Blot et mantra.

Ind imellem kan i virkeligheden fra starten ret kontroversielle eller måske nærmere temmeligt dumme ting blive gentaget så mange gange, at de kan komme til at forekomme helt fornuftige. I andre forhold er der allerede fra starten så store selvskabte problemer med at komme igennem med sandheden, at det helt sikkert aldrig vil kunne lade sig gøre. Derfor vil i dag snakke om begrebet mantra. Dette ord er jo i dagligsproget blevet synonymt med en mere eller mindre bevidstløs gentagelse af vendinger eller handlinger i håb om, at virkeligheden vil ændre sig. Det gør den nu aldrig, som historien med jøderne i Auschwitz, boerne i de engelske koncentrationslejre og de buddhistiske munke i Pol Pots Cambodia demonstrerede: Ligegyldigt hvilken Gud de anråbte var virkeligheden ganske den samme som før, under og efter. Ligeså lidt som bedemøllerne i Tibet trods flittig brug rigtigt var effektive imod den første engelske erobrer Younghusband eller i nutiden kineserne. 

Til gengæld kan man i det lokale kulturliv ihvertfald indtil videre sagtens slippe af sted med at postulere, at virkeligheden i virkeligheden er helt anderledes end den reelt eksisterende virkelighed. Her hersker nemlig i førende kulturelle kredse stadigvæk troen på mantraets magt. Vi kan for eksempel tage et af de mere åndfulde eksempler her i byen, nemlig den med rette forkætrede festugedirektør Jens Folmer Jepsen. Han har ellers på ret beset sensationel vis fået sin ansættelse administrativt forlænget. Andre forklaringer kan der vel ikke være og der har da vist ikke været åben stillingsopslag. Nå men Kong Folmer er altså på et par år endnu og det kan man glæde sig over eller lade være. Selv vil vi nok vælge det sidste. Elitær monoman ikke-underholdning i en folkelig festuge vil altid for os være en kikser. Folket har ikke altid i ret i alting hele tiden, men det har dog ret i langt det meste hele tiden og i det hele en hel del af tiden. Sikke dybe vi er i dag!

Nå, men et af Kong Folmers uimodsagte og hyppigst fremførte mantraer er, at det for Århus Festuge i sit musikvalg drejer sig om at præsentere solister og grupper, som man ikke vil have råd til om nogle år, fordi de til den tid er blevet giga-stjerner. Det lyder åbenbart så fornuftigt og aldeles indlysende, at vores lokale journalister aldrig nogensinde har undret sig over det. Det kunne der bestemt ellers være rigeligt god grund til, for når er så fuldstændigt indlysende, at alle straks forstår det, så er det desværre oftest fordi det overhovedet ingen mening giver. Det gør det her jo for eksempel ikke og endda slet ikke bare det allermindste og så er det forresten ligemeget, hvor mange journalistiske fedthålefår, som dikker billigende.

For det allerførste må vi sige, at dét at kunne spotte uomtvistelige talenter i svøb vel selv for erfarne spejdere er en del sværere end den traditionelle jagt på underjordiske trøfler med brug af sporhunde. Alene det, at man mener sig i stand til at gøre det og det endda bedre end andre er allerede tåbeligt nok. Hvis det altså ikke havde været fordi Kong Folmer efter koncerten med Madonna, (som jo ellers stod ganske højt på stjernernes stjernehimmel) i Horsens naturligvis mente, at det hele bare havde været ad Helvede til med en af branchens absolutte superstjerner. Hvorfor så drømme om at være med at skabe sådan noget lxxt?

Meget større bliver det vel ellers ikke men surheden kan naturligvis også skyldes, at det ikke var Kong Folmer, der opdagede Madonna. Dengang i de gode gamle dage var Folmer jo faktisk slet ikke konge, ikke engang kronprins, selv om det er vanskeligt at forestille sig, at denne mand ikke er blevet født ved kejsersnit med kongekrone og det hele. Verden var faktisk ligeså uforberedt på hans senere betydning for byens kulturhistorie som alle de andre sårede tyske soldater på feltlazerettet under 1. verdenskrig, der lå ved siden af en gas-blind tidligere forsmået amatørkunstner med et karakteristisk overskæg. Folmer har godt nok ikke overskæg, men han har da ellers engang været en slags kunstner, selv om han tydeligvis aldrig selv blev spottet. Underligt at han tror han selv kan så…

Det er et pudsigt mantra, det dér med at se nogen større mening i at opleve en kunstner på vej et helt andet sted hen. F. eks har givetvis snesevis af tusind mennesker oplevet et andet band, som senere blev temmeligt kendte. Entusiaster i “The Cavern” i Liverpool kunne for næsten 50 år siden lytte til et band ved navn “The Quarrymen”, som senere i “Ratskeller” i Hamburgs anløbne luderkvarter med Stu Sutcliffe på trommer skiftede navn til “The Silver Beatles” Senere skiftede de som bekendt navn endnu en gang og resten er historie. Lige meget hvor kendte de blev senere hen var det, som de dengang leverede i de snuskede værtshuse altså stadigvæk aldeles ligegyldigt, og at se nogen særskilt mening i dengang at have hørt dem svarer vel til de måbende københavnere dengang senere i 1960-erne, som så supergruppen “The Cream” med Eric Clapton optræde som statister midt på gaden til optagelserne af en ligegyldig dansk film. At se det store i den her talent-spotting er altså det samme som at sige, at man utallige gange har set Helena Christensen splitternøgen. Fordi man altså var pædagog i hendes vuggestue. Lidt ligemeget altså.

Nej, Folmer, vi ser ikke megen mening i at være den “kroniske fødselshjælper” i processen med at skabe store stjerner og da endnu mindre i at dyrke dem, inden de er blevet rigtigt gode for så som med Madonna blot at fucke dem, når de er blevet rigtigt store. Kunst er noget, som er til stede her og nu, og alt det andet eksisterer ikke. Det er som med sex: Det kan aldrig nogensinde komme noget fornuftigt ud af at lukke øjnene og forestille sig, hvor godt denne sex ville have været med naboens datter i stedet for konen eller hvor godt det her band ville kunne spillet, hvis de havde spillet anderledes et helt andet sted om nogle år. Hvis de altså til den tid var blevet gode eller overhovedet ikke var blevet opløst. Det er nok i den sammenhæng at have vores lokale ROSA-formand Gunnar K. “Rock” Madsen til det, eller rettere, det er nok heller ikke ret godt. At skabe kunst er jo noget vanskeligt, hvis man ikke kan gøre det selv. Selv ville vi sige umuligt, men når man kan, er det jo overhovedet ingen kunst.

Nu er Kong Folmer af Festugen ikke den eneste, der i ugens løb har diverteret med alternative verdensbilleder. Årets danske bøssepolitiker, (jamen det er han blevet udnævnt til), Per Clausen, MF for Enhedslisten og et andet lokalt socialdemokratisk medlem af samme forum, som begyndende Alzheimer hos undertegnede har taget navnet på (nådigt!) var jo ellers ude i sagen om Cobraen. I den fortsatte farce om sammenblandingen af lovgivende og udøvende magt optrådte Per Clausen som den med rette bekymrede far i en pædofili-ramt børnehave. Salvelsesfuldhed i ekstrem forloren fremførelse er vist den mest passende betegnelse, da han bebrejdede politiet for ikke at følge sagen op mod den italienske producent. Den socialdemokratiske politikers kommentar var lidt mere famlende men ellers ligeså åndssvag populistisk. Hallo, Per og du dér den anden tåbenakke: De der skide spaghettiædere bor altså nede i Italien og det vil nok næppe være muligt at få dem udleveret gennem Interpol. DANSK LOV GÆLDER IKKE I ITALIEN!!!!! og politiet er IKKE flinke ved ikke at retsforfølge, for det kan de naturligvis overhovedet ikke. 

Det er simpelthen en fantastisk vinkel i denne allerede længe inden “ulykken” ulykkelige sag, at INGEN har udvist blot den allermindste form for realisme eller blot rettidig omhu. Alle har blot leget videre med deres bedemøller mens de samme mantraer er fremstammet i en stadigt stridere strøm.

Friheden lader, som om de ingenting kender til sagen, men vil altså alligevel ikke gøre retskrav gældende mod producenten, sikkert meget klogt. Teknologisk Institut mener, at deres beregninger er korrekte, selv om resultaterne er smaskforkerte. Force Technology mener, at sådan en konstruktion overhovedet ikke er mulig ligegyldigt hvilke materialer man anvender. Friheden går i samarbejde med det tyske prøvningsinstitut TÜV i gang med at klargøre rutschebanen alligevel, hvordan i alverden kan de det, når nu den autoriserede rapport siger, at det ikke er muligt. Politiet lader som om, at sagen er opklaret, selv om alt jo tyder på, at Friheden lige knapt er så sagesløst uvidende som de hævder, siden de ikke forsøger at få pengene tilbage fra producenten. De 33 mill. er jo ellers det fremskrevne samlede overskud i Friheden de næste 12 år re. sidste år. Meget mystisk.

Næsten ligeså mystisk som at professionelle rejsejournalister overhovedet rejser rundt. Dagens vits i JP´s Explorer-rejsetillæg er sakset fra en tur til Finland. Her var det mest traumatiske ved rejsen nemlig, at “Det kan være svært at læse et finsk menukort” Ak ja, verden er dog helt ufatteligt stor for Lasse-Lasse-lille. Strengt taget kan finsk helt uden låneord som det er, i virkeligheden ikke være “svært”. Det er nemligt enten helt umuligt (hvis man ikke kan det) eller ganske let (hvis man kan) Der gives ingen andre muligheder. Ligesom med Kong Folmer og hans “talent-spotting”: Enten kan man eller også kan man ikke. 
Lige i dette sidste tilfælde er sagen dog endnu simplere. Hidtil har nemlig absolut ingen haft held til at spotte talent med noget, som blot nogenlunde ligner sikkerhed. Hil Folmer d. 1, du er ikke blot den første kong Folmer, du er også den første, som vil kunne gøre det umulige. Det må vel være derfor, du er konge, ja det er det vel. Hil, Hil!, du Kong Folmer den Sejrsæle!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *