I dag vil vi med en vis bæven behandle et emne, som er en smule følsomt. Det drejer sig nemlig om begrebet “dans” og det endda på dagen for statsministerfruens debut på det blanke gulv i endnu en sikkert ulideligt rædselsfuld og naturligvis sikkert ret succesfuld af endnu et TV-koncept indkøb fra Australien, “Dancing with the Stars”, nemlig “Vild med Dans” Til australiernes forsvar skal vi nok lige huske og sige, at det ikke er spor dumt at sælge sådan et koncept og forresten var den oprindelige australske udgave med den mandlige stjerne fra Baz Luhrmans film “Strictly Ballroom” vældigt underholdende. Nej, det dumme består som altid i at KØBE skidtet. I den sammenhæng har vi godt nok aldrig helt forstået, hvilke stimulanser studiepublikummet egentlig er på, for der er altså noget påfaldende ved deres evige og evindeligt syntetiske begejstring. Lidt det samme som dåselatterien i “Friends” De må have kommet noget i kaffen, som man sagde i min barndom. Når man kunne finde på sådan noget ude på landet så er det sikkert værre inde i byerne og åbenbart allerværst inde i TV-byerne. Måske vi skal forvente en razzia i aften i TV-studiet, der burde være gode muligheder for rigelig fangst af alskens stimulanser.
Dans er forresten noget pudsigt noget. Helt siden Bibelens omtale af den forkætrede “Dans om Guldkalven” og den mere forbudte-for-børn udgave med hende der den smarte Salomes slørdans foran Johannes Døberens hoved har der været en tvetydig moralsk accept omkring begrebet dans. Det skulle jo nødigt blive alt for fornøjeligt, selv om datidens moralister nok ikke havde kunnet forudse reaktionerne hos det kronisk ellevilde TV-publikum i aften. Dans har dog vundet en vis accept og man havde jo endda et begreb i den enegelsk-sprogede verden, som ligefrem illustrerede grafisk, at f. eks en fodboldspillers karriere var blevet endegyldigt spoleret af skader. Det hed jo nemlig, at “his dancing days are over” uden at det på nogen måde fremgik, hvorfor denne oprindeligt ultra-proletariske sport skulle have kunnet udklække alle de her dansere. Nå, men dans er altså mange ting.
Også uden at behøve se “Vild med Dans” i aften kan dans sagtens være noget ret søgt og uendeligt trist. Enkelte vil vel kunne huske den nyligt afdøde instruktør Sidney Pollacks film fra 1969 “They Shoot Horses, Don´t They?”. Denne film handlede jo om det sygeste dansefænomen, som verden indtil for nyligt havde set, nemlig marathondans. Dér konkurrerede man simpelthen om at vakle rundt og forestille, at man dansede længst muligt, og den der stod op til sidst, var altså vinderen. Hvis dans skulle have haft noget med ægte glæde at gøre som Hitlers nyligt omtalte stepdans i Versailles 1940 var det her vist et foreløbigt lavpunkt. Lige indtil i aften altså.
Deltagerne i TV-programmet ser helt sikkert vældigt glade ud, men det er vist mest ved udsigten til at blive kendte og måske de bare ikke har kunnet kvalificere sig til “Stjerne for en aften”, glæden ved dansen er nok den mindste del. Så lang tid folk gider bilde sig selv ind, at andres fjumrende og karikerede dansetrin er mere sober underholdning end det ligeledes (mere forklarligt) populære “Jackass”, så er det fint nok. Underholdning pr. stedfotræder er jo ikke ligefrem noget nyt, som de ligeledes uhyre folkeligt populære gladiator-kampe i oldtiden jo viste. Gladiatorerne var jo datidens superstjerner og deres forventede levetid en del over den almindelige romerske soldats. Men ligefrem frivilligt at se denne omgangs “castede” klumpe-dumpe, den menneskelige mastodont kuglestøderen Joachim. B. Olsen tumle rundt?…Han var ganske vist ikke god i Beijing men det her er han nu nok alligevel endnu ringere til.
Nu er dans ikke begrænset til glatte gulve. Indtil for helt nyligt var den allermest populære form for dans den mere typisk danske danske udgave af “Dansen om Guldkalven”, nemlig “Dansen om Friværdien” Nu er der nok kun ret få af seerne til sidste års omgang “Vild med Dans” i TV, som ligefrem selv er blevet overbevist om, at de ligefrem selv på mirakuløs vis gennem smitte med “dansuenza” pludseligt er blevet ferme dansere som Scott eller Tina Sparkle (suk!!) fra “Strictly Ballroom”. Til gengæld er masser af danskere så efter værdistigningerne på fast ejendom blevet ganske overbevist om, at de må have fortjent det og måske endda arbejdet for det. Når man har arbejdet så hårdt fortjener man jo også at få noget for det. Selv om man altså i virkeligheden blot har ligget og snorket på sofaen.
Til gengæld har denne “dans om friværdien” givet forrygende omsætning i den mere kuriøse del af hifibranchen. Man har simpelthen i rigtigt mange år kunnet sælge højttalere til hundredetusindvis af kroner og andet “stylet” og overprissat isenkram til totalt tonedøve mennesker uden musikinteresse overhovedet og følgeligt blot i besiddelse af 3 såkaldt “audiofile” plader. Derudover har man fra en del forhandlere haft betydeligt held med at “bombe” folk med nyere, dyrere og om muligt endnu mere ligegyldige “nyheder”. Den ene sæson er det ligesom med en luxusudgave af en Weber-grill fuldstændigt “out” ikke at benytte gas (eller radiorør) og næste sæson er det så i stedet blevet diskvalificerende i almindeligt omdømme ikke at have en special kulgrill og megastore transistorforstærkere. Desværre er begge dele fuldstændigt ligegyldige og ligemeget, for folk kommer hverken til at høre mere musik eller til at lave bedre eller mere mad blot ved at have disse inderligt overflødige redskaber. Som med konceptet “Dancing with the Stars”: Det er ikke spor dumt at sælge det, men det er til gengæld skidedumt at købe det, hvis det kun sker for at udfylde en tomhed i huset. Eller i hovedet: Hvis man altså er klog nok til at vide, hvor dum man er. Det har vist kun været tilfældet for de færreste.
Hvorfor nu lige den her snak om altings forgængelighed i dag. Jo, det sker såmænd, fordi der i det nyeste nummer af det engelske hifiblad “Hifi News” er en interessant annonce. Der er nemlig en annonce fra firmaet Heatherdale Audio. Det er der iøvrigt hver eneste måned, men denne her er anderledes. Helt anderledes og en del mere ildevarslende for mange.
Som baggrund skal det lige med, at Heatherdale Audio er den eneste forretning i Storbritannien, som har solgt og lagerført en højttalerserie så ekstrem, at alene det, at de har kunnet sælge dem vel er det bedste bevis for, at dansen om guldkalven havde antaget uantagelige former.
Vi taler om Tannoy´s såkaldte Prestige-serie med gigantisk store hornhøjttalere i et visuelt design, som ville passe fint i en victoriansk stue. Desværre døde dronning Victoria i 1901 og nu her godt et århundrede senere dør så denne forretning med spektakulært udseende men desværre inderligt overflødige produkter til folk, hvis ægte musikinteresse ville være bedre tjent med en iPod. Hele Heatherdales Prestige-sortiment ryger ud nu og dermed er der slået endnu et søm i den store ligkiste, hvor al velstandens ligegyldige hifi-bras er på vej hen. Det amerikanske high-end mærke Audio Research er fornyligt blevet afhændet til italienske kapitalinteresser og prisen har nok været overkommelig. Måske det lige i dette tilfælde kan redde firmaet med lidt italiensk design-knowhow, for deres nyste produkt, en integreret rørforstærker til en bagatel af 50.000,- er med en solid margin nutidens allergrimmeste og ligegyldige hifi-produkt og måske endda i hård konkurrence med klampede engelske produkter en kandidat til “alle tiders grimmeste”. Herfra kan det da i det mindste kun gå fremad ligesom for Tannoy. Det kommer det nu nok ikke til.
Er der slet ingen lyspunkter? Jo, det er der helt bestemt. Alene i går røg der nemlig i vores lille firma 2 stk ATC-forstærkere og 10 stk. ATC-højttalere, heriblandt et sæt SCM 100 til ganske mange penge. Alt tyder nemlig på, at de folk, som bliver tilbage, er dem, som har et dybt og vedvarende ønske om kvalitet. Ikke kvalitet for enhver pris, blot en kvalitet, som man ikke behøver at stille spørgsmål ved hverken nu eller om 10 eller 20 år. Det er ikke ligefrem sådan et publikum, den danske hifibranche ligefrem har serviceret i de senere år med den vilde bolig-bårne højkonjunktur med alle de tilløbne narrehatte, men det er så til gengæld den, som vil blive tilbage længe efter at alle de andre ligegyldige krusninger på hifibranchens overdrev forlængst er forsvundet. Derfor oplever vi selv en betydelig og stabil fremgang i en branche, som ellers styrtdykker. Det er ikke fordi vi er særskilt gode, vores kunder interesserer sig vist bare for musik. En musik-vindbøjtel-båren hifi-business er naturligvis dømt til at blæse ad Helvede til og det gør den så. R.I.P. Tannoy og Heatherdale Audio og alle I andre.
Den mand, som fik sine nye ATC SCM 100 i går havde iøvrigt tusindvis af plader. Så mange har den typiske kunde hos en nystartet butik i Københavns-området, Hifi teamwork, vel næppe. Nu kan mindre nu også sagtens gøre det. Til gengæld må vi så håbe på for den glade og flinke og trivelige bestyrer af butikken, Sund (det med trivelig er især rosværdigt, naturligvis), at kunderne heller ikke er bebyrdet med altfor mange eksamensbeviser fra ingeniør-højskolen. I en fortsat diskussion om de teknisk åbenbart aldeles revolutionerende principper bag en vist ellers ganske gængs kinesisk Vincent/Sintron/XXX-forstærker fremturer den udmærkede Sund med forklaringer om, at der i apparater benyttes en ny og åbenbart revolutionerende såkaldt “DC-server” Ja, Sund, det ville i sandhed have været en af branchens få sande gennembrud. Men som sagt, hvis det er butikkens koncept IKKE at gide snakke med teknisk kompetente kunder , er det da en glimrende måde på forhånd at få dem sorteret fra. HELT FRA!
En lignende sortering er det også lykkedes at gennemføre ved et ellers ambitiøst arrangement i disse dage ived Steno-museet her i byen. Her foregår der en “Global City-Festival” arrangeret af en forening (GB) og et institut ved Århus Universitet nemlig Filosofi og Idéhistorie. Denne festival skulle give “mulighed for for kulturmøder og dialoger og aktiviteter i et kulturelt og globalt perspektiv”
Man taler ganske vist om “kulturmøde” men heldigvis ikke om “fremmøde” og godt det samme. Der var nemlig i går kun en god håndfuld deltagere på den indbydende festivalplads helt uden heyerdahlsk/skanderborgske siv-flåder. Det er interessant for institut for idéhistorie at have fået denne sikkert glimrende idé men desværre udenfor sæsonen. Undervisninger starter nemlig først efter 1. september og det burde ikke have været overraskende. Sådan har det nemlig altid været.
En deltager på denne festival, nemlig lysbilled-akrobaten Jacob Holdt har også altid været Jacob Holdt. I min egen gymnasietid var vi tvangsindlagt til at se Holdts ækle og social-pornografiske (en “first” for undertegnede-det blev det ikke bedre af) spektakalært tendentiøse lysbilleder fra USA. Nu har Holdt så kastet sig over den lokale Gellerup-plan, hvor han mener, at undertrykkelsen faktisk er værre end dengang med de fattige og negrene i USA. Hvis man syntes han han latterlig dengang er det da kun blevet værre. Med mindre man altså regner Gellerups beton-boliger for specielt menneskefjendske eller de urin-stinkende elevatorer for smittefarlige. Eller den i den principielt moms-og toldfri Bazr Vest-indkøbte mad for specielt usund. Måske er det ikke så dumt at blive væk fra denne festival, det har vi også selv valgt.
Narrehattenes epoke er måske bare ved at være til ende og det gælder åbenbart både i den allermest ligegyldige og overflødige del af hifibranchen og derude i nutidens drømme om fælles kulturmøder, dialoger og andre fælles aktiviteter.
Rigtig hifiinteresse er altid baseret på ægte musikinteresse og det er ligeså umuligt at opnå ægte kulturmøder uden ægte gensidig interesse som det er at opnå en rigtig orgasme ved at simulere. Jo mere man simulerer jo mindre orgasme. Lige meget hvor man kniber eller blot kniber øjnene sammen er alting det samme som før.
Alligevel er det dog en bemærkelsesværdig fiasko, der er orkestreret deroppe i universitets-parken. Når selv arrangørerne ikke engang gider komme selv må det godt nok være kedeligt. Det tyder alt nu også på, at der er. Helt fantastisk rædselsfuldt dødssygt og så er man da kommet et stykke vej.