Bønnelyckes nye garage

I dagens kulturhistoriske betragtninger vil vi komme ind på mange forskellige emner, hvilke er endnu ikke helt klart. Som tidligere nævnt skrives disse dagsord som en såkaldt “stream of consciousness”, et udtryk, som den irske Nobel-pristager James Joyce jo oprindeligt lancerede, så derfor er ingenting endnu fastlagt, processen styrer sig selv. Det bliver alligevel altid noget andet, der kommer ud af tastaturet, end det, som man oprindeligt måske overvejede, og så kan man jo ligeså overgive sig og lade teksten skrive sig selv, og det er så forresten også det, der sker.. Et mere oprindeligt dansk udtryk for det samme er vel “Løst og fast”, selv om det jo ikke lyder særligt smart i disse tider, hvor intet firma med respekt for sig selv ikke har en såkaldt “HR-ansvarlig” Det varede mange år inden det gik op for denne skribent, at der ikke var tale om en permanent stavefejl for “HP-ansvarlig”, som jo nok var ansvarlig for firmaets printere. Lige dér tog vi åbenbart fejl eller også gjorde verden. Der kan nu sagtens være alvor i disse spontane tanker, som udvikler sig helt frit og selvstændigt.. Mest fordi verdens uendelige visdom og endnu større dårskab altid afspejles i både de allermindste ting og i de allerstørste, så i dag vil vi behandle det meste af spektret fra Nelson Mandela til arkitekt Bønnelyckes nye garage. Vistnok. Eller måske noget helt andet.

Nu er der ganske vist ikke meget, som i ren og skær irrelevans slår meget gamle mænds betragtninger om dette og hint. Noget bliver ikke universelt af at blive gentaget og heller ikke selv om det bliver gentaget tit.

Tag for eksempel den ene 100-årige, som med sin mimrende mund udtaler med forvisning, at hans lange lykkelige liv udelukkende skyldes en diæt af økologisk kildevand og hjemmeavlet spelt og (halal-slagtede?) ditto kaniner og især den kendsgerning, at han aldrig røg og forresten aldrig drak stærkere drikke end gæret fåre-skummetmælk. En anden 100-årig vil selvfølgelig baseret på egne erfaringer med samme ret påstå, at hans lange liv udelukkende skyldtes permanent rygning af cigarer og en diæt udelukkende baseret på skråtobak, skørlevned og spiritus til at “rense” kroppen. Det eneste fælles ved de her gamle tudser er som regel, at det, som de siger, ingen universel mening har. Det er blot nogle gamle fjolser, som af uransagelige grunde er blevet vældigt gamle. Nogle af dem, fordi de levede sundt og andre helt tydeligt fordi de ikke gjorde det. 

Vi kommer til at tænke på slige verdslige ting i dag, fordi der fornyligt var et interview med en af verdens uhyre få nulevende helgener, nemlig den nu 90-årige Nelson Mandela. Hans eneste konkurrent på denne helgentrone er vist lederen af det permanente tibetanske rejsende ex-statscircus, Dalai Lama. Som med Mandela er det ikke comme il faut at sige, at den altid tiltalende og smilende Dalai Lama blot er operatør i en verdensturne helt a la Circus Benneweis, selv om det nok reelt er tilfældet. 

Der er en permanent følelse af “feel-good” for alle de mennesker , der støtter Dalai Lamas sag, selv om den er ca. ligeså realistisk som uforbeholden støtte til de nulevende arvinger til den sidste tsar i Rusland, Nikolaj d. 2 som den nye kejser derovre. Man får ingen til at tale om det håbløse i Dalai Lamas sag og man får ingen til at tale om det rimelige i Nikolajs arvingers krav blandt den meningsdannende såkaldte “intelligens” Sagerne har da ellers en mere end overfladisk lighed med hverandre.

Undertegnede er noget skeptisk overfor såkaldte “humanistiske vismænds” evner og muligheder som statsoverhoveder for nu at udtrykke det lidt mildt. Den stoiske romerske filosof-kejser Marcus Aurelius var vel næppe den værste (Caligula og Nero var svære at slå), men han var bestemt heller ikke bemærkelsesværdigt god. Senere var Voltaire ikke meget mere heldig som rådgiver for en anden massemorder, Frederik den Store af Preussen, som udryddede en trediedel af sin egen befolkning, altså samme facit som en anden asketisk massemorder/filosof, Cambodias Pol Pot. Heller ikke en anden vismand/humanist/præsident Leopold Senghor i Senegal gjorde det ret godt, selv om han en del mere “Dalai Lama”-agtig i sin tilgang. Det gik alligevel ad Helvede til, måske netop derfor. 

Når der i hele verdenshistorien ikke findes nogen eksempler på, at sande humanister har vist sig at være andet end i bedste fald famlende politiske amatører er det stadigvæk bemærkelsesværdigt, at alle så lytter så andægtigt til oldingen Mandela. Det, som han siger, er nemlig sommetider ligeså tåbeligt som andre 90-årige, eller rettere, det er det tit. På samme tid er det åbenbart også gået i den kollektive glemmebog, at det jo altså var Mandela selv, som i sin tid udnævnte den nuværende sydafrikanske præsident Mbeki til sin vicepræsident. Det kommende kaos i det sydlige Afrika med AIDS-benægteren Mbeki, som derudover i enestående grad mangler politisk handlekraft, taler jo heller ikke til fordel for Mandelas evner som praktisk statsmand. Han var vist ikke andet end en historisk parantes. Men altså alligevel en helgen, lidt mærkeligt.

Politisk er han godt nok nu holdt op med at praktisere, og udtaler mest halv-senile almindeligheder til sin verdensomspændende meninghed. Nu er Mandela selv som 90-årig ret frisk, og det gav fornyligt anledning til nogle ganske bemærkelsesværdige udtalelser fra ham, helt i tråd med rådene fra andre gamle tåber. Han fortalte nemlig den sommer-mimrende/slumrende offentlighed, at grunden til hans gode helbred og vigør skyldtes, at han havde “passet på sig selv” (!!!) Se, det er jo i virkeligheden noget paradoksalt, da man vel lige i denne sag må sige, at andre ihvertfald i 27 år på fangeøen Robben Island nok rent objektivt “passede på” ham.

Det har nemlig altid været et kæmpemysterium for undertegnede, at Mandela overlevede denne lange fængsling under ubeskriveligt umenneskeligt forhold (hvis man skal tro myten-det skal man nu nok ikke) uden at komme til at lide permanent fysisk skade. Selv i vestlige fængsler kommer absolut ingen ud efter 27 år som andet end psykiske og endnu mere fysiske krøblinge, men Mandela tog altså slet ikke permanent skade-fordi han “passede på sig selv” Ak ja… Der mangler en brik i det her spil, som ingen har dristet sig til at spørge efter, lidt for positivt samarbejde med vogterne måske, andre muligheder er der vel i virkeligheden ikke?. Det var da ellers ikke fordi de gamle racister var ret flinke, som tilfældet med Steve Biko viste. Hvor mange fanger i Mbekis sydafrikanske fængsler i dag er for eksempel efter blot 5 år blandt stærke fanger endnu ikke inficeret med HIV? 0% er vel et ganske godt gæt, men Mandela overlevede altså alle 27 år i fin form. heldigt, men næppe spor tilfældigt og blev statsmand og forsvandt i rette tid igen. Klogt.

Den eneste mulige konklusion her er vist, at de 27 år på en eller anden måde må have været sådan en slags “husarrest” som Aung San Kyi i Myunmar, som osse holder sig helt godt. Alle myterne om grusomhederne på fangeøen Robben Island kan sagtens være rigtige, men de ramte altså ikke den meget fotogene Mandela. Måske verden bare vil bedrages og det giver jo heller ikke ret godt TV for eksempel at vise billeder af den første tyske efterkrigs-kansler, socialdemokraten Kurt Schumacher. Dette menneskelige vrag med kun én arm tilbage havde ellers kun været i fængsel få år og blev hverken 90 eller 60 for den sags skyld. Men igen, denne ødelagte og bitre mand var der heller ikke meget ved at støtte for de velmenende og pæne, grum og forgræmmet som han var. Så langt hellere den smilende Mandela. Hvad blev der forresten af hans ekskone Winnie med hendes private hær at unge elskere, som brændte modstandere af i bildæks-massakrer? Hun må være fordampet og der er da tilsyneladende kommet en nyere og mere attraktiv kvindelig model omkring Mandela. Ak ja, så mange spørgsmål, overhovedet ingen svar og i det her tilfælde med Mandela, altså heller ingen spørgsmål. Ved nogetsomhelst..

Ellers er den største begivenhed på det lokale plan, at den succesrige arkitekt Bønnelycke har fået opført en ny garage. Inden man afviser det her som uvæsentligt, skal vi da lige sige, at det her med garager sagtens kan være en alvorlig sag. Bønnelyckes nabos garage blev nemlig for adskillige år siden kåret til Århus` svar på “Miss Århus”, sådan en slags “Mr. Garage” og nu har Bønnelycke altså lige ved siden af lavet sit matchende arkitektoniske “statement”. Vi taler om et varigt arketektonisk bidrag og en veritabel arkitektur-perle, et rent utzon´sk “Sydney Opera House” på en simpel grusvej i Åbyhøj Det er stor og varig kunst, det her, ubeskriveligt faktisk, og vi kan opfordre alle til at opsøge denne nye endnu uofficelle 5-stjernede attraktion i lokalområdet. Hvor Tivoli Friheden forresten ganske uforklarligt for helt nyligt blev opgraderet fra 3 til 4 stjerner. Det siger nok også noget om den lokale standard. Det er heldigt, at der ikke findes et parallelt system af etiske standarder. For Friheden og vel også for Mandela. Et eller andet er der da kikset, for det er vel resultaterne, historien dømmer efter, og der er det vist gået nogenlunde lige galt, nemlig helt galt. Desværre , men noget forudsigeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *