Til tider har vi herfra næsten ondt af mange af vores læsere, som udelukkende læser det her for at finde et eller andet, som de kan blive dybt forargede over ovre på de forskellige danske hifi-fora. Vores daglige spotlight-analyse afslører ganske ofte en vis forudsigelig nogen vredladen respons (hej, Jan Eskildsen, MV m. fl.), hvis vi skulle komme over den accepterede visdoms fine linie på hifi-området, og det er jo ganske underligt, at så mange gider læse vores kommunalpolitiske og andre filosofiske betragtninger, som jo fylder langt det meste, men sådan er der så meget. Som islamiske fundamentalister bliver de, der ønsker at blive krænket, jo nødt til at nærlæse alle tekster for rigtigt at kunne blive vrede, men om ikke andet giver det dog lidt tydeligvis tiltrængt læsetræning. Det er jo nemlig lidt komisk, at en debattør kom til den konklusion, at undertegnede havde skrevet noget negativt om Kim Olsen, fordi han havde set ordet “Kim” i teksten. Hvis det er læsefærdigheden må det da tage lidt tid at komme igennem dagens klumme, men som sagt, øvelse kan gøre mester, selv om der tydeligvis er et stykke vej til det sande sproglige mesterskab. Iøvrigt er Kim Olsen bag sin fundamentalistiske tilbedelse af forskellige obskure Harman-produkter en ganske fin fyr.
Ellers vil vi i dag brodere lidt videre på den politiske korrekthed, som stikker sit hæslige fjæs så mange steder. Nu er undertegnede jo uddannet i historie, så drfor kommer det som en betydelig overraskelse, at fremtrædende forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet nu er nået frem til tilsyneladende at fastslå, at man ikke kan bruge den historiske tidslinie til noget. Det vil sige, det kan ikke hjælpe at berette om historien som en fremadskridende proces, fordi børnene åbenbart er helt uden egentlig tidsfornemmelse. Med hensyn til tåbelighed er vi kommet et stykke vej her, da der jo indtil for ganske nyligt er lykkedes at give børn en aldeles glimrende fornemmelse af historiens forløb, ja i adskillige hundrede år faktisk.
Det er da også godt, at hverken Tolkien eller Rowling med deres langstrakte og snørklede episke fremstillinger var klar over disse nyopdagede pædagogiske kendsgerninger, for så ville de nok have skrevet ligesom DPU anbefaler, nemlig som enkeltstudier uden nogensomhelst historisk sammenhæng med nogetsomhelst. Der er naturligvis den fordel ved det for disse fantastiske forskere, at man måske kan have held til som i George Orwells bog “Comrade Napoleon” ved hjælp af dette pædagogiske “newspeak” at lukke for muligheden af, at nogen af ungerne nogensinde kommer til at høre om deres læreres (og ikke mindst DPU-“forskernes”) mere end åbenlyse ungdommelige flirten med alskens politiske voldsbevægelser, hvor man måske kan få det indtryk, at Blekingegade-banden var helt speciel. Det var den desværre ikke, og hun heldige tilfældigheder forhindrede en egentlig katastrofe fra massevis af dybt voldsliderlege venstrefløjsbevægelser dengang. Det vil for altid for denne skribent være et ganske uløseligt mysterium, hvordan man med en dybt voldelig ideologisk venstrefløjsfortid sagtens kan blive professor, mens den ikke meget mindre voldelige nazi-sympatisør (men altså heller ikke mere) ikke kan få et job som pedelmedhjælper. Der var vist nogen, der vandt mere end andre, og det er så dem, der vil skrive historien radikalt om. Det vil jo naturligvis på denne måde være muligt at skrive sig selv og ens skurkagtige fortid helt ud og måske er det allerede sket. “Comrade Napoleon” vandt jo som bekendt i bogen..
Det kan jo også være, at “newspeak” kan komme til at sejre længere nede i systemet. Det var nyt for denne skribent, at man i en institution i Odder nemlig ikke blandt børnene længere måtte bruge ordet “dum”, fordi man mente, at det var en hovedårsag til mobning. Nu tiltror vi på det bestemteste børn rigelig opfindsomhed til at mobbe alligevel, ja faktisk tror vi ikke, ord kan ændre nogetsomhelst uden tilsvarende handling. Den eneste sejr vi kan registrere her er vist en papir-Pyrrhus sejr for “forskerne” fra DPU. Man kan sagtens tro på det bedste, som da den engelske premierminister Neville Chamberlain fløj hjem fra Berchtesgaden i 1938 efter sit møde med Herr Hitler med sin papirlap med “Peace for Our Time” Det er der nok ikke mange som husker i den “nye” historiske periode, men det endte galt. Rigtigt galt, og det gør det andet pseudo-løsningspladder givetvis også. Gør et ord “ulovligt” eller tabu og problemet er løst-hvor dumt lyder det? Meget, mest fordi det er det. Hvorfor man så ikke lige i samme ombæring så med denne revolutionerende pædagogiske metode endegyldigt har fundet en “Endlösung” på et par andre måske mere presserende problemer som pædofili og krig, ja det er jo noget uforståeligt for denne skribent.
Vi skal også i dag viderebringe en korrektion på vegne af Tivoli Friheden i Århus, siden de nu ikke selv gør det. I god samklang med vores venner i Århus Hifiklub, som vist skulle have et arrangement i april, meddeles der også på helt nyopsatte plakater (opsat primo maj), at den nye forlystelse Cobraen, som skulle være “Danmark vildeste rutschebane” forventes færdig “..i slutningen af april” At kalde det lidt tvivlsom markedsføring er vel lidt mildt sagt, da den stadigvæk står i Italien i småstykker, så i stedet burde man måske have lokket med “Danmarks Største Byggetomt” Det ville godt heller ikke have passet, men det andet er trods alt løgn, og det er vel værre endnu. Herfra skal vi da i stedet give et mere passende slogan for den måske engang reelt eksisterende rutschebane, nemlig “Danmarks Nyeste Rutschebane” Den vil den nemlig givetvis være i næsten hele det næste år, fordi man altså skal være en slem idiot for ikke at have sin forlystelsespark eller isbutik til Moesgård Strand klar til sæsonen. Det er vist heldigt er Århus-historierne er blevet næsten ligeså politisk ukorrekte som den gamle danske oversættelse af Hergés “Mads, Mette og Sjoko” Gad vide hvad den hedder nu?
Til allersidst skal vi henlede opmærksomheden på et knapt så politisk emne, nemlig en af de primært mandlige aktiviteter, som traditionelt mest har været dyrket i enrum. I den seneste debat om kabler, som vi refererede i går, går en vis F. Christians nemlig så langt i sine personlige afsløringer, at han omtaler, hvordan kabler mellem apparater bliver “elektrisk klistrede”, når man hiver dem ud. Der er tale om en betydelig ærlighed om den betydelige seksuelle betagelse ved hifi, som ikke nok kan påskønnes men altså nok kunne have været kureret ved rettidig omhu med en køkkenrulle. Nu har vi måske også fået den endegyldige forklaring på, hvorfor der er en lidt særegen sådan nærmest lidt “basisk” lugt i mange mænds hifi-huler. Det kommer altså fra kablerne. Nok ikke oprindeligt altså…
Ellers er der også i dag tid til en anden korrektion, som vi bringer til allersidst for at se, om Jan E. og de andre er med til den bitre ende, så de kan blive rigtigt forargede. Det drejer sig om en meget gammel bekendt, nemlig den rigtige Kim, altså ham der kalder sig Jean Michel Jarre. Vi har bestemt ikke antydet, at han skulle være andet end en flink fyr. Til gengæld har vi mere end antydet, at hans egenskaber som sælger, som han altså ellers frit ville delagtiggøre andre i, og hans mere almindelige adfærd, (som traditionelt har været målt med IQ-tests) nok ikke ville placere ham i den øverste del af Mensa-samfundet for specielt højtbegavede eller som lærer på et elite-sælgerakademi. Måske mere sådan på 7-Eleven ekspedientniveau, og der er der altid brug for flinke fyre.