Så er det i dag den hidtil mest ultimative udgave af Ridley Scotts senere så anerkendte mesterværk “Blade Runner” har premiere. Vi siger senere, fordi publikum og anmeldere i starten var noget forbeholdne overfor dette ret pretentiøse produkt, men historien er jo som bekendt den eneste dommer, der er værd at regne med, så senere blev den med en lille omskrivning af fra Shu Bi Dua “vist meget god”. Det har nu altid for undertegnede været lidt svært at se nogen synderlig dybere mening eller måske snarere nogen mening overhovedet i dette altså tydeligvis mesterlige makværk, men det kan jo naturligvis være fordi jeg vel mest husker den oprindelige misk-mask version.
Desværre blev det ikke spor bedre i den tidligere “Director´s cut”-udgave, men nu har man altså atter gradbøjet cuttet, så måske den bliver bedre. Det er nok sandsynligt, mest fordi udgangspunktet er så relativt taknemmeligt. Man ved altid, at når man en kedelig aften alene med en pose øl foretrækker en Morten Korch-film af Alice O´Fredericks (som altid er garant for absolut middelmådighed) fremfor en film som “Blade Runner”, så er der noget fundamentalt galt med historiens dom. Dengang under om-retssagen mod den uretfærdigt dømte franske officer Dreyfus sagde den senere premierminister Clemenceau godt nok de flotte ord, at nok kunne dommeren dømme Dreyfus (det gjorde han øvrigt også igen!), men historien dømte altså alligevel dommeren og frikendte Dreyfus. Tilsyneladende gik det ligesådan med “Blade Runner” og så måske alligevel ikke helt.
Nu kan det jo nok være fordi “Blade Runner” ligesom Tarkovskijs ikke meget mindre filmikon og sci-fi kikser “Solaris” (efter et mindst ligeså ubegribeligt håbløst litterært forlæg af Stanislav Lem) alligevel har tiltrukket positive kommentarer fra den herskende filmklasse og endda flere gennem årene. For dem er det jo nødvendigt at have noget, som kun de selv kan se den sande storhed i, og her har “Blade Runner” vundet sin historiske sejr. Den er blevet kult for de få, fordi den er så uendeligt kedsommelig for alle andre og netop derfor kan den kun blive kult. Historien havde alligevel ret, det var blot alle filmkenderne der tog fejl. Man har altså en begrundet “gut feeling” af, at noget er helt forkert når man end ikke har lyst til blot at ofre den allermindste smule tid på, om Scott har fået nogen mening i galskaben og den bør man nok følge. Man kan muligvis klippe at mesterværk lidt dårligere, men et mesterværk er det stadigvæk. Eller et makværk..
I stedet for at gå i reprise-biografen kunne man jo læse den lokale TV2-direktør Peter Kramers svar til JP angående den ellers særdeles berettigede kritik af TV-stationens ulovlige og inderligt følelsespornografiske fremfærd i forbindelse med den seneste fjernelse af børn i Århus. I en næsten nyreligiøs salvelsesfuld svada fortæller direktøren om den lokale TV-stations uendelige engagement for de svage og skøjter ganske let hen over de ellers ganske let gennemskuelige juridiske aspekter. Ifølge Kramer er det næsten stationens fornemste opgave at dyrke den kritiske, samfundsforbedrende og arbejds-intensive opsøgende journalistik. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det naturligvis heller ikke, ikke engang bare ganske lidt. De er nemlig forlængst holdt om med dette kostbare dokumentariske arbejde deroppe. Sig 10 år, Peter Kramer!
Den lokale TV2 laver nemlig som alle kommercielle stationer mest helt ligegyldig mikrofon/kamera-holder TV med den lokale bundskraber “Kurt kom forbi” som det absolutte højdepunkt, altså som lavpunkt. Her kommer en fjumret, men åh så hjertelig og positiv journalist på besøg og fjoger rundt som den aldrende Gokke, Oliver Hardy, i de mere kiksede sidste “Laurel and Hardy”-film. Det er TV med et budskab, når det er allertydeligst: Sluk, for Satan og det skal være lige nu! Det må noget i den retning, som direktør Kramer mener, når han taler om TV 2´s debatskabende og opsøgende virksomhed, mest fordi der ikke er så meget andet end ikke alt for pæne midaldrende sødladne gammeldags speakerpiger til at få disse tomme kalorier til at glide ned. Kramers lange tekst er et skoleeksempel på, hvordan man fra en topleder forsøger at snakke en helt uforsvarlig sag ihjel. Vi taler om en hel halv avisside helt uden nogen mening. Heldigvis tror vi historien vil dømme korrekt her, og Kramer, dommen kan ikke appelleres, og forresten har du allerede dømt dig selv. Det eneste positive igen her er vel, at det kun kan gå fremad. Eller videre derudaf, det sidste er nok det sandsynligste.
Fremad kunne det vel også gå i den interessante fortsatte debat om den korrekte forbindelse mellem balancerede og ubalancerede ind-og udgange på vores hifi-foraer. Diskussionerne er som altid særdeles livlige, mest fordi de som så uendeligt tit tidligere på ingen måde hæmmes eller på anden måde tynges af nogensomhelst viden. Derfor kan diverse fjolser fremture med noget problematiske synspunkter, som for eksempel, at alle professionelle apparater har transformatorer i ind-og udgang (det har de nærmest aldrig, de er forlængst sparet væk selv i fantastisk dyre apparater) og at det svarer til at “jorde” en brokoblet forstærker at lægge minusleder og stel sammen. Hvordan lige det brokoblede kommer ind her er en gåde, som naturligvis ikke hverken besvares eller udfordres. Når man ingenting ved selv kan man jo heller ikke forstå, at andre debattører heller ikke gør og det medvirker altsammen til en særdeles livlig debat.
Fakta er følgende: Ved en transformatorkobling i en af enderne skal man altid lægge minusleder og stel sammen. Ved ikke-transformatorkobling skal man også lægge minusleder og stel sammen. Dette gælder IKKE digitale forbindelser via AES/EBU. Hvis det ikke virker, er det fordi man f. eks i visse BSS-apparater opererer med helt flydende balancering i udgangen, og så kan de overhovedet ikke tilsluttes nogetsomhelst ubalanceret uden transformator. Iøvrigt er debatten smykket af et flot billede af den mest overflødige adapter i den liechtensteinske gigant Neutriks program, ganske underholdende. Denne består af han-phonostik bygget sammen med et XLR-stik. Ved at bruge sit fede hifi-kabel i denne adapter belaster man ved blot tyngdekraftens hjælp den sagesløse bøsning med flere hundrede gram og en stiklængde på over 20 cm (husk fysiktimernes beregning af kraft gange arm) stikkende ud i fri luft. At sige at det er en smule dumt er vel lidt mildt udtrykt, især fordi et stik, der falder ud jo tit giver vanvittige støjimpulser. Hifilæsning kan være underholdende, men desværre mest det, som ikke har været med vilje. Som med alt andet.
Herfra skal der i dag også lyde en lykønskning til den hårdtarbejdende Simon Kirk alias Mastervol, den karismatiske leder af Århus Hifiklub, som er blevet moderator på hifi4all. Nu er disse travle drenge jo så travle, at de slet ingenting når at fortælle om deres utallige aktiviteter, og nu er det altså blevet yderligere problematisk for klubben. Til gengæld har hifi4all fået tæmmet en af de lokale ildsjæle, hvor drømmene om en glorværdig fremtid for hifi vel nok har været noget hæmmende for realitetssansen. Realiteterne er jo desværre, at hovedparten af aktiviteterne omfatter uvidende fjolser, som med så meget større overbevisning forfægter uforsvarlige synspunkter.
Mon TV 2-direktøren Peter Kramer mon er hifientusiast? Noget kunne tyde på det. Tag ham, Simon Mastervol!