Et af de mere pudsige indfald i min ungdoms klassiske dannelseslitteratur var den såkaldte “tænkehat”. Som enkelte nok vil huske, taler vi naturligvis om “Anders And og Co.”, uden at vi dog helt dengang forstod, hvorfor de dog ikke kunne stave “ko” korrekt. Desuden var den eneste ko i serien ihvertfald udenfor Bedstemor Ands gård jo Nora Malkeko, så det var altsammen lidt mystisk. Næsten ligeså mystisk som at man aldrig selv tros talrige forsøg vandt datidens absolutte topscorer i nervøs sengevædning for større drenge, nemlig den infame “Tøm en legetøjsbutik på 10 min.”
Som sande andologer vil vide, hentede Georg Gearløs (tak, salig Sonja Rindom for atter en sublim gendigtning og fordanskning af “Gyro Gearloose”) disse sorte kragelignende fugle fra en fremmed planet og designede derudfra verdens første bærbare computer. Disse fugle sad jo som bekendt i en fuglerede-lignende container, som man blot satte på hovedet, når man ville have en lys ide. Dette var altså den berømte “tænkehat”, som aldrig er blevet efterlignet i det såkaldt virkelige samfund. Det er mærkeligt, for der kunne sandelig ellers nok være brug for den. Ja, selv en hovedbeklædning med blot et par af forårets golde musvit-æg i ville vist gøre det bedre, end flere af dagens kyllingehjerner kan præstere. Lad os som sædvanligt kikke lidt på et par af dem.
Vi har tidligere omtalt den lokale SF-formand i Århus Vest, Jesper van der Schaft. Han kan nemlig noget, som denne skribent ikke formår og respekt for det. Han evner nemlig i forbilledlig kortform, ja næsten i ren epigrammatisk stil at fremføre synspunkter så krystalklare, at man sidder helt lammet af ærefrygt. Nu skal faste abonnenter på denne side ikke frygte en øjeblikkelig nervøs skriveblokering fra undertegnede, for lammelsen skyldes mest SF-formandens mageløse stupiditet.
Sagen er ellers alvorlig nok, det drejer sig nemlig om at af-bureaukratisere det sociale system for bedre at varetage klienternes tarv, og det må man da sige, den gode v.d. Schaft har et radikalt bud på. Faktisk har SF ligefrem taget et initiativ til en høring om afbureaukratisering. på det lokale plan. Dette skal så åbenbart ske, hvis man skal tro den lokale formand ved, at man bør følge en anbefaling fra Socialrådgiverforeningen om, at enhver sagsbehandler maksimalt kan have 50 sager mod i dag op til 100. Som en parantes skal det vel bemærkes, at udover at tage en anbefaling fra en fagforening om, hvor meget arbejder den mener er rimeligt for sine medlemmer alvorligt (så lidt som praktisk muligt er vel det bedste gæt), så kan det jo være ligemeget, hvor mange sager man har, når der ikke sker noget i nogen af dem alligevel som i den senere tid lokale skandaler. Problemet er vist et helt andet sted.
SF-formanden foreslår så i sin kamp for afbureaukratisering, at hver socialrådgiver fremover højst får 35 sager og at man skal “Prøv(e) at være visionære på området og giv hinanden hånd på, at der skal afsættes mange flere penge til socialområdet” Se, det er jo radikalt både at ekspandere voldsomt og samtidigt afbureaukratisere samtidigt og måske osse en smule dumt. Næsten ligeså dumt som det er for formanden for det lokale integrationsråd, somalieren Ahmed Jibril at udtale sig i en lidt pudsig sag.
En lokal integrationskonsulent har nemlig noget kættersk udtalt, at da somalierne kommer fra en afrikansk ørken, er de faktisk ret tilfredse med dansk socialhjælp og derudover temmeligt ligeglade med det danske samfund. En procent på 69 for somaliere uden kontakt til arbejdsmarkedet tyder lidt i samme retning, og en ret betydelig del af de beskæftigede somaliere er jo ikke overraskende “beskæftiget” med at aktivere de andre ubeskæftigede somaliere. De “rensede” tal for reelt beskæftigede somaliere har aldrig været offentliggjort, og det er nok meget godt. Dertil svarer denne Ahmed Jibril med disse mindeværdige ord: “Islam er faktisk meget tæt på at forbyde, at man modtager kontanthjælp. Man må ikke modtage kontanthjælp. hvis man er sund og rask”
Det er lidt svært at vide, om man grine grine eller græde over det her ævl. På den ene side er det jo tragisk, at tilsyneladende helt præcist 69% af somalierne i byen er ramt af sygdom, for ellers ville de jo altså ikke kunne oppebære bistand. På den anden side er ovenstående citat vel noget af det mere mindeværdige i dobbeltspillet mellem de stakkels muslimske ofre og de racistiske århusianere, for vores somaliske ven er naturligvis straks ude med anklager for racisme mod den lokale integrationskonsulent. Det er ganske svært at tage sådan noget helt alvorligt. Når man siger 2 helt modstridende ting i samme sætning er det altså svært at opfatte manden som andet end rendyrket tåbe, som har glemt sin tænkehat. Den eneste undskyldning kan vel være, at “Anders And og Co.” som det infame imperialistiske propaganda-produkt (som det jo var ifølge danske universitetskredse i 1970-erne ak ja) måske med vilje har undertrykt muslimerne ved ikke nok at promovere Gearløs´ tænkehat. Den forsvandt da ret tidligt i serien og måske “Anders And og Kamel(?)” slet ikke fandtes på somalisk? Det gør sammenhængende tanker da tydeligvis ikke, ikke bare det allermindste.
Lyspunktet er så, at islam så lige akkurat IKKE forbyder kontanthjælp. og det er jo vældigt heldigt. Den sproglige finurlighed er vel så her, hvad mon “kontanthjælp” egentlig hedder i Koranen. På dansk eksisterer ordet nemlig ikke før engang i slutningen af 1970-erne, men kulturens vugge stod jo også oprindeligt i og omkring Afrika…
Vores udlandsafdeling kan rapportere fra London, at opforelsen af et teaterstykke af den gamle stalinist Bertolt Brecht kommenteres blandt visse kritikere som upassende. Det får naturligvis andre og mere politisk korrekte kritikere til at fare ud med bål og brand og hævde, at for eksempel den tyske geniale filminstruktør Leni Riefenstahl (som lavede fremragende film fra 1936-olympiaden, uforglemmeligt, simpelthen), jo senere blev taget til nåde.
Det er heldigt for sådanne intellektuelle båthorn, at den historiske bevidsthed er så ringe. Leni Riefenstahl blev ALDRIG taget til nogen nåde og lavede ALDRIG efter krigen nogen film, end ikke en eneste reklame-eller kortfilm, intet! Muligvis en amatør-smalfilm, men det var vist det. Hun blev godt aldrig aldrig nazist, men hun fik heller aldrig senere arbejde nogen steder, paria som hun forblev. Omvendt er der vist ingen eksempler på, at nogen fra nogetsomhelst rabiat-voldeligt venstreorienteret parti nogensinde senere er blevet hindret i nogetsomhelst senerehen. Dobbelte standarder for den moralske uangribelighed er vist bare dobbelt så godt. Der er tydeligvis ikke lighed for totalitarisme, og så er det iøvrigt ligemeget, at Leni Riefenstahl aldrig blev partimedlem, hun var jo i nærheden.
Iøvrigt var Bertolt Brecht et af alle tiders allerdummeste svin og måske den allermest talentløse forfatter, som stadigvæk opføres. Han var dog ikke nazist og det er vist det eneste gode, der er at sige om den sag eller rettere sagt, det er det!