Overskriften i dag har vi sakset fra den engelske historiker A. J. P. Taylors karakteristik af den sidste engelske såkaldte “viceroy” af Indien, Lord Curzon. Det er et af de uforglemmelige udtryk, som vil leve længe after, at mange nobelpristageres værker er blevet glemt hvilket jo kunne være nu. Det burde være en soberhedsfremmende oplevelse for Det Svenske Akademi at se, hvad der er blevet af værkerne fra det seneste århundredes nobelpristagere. Få vil vel kunne genkende mere end 20 af disse i dag, mens Taylor burde leve til evig tid, så fremragende var han. Det Svenske Akademi valgte vist omtrent ligeså rigtigt som dem, der i disse dage med VISA-dankortet bekræfter Elsebeth Egholm som vor tids største forfatter. Eller dem, der i 1985 flokkedes i biografen for at se superhittet “Op på Fars Hat” Den kommer iøvrigt i TV i aften, sikke dog noget forpulet bras! 700.000 mennesker kunne tydeligvis godt tage fejl, nemlig dem, der dengang så filmen, fuldstændigt fejl endda.
Nu var Lord Curzon et seriøst bud på det seneste århundredes mest intelligente politiker, men derudover tyder alle historiske vidnesbyrd på, at han var endda helt uforligneligt arrogant og enestående upålidelig og uforudsigelig. Han var faktisk så uforudsigelig, at det alene deraf blev temmeligt forudsigeligt, og så skal der altså i politik en hel del til. Udover disse personlige brister, som i alt andet end politik ville have været diskvalificerende i enhver menneskelig omgang, gjorde hans suveræne intelligens ham til en farlig politisk modstander for enhver. Hvis han havde været en rotte ville han have været den allerbedste til det med sine enestående færdigheder. Det er deri, elegancen i Taylors udtryk ligger: Det kræver simpelthen færdigheder at være en rotte, man skal for eksempel kunne gå på line. Det er der ikke alle rotter, der kan.
Nu er det ikke alle rotter, der går ind i politik, og det er vel også lettere injurierende at kalde alle politikere for rotter, selv om deres adfærd tit kan ligne en del, så det må vi jo hellere lade være med. I efterdønningerne af den ulykkelige sag om den alt for sene tvangsfjerning af barn nr. 2 fra en indlysende retarderet mor ser vi til gengæld et træk fra rotternes verden, nemlig den betydelige vilje til straks at forlade en synkende skude. Det er altid spændende at studere disse politiske dyrs adfærd, for i modsætning til almindelige rotter, der jo i en presset situation bogstaveligt talt kan spæne op og ned af lodrette husmure foregår de politiske dyrs krumspring mere i intellektuel slowmotion. Alle kan vist være med her.
Hele denne ulykkelige sag er jo naturligvis et spørgsmål om økonomi, fordi tvangsfjernelse er en særdeles bekostelig affære for kommunen. Det er også derfor, at man her i Århus Kommune har indført sin helt egen version af tidligere generalstabes forberedelser til krig. Mange husker vel den såkaldte “Fall Gelb”, som var Nazitysklands succesfulde skrivebordsplan til et lynangreb på Frankrig. Der lå allerede i skufferne flere alternativer til denne plan og det har man så i noget simplere form også indført i Århus Kommune. Man mærker næsten historiens vingesus. “Fall Gelb” eller “Fall Rot”..
I enhver sag om tvangsfjernelse af børn har alle sagsbehandlerne nemlig fået den instruks fra kommunen, at man ved anbefaling af en tvangsfjernelse også skal komme med et alternativ (!!!!!) Selv krybdyrhjernedelen af en rottehjerne (vi er udviklingsmæssigt gået noget “back to basics” i dag!) kan vel se de indlysende problemer her. Hvad betyder det lige?
Det er jo nemlig noget vanskeligt at se, at alternativet til en tvangsfjernelse rent teoretisk kan være nogetsomhelst andet end en ikke-tvangsfjernelse. Det betyder naturligvis ikke, at Venstres kårede borgmesterkandidat, socialrådmand Gert Bjerregaard, på denne baggrund kan bekræfte, at økonomien er den afgørende faktor i disse sager. Han mener nemlig intellektuelt noget kontroversielt (andre ville nok kalde det noget andet), at “det blot er én faktor blandt flere” Man kommer vist på hårdt arbejde for at finde på de andre faktorer her, og de er da heller ikke offentligt tilgængelige. Det bliver ikke meget bedre med vores ven, socialdemokraten Ango Winther. Denne i adskillige henseender noget tunge mand er jo som måske bekendt formand for Tvangsfjernelsesudvalget i kommunen (er der iøvrigt andre kommuner, som har sådan et og skulle politikerne netop ikke blande sig i enkeltsager? Hmmm); og er naturligvis som han siger”pikeret” (hvad det så lige betyder på “politisk”, nok ikke noget særligt pænt, noget med penis-ringe måske?) over, at økonomien altså prioriteres over barnets tarv. Det burde nok ellers lige netop for formanden være en overraskelse af de lidt mindre. Ikke alle dyr med eller uden haler eller gnavertænder er tydeligvis lige elegante til den klassiske rotte-paradedisciplin linedans. Arme børn!
A propos børn har det i adskillige år været en kilde til betydelig moro for undertegnede, at der i Århus Festuge er blevet kreativt plads til den såkaldte “Brandstation” på et centralt torv i byen. En betydelig til denne morskab er, at det eneste nyskabende i denne ellers ganske traditionelle telt-bar er lidt malede brandbilsmotiver på den efterhånden noget falmede teltdug. Ikke desto mindre har denne nok på papiret engang så strålende og vanvittigt kreative ide åbenbart bidt sig fast, så mens Mackies Pizza ikke kan lade sine certificeret evnesvage musikere optræde på sin blokvogn med sit entusiastiske mega-publikum, så kan denne hjælpeløse og ufestlige og mindst ligeså hjernedøde konstruktion (blot på en anden måde) med sin afblegede teltdug åbenbart sagtens bruges i den ambitiøse festuge, ret mystisk egentligt.
Man kunne næsten få den tanke, at festugedirektør Folmer og restauratør Kim Lykke med sin fantasifulde “Brandstation” havde gået i skole sammen engang, men det kan da vist kun være rent gætteri. Ellers ville de vel have fortalt det. Mickey Lee gik til gengæld i skole i Blackpool, ærgerligt for ham.
Iøvrigt skal vi, udover at advare imod i dagens klumme at drage alt for håndfaste sammenligninger mellem politikere og rotter, jo så også minde om, at rigtige rotter fanger man ikke så let. De ved godt, hvor fælderne er. De andre lader vist som om, at de ikke eksisterer.