I gamle dage, da Morris Mascot og Austin Allegro herskede på de engelske motorveje ( i Danmark var det vist mest den da så udbredte såkaldte “Hitler-cykel”, den klassiske rundryggede folkevogn), var der altid en befolkningsgruppe, som enhver regering frygtede ganske særligt. Dengang drejede det sig ihvertfald i England om den slagkraftige fagforening NUM, National Union of Miners og dens forskellige forgængere, som kunne lægge samfundet ned og vælte regeringer, og det gjorde de. Minearbejderne var endda ikke ret mange, men de var altså nok alligevel til at lamme samfundet. “Røde” Arthur Scargill blev en regional folkehelt, mens han til gengæld på landsplan gav Maggie Thatcher magt til at afvikle landets afhængighed af kul. Så meget for virkningen af den ultimative pression, og Scargill er i dag en slagen mand ligesom det danske kommunistparti, uden at nogen af dem vist har erkendt det. Begge eksisterer vel egentligt endnu?
Når man tænker på, hvilket kaos en så relativt ubetydelig befolkningsgruppe dengang kunne forårsage (der var i lang tid rationering af strøm, ja afbrydelser mange timer hver dag), kommer man jo unægteligt til at gyse ved udsigten til, at vi her i Danmark kommer til at stifte bekendtskab med vores egne rigtigt magtfulde pressionsgrupper. Nej, vi taler ikke om de danske arbejdere i de få overlevende tørvemoser eller de jyske brunkulslejer. De er jo trods alt næppe nok til meget andet end at spærre en blind vej. Nej, vi taler om tidens sande magthavere, en gruppe så stor og magtfuld, at det er et under, at ingen tidligere har registreret dem. Vi taler om fodgængere og forældre.
Fornyligt dukkede der jo en for undertegnede hidtil organisation op, som altså hed “Landsforeningen af Forældre”. Åbenbart i fuld alvor blev landsformanden for denne skræmmende store organisation interviewet af en journalist og svarene blev endda skrevet ned, som om de betød noget. De gjorde de måske også, de fortalte da i det mindste noget om journalisten. Om denne så nogensinde overvejede, hvornår det lige var, at han selv havde modtaget en opkrævning til medlemsskab til denne landsorganisation, ved vi jo ikke noget om. Vi har da ihvertfald ikke her, og vi har da ellers barn. På den anden side må man vel udvise en særlig forståelse for en organisation, der er så stor (der er vel skønsmæssigt næsten 5 mill. forældre), at blot portoen til udsendelsen af et girokort til medlemsskab vil lænse kassen for mindst 25 mill. kroner. Det er nok derfor, vi ikke hører så meget til den. Det kan da ikke være fordi den ikke eksisterer, det så vi dog journalistisk så fremragende kritisk beskrevet.
Alligevel er denne ellers store gruppe overhalet indenom af en endnu større pressionsgruppe. Denne gruppe er nu ved at sætte sit aftryk på den lokale trafik her i byen, og nu er vi altså kommet op i den tunge vægtklasse: Enter “Dansk Fodgænger Forbund,DFF”. Denne også for undertegnede hidtil i undergrunden huserende mega-organisation har åbenbart en landsformand, Mikael le Dous, som udtaler sig til dagens JP i anledning af den forsøgstilladelse, som Århus Kommune har givet til på visse indfaldsveje at benytte særligt lange lastbiler. PET må sidde tilbage med noget røde øren, når de nu ikke tidligere har advaret offentligheden mod denne slumrende gigant af en pressionsgruppe, som jo til enhver tid blot med fødderne givetvis kan stemme folkestyret væk, mest fordi man jo ikke behøver have stemmeret for at kunne gå. Den ene gruppe er følgeligt en del større end den anden.
Ideen med store lastbiler er, at man med færre miljøgener skulle kunne transportere den samme mængde gods, og det lyder vel ikke helt urimeligt. Det vil sige, det gør det for formanden for DFF (prøv iøvrigt for sjov at google “DFF”, det har journalisten nok ikke gjort). Traditionelt gennem tusindvis af år har indvandringen til Danmark jo indtil ganske ny tid for det meste bestået af veluddannede og intelligente mennesker, som har været en afgjort gevinst for det danske samfund. Formandens navn kunne vel indikere, at han måske stammede fra de forfulgte franske huguenotter, som jo indvandrede i stort tal. Tilsyneladende er intelligensen blevet avlet noget ud, hvis det er tilfældet, for DFF-formanden udtaler disse mindeværdige ord: “..hvis transportudgifterne falder, så stiger mængden af gods, som det kan betale sig at transportere, og så stiger antallet af lastbiler til det tidligere niveau”
Vi taler altså om noget mystisk gods, som det åbenbart ikke kan betale sig at transportere, og selv om vi har tænkt meget over tingene, er det ikke lykkedes os at finde denne skjulte godsreserve, som jo ellers må ligge og flyde og være i vejen et eller andet sted. Formandens teori om denne naturlige “gods-ligevægt”, som man altså ikke teoretisk kan ændre på, er sådan lidt ligesom fysiktimernes naturlove omkring gasarter og tryk (nogen, der husker ham der Gay-Lussac?), hvor tingene jo også hang sammen. Enhver ny teori bør dog tage allerede kendte sammenhænge med, og selv om transportudgifterne gennem lang tid har været stigende, har mængden af transporterede varer ikke overraskende været tilsvarende stigende, så godt og vel endda. Vi taler vist om et lidt lamt argument i samme vægtklasse som det i går om, at antallet af taxichauffører var konstant og ikke kunne ændres, sådan en slags ny “Planck´s Konstant” for os amatørfysikere.
Det er lidt skræmmende, at man fra JP-journalisten blot accepterer denne mands idiotiske akkreditiver som talsmand , men også stiller spalteplads til rådighed for sådan noget sludder. Det er mere forståeligt, at man gør det for den socialdemokratiske folketingskandidat Lars Weiss, søn af den mangeårige socialdemokratiske mega-pamper Birthe Weiss. I et debatindlæg omkring hovedbeklædning til danske dommere beretter Weiss fra en af religionskrigens forposter, nemlig Sarajevo, at :”Tænk, i dette “Balkans Mekka” går politifolkene med uniformskasket på gaden; det samme gør soldaterne, hvis de da ikke bærer baret” (!!) Nu er Weiss´ indlæg mest beregnet på at vise, hvor vidtfavnenede og tolerante de er dernede på Balkan, og det er vel strengt noget svært at se denne sammenhæng. Mest fordi det han siger jo er noget helt andet.
Se, det er jo ellers original forskning på højt plan lavet som praktisk feltarbejde. Tilsyneladende er det dog undgået Weiss´ellers skarpe årvågenhed, at det, som han beskriver, simpelthen er det helt tilsvarende danske uniformsreglement for politi og militær. Det danske politi har nemlig også ialt 2 muligheder for hovedbeklædning og ingen af dem er slør eller omvendte hiphopkasketter. Man benytter netop uniformen til at opnå positiv identifikation af myndighedspersoner, som dermed fremtræder som i praksis neutrale. Det er muligvis noget af det dummeste politiske håndværk at lave sådan en sammenligning. Weiss er jo ellers ligesom le Dous et navn, som kunne indikere nylig indvandring sydfra med nye og mere intelligensbærende arveanlæg, men et eller er der da helkikset. Iøvrigt hedder journalisten også Pauli.
Himmel og hav hvor må vi danskere dog have været dumme engang siden vi har kunnet udvande disse stolte slægtsnavne så meget! Franskmænd og tyskere dyrker vel ellers ikke rituelt gentagne fætter-kusine ægteskaber, men måske de alligevel gør det i smug dernede i undergrunden hos DFF…Noget kunne tyde på det.