Lille William

Ovre hos vores gode venner på hifi4all fortsætter man den gammelkendte fra fugleverdenen ellers så anerkendte strudse-metode, når man får nogen på hatten. Selv tror vi ikke meget på fremgangsmåden, og alene det, at vistnok ingen andre fugle har efterlignet strudsen, tyder vel heller ikke på, at fremgangsmåden er særligt hensigtsmæssig. Når man stikker hovedet i busken eller i jorden er røven jo som bekendt blot mere udsat, og mon ikke det bare var den legemsdel, som den efterhånden eneste aktive skribent på hifi4all, Mikkel Gige, burde have et spark i? Vi har før efterlyst en professionalisering af de danske netfora og det gør vi gerne igen, mest fordi der jo overhovedet ingenting er sket. Hvis man ikke investerer nogen penge får man overraskende nok resultater, som fuldstændigt svarer til investeringen, nemlig overhovedet ingenting. Det styrtdykkende aktivitetsniveau på hifi4all på trods af absurd oppustede medlemstal skulle vel være bevis nok.

Vi kan sagtens forstå, at det kan være fristende at benytte sig af ovenud entusiastiske og sikkert ganske gratis skribenter som Mikkel Gige til at besøge og anmelde dette og hint, men der kommer altså ikke meget andet end en lettere kikset skole-fristil ud af det a la den gamle traver “Hvad jeg lavede i min sommerferie” Ingen er forpligtede ud over deres evner og heller ikke Gige naturligvis. Han er bare tilfældigvis et af de mennesker, som lettere når grænsen for sin inkompetence end så mange andre og så helt uden at opdage det. Når andre på hifi4all så indser dette svarer man fra redaktions-side blot ved at fjerne den særdeles rimelige og nødvendige kritik. Det svarer ret nøje til som restaurant med en sur rød smiley at prøve at løse problemerne ved at lukke døren ud til det salmonella-fyldte møgbeskidet køkken. Det giver stadigvæk tyndskid og kvalme, men i det mindste kan man da lade som om, at alting er i orden, fordi man ikke kan se det.

Det gør man så hos hifi4all men løsningen ville da ellers være indlysende: Find dog en eller gerne et par stykker, som ved blot en smule og giv dem lidt penge for det, hvor svært kan det være? Lallende amatører kan være ganske dyre, selv om de sommetider er helt gratis. Som Gige. 

En smule amatøragtigt i et moderne informationssamfund er vel også Ritzaus kortfattede note om den irske sanger, kendt fra gruppen “The Dubliners”, Ronnie Drews død. Denne bemærkelsesværdige mand med det ultimative bud på en menneskelig gravrøst blev ellers hele 73 år, hvilket nok var i det allermindste et par årtier mere, end hans livsførelse egentligt havde berettiget til. Nå, men Ritzau nævner, at Drew “var et ikon (hedder det det?)..også efter at han i 1995 brød med de andre Dubliners-medlemmer, Luke Kelly, Barney McKenna og Ciaran Bourke..” Det var i 1995 allerede på høje tid, som vi skal se. En ting var, at Drew allerede fra starten af 1970-erne gik ind og ud af Dubliners. Lidt værre for Ritzau er det vel, at man helt glemmer den sidste af de oprindelige grundlæggere John Sheahan selv om det kan tilgives. Det er noget mere slemt at glemme, at Ciaran Bourke efter en massiv hjerneblødning i 1974 forlod gruppen straks (han døde iøvrigt 1988) og at Luke Kelly allerede døde i 1984. Det var således noget sent at forlade de andre i 1995, de to af de tre nævnte allerede forlængst havde forladt deres jordiske hylster. R.I.P., Ronnie, du var skidegod! Ritzau, det var lidt en kikser.

Knapt så tragisk er en anden lokal historie. Det vil sige, det er den måske alligevel eller ville da i præ-GPS tidsalderen i det mindste have været det. Det drejer sig om den vanskelige disciplin “At finde rundt i byen som nybagte forældre” Det kan åbenbart være svært nok selv om Århus er en ganske overordentligt lille by. Anledningen er ellers dramatisk nok, da overskriften i dagens JP lyder nok så ildevarslende: “Lille William skal ud i myldretiden en time hver dag” Man må forestille sig en lille forfrossen og snotnæset og grædende dreng derude i den store grimme trafikale natur, men helt så galt er det nu ikke. Det drejer sig nemlig om en temmelig tilfreds lille fyr på 7 måneder, som skal i vuggestue og som bekendt er en biltur for børn og hunde kun uhyre sjældent særligt strabadserende. 

Avisens vinkel på denne historie er simpelthen helt syg og man skulle tro, det var en, der var blevet plantet af BUPL eller en anden interesseorganisation. Anledningen er nemlig, at ungen her altså kun kan få en vuggestueplads hele 6 km. væk, selv om der ifølge barnets uhyre velorienterede og velformulerede mor jo faktisk er en institution lige rundt om hjørnet. Nu er udbygning af midtbyens institutioner jo permanent umuliggjort af trælse naboer, som klager over lugt og larm, men alligevel mener denne unge medicinstuderende kvinde altså, at hun naturligvis burde kunne få den allernærmeste. Om det så i fremtiden kommer til at betyde, at alle hendes nærmeste naboer naturligvis også kan konsultere hende som læge er ikke helt klart, men mon dog? Helt reciprokt mener hun nu nok ikke det her.

Nu bor den lille familie i Århus midtby og institutionen 6 km. væk i nordbyen. Alligevel gengiver vores avis som en fastslået kendsgerning, at det tager en halv time at tilbagelægge denne strækning og så glæder den stolte moder sig da endda over, “at (hun) ikke er afhængig af cykel..” Det ville ellers have været både sundere og hurtigere end den halve time i bil, en hel del faktisk. Som hun korrekt anfører og som avisen tankeløst labber i sig, så er Randersvej i myldretiden vældigt trafikeret. Det er blot ikke ligefrem særligt relevant i denne sag, for al myldretidstrafik går altså DEN ANDEN VEJ, altså ind mod byen om morgenen og ud af byen om aftenen. Hvor overraskende er det lige, at det er?. Udover den for århusianere elementære kendsgerning, at hun slet ikke behøver benytte de større færdselsårer for at nå institutionen.

Når hun så skal hente ungen er situation hjemad helt den samme: Nul trafik. Stakkels lille fyr, hvis han som de allerfleste børn kunne have snuppet sig en velfortjent lur i bilen. Tragedien fortsætter dog for den fortvivlede mor: Hun forudser nemlig en yderligere forværring af den allerede aldeles fortvivlede situation, når ungen bliver større og begynder “at få en vennekreds (hedder det det for små-unger, det hed vist engang legekammerater, men det er nok bare længe siden jeg var bare) Men ligefrem vennekreds????

Hun forklarer ellers så tilsyneladende snusfornuftigt, at “man smutter ikke bare over til nye venner eller Mikkel fra børnehaven..” Det tror vi faktisk ikke på bliver noget problem overhovedet, og det burde avisen nu nok heller ikke gøre, og ikke engang ganske lidt. Sandsynligheden for, at denne nuværende medicinstuderende moder med sin i Skanderborg arbejdende mand i sin lille lykkelige kernefamilie til den tid bor samme sted som nybagt læge i den obligatoriske turnus-ordning er simpelthen så tæt på 0, som man overhovedet kan komme. Denne lille knægt kommer således med garanti ALDRIG NOGENSINDE til at lege med jævnaldrende fra sit nuværende kvarter og så er det altså fuldstændigt ligemeget, om institutionen ligger 10 m. eller 10 km. eller 1000 km væk. Til den tid er han nemlig under alle omstændigheder selv sikkert mindst 50 km. væk.

Nej, vi synes ikke, at det er særligt synd for lille William derude i det priviligerede villakvarter, hvor han til den tid helt sikkert bor, når han overhovedet er blevet stor nok til til at stolpre over til Mikkel fra “vennekredsen” Til gengæld synes vi faktisk nærmere, at det er synd at udstille den stakkels mor som det tanketomme krævende fjols uden den allerringeste proportionssans, som det sker og også selv om det måske passer. Og så også de lallende tomhjernede journalister. Den eneste, som det i virkeligheden ikke er synd for, er faktisk William. Med sådan en mor skal du nok langt. Også langt væk og det er da altid noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *