I gamle dage var der en musikalsk bølge, der som en tsunami fra det urdybe uheldssvangre Stillehav uden varsel væltede ind over lille Danmark. Det var den mangeårige plage med alskens hammond-orgler i fri dressur, og titlerne var sædvanligvis noget i retning af Klaus Wunderlich a go-go eller lignende. Den danske mester i disciplinen, den selvlærte og selv set mest de mest lokalpatriotiske øjne altså noget ubehjælpsomme såkaldte “virtuos” Ole Erling førte an i løjerne her til lands. Man kan faktisk høre ham stadigvæk ude på de mindre spillesteder eller mere fornuftigt, man kan heldigvis vælge at lade være. Helt uforklarligt optræder han nemlig stadigvæk under sit eget navn.
Man må dog sige, at med eftertidens visdoms ubarmhjertigt klare lys var Erling helt god i sammenligning med den lokale “mester” den evige epigon Klaus Wunderhits. Det er først når man hører noget, som er rigtigt ringe, at man indser, at det, man betragtede som dårligt engang måske i virkeligheden var meget godt. Tak skal der derfor i dag lyde til fænomenet Wunderhits, som i selvsamme ombæring faktisk også har gjort Johnny Reimars superhits fra dengang, nemlig de ellers urimeligt ulidelige “Smølfe-parties” helt spiselige. Reimar udsat for datidens teknologiske “tour de force” med pitch-shifter og det hele for at give smølfe-pivestemmer ville sikkert ellers være et megahit i dag, så mega-åndssvagt var det.
Det var jo ellers tiden for den stortyske musikalske erobrer James Last og hans ihærdigt truttende party-orkester med deres uforlignelige udgave af “Wir fahren gegen Engeland”-ump-ump eller ihvertfald noget, der til forveksling lignede. Teksten var vist anderledes, men budskabet var ellers det samme. Underligt, at ingen entreprenører dengang hoppede på bølgen og tilbød tysk kvalitetsøl til løjerne, det kunne for de fremsynede ellers virkeligt have givet pote. I stedet skulle vi vente over 20 år på den første spæde introduktion af kvalitetsøl på det danske marked, og da var denne særegne musikalske parantes ved at være forbi. Det var ellers en vældig tid, hvor mange midaldrende som undertegnede nok osse med gru vil mindes Bert Kaempfert og den amerikanske truthorns-virtuos Herb Albert og hans uforlignelige Tijuana Brass. Det er nu mest uforligneligt fordi ingen vel ved deres fulde fem frivilligt ville høre det i dag og når noget så effektivt er begravet i den barmhjertige glemsel har den jo principielt ingen lige.
En anden bølge fra det store udland, som har ramt lille Danmark, er udover alle de færdigindkøbte og helt TV-koncepter, som diverterer familien Danmark hver aften, er de såkaldte “Middelalderfestivaller” En sådan har vi set afholdt i min gamle hjemby Horsens og sikke flot den så ud, med ridderturnering og autentisk dit-og-dat og træflis drysset ud overalt i byen for at give hele dette flotte autentiske scenarie et helt ekstraordinært autentisk præg. Man blev helt stolt på sin bys vegne, at den kunne stable et så kolossalt imponerende sceneri på banen, når man ikke engang kunne finde ud af at afvikle en Madonna-koncert, hvor blot en brøkdel kunne se noget som helst. Det kunne de selvfølgelig heller ikke, hele dette show er nemlig bare atter et færdigt koncept som “Palles Tivoli” eller “Circus Arena” Altså ca. ligeså autentisk som den gigantiske allestedsnærværende helt autentiske træflis-maskine-gad vide hvordan de fik strøm til den i Middelalderen?
Det afholdt selvfølgelig ikke den stolte lokale kommunale “arrangør” fra at stoltsere i den lokale presse som en androgyn høne forklædt som hane. Hun må dog efterhånden alligevel have indset, at hun blot var funktionær, for hun har da vist allerede fået job på Svalegangen-teatret, som åbenbart mangler en stoltserende funktionær, og hvem gør i virkeligheden ikke det? Nok i virkeligheden slet ingen, men det ved endnu ikke i Århus.
Nå, men hendes afgørende aftryk på årets festival var ifølge hende selv det åbenbart epokegørende, at hun aktivt havde medvirket til at få godkendt de i år anvendte ølkrus, så de selv i den allermindste detalje var ganske autentiske (!!!) Som gammel historiker kan man måske spagfærdigt indvende, at lige præcist ler-ølkrus, som der var tale om, jo gennem årtusinder udelukkende var helt lokalt fremstillede og derfor indeholder utallige variationer over et funktionelt tema. Faktisk var der i middelalderes ølkrus praktisk taget ingen fællestræk udover en indbygget hensigtsmæssig hulhed og derfor er der selvfølgeligt hverken noget, der er helt rigtigt ligeså lidt som der er noget, der er helt forkert. Disse ellers simple fakta afholdt ikke den kvindelige koordinator fra at posere åh så stolteligt for nu at blive i middelalder-terminologien.
Hun havde altså, mente hun, fået detaljerne helt rigtige. Det vil sige, det havde hun så ikke helt alligevel. Al den øl, der blev skænket i disse kommunalt autoriserede ølkrus med de perfekt aldeles uhistoriske detaljer var nemlig blot almindeligt undergæret pis-pilsnerøl fra den lokale hovedsponsor, det tidligere Ceres-bryggeri, nu Royal Unibrew. Lige her er det hele blevet fuldstændigt grinagtigt latterligt, for pilsnerøl blev desværre ganske uden tvivl og måske ikke helt overraskende for enkelte opfundet i byen Pilsen i midten af 1800-tallet. Indtil da og selvfølgelig også lige siden mange steder bryggede man kun såkaldt overgæret øl. Det var nu ikke spørgsmål om smag, man kunne nemlig overhovedet ikke brygge andet i Middelalderen. Men alligevel, sikke dog en ihærdig og perfektionistisk kommunal koordinator, der som sit sidste afgørende aftryk formår at sætte et sådant eftermæle. Nemlig blot at få lavet en ligegyldig detalje om på et ligegyldigt kinesiskproduceret krus og så fylde det op med det sædvanlige uhistoriske aldeles anakronistiske pilsner-øl. Og så ellers bare have været den tilfældige lokale tovholder for dette til evig tid turnerende show i stil med “Holiday on Ice”, som man her kalder “Middelalderfestival”. Ak, ja..
I den seneste tid har vi jo moret os over et par økonomiske satsninger i vores branche og stillet os noget tvivlende overfor de økonomiske ræsonnementer bag. Nu ser det ud til, at både Flex Audio og Omega Audio kommer til at “smage deres egen medicin”, som det engelske kampflyver-es Battler Briton jo altid yndede at sige, når han flåede stypinden frem i sin Spitfire og gik løs på sværme af tyske Focke-Wulff 190-ere. Dengang som nu var kampen naturligvis for ulige, for Battler klarede altid overmagten. Overmagten i dag er desværre for Flex og Omega den genopståede Battler Briton i form af et firma i Hørsholm, der hedder “High Performance Audio” Nu er huslejen i Hørsholm sandsynligvis en del lavere end i det centrale København, så allerede her kan fyren i Hørsholm som Battler Briton i sin Spitfire lave Immelmann-rulninger omkring de mere gumpetunge tyske Heinkel-butikker Flex og Omega og det skal blive værre endnu.
I forbindelse med et nyt agentur, nemlig endnu et af denne verdens allerede ganske utallige overflødige mærker af hifi, nemlig Plinius, er der ikke ganske uforudsigeligt startet atter og for Gud ved hvilken gang en vel-orkestreret salgstråd. Man kommer starks til at tænke på Schmidt Audio og hans gode ven Bigfoot i deres skamros af SChmidt Audios Podium-højttaler-er du der endnu, Schmidt uh-uh? Når produktet ikke sælger sig selv må man jo da gribe til det gammelkendte trick, nemlig at lade den udvalgte kunde kritikløst skamrose et produkt. Nu kunne man måske forledes til at tro, at omtalte nok ikke helt tilfældigt udvalgte kunde med dæknavnet Ducati/TRX 850 blot beskrev lytteindtrykkene af sit helt nye anlæg til 200.000,- men næh nej. Anlægget er nemlig så nyt endnu, at han slet ikke har fået det. Den danske agent har vist slet ikke modtaget et eneste apparat endnu. Det er det egentligt nye her.
Nu kunne selv lettere debile spidsmus med ret kort erfaring fra erhvervslivet (spidsmus bliver iøvrigt sjældent et år gamle) undre sig over, hvor den kommende modtager af dette fantastiske anlæg dog overhovedet har hørt det henne. Alternativt kan man så måske undre sig endnu mere over, at nogen køber noget så dyrt måske endda uden overhovedet at have hørt det, som det nok er tilfældet. I stedet starter atter en af de fuldstændigt hjernelamme lykønsknings-tråde med det nyindkøbte hifi, som ganske vist ikke er kommet endnu. Manden bag “butikken” i Hørsholm deltager selvfølgelig selv i spasen og lover endda at levere varerne helt ovre i Århus, ja man mister nærmest pusten af beundring overfor en sådan ildhu. Det er iøvrigt langt den billigste og sikreste måde at få leveret så tunge ting, tåber!
Det er simpelthen tråde som den her om en mands køb af, ja absolut ingenting (og da slet ikke endnu), som må give myrekryb hos alle de mere specialiserede hifi-butikker. Et ret meget mere tydeligt eksempel på en aldeles ligegyldig mands ligegyldige køb af et ligeså ligegyldigt produkt har vi godt nok aldrig set. Trådstarteren plejer ellers at være en tro følgesvend for det danske danske firma Densen og dets karismatiske “fører” Thomas Sillesen. Selv kalder Sillesen sig ganske vist “Head Honcho”, men det lyder nu rigeligt seksuelt afsporet til denne sædvanligvist sobre side, (er det noget med utilbørlig opførsel overfor æsler eller hvad?), men han er da en rigtigt “bosset” over-boss. Det må være underligt at se sin væbner be-“væbne” sig med det dyre Plinius-isenkram men når noget er så dyrt må det jo være godt. Lige der falder Densen jo igennem.
Om ikke andet så giver prisen da i det mindste respekt, for lykønskningstelegrammerne til den stolte ventende køber indløber da i en fornuftsstridigt strid strøm. Når det er dyrt er det jo selvfølgelig godt, og når det er billigt nok, kan det naturligvis ikke være det. Det demonstrerer en anden trådstarter, en vis A-M E. Ligegyldigt hvor meget han i en anden tråd med optryk af test fra verdens nok mest kompromitterede hifi-ludermagasin, What Hifi, aktivt forsøger at promovere en forvokset computerhøjttaler fra engelske AVI, så sker der absolut intet i tråden. Ikke at den fortjener større interesse, nok snarere er dens success helt efter fortjeneste, den er noget naiv grænsende til det egentligt godtroende, synes vi da. Sygelig begejstring er tydeligvis kun smitsom, når isenkrammet er dyrt nok. Så er det til gengæld også uanset at ingensomhelst nogensinde har hørt de ting, som begejstringen gælder.
Var der nogen, som kom ihu gårsdagens tekst om de “Hysteriske kællinger”? Man behøver åbenbart ikke at have en livmoder (hysteria) for at blive grebet af kollektiv galskab.