Valdemar Atterdag i dag

De historisk kyndige vil måske kunne huske, at Valdemars tilnavn ikke lige præcis betød, at han var den evige optimist, som drømte om at gense det Pommern under det danske rige, som altså allerede dengang var gået af Pommern til. Valdemars senere kælenavn skulle vist mere have været i retning af “sikke tider”. Det var nemlig oprindeligt det Valdemar sagde og som altså senere blev helt ugenkendeligt forvansket, men sådan er historien tit.
“Sikke tider” kunne man vel med en vis ret også sige i fortsættelsen af en jammerlig historie, som vi kort omtalte i går. Det drejede sig om en mand, som ville vide, hvor i DK man kunne købe de engelske ProAc-højttalere. Som nævnt i går giver googlingen “proac” allerøverst den danske agent, Audio Art. Det fik vores uheldige hjælpeløse helt at vide af andre, dummere og mere ubehjælpsom end en dør, som han må have været. Det har nu ikke hjulpet synderligt kan man vel lidt konservativt sige, for nu fremturer han nemlig i sin hjerteskærende sag med på samme forum at forespørge, om Audio Art har en hjemmeside. Nu kunne en kynisk betragter måske foreslå, at han blot ringede til Audio Art, som faktisk er listet i talrige telefoniske opslagsværker, men dette er åbenbart en alt for simpel løsning på et ellers basalt ganske simpelt problem. Hvis det her er et typisk eksempel på informationssøgning er det da vist kun at give gamle Valdemar ret i sin karakteristik af verden omkring ham. Trøsten er så, at ret meget ringere kan det altså ikke blive. Jo, måske at nogen rent faktisk svarer på sådanne bønner om hjælp, som er endnu mere tåbeligt end at give penge til Kræftens Bekæmpelse eller UFF/Tvind.
Det vil sige, det kan det måske alligevel godt. Den lokale forlystelsespark Tivoli Friheden har haft efterhånden en del hårde år med svigtende indtægter og vigende publikumsinteresse for dette opmalede lig af en nedslidt park, som minder om de fra Rusland så kendte tomme Potemkin-kulisser. Forklaringen er fra officiel side naturligvis som altid ikke egen mangel på fortræffelighed, men skyldes uvægerligt vejrets luner. Hvordan det lokale mikroklima over parken i Århus´ sydlige bydel adskiller sig fra andre danske friluftsforlystelser, som den vel ellers deler klimatiske vilkår med, er noget uklart. Forskningen har nemlig endnu ikke kastet sig over denne ellers vældigt interessante og spændende sammenhæng, men måske man som Kræftens Bekæmpelse har investeret alle pengene i nybyggeri? Det har man nemlig i et vist omfang i Friheden desværre!
Under alle omstændigheder er direktøren for Tivoli Friheden uhyre optimistisk, ja faktisk så optimistisk, at han i år forudser en stigning i antallet af gæster på hele 25%. Det overraskende her er vel ikke udtalelsen i sig selv, men mere at JP Århus blot kolporterer sådant noget fordrukkent sludder som mulige kommende fakta. I parantes bemærket ville det vel være ligeså overraskende, som da den romerske kejser Caligula udnævnte sin hest til konsul. Der er nemlig en kedelig slange i Frihedens Paradis. Hele den vanvittigt optimistiske forud-diskontering af fremtiden i Friheden beror nemlig på et luftkastel, som får IT-boblen og det forlængst kuldsejlede lokale bedrageriske storfirma Memory Card Technology til at fremstå som det veritable økonomiske grundfjeld. Den attraktion, som skal lokke alle disse nye mennesker ind i Friheden eksisterer nemlig ikke endnu. Til gengæld er en af de centrale gamle forlystelser altså blevet fjernet.
Problemet er i al sin enkelhed, at den italienske leverandør af den nye store rutchebane (Ansaldo-Breda måske?) ikke alene ikke har leveret den endnu. Meget tyder på, at den først kommer en gang i løbet af sommerferien. I mellemtiden kan de gæster, som kun har hørt reklametrommerne buldre så besøge en forlystelsespark, hvor hele centrum ligner Hamburg efter de natlige massive allierede luftangreb med brandbomber under 2. verdenskrig. End ikke en eneste forårsblomst kan i den traktose-ramte jord kaste sit forsonende flor ud over denne forladte byggeplads. 
Desværre for Tivoli Friheden er den altså ikke-eksisterende nye hovedattraktion allerede inden sin opførelse kun Danmarks næststørste rutchebane. Den største står nemlig allerede helt nyopført i Djurs Sommerland blot 40 km. fra Århus og forventes at blive det helt store lokale tilløbsstykke. Det er forresten interessant, at direktør Henrik Ragborg fra Friheden mener, at en stor del af Frihedens økonomiske problemer blot kan løses ved at udvide området for annoncering til nu 100 km nu når den store grimme konkurrent ligger lige i nærheden, men sådan er der så meget, der halter i denne utidige jubeloptimisme.
Problemet er jo som is-sæsonen, at man aldrig nogensinde kan indhente en dårlig halvsæson. Selv i højt solskin spiser folk altså lige pludselig ikke dobbelt så mange is som de gjorde sidste gang der var højt solskin ligegyldigt hvor meget gråvejr der har været forud. Ligeledes kan selv en senere mulig succes for den altså p.t. ikke-eksisterende rutschebane ikke hentes ind senere på sæsonen, da man altså ikke overraskende i heldigste fald jo stadigvæk er begrænset kapacitet. Det vil sige, at hvis rutschebanen skulle blive en forsinket succes vil folk blive rasende over den urimelige ventetid og udvandre og hvis den ikke gør, så er det vist bare en fiasko alligevel. Begge de mulige scenarier er altså økonomisk ganske håbløse, og hvor overraskende det kan være er noget svært at se. 
Friheden kan vist i dette lys ligesom naboen, fodboldklubben AGF, allerhøjst se frem til en mellemsæson. At spå om succes i år for Friheden svarer vist til at tippe AGF (p.t. nr. 3 fra bunden i SAS-ligaen) som dansk mester. Med mindre man er direktør for Friheden altså. Det kunne være sjovt at studere hans tipskupon. Han satser vist på de artige overraskelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *