Det er altid spændende at anvende nyligt tillærte videnskabelige metoder på den praktiske virkelighed, og det kan faktisk også være ganske underholdende at iagttage resultaterne, når andre rigtigt ruller sig ud med “name-dropping”, som absolut ikke lader denne skribent det mindste efter. I dag er det pseudonymet “Tadman”, som på et andet forum underholder med en videnskabelig analyse, som nok mere berettiger til navnet “Tadpole” Nu hævder denne mand at kende undertegnede uden at det dog i denne verden af krypterede identiteter lige ringer genkendelsens klokker, men som sagt, mere derom senere.
Dagen i dag repræsenterer jo ellers det foreløbige højdepunkt i royal pseudo-røgelse, åbenbart udelukkende promoveret af vores landsdækkende TV-stationer. Måske man hos medierne burde have taget bestik af, at kun ganske få notabiliteter deltager, for en “remake” af den ultimative Askepot-fortælling dengang om Alexandra Manley kan selvfølgelig ikke laves. Når end ikke Disney har kunnet lave en “Cinderella 2” kan de danske medier næppe heller. Appetitvækkerne har ellers været uappetitlige nok i deres tintede reklamebilleder a la mormors marmelade fra “Den Gamle Fabrik” derude midt i det nybyggede industrikvarter. Det er selvfølgelig altid af en vis ufrivillig underholdningsværdi at se den ellers for det meste så forkætrede “Jokke” fortælle så gribende om i disse endeløse trailere, at ” hun ikke var nem at få fat på” Hvis man skal tro de næsten ligeså endeløse rygter om Jokke kan det vel nok mest være fordi han ikke færdes i kredse, hvor østrogen ligefrem er det mest fremtrædende kønshormon, det må være det, han mener.
Nu er Jokke jo heller ikke rigtigt som sin bror nogen særligt umiddelbart elskelig person og det har danskerne tilsyneladende også spottet allerede. Det er jo også en væsentlig hindring for længerevarende ægteskaber. I dagens avis giver kun 20% af de adspurgte ægteskabet nogen chance og selv om Jokke jo sandsynligvis ikke som sin bror har helt samme arvemæssige anlæg for aktiv seksualitet er det nok ikke kun derfor. Fænotype og genotype er jo 2 forskellige ting og Jokke har vist bare trukket en nitte i livets store tombola i begge henseender. Den eneste entydige solstrålehistorie er vist, at det med en ret snæver margin lykkedes af få fremstillet et nyt metal-monogram til havelågen, som det under stor mediedeltagelse jo lykkedes at få svejset i efter at det det gamle var blevet skåret væk. Man kommer næsten til at tænke på Anders And i den falske ekkodal, hvor ungerne/nevøerne skal lave ekkoerne. Anders råber :Rip ææælsker Kylle!” og får svaret “Det er lyv, er det!” Det er det her også. Lykke er ikke noget, man blot svejser på, og gammel ulykke glemmes ikke ved at fjerne et monogram med en vinkelsliber.
Nu forsøger denne side jo altid med stor, undertiden nærmest sublim humor og betydelig intelligens at behandle emner, som andre åbenbart ikke rører. Lige i denne tid har vi dog fået lidt konkurrence, da netpseudonymet “Tadman” i en tråd om hifisnobberi på hifi4all indfører store sociologiske forskere i sin analyse af den ellers noget blodfattige danske hifi-scene. Det er altid skægt at se halvstuderede (her brugt i betydningen af, at folk blot videregiver nyligt tillærte viden på papegøjenivesu) folk som Tadman udtale sig om de karismatiske personligheder her i Danmark, som åbenbart skulle være de afgørende aktører på den danske hifiscene. Sådan nogen har vi nemlig ikke selv set de seneste par årtier, os selv bestemt ikke undtaget.
Tadman citerer en vis Kenelm Burridge, som nu mest står for studier af antallet af fjers betydning for den etablerede status i indianerstammer. Hvordan det lige kan anvendes på den danske hifi-scene med dens få og bittesmå ikke voldsomt karismatiske aktører er noget nær umuligt at se nogen mening i. Hvordan Max Weber, som også lige nævnes, så passer ind i denne “analyse” er endnu mindre klart. Burridge´s snak om såkaldt “cargo-kulte” er vist ligeså relevante her som Polly Porridge´s anbefalinger af den korrekte kogetid for havregrød. Iøvrigt er karisma vist heller ikke en del af det aktive ordforråd hos ret mange af operatørerne.
Mindre end karismatiske ledere i små kultiske grupperinger kan nu også sagtens gøre det. Folk kan nemlig sagtens finde ud af at tåge rundt helt på egen hånd, ja faktisk ville det sommetider være velsignet hvis nogen tog sig lidt af enkelte af dem. Vores gamle bekendt Jesper Kjær har fornyligt ikke fuldstændigt gennemskueligt udskiftet en sikkert glimrende stor rørforstærker med nu en sikkert glimrende transistorforstærker. Hvis han er med i en af disse “cargo-kulte” har vi ikke helt formået at gennemskue det. Det skulle da lige være den kult, som hedder “kedsomhedskulten” under barselsorlov, hvor man bare skifter uden nogen egentlig mening, måske inspireret af den nye lille. Der har det blot en mening.
Argumentet for at skifte skulle nemlig angiveligt være at få lydanlægget til at lyde mere “rigtigt” ved at lyde lidt mere “grimt”, som åbenbart så er endnu mere rigtigt end bare almindeligt rigtigt, sådan måske “rigtigt-rigtigt” Herfra ville vi jo nok pege på, at de opstillede noget blodfattige højttalere ikke er det helt ideelle til drømmen om den ultimative Rammstein-gengivelse, som er en af referencerne derude i nærheden af, hvor Jette Torp bor. Han er naturligvis undskyldt, hvis han skal overdøve hendes skønsang med sit musikvalg, panik må man altid respektere. Ellers er det svært at se nogen synderlig mening i kulten omkring de evige udskiftninger. Næsten ligeså svært som det er at se meningen med det fine meter på forsiden af den fine nye forstærker.
Dette “meter” viser nemlig den såkaldte “bias-strøm”, der jo i en klasse A-forstærker er næsten ligeså interessant at sidde og glo på som vejrudsigten for Station Nord tæt på Nordpolen.
Det står nemlig bomstille på samme måde som de deroppe i Nord-Grønland i går havde det ligeså koldt som i dag og i morgen bliver det iøvrigt også skidekoldt. Det eneste sådan en indikator viser er, at når den slår ud, skal forstærkeren til service, og det havde man nok også kunnet indikere på anden vis. Så siger den nemlig ikke noget. Næsten ligeså lidt som Burridge og Weber siger om hifi, men kun næsten. At gradbøje det ubøjelige er jo heller ikke nogen nem sag.