“Dlja Polzy Dela”

Overskriften i dag er titelnovellen i en novellesamling af den nyligt afdøde russiske forfatter Solsjenitsyn og udgivet på dansk første gang 1970. Dengang stod den i hundredetusindvis af danske hjem ( den kom nemlig i Gyldendals dengang særdeles dynamiske bogklub og blev endda hvervegave) og signalerede den danske intelligentsijas (et andet godt russisk udtryk) modstand mod undertrykkelse. Dengang kunne hele Danmark hen over hele det politiske spektrum med undtagelse naturligvis af datidens eneste landsforræderiske kollaboratørfarti, DKP, være enige om at fordømme undertrykkelse. Alt skulle blive så sørgeligt anderledes. Sort skulle blive uskyldshvidt, lige meget hvor kulsort det stadigvæk tak.

Som en ekstra service for de få læsere i dag uden kandidatgrad i slavisk filologi skal vi da nævne, at den danske titel iøvrigt var “For Sagens Skyld” Disse hellige “sager” vil vi bl. a. snakke lidt om i dag. Sommetider er “sagen” nemlig vigtigere end alle indlysende sandheder og sommetider lugter “sagen” så fælt, at man overhovedet ikke kan forstå, at alle andre ikke også kan lugte den. Hvis nogen kommer til at tænke på Arla i den sidste forbindelse er det nok næppe nogen tilfældighed. Deres hygiejne er muligvis fin, men metoderne stinker.

Nu er Solsjenitsyn jo allerede længe før sin død for alle praktiske formål glemt og prøv at kikke rundt omkring i Montana-reolerne hos de midaldrende i dag, som dengang allesammen havde hans bøger i ølkassereolerne. Rifbjerg klarede denne overgang, fordi han ikke stod for nogetsomhelst og Solsjenitsyn klarede ikke pynten, fordi han havde virkelig substans. Fjendebillederne er blevet anderledes og friheden er i den sammenhæng blevet fuldstændigt overflødiggjort. Alt drejer sig nu som dengang i Sovjetunionen i den skændselens epoke, som Solsjenitsyn beskriver, om “sagen”. Den defineres udelukkende ud fra, hvem der siger hvad ligesom dengang, hvor partiets ord naturligvis var lov. Intet over eller ved siden af partiet, men til gengæld vældigt meget under, trådt under “sagens” sømbeslåede hæl. 

Det er afgjort demokratisk nyskabelse (men helt i stalinismens ånd), at visse mennesker i det mindste i det danske debatmiljø simpelthen ikke kan sige nogetsomhelst, som vinder accept i den danske selvbestaltede “intelligentsija” Hvis Pia Kjærsgård for eksempel stod foran Christiansborg og verbatim oplæste en tale af Villy Søvndal ville hun stadigvæk blive forulempet og bombarderet. Det er egentligt underligt, at ingen i det kunstneriske miljø har prøvet at lave sådan en “happening”, ideen er ellers hermed givet fri.

Vi kommer det her i hu netop i dag, fordi der fornyligt har været adskillige tilfælde af stenkast mod ulykkelige mørkhårede personer i Gellerupplanen. Vi siger ulykkelige, fordi det jo næppe kan være lykken at blive bombarderet med sten, selv om de fleste af dem sikkert har taget med et smil. Disse uvægerligt meget mørke og mørkhårede mennesker er nemlig kendt for at have uhyre let til smil, de griner nærmest hele tiden. Sagerne udviklede sig så alarmerende voldeligt, at afskillige familier, op imod 10, simpelthen blev tvunget til at flytte væk, endda under polibeskyttelse. 

Nu kunne man måske tro, at Brabrand Boligforening, som ejer Gellerup, jo ville beskytte disse lejere, men her må man tro om igen. Bare fordi noget er farlig vold i resten af Århus Politikreds behøver det tydeligvis ikke være det i denne enklave.

De røg ihvertfald ud, disse uglesete personer. Nu var det nu ikke fordi de var mistænkt for pædofili eller solgte narkotika til mindreårige. Næh, der var såmænd blot tale om en gruppe inderligt uskadelige noget alkoholiserede grønlændere, som vist mest vaklede til og fra discount-markedet nede i centret. Det var denne alkoholiserede vaklen, som virkede så voldsomt provokerende på alle deres muslimske afholds-naboer, at disse nødvendigvis måtte reagere helt naturligt med stenkast og overfald. Som formanden for Brabrand Boligforening Torben Overgaard så grafisk udtrykte det, så er der åbenbart nogen modsætninger, der bare er for store. Når et problem forekommer vanskeligt nok, så er det åbenbart ifølge formanden helt legitimt at lade være med at forsøge at løse det, faktisk en interessant vinkel. Ja, det tør siges, at modsætningerne er store og skarpttegnede, men modsætningerne står nu mest mellem almindelig anstændighed og jeres viljeløse accept af formørket middelalderlig pøbelvælde. Det burde jo ret beset være en simpel sag at tage stilling til. Sådan er “sagen” bare ikke.

Så simpel er nutiden naturligvis ikke. Derfor blev grønlænderne altså tvunget ud uden nogen støtte, selv om deres eneste synd vist egentligt var, at de var grønlændere på en for nogen åbenbart særligt provokerende måde. Det er da et skønt samfund vi har, hvis man ikke må gå rundt og grine og være godt lakket til. Heldigt at det ikke gælder danskere med mere leverpostejfarvet hår, men det kan selvfølgelig komme. Næste trin på eskalations-stigen derude kan vel passende blive stenkast mod en flok mongoler på tur, de griner jo også altid af alting.

Endeligt skete der dog noget i sagen, for i går var der så langt om længe en officiel støttedemonstration til fordel for de eksilerede grønlændere. Det var jo osse på tide. Man skulle jo også tro, at alle de undertrykte på et tidspunkt ville støtte op om de grønlandske stakler og som i 1970-erne og Solsjenitsyn kunne man måske endda håbe på en bred politisk konsensus om sagen. I det allermindste kunne man vel være sikker på, at den selvudnævnte yderste venstrefløj ville gøre denne sag til sin, soleklart uretfærdig og urimelig som den jo var.

Vi så da også i går de sortuniformerede lokale autonome på banen i går, selv om et par stykker af dem på billederne udviste en sørgelig mangel på sans for proper uniformering med deres cowboybukser og en enkelt endda med hvide sneakers. Heldigvis er der sikkert effektive demokratiske måder internt at klare sådanne sager. Intet over eller ved siden af “sagen” og sagen skulle jo være de ulykkelige grønlændere skulle man altså tro. Det var det bare ikke, endda overhovedet ikke. Det var nemlig slet ikke en autonom demonstration for grønlænderne, det var såmænd en moddemonstration mod nogen helt forkerte, som var for grønlænderne. Det var bare de helt forkerte, der var for, så derfor var man naturligvis imod. Helt vildt meget imod og så meget imod som total mangel på medfølelse med alle ofrene for alle de ædleste “sager” kan give benzin til.

Støttedemonstrationen var nemlig arrangeret af en angiveligt højre-orienteret forening, som vist hedder noget med at stoppe islamiseringen af Europa, SIOE. Herfra har vi jo svært ved at se, at der skulle være noget specielt højreorienteret i at være imod islamisering helt på samme måde som vi også har svært ved at se, at der skulle være noget specielt venstreorienteret ved at være FOR islamisering eller mere kristen fundamentalisme i folkeskolen. Eller imod eller noget helt andet. Eller blot at være ganske indifferent.

Det hele udviklede sig ganske forudsigeligt. Når den erklærede fjende allerede havde gjort en ellers sympatisk sag til sin, så svarede modparten ganske uhyggeligt forudsigeligt med naturligvis at være imod. De autonome, iøvrigt et latterligt udtryk når man er uniformerede til tænderne og som her kører på ren automat-reaktion, kunne i stedet have scoret et megahit, hvis de i stedet var vandret SAMMEN med deres fjender for en sag, som burde være så indlysende, at man simpelthen umuligt og ikke engang teoretisk kan være imod. Det gjorde de naturligvis ikke og grønlænderne blev de store tabere. De var de selvfølgelig allerede i forvejen, så dem kunne stenkastene og almindelig ostrakisering jo heller ikke ret let få det til at gå meget ringere for. Den største taber er vel som altid enhver omtanke og almindelig anstændighed overfor de allersvageste. For “sagens” skyld…

En mere anløben sag er den netop afsluttede “Global City”-festival ved Steno-Museet vistnok heldigvis helt uden publikum. Den var ellers arrangeret af Aahus Universitets Institut for Idehistorie og havde derudover en hovedsponsor (hurra for den frie og uafhængige akademiske forskning og værdifri er den vist også!) med masser af lokale medarbejdere. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at ingen udover et par vildfarne får kom forbi til denne “festival”. Der blev ellers udtalt store dybsindigheder fra den forsamlede akademiske “intelligentsija” om, at man da vist i verden brugte alt for mange penge på militær og det er jo ret dybt tænkt Nu har man nok tænkt på USA snarere end på den morderiske regeringsstøttede massemorder-milits i Darfurs helvede. Dog kunne det kunne måske være et nyt idehistorisk emneområde at forske i, hvad man overhovedet kan sige af positive ting om USA i den danske “intelligentsija”, det kan nok blive en kort afhandling. 

Det kommer nok ikke til at sige så forfærdeligt meget reelt om USA men nærmere en hel masse om os danskere og vores fortræffeligheder. Og ikke mindst vores store åbenhed og uendelige tolerance. Hvilket bringer os tilbage til den store hovedsponsor for det stort anlagte “Global City”-arrangement. Det var nemlig ingen andre end Arla som åbenbart ikke skyer nogen lovlige midler for at sælge deres aldeles ligegyldige produkter. Det var mest fra Arlas side et forsøg på at forklare nogle formørkede sjæle sydpå et sted, at nok er Arla en slags danskere, men de er altså alligevel gode nok og åh så forstående, blot pengene klinger i kassen. Det er da et synspunkt, der er til at forstå og værd at kæmpe for. Og betale for, selv om det ikke gør det mere acceptabelt. Man kunne måske lidt søgt drage sammenligningen med I. G. Farben og Krupp og Thyssen dengang i 1930-erne men sammenligninger halter naturligvis lidt. De kæmpede jo ellers også dengang for en større sag, som jo også var temmeligt betændt for at sige det lidt mildt.

Tyskerne fik nemlig betydelige bøder efter krigen, mens Arla vist er tilbage på samme fortjenstfulde omsætning i Mellemøsten som før “demokrati-krisen”, som vi vel vælge at omdøbe den bedre kendte “Muhammed-krise” til. Mest fordi, det jo er det, som det er og absolut ikke andet. Udover det vil da fremover huske at gå helt usædvanligt langt for at undgå Arlas produkter. Enhver har åbenbart ellers som også Arla sin pris, vi vil bare ikke betale den. Endelig en sag, som er værd at kæmpe for og en sag, som bærer lønnen i sig selv.
Hvad så med Arla og de stakkels grønlændere? Tja, dem ser de nok næppe noget større potentiale i, for mælk skiller jo som bekendt når man hælder alkohol i. Deri kan de jo så have ret når de nu ellers aldrig har det ellers. Kun magt og ilde agt.
Men som sagt, prøv at forestille jer hvad Pia Kjærsgård overhovedet teoretisk ville kunne sige, som ville kunne vinde forståelse og accept i den danske politiske korrekthed. Herfra har vi ikke noget bud. Det var så dagens snak om de store “sager”. Lidt trist og allertristest for de frændeløse grønlændere, støttet som de jo er af de helt forkerte. Og så var de endda selv helt forkerte allerede længe før, ak ja, sikken en skæbne. 
Når “sagen” som her tromler hen over de allersvageste er det ikke længere en sag, så er det en sygdom. Det var vist også det, Solsjenitsyn havde i tankerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *