Music Hall

Atter en gang beklager vi den lidt irregulære aktivitet på vores side, men det går til et godt formål. I løbet ef den seneste uge har undertegnede udviklet sig fra at være en mere end halvfed og halvslap ældre mand til en kun noget trivelig og temmelig slidstærk en af slagsen. Crash-slankekuren med omkring 50 km. på landevejene hver dag sætter sig ganske radikale spor og så kan vi jo blot håbe, at vi ikke møder alt for mange fjendligt indstillede lokale hifientusiaster derude i morgentågerne. Som sagt, når en del af det overflødige fedt er bekæmpet i denne omgang vil vi naturligvis tage vores skribent-borgerpligt alvorligt på samme høje intellektuelle niveau som hidtil. Det kribler allerede i fingrene..

Kribler og krabler gør det også i hundekurven hos Folmer Hunds 6 hvalpe, og vi vil snarest bringe en billed-update af de pudsige kræ. Glem ikke, at særlige venner af huset er særdeles velkomne til at få sig en hundehvalp til nettoprisen for en ormekur, altså ca. 150,- Det var jo den oprindelige pris for Folmer Hund dengang i Ålborg og tak skal da i dag lyde til en vis kvinde ved navn Jette: Resten af de næsten 4 år var der ikke alverden ved, men lige netop Folmer Hund gav alligevel ligevægt. Som nævnt spillede Folmer Hund også en måske afgørende rolle i afslutningen af det tidligere ellers særdeles velrenommerede Dansk Audio Teknik. Ihvertfald forsvandt firmaet, da hunden forsvandt og videnskaben har hidtil ikke trods betydelig gransken kunnet give andre forklaringer end at det var hundens fortjeneste. Her, Folmer, grib den her hundeguf!

Ellers kan man jo på det lokale plan måske tillade sig at glæde sig over, at den tidligere mangeårige bykonge Thorkild Simonsen ikke længere er borgmester. Denne repræsentant for Socialdemokratiet, som ellers burde repræsentere (ihvertfald en gang for længe siden, det sluttede nu vist med Hans Hedtoft) de svage i samfundet, er nemlig nu som pensionist trådt ind i bestyrelsen for det absurde lokale “Lighthouse”-projekt. Selve projektet var vel engang ikke fuldstændigt absurd men det har det efterhånden været ganske længe. 

Oprindeligt var der jo en pengerigelighed og kreditvillighed, så enhver med en tilstrækkeligt stor trillebør overalt hos bankerne kunne hente tilstrækkeligt mange penge til hvadsomhelst og vel nok også det her tårn. Et tårnhøjt helvede tårnede sig op i horisonten..

Desværre eller heldigvis er tiderne ikke sådan længere, og derfor er den bedste måde at fortsætte projektet trods et lavvande i bygherrens kasse, som nærmer sig konkurstruende dybder, naturligvis at “tale tingene” op i stedet for. Den fart, som pengene er forsvundet med i dette projekt nærmer sig det forrygende tidevand (ved ebbe altså) i Fundy Bay i Nova Scotia. I den anledning udtaler Thorkild Simonsen, at “Lighthouse er et fantastisk flot projekt og vil med 142 meter være et vartegn for Århus” Det kan han have ret i, hvis alt den her snak ikke skete i såkaldt “irrealis”, altså tågesnak og almindelige dagdrømme. Dok-dok, derinde i glaskuplen, der er INGEN PENGE, overhovedet ingen, hverken til køb af grund eller nogetsomhelst fantasi-byggeri.

En anden form for fantasi-økonomi i samme projekt ser vi hos et par lokale boligforeninger, nemlig Arbejdernes Andelboligforening og Ringgården. I gamle dage langt derude på den lille ø havde man et mundheld, som hed “Hvad ved bønder om agurkesalat?” Det var vist ment som en karakteristik for den yderste enfold, men var vist mere betegnende for den, der havde fundet på det, sikkert en by-bo. Den eneste form for salat, som bønder dengang åd, var nemlig agurkesalat, så lige præcist det vidste de faktisk alt om, og også en del mere end det måske var sjovt at vide. De vidste ikke ret meget andet om finere fransk madlavning, ganske vist, men her var de eksperter. Lige akkurat økonomiske topeksperter er disse boligforeninger tydeligvis ikke. I forbindelse med “købet” (som altså formelt er sket men altså ikke betalt) krævede Århus Kommune nemlig en bankgaranti på ikke mindre end 148 mill. Meget klogt egentligt, det garanterede jo en vis seriøsitet skulle man vel tro.

Man kan vel forestille sig, at boligforeningerne mest var med for at agere “malkekvæg” i dette konsortium, for tilsyneladende har forretningsføreren for den ene boligforening slet ikke fattet, hvad det hele går ud på. Han ved tydeligvis ingenting om økonomi og det kunne have været fatalt. Situationen er jo elles den simple, at Århus Kommune ved misligholdelse af købet vil kunne hæve de 148 mill. Det går forretningsføreren naturligvis ud fra, at Århus Kommune ikke vil, for som han så tilsyneladende så fornuftigt siger: Det ville i givet fald betyde, at den almene sektor holder sig langt væk fra resten af udviklingen af Århus havn” (!!!) Ja, det siger han faktisk. Udover det rimelige spørgsmål ved, hvilke almennyttige formål man lige kan se i at bygge et opulent højhus på havnen har denne mand tilsyneladende heller aldrig hørt om begrebet “risikovillig kapital” Man skal løbe en risiko for t vinde. Hvad kan man egentlig tabe ved ikke at have sådanne økonomiske analfabeter med i et projekt?

Det her er edderbroderemig åndssvagt. Byggekonsortiet har tilsyneladende overfor kommunen opstillet en solidarisk hæftelse for købet, men de pengestærke (ihvertfald i mursten) boligforeninger er altså udelukkende med for at score gevinster. Det er aldrig nogensinde faldet dem ind, at man faktisk kan tabe penge på sådanne sager og selv konfronteret med den ellers akutte risiko vælger man drømmenes verden. Vi gad godt se Århus Kommune vælge samme politik med ikke at indkassere tilsvarende 148 mill. (som de altså har ret til og blot kan hæve i dag!) hos en privat bygherre. De private kender nemlig godt risikoen og ingen ville gø det allermindste, hvis kommunen indkasserede en tilsvarende gevinst hos for eksempel den lokale stor-bygmester (af næsten pyramidalsk format), de Linde. Hvis man IKKE gjorde det ville man nok snarere få en skandale på halsen, men sådan er der så meget, når vennerne fra partiet (hej Thorkild!) kommer i spil. 

Til slut i dag skal vi da lige have med, at vores gamle kollega Torben i sit lillebitte firma Frequence ovre i Vestjylland har “sikret sig” salget af de fantastiske elektroniske produkter fra et firme, som her kalder sig “Music Hall” Vi siger “kalder sig”, fordi der naturligvis for 15 billionte-gang er tale om atter en kreativ navngiving af atter et helt ligegyldigt standard-hyldeprodukt fra en endnu mere ligegyldig kinesisk OEM-producent. At teste sådan noget som rigtig hifi, som det sker på vores nabo-forum taler om enten endeløs dumhed hos anmelderen (den er forresten tidligere mere end sandsynliggjort) eller mere end almindelig kommerciel naivitet hos importøren. Hvis man ønsker at købe disse standard OEM-produkter til en god pris, så bør man finde dem i Dansk Supermarked, hvor de også kendes under brands som “Acoustic Solutions”, Dantax og massevis af andre hæderkronede navne. Nå nej, så hæderkronede er de måske heller ikke. 

Men hvis man nu bare ligesom andelsboligforeningerne lader som om, at man kun kan vinde og slet ikke tabe, så går det nok? Selv om vi ikke traditionelt måske er alt for optimistiske for den kollektive intelligens her i samfundet så tror vi det faktisk ikke. Hvis vi nogensinde har set noget, som ligner en kommerciel dødssejler mere end det her “Music Hall”-projekt, så har vi ihvertfald glemt det. Der er dog alligevel en vigtig forskel. Boligforeningerne kunne faktisk let miste 148 mill. uden at få nogetsomhelst. Vores venner Frequence kan højst miste told og moms af investeringen i deres lager af Music Hall-produkter. Da det beregnes af indkøbpris og fragt er det heldigvis småpenge, selv om fragten nok er det dyreste. Indkøbsprisen betyder ingenting i denne sammenhæng.

Iøvrigt blev navnet “Music Hall” også engang brugt som salgsnavn for ufatteligt tarvelige udgaver af rædsomt producerede klassiske LP-er i en pressekvalitet langt under lavmålet fra “Det Bedste fra Reader´s Digest”. Det må være der de har fundet navnet. Det passer da fint. Nu mangler vi så bare “Symphony Hall” og “Philharmonic Hall”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *