Gammel kærlighed

I fredags var det så denne skribents tur til at stifte bekendtskab med begrebet Borgerservice i forbindelse med anskaffelsen af et nyt pas. I den forbindelse var det svært at forblive en ældre vredladen mand, for der var absolut ingen ventetid og alt gik på et øjeblik derude på biblioteket i Åbyhøj. Der var endda i den sparede tid mulighed for lidt sightseeing ind i haverne på til store lokale notabiliteter som restauratør Kim Lykke, festugedirektør Jens Folmer Jepsen, Jette Torp og massevis af andre i dette lokale kulturelle kraftcenter, hvor man får det klare indtryk, at der hersker den fuldendte synergi. Alle de opsamlede evner og energier giver sig simpelthen så store og tydelige udtryk, at vi skal tilbage til den store eksplosion på den gamle H. C. Andersens Fyrværkerifabrik (som dengang lå lige ved siden af) for at opleve mage til vibrerende eksplosiv kreativitet. Hver for sig er disse mennesker store, og sammen er de endnu større, ja måske endnu større end Gud selv. Det må være det, som har gjort Folmer til konge.Ikke underligt at det gik tjept med passet.

I den forbindelse er det jo ellers nærliggende at fundere over, hvad dette pas har været brugt til og som i mange af den slags situationer er svaret jo desværre: Ikke noget videre. Ihvertfald ikke i starten af perioden fra 1998. Der var der vist mest tale om arbejde i et nu afdødt firma. Det vil sige, lige pludseligt i 2003 begyndte der at komme visum-stempler fra immigrationsmyndigheder rundt omkring i verden i dette nu aldeles afdøde pas. Lige pludselig kommer den umiddelbare fortid til live, en fortid, som ellers omhyggeligt er blevet fortrængt, fordi den indeholder elementer af et spildt liv. 

Den første samling stempler i det gamle pas er desværre til evig tid uløseligt forbundet med en afvikling af et forhold til en kvinde, og det bedste man kunne sige om det var vist, at det kun kom til at gå endnu hurtigere af det. Dette ellers årelange forhold havde vist kun ialt 2 positive følger: Folmer Hund og et venskab med familien Hancock i Adelaide, South Australia. Det er nok bare det, der har været Forsynets store emning med denne galskab, for meget andet positivt er der ikke at berette fra de ellers næsten 4 år. Oh jammer og klage!, som Anders And vel ville have sagt, og hvor havde han dog ret!

Den næste samling visum-stempler er så fra 2004 og repræsenterede denne skribents ensomme rejse til verdens tørreste og fladeste kontinent. Det var en helt fantastisk enestående og egoistisk one-timer, som forhåbentligt lige i den retning forbliver enestående. Mest fordi der også er nogle stempler fra 2005, hvor denne skribent jo for første gang var ledsaget af verdens skønneste kvinde på den store forlovelsestur. Det viste sig, at den perfekte tur fra 2004 alligevel kunne forbedres i 2005 og intet har været det samme siden. Der er desværre heller ikke flere stempler, så tilsyneladende er der heller ikke sket alverden. Det er jo ikke korrekt, for verden er jo vendt til det bedre. Umiddelbart efter den seneste hjemkomst fra Australien fødtes planerne om vores nuværende firma, og vi vil til evig tid være taknemmelige overfor de to mænd, som stod bag, og som begge fortjener et æres-festfyrværkeri i Metro-Goldwyn-Mayer format. Den ene af dem bor iøvrigt ganske tæt ved dette kosmiske kraftcenter i Åbyhøj, så dermed er ringen sluttet. Underligt hvad en pasfornyelse dog kan føre med sig.

Det er også muligt, at der for nogen har været en indlysende sammenhæng mellem en opførelse i denne weekend af Vivaldis “De Fire Årstider” og Charles Ives´symfoniske værk “Holidays”. Ideen er ellers original nok til at blive kopieret til Århus Festuge. Det betyder ikke, at den er god, for den er decideret åndssvag, og det har publikum helt sikkert også erkendt. Oplægget er jo heller ikke det allerstærkeste sådan lidt mildt udtrykt. Man valgte nemlig for det første at betragte Ives´ værk som en samling årstider (det er det under absolut ingen omstændigheder, ikke engang ganske lidt), og derfor spillede man så først “forårs”-satsen af Vivaldi og så Ives´1. “sats”, derefter Vivaldis 2. osv.

Da Vivaldi spilles for lillebitte ensemble blev det naturligvis derefter nødvendigt at skramle rundt med stolene i orkestret et kvarters tid inden man så spillede 1. “sats” af Ives´ værk. Kun en kyllingehjerne kan have forestillet sig, at Ives modernistiske ikke-symfoni, der til overflod tillige er om ikke-årstider i denne sammenhæng ville få nogen mening sammen med Vivaldi. Derefter skiftede man så i bedste zapperkultur-stil frem og tilbage mellem disse værker. Det vides ikke, om der efter 2. sceneskift overhovedet var publikum tilbage men herfra skal der nu lyde en anerkendelse af den intellektuelle kraftpræstation, som det har været at lægge et sådant program for en koncert. Mage til lam ide skal man dog langt ud på landet efter og det foregik vist endda i Tivolis Koncertsal, hvor man vist ellers i bymæssig bebyggelse ikke må holde fjerkræ eller lam for den sags skyld. Som sagt har det ikke afholdt en fjerkræhjerneagtig planlægning hvordan det så kan være sluppet så langt ind i byzonen.

Til allersidst skal vi lige gøre reklame for en af barndommens mammut TV-serier, nemlig “A World at War”. Serien som sådan er interessant nok, men det er ikke det bedste. Det er nemlig speakeren, som er Sir Laurence Olivier, verdens hidtil største skuespiller, bar none. Blot at lytte til én eneste replik fra denne mand er nok til for livstid ALDRIG nogensinde at se et eneste helt afsnit af “Rejseholdet”. Der medvirker jo nemlig som bekendt det mest seriøse danske bud på alle tiders dårligste og allermest utroværdige replikbehandling, nemlig politichefen, spillet af Charlotte Fich. At kalde hende rædselsfuld er sådan et sørgeligt fattigt udtryk, og det bliver jo kun udstillet af, at de øvrige skuespillere i serien er aldeles glimrende. Men som sagt, heldigvis kan kvalmen over den inderligt utroværdige Charlotte Fich (der endda giver hovedrolleindehaveren i “Anna Pihl” afgørende baghjul, måske fordi Fich ikke optræder i tætsiddende rullekravesweater) kan heldigvis helbredes permanent blot ved at tænde for DR 2 i aften og lytte til Sir Laurence Olivier. Derefter er man immun til evig tid overfor alle Charlotte Fich-erne, og hurra for det! Undertegnede var iøvrigt genbo til familien Fich/Fly i mange år og allerede dengang var hendes replikkunst fuldendt. En ellers uskyldig bemærkning fra hende som “Dejligt vejr idag!” midt under en kronisk sommerlig hedebølge gjorde omgående alle andre betænkelige ved den åbenbart umiddelbart forestående snestorm. Tal om troværdig replikbehandling her!

Det kan åbenbart godt på det filmiske parnas betale sig at være gift med den noget bedre filminstruktør Per Fly, for det er Charlotte Fich jo. Ligesom det godt kan betale sig at bo i Åbyhøj, dette intellektuelle kraftcenter over dem alle. Det er der ihertfald en hel del, der tyder på og som sagt, vi er ikke selv helt upåvirkelige af den intellektuelle kraft, som vi mødte derude i nærheden af Borgerservice på Åby Bibliotek. At vi så nok ikke kommer til at gøre forretninger med Århus Festuge i år må vi vel leve med. Det gjorde vi nemlig heller ikke sidste år, så mon ikke bare vi skulle give op og flytte til Åbyhøj? “That´s where the action is!” som man sagde engang i en gammel reklame for Marlboro. Et eller andet foregår der da derude. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *