Forhåbentligt langt udenfor det almindelige søgelys har Århus atter fået sig en penibel social sag, som atter drejer sig om forsinket tvangsfjernelse af et barn. Nu skal vi ikke herfra snage i disse menneskelige tragedier men mere kikke på tingene fra et par andre perspektiver. Det drejer sig denne gang om en familie på 4, som over flere år er sunket dybere og dybere ned i affaldsbjerge indendørs med tilhørende menneskelig deroute eller hvad der nu kom først. Kom, det gjorde begge dele ihvertfald.
Trods adskillige henvendelser til kommunen skete der først noget, da forældrene selv henvendte sig med en bøn om anbringelse af børnene. Det er nu ellers ikke fordi Århus Kommune ikke burde have apparatet i orden. Ja, man har såmand et Udvalg for tvangsfjernelse (!) med en af alle tiders tungeste politiske skikkelser, nemlig socialdemokraten Ango Winther. Nu er det ikke fordi hans tanker er særligt tungtvejende eller han for den sags skyld er påfaldende overvægtig, næ, han er sådan bare lidt tung i det i den gamle betydning af ordet, altså mest sådan lidt langsom i det, men ligesom AGF er lige over nedrykningsgrænsen, er Winther også lige over lektiehjælps-kategorien. I forhold til den tidligere omtalte såre velskrivende/lystigt kopierende, men mundtligt aldeles uformående og uforstående radikale byrådskollega Ibrahim Gøkhan er han nu skarp og spids nok. Det ville en knækket blyant nu også være. Men som sagt, lige lidt hjalp dette permanente udvalg da det virkeligt gjaldt.
Det lokale TV2 bragte en i journalistisk interessant drejet reportage en live-reportage fra åstedet for denne altså strengt taget noget tragiske , men altså lige knapt forbryderiske scene. Det er bare underligt, at ingen tilsyneladende har undret sig over, at der overhovedet kunne være billeder i reportagen inde fra det ubeskriveligt rodede og beskidte hjem. For en gangs skyld var det heller ikke TV2`s fotografer, som var krediteret for det. Nej, det var såmænd de åh så betænksomme naboer som antageligt uden de mindste hæmninger var trængt ind i huset, men altså først efter, at familien var taget af sted. Vi taler vist om frihedskæmpere af samme karat som dem, som kronragede de såkaldte “tyskertøser” i 1945, men altså først efter, at tyskerne havde overgivet sig. Det kan naturligvis have været helt tilfældigt for disse åh så heltemodige og retfærdigt forargede folk.
Det allermærkeligste var så måske i virkeligheden, at disse ukrediterede fotografer havde præsteret urystede billeder i absolut acceptabel broadcastkvalitet, men man er måske blot dumpet ned i en hule for smalfilmsamatører. Andre forklaringer kan der vel næppe være?
Nu kan TV2 tydeligvis deres pressejura, så husnumrene oppe i Århus nord var omhyggeligt afblændet i billederne, og man anførte naturligvis også, at billederne ikke var deres egne allesammen. Til gengæld intervievede man så en af naboerne, en vis Holleufer, og man behøver vel næppe være nogen Sherlock Holmes for på TDC-oplysningen at finde den rigtige adresse på den ulykkelige familie. Hvis man virkelig var ude på at beskytte nogen udover sig selv mod en retssag var det da den allerdårligste måde. Vi kan vel trygt regne med, at det var det heller ikke. Lidt oplysende var det dog at se denne kvalme reportage på et kvarter, basalt et opkog af disse billeder, som altså var produceret af kriminelt snagende naboer, der som gribbe havde kastet sig over et forlængst afdødt ådsel.
For et stykke tid siden blev nemlig lederen af Århus Bymuseum, Lars Holleufer, bortvist på grund af samarbejdsproblemer. Dengang kunne man komme i tvivl om retfærdigheden i den sag, men efter at have set denne yngre udgave udtale sig i sagen her gentagne gange med retsindighedens pathos er man da blevet ganske overbevist, at det vist var en glimrende og tiltrængt beslutning dengang. Nok endda noget forsinket. Lidt klogere bliver man da af at se fjernsyn, selv om det altså også kan være decideret kvalmende. I det her tilfælde var reportagen værre end virkeligheden, og virkeligheden var bestemt forfærdelig nok. Fy for Satan!
Nu er det heller ikke altid let at være kommune. For eksempel fik en 9-årig pige ved Karrebæksminde Fjord en slem overraskelse fornyligt, da hun pludselig sank i til midt på livet i blødt sand. Hun kom dog op igen og har ifølge politiet “tilsyneladende ikke lidt nogen fysisk overlast” Hvordan man også skulle kunne komme til det er vel i sig selv et godt spørgsmål. når man nu kun har siddet der i det bløde dynd et par minutter. Trods alt er mudder en væsentlig ingrediens i enhver wellness-kur. Kommunen må dog nok berede sig på store problemer og kostbare retssager, for som politet mener ifølge Ritzau, så “var det formentlig manglende skiltning, som gjorde, at den ni-årige fik den alvorlige forskrækkelse” Årsag og virkning er vist ikke klart for disse lovens vogtere på Sydsjælland, og vi må da håbe, at deres skydefærdighed er bedre end deres analytiske evner. Der er de vist mere sådan på Ango Winther-niveau. Man har nemlig aldrig oplevet kviksand der tidligere, så skiltningen har jo næppe været mulig tidligere, men sådan er der så meget.
Iøvrigt er blød dynd ikke kviksand. Kviksand er nemlig karakteristisk ved, at permanent vandpres nedefra opslemmer sandpartiklerne til en tyktflydende udgave af havregrød, og det var ikke lige tilfældet her. Kviksand er netop karakteriseret ved, at der ingen bund er, som alle vi Anders And-læsere så hyppigt har studeret, mest fordi det altså er vandet, som er bunden. Selv beskeden belæsthed hos denne Ritzau-journalist ville således have været baggrundsviden nok. Det er altid nemmere straffrit at bryde ind i ulykkelige menneskers huse, efter at de er taget af sted end at gøre noget reelt ved sagen, inden de selv kastede håndklædet i ringen ligesom det er nemmere at give kommunen skylden for ikke-kviksandet.
Atter en dag journalistik på allerhøjeste niveau.