I 1951 blev der i London i fobindelse med en engelsk “verdensudstilling” kaldet “Festival of Britain” opført en cigarformet aluminiumsskinnende små-fallisk skulptur, som blev kaldt “The Skylon” Den var næsten 100 m. høj, fuldstændigt ubrugelig til nogetsomhelst og den stod der kun til året efter, hvor den møjsommeligt blev pillet ned igen. Som det tidligere “Crystal Palace” af metal og glas (som iøvrigt paradoksalt brændte ned, ak ja) blev det imidlertid et symbol på en tid. For englænderne var denne tid i starten af 1950-erne med rationer og finansminister Cripps´ økonomiske smalhans-politik døbt “austerity” ikke ligefrem inspirerende.
Det kan naturligvis være derfor, at denne blanke metalcigar udenfor tid og enhver rimelig smag kom til at stå så længe i folks bevidsthed. Man kan nok heller ikke helt udelukke, at dens hurtige forsvinden har medvirket til dens øjeblikkelige kultstatus. Undertegnede har også tidlige minder fra den allerførste ungdom om uforløste spirende forelskelser med sommerferierende piger på fødeøen Endelave, som det vist også var godt ikke blev andet end smukke minder-lidt Skylon poå Endelave! Det er derfor nok mest minderne om Skylon, der kaster de rigtigt lange slagskygger, som der er naturligvis også kan findes paralleller til i nutiden.
Her i byen plastrer arkitekt Bønnelycke for eksempel den nyligt frilagte å til med glaserede og metalliserede cafeer af en triviel ensartethed, som får Skylon-cigaren til at se helt fornuftig og humanistisk og ligefrem helt anvendelig ud. Om han er inspireret af vores cigar her er ikke til at vide og vi tør ikke spørge ham, han er nemlig ikke nogen særligt flink mand. På den anden side er det da altid rart øjeblikkeligt at kunne spotte de cafeer, som man ikke behøver besøge, de er nemlig ligeså iøjnefaldende som Skylon. De står så desværre endnu, men det går nok også over engang. De fleste har ihvertfald for tiden tilbud på fadøl, men det kan jo naturligvis være, at det blot ikke er moderne længere.
Andre steder i verden har man selvfølgelig også set efterligninger af dette epokeskabende værk. I Dublin for eksempel har nok mange set den specielle irske variant, nemlig en voldsomt tilspidset metalsyl, som står plantet overfor et af frihedskampens store monumenter, nemlig det gamle posthus, hvor Padraig Pearce og de andre umiddelbart kommende martyrer lå og fyrede løs. Om det så er en kunstnerisk tilpasning til det irske voldssamfund, at den irske fortolkning af Skylon er så spids ved vi ikke, men det lokale folkevid har nu forlængst døbt dette metallo-falliske misfoster “The Stiletto in the Ghetto”, for det er jo lige det, den er og det er lige der, den står.
Vi har denne indledning med i dag, fordi vi jo i sidste uge var i England, og der er der nu over 50 år efter atter en folkebevægelse i gang for at rejse Skylon igen som et monument over en tabt tid. Englænderne er altså underlige. Nok så Skylon altså som en prototype-Concorde futuristisk ud på en noget stikkende og sylespids måde, men lige dengang i 1951 med den store biludstilling i Earl´s Court som lokalt højdepunkt over fremtids-optimismen er nu ellers ikke meget at mindes, for det var en trist tid med over 5000 dødsofre for den første voldsomme “smog” (et helt nyt ord dengang) i London. Det var jo også dengang, en af tidens absolutte bestsellere, bilfirmaet Standards nye “Vanguard” helt præcist var udstyret med en motor fra en grå Ferguson-traktor og en Morris 1000 endnu var en overordentligt blodfattig 850 og Ford Popular var på størrelse med en Fiat 500. Ak ja, sikke tider, som Valdemar Atterdag ville have sagt ligesom finansminister Stafford Cripps, hvis han havde været englænder. Og hvis englænderne på Valdemar Atterdags tid havde talt engelsk. Det gjorde de nu ikke, ihvertfald ikke det bedre adelsskab, de talte nemlig fransk. Ligesom Valdemar Atterdag formodentligt talte plattysk og slet ikke dansk-sikke vi kommer rundt i de sære minder i dag!
Skylon som symbol er måske også kommet til Århus. Ihvertfald har byens vise fædre lavet en forhåndsbeslutning om endeligt at bruge det gabende tomme torv foran den lokale domkirke til noget. Det ville selvfølgeligt i en ideel verden have været ønskeligt, at denne fine plads var blevet brugt til noget fornuftigt, men selv med en elastisk anvendelse af ordet “fornuftig” er vi der vel kun lige knapt med det nye projekt. Man har nemlig tænkt sig at at opføre et tårn på 25 m., så man derfra skal kunne se helt til Brabrand sø. For ikke-lokalkendte skal det med, at den altså kun ligger et par kilometer væk og mest er bemærkelsesværdig ved sin intense stank af rådnende brakvand på denne tid af øret. Om man fra tårnet kan se de talrige bundvendinger i Brabrand sø med ledsagende svovlbrinte-bobler fra det kulsorte mudder ved vi ikke og heller ikke, hvorfor det skulle være en særskilt attraktion. Måske Århus blot ikke har ret mange attraktioner udover den skatte-og momsfri enklave Bazar Vest (87% af detailhandlerne tilsyneladende fritaget for moms jfr. seneste offentliggjorte statistik fra Skat)
Til gengæld kan man slet intet se til den anden side, for man agter jo nemlig at placere dette lokale Skylon lige foran domkirken, hvis tårn jo er en hel del højere. Derfor er udsigten deroppefra jo måske ikke ganske overraskende en hel del bedre og endda til alle sider. Udover det faktum selvfølgeligt, at man kommer til at stå og glo ned på et lavere tårn foran i den ene retning. Hvis man skulle tænke sig noget mere overflødigt end et lavt endnu ikke-eksisterende ikke-udsigtstårn foran et allerede eksisterende højt og aldeles glimrende udsigtstårn, tjah så er man vist en slags kunstner. Ligesom vores ven, arkitekt Bønnelycke, som indretter atter en cafe langs åen i glas og skinnende metal. Det er altså rigtig kunst, ikke mindst at sælge sådanne ideer men som Storm P. jo sagde det, så er det jo ingen kunst, når man kan det. Hatten af for dem, som har solgt denne syge ide til kommunen!
Ellers sker der jo faktisk ingenting på den her tid af året. Det kan jo også være derfor, at vores lokale JP i sommer-dovenskab helt uden at vide det opfinder er nyt ord, nemlig “historiefolk” Ifølge avisen er det nemlig betegnelsen for de mennesker, som kommenterer udviklingen på torvet foran domkirken. Nu er undertegnede jo selv en slags historiker, men hvad det lige giver af ekstra ballast til at give sin vigtige og vægtige mening til kende i denne sag er noget uklart. Pladsen foran kirken har jo naturligvis været ubebygget siden kirken blev bygget for knapt 1000 år siden som sådanne pladser altid har været overalt. Det behøver man altså ikke være såkaldt “historiemenneske” for at vide. Ak ja, et provinsielt Skylon i Århus. Ligeså ubrugeligt men en hel del mere i vejen..
Ellers er det jo også tid for den årlige danske pendant til Skylons “Festival of Britain”, nemlig den årlige jazz-festival. Inden festivalen hersker der forunderligt nok ligesom inden den umiddelbart forestående premiere i superligaen for AGF altid en vanskeligt forklarlig optimisme. Alle de tidligere år har denne festival ligesom AGF´s svigtende præstationer de seneste mange sæsoner nemlig været flops, nogle på grund af for dårligt vejr, andre på grund af for godt vejr og atter andre på grund af for omskifteligt vejr. Eller noget helt andet, pest eller andre naturkatastrofer, springflod eller nipflod eller andre tidevandsmæssige forstyrrelser, ret godt er det ihvertfald ikke gået. Det gør det næppe heller i år, hvor halvgamle mennesker med en halvlunken og halvdoven halv fadøl giver deres halvhjertede applaus til halvdårlig jazzmusik.
Til gengæld har den vistnok racistiske del af AGF´s fanskare, “White Pride” fået en ny neger at råbe abelyde efter. Han er godt nok anskaffet som AGF´s nye håb til at lave mål. Ak ja, verden er vist ikke hvad den var engang, når man ikke engang kan regne med sine egne, negre eller ej. Hvem der blot var tilbage ved det gamle Skylon i 1951. Dengang varede det jo iøvrigt endnu 28 år, inden den første farvede spiller skulle komme på det engelske landshold i fodbold. Det var iøvrigt for alle fodboldarkæologer Viv Anderson fra Nottingham Forest. Spændende, ikke? Det var så dagens tekst for såvel fodboldfolket som historiefolket.