Ambitioner og respekt.

I gamle dage inden samlingen midt i 1800-tallet var Tyskland et sammensurium af bittesmå fyrste-og kongedømmer. I disse ikke altfor velhavende småriger, hvor udgiften til et nyt metal-hjulbånd til den fyrstelige chaiselong kunne skabe varige dønninger langt ud i fremtiden i rigets finanser, herskede der ikke desto mindre stadigvæk en fælleseuropæisk kongelig etikette. Udadtil gik det jo altid godt ligemeget hvor dårligt det så i virkeligheden gik, sådan lidt “Kejserens Nye Klæder”, hvor den lille dreng blot var sørgeligt fraværende. Der var aldrig nogen, der kaldte det “bluff”, selv om det jo var det, som det var.

Det er der heller ikke i den fortsatte føljeton om Århus Festuge eller rettere, det er der måske alligevel. Århus Festuge har jo altid på godt og ondt været et pudsigt kommunalt projekt, som man vel ikke kan sige har været ligefrem overfinansieret. Heldigvis har den til enhver tid siddende ledelse været garant for, at alle eventuelle drømme om større armbevægelser i Festugen er forblevet, ja netop drømme. Som i de små tyske kongedømmer med råd til blot ét udslidt øg foran den fyrstelige vogn har det altid været vigtigt at opretholde facaden, og det viderefører den nye festugedirektør Jens Folmer Jepsen på fornem vis. Man kan jo sagtens være konge alligevel.

Budgettet i festugen er de ikke altfor imponerende 10 mill., og for det skulle man jo måske forestille sig, at gratis folkelige forlystelser som for eksempel den altid folkekære blokvogn foran “Mackies Pizza” på Strøget ville være oplagt. For udenbys læsere er udgiften til musik på denne scene særdeles begrænset, da det primært er udviklingshæmmede, der spiller af hjertens lyst. Det er der ganske vist ikke meget nyt i (de kan desværre kun lære ganske få numre men dog stadigvæk nok til en normal Lars Lilholt-koncert men det rækker åbenbart ikke) men ikke desto mindre er det hvert år et formidabelt tilløbsstykke. Sidste år fik man dog ikke tilladelse fra Festugen og det var sjovt nok ikke fordi man ville bruge pladsen til noget andet. Næh, i ligmed med fjernelsen dengang af et andet traditionelt fyrtån i festugeunderholdningen, tyrolerteltet Tonica, var det mest for at understrege, hvem der var konge. 

I år er festugedirektøren så åbenbart glad for at meddele, at tyrolerne har accepteret et telt lige ved siden af byens måske mest betændte og kronisk uroplagede diskotek, den ulyksalige sejler uden motor (men med motormand og reglementeret besætning og det hele alligevel) færgen “Broen” Ret meget sygere placering er vanskeligt at udtænke for et publikum som Tonicas, der består af ældre, hvoraf mange er gangbesværede, så en cadeau herfra til fantasien i festugen. Det skal nok blive rigtigt godt dernede, hvor et af byens centre for narko-distribution findes, ikke i nærheden men simpelthen lige på stedet. Cocktailen af unge narkotiserede bøller og ældre mennesker er da bestemt en festlig nyskabelse og vil da givetvis skabe massevis af interessante tværkulturelle møder mellenm de unge og de gamle damer, som forsøger at holde fast i deres tasker..

Til gengæld tyder ganske meget på, at festugen indtil videre har bedre held med at bremse Mackies blokvogn. Man må jo herske, hvor man kan, og det har man foreløbigt kunnet der. Hvad der er sket ved vi af gode grunde ikke, men der er da vist ikke givet tilladelse endnu til nogetsomhelst. Man glemmer vel heller ikke gammelt nag fra sidste år, hvor Mackie var en af Folmers mest artikulerede kritikere. Han skal få, skal han! Godt der så vidt vides endnu ikke er indført dødsstraf i Folmers rige, for ellers ser vi vist Århus svar på den zimbabwuanske oppositionspolitiker Tsvengirai. Ham fik Mugabe i sit fallitbo også spjældet 2 gange alene i går. Det er ikke størrelsen af kongedømmet, der gør det, det er gørelsen, der skaber konger. Eller omvendt. Eller måske bare mulighederne.

Det skal danskerne så også opleve fra den nye EU-kommissær for menneskerettigheder, en eller anden stupid svensker, hvis navn vi snarest ønsker at glemme. Vi er allerede gået i “slet alt”-mode. Selv om det bestemt er noget tvivlsomt, om han forsvinder af det, kunne man godt ønske det. Ret meget dummere bliver det nemlig ikke. I fuldt alvor mener denne skattefri pamper, at de danske restriktioner overfor udlændinge er den direkte grund til al dansk racisme, da det ifølge ham dermed bliver legitimt blandt den almindelige befolkning at være kritisk overfor de såkaldt fremmede. At det så i hans hjemland Sverige på grund af selvpålagt pressecensur næsten aldrig offentligt ytres kritik af de fremmede eller af den svenske politik alligevel er lykkedes at få antallet af rabiate højreorienterede og nazister til at blive det absolut højeste i Europa betyder ingenting. At Sverige med en mordstatistik som en mellemamerikansk bananrepublik heller ikke ligefrem aftvinger den store respekt, nævnes naturligvis heller ikke, hvad skulle besværlige og ubekvemme fakta dog også det for?

Hvis man ikke snakker om en ting, så forsvinder alle problemer ifølge denne betydelige tænker åbenbart som dug for solen, ja man behøver åbenbart ikke engang som i Schwarzenegger-filmen “Total Recall” at omprogrammere folks uheldige minder. Hvis man blot ikke snakker om det, så er problemet der jo ikke og det er jo også langt det letteste. Vi kan da kun håbe, at irerne giver EU fingeren, hvis det her skal være standarden. Eller alternativt, at denne behandlingsform med fuld diskretion også bringes til at omfatte pædofile pædagoger. Hvis man ikke fortæller noget om, at man som pædagog får med børn at gøre kan det jo også være, at de kommende pædofile ikke opdager det. Det har vist ca. ligeså lovende udsigter. 

Lovende udsigter er der til gengæld for de afrikanske lande, der efter at Vietnam og andre østasistiske stater har haft en eksplosiv økonomisk udvikling. Om det skyldes den danske ulandsbistand er nok noget tvivlsomt, mest fordi denne har været en del mindre end til Afrika, hvor der i samme tidsrum overhovedet ingenting er sket. Med en forøget indsats i Afrika fra nu af satser man på at opnå bedre resultater, og det burde ud fra det håbløse udgangspunkt synes ganske let. Det bliver det nu nok ikke. Også dernede i de afrikanske kleptokratier findes der små folk, som dog heldigvis for dem selv er store og stærke nok til at rane alle knasterne.
Sådan er det ikke i Århus Festuge, men magten har man da altid lov at have. Magt, søde magt…Magten er endda så berusende, at Folmer angiveligt slet ikke har holdt ferie det seneste år så det er nok ret fedt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *