekommer egentligt rimeligt nok når nu lønforholdende iøvrigt var helt i orden. Det blev man så enige om, så langt så godt.
Ikke desto mindre desavourede 3F-sekretær Ågot denne aftale og organiserede en fysisk blokade af det lillebitte værtshus med den effektive og attraktive kvindelige ejer. Om det så har været en medvirkende faktor, at samme Joan Ågot ikke er velsignet med nogensomhelst af de træk, der på noget tidspunkt i flere årtusinder har været synonymt med kvindelig skønhed (og det selv om de har varieret en hel del undervejs og selv om vi medtager alle de mest flygtige tendenser) ved vi naturligvis ikke med sikkerhed. Mon ikke det er en afgørende faktor trods alt? Hun-hunde er ihvertfald en del mere fjendlige og uforsonlige overfor hinanden end hanner og det er vanskeligt ikke at se det som en plump magtdemonstration overfor skønheden fra den anderledes sparsommeligt i denne henseende udstyrede sekretær. Nu er der ikke noget galt i ikke at være særligt køn, som denne skribent jo heller ikke akkurat er. Det har dog desværre konsekvenser for ens egen adfærd overfor dem, der er smukkere eller klogere end én selv.
Værre er det, at hele den godt nok falmende fagbevægelse sanktionerer sådan noget, når nu ikke en eneste anden og større restaurant eller værtshus i Århus overhovedet har nogen eksklusivaftale med 3F. Man kunne jo starte med alle dem, hvor alle medarbejderne permanent har “første arbejdsdag”. Det ville da være en værdig sag omend lidt svært, sikkert ligeså svært som det er at finde en organiseret i nogen lokal etnisk restaurant. Eller en med relativt overenskomstmæssig løn. Eller blot en opholdstilladelse. Eller overhovedet fange ham længe nok til at spørge om nogen af delene.
Nu kan man så med en vis ret håbe på, at den her fornuftsstridige aktion vil koste 3F yderligere fortjent medlemstab og da ikke mindst på toppen af den nyeste reklamekampagne. Den mest afskyelige og givetvis diskriminerende del af denne kampagne hedder forresten “Østarbejderne kommer af sig selv-det gør din pension ikke” Nu er 3F naturligvis som i tilfældet med den ene kvindelige ejer forsigtig med at lægge sig ud med de store og slemme, så derfor står der naturligvis ikke “mellemøstlige arbejdere”. Det ville også nemt kunne give et par bombetrusler mod 3F´s monomentale palæ af et hovedkvarter, og det skulle man jo nødigt risikere. Man har jo trods alt et imperium at miste.
Det hele kunne jo gå hen og blive alvor som det var for arbejderne dengang for længe siden inden alle kommissærerne som Joan Ågot tog over. De gjorde de altså bare og de slap aldrig taget igen.
Når en organisation som 3F ikke længere er i stand til at udvise den allerringeste kollektive fornuft eller konsekvens så er dens tid forlængst forbi. Desværre er det så også det tidspunkt, hvor den som en rotte i et hjørne bliver allermest irrationel og farlig. Ikke for de store hunde, som blot står og venter derude uden overenskomst, de er jo alligevel urørlige . Fagbevægelsens dødskamp er som andre dødskampe sjældent smuk men lige i dette tilfælde må man vel alligevel sige, at den er blevet helt usædvanligt ækel. Vi skal opfordre alle til straks at besøge dette lille værtshus i Frederiksgade, som hedder “Die Kleine Bierstube” Det er et ganske fint sted når man ellers er kommet forbi fascisterne udenfor. Nå nej, det kan de jo ikke være. De rigtige fascister skrev jo “Jude!” på butiksruderne og det har de her altså ikke gjort. Det skyldes nu nok mest, at de ikke er så skrappe til tysk.