En af alle tiders længste debatter indenfor hifibranchen er også en af verdens allermest beskrivende for det evige element af “sutteklud”, som altid har hærget indenfor faget som skab i en population af ræve. Der er altså tale om en alvorlig fare fra noget, som ellers på overfladen ser ganske bagatelagtigt ud. Man må dog huske på, at selv den engelske poet Lord Byron døde af et myggestik, så bagateller kan være vigtige. Det drejer sig nemlig overordnet om projektion af kundens savn og længsler over på en forhandler/producent.
Den evige debat, som aldrig vil blive afsluttet, drejer sig om noget så ligegyldigt som ganske firkantede ikke særligt godt forarbejdede højttalerkasser bestykket med ganske billige og helt ligegyldige mere eller mindre danske Vifa-højttalerenheder. Nogen af dem hedder sommetider SEAS, men det er nok fordi Vifa ikke har kunnet levere, som det jo ofte sker, når kunderne ikke betaler. Det drejer sig om den mytologiske debat omkring Snell og Audio Note. Hvis der nogensinde har været en ret meget mere ligegyldig historie har vi ikke lagt mærke til den, og derfor tager vi altså den her i mangel af bedre.
Nu er såkaldt “parring” af latterligt uens økonomihøjttalerenheder ikke nogen ny opfindelse, jfr. Rogers LS3/5A, men en af de nyere pionerer sidst i 1970-erne var Peter Snell. Han opnåede ud fra dette latterlige udgangspunkt faktisk anstændige resultater for sine produkter og disse essentielle nedre mellemklasse-produkter blev i Danmark fra starten solgt af firmaet Audio Consult som næsten high-end til passende priser. Ellers havde de jo heller ikke været pengene værd.
Om det var derfor Peter Snell døde, (måske døde han af grin over at se udsalgspriserne kontra produktionspriserne), ja det ved vi ikke. Kort tid derefter overtog Hifi Klubben salget af Snell og priserne styrtdykkede til kun at være normalt højt kalkulerede. Det medførte naturligvis øjeblikkeligt en kult omkring de gamle Snell, for ingen entusiastiske købere af de gamle absurd prissatte produkter ville naturligvis indrømme, at de var blevet narret og måske havde købt lidt rigelig “storytelling” og at deres ejerglæde var blevet devalueret.
Nu var det jo svært grænsende til det umulige at sige, at Snell i sin nye inkarnation var begyndt at spare på enhederne, for det havde man jo altid gjort i ekstrem grad. Derfor blev det hurtigt hos de sørgeligt forsmåede især københavnske entusiaster omkring Audio Consult opbygget en sejlivet kult omkring, at den afdøde Peter Snells ånd på en eller anden måde havde besjælet de højttalerkasser, som de altså heldigvis selv havde købt inden Hifi Klubben overtog. Man må tænke sig, at DNA-spor af gamle Snelle måske har sneget sin ind under højttalernes vinyl-wrap-det ville ikke været svært med den noget “landlige” finish på kasserne..Snell må dog have været en fattig ånd siden han kun tog bolig i snoldede Vifa-enheder, men sådan er der så meget uforståeligt i denne sag. Hans ånd var ihvertfald til stede mente mange.
Senere døde firmaet Snell i praksis, og den tvivlsomme arv blev herefter overtaget af en af dansk audios absolutte mere flamboyant-entreprenante personer, nemlig eksildanskeren Peter Qvortrup og hans firma Audio Note. Her levede den vel ret beset noget fattige arv fra Peter Snell videre i en form, hvor selve “ånden” i produktet var alt, den materielle indsats intet. Hvis delefiltret i modstrid med alt andet blot bestod i en kondensator var det naturligvis Guds måde at gøre det på og alle andre var kættere. Tillige var det også svært svært at gøre det billigere. Verden blev jo nok noget simpel på denne måde for de vel ret beset lidt hjernevaskede og noget sølle entusiaster, men den blev til gengæld vældigt overskuelig. Da denne Snell-klon også lavede elektronik behøvede man jo kun handle ét sted, og det blev så det nye tempel i Jerusalem.
Menigheden, der hævder Peter Snell som den eneste rigtige Gud og Peter Qvortrup og Audio Consult som hans eneste sande sande disciple eksisterer skam stadigvæk og fornuften bider ligeså lidt på dem som den gør på den russiske dommedagssekt, som for tiden har gravet sig ned i et hul. Folk har simpelthen bundet et helt hifiliv op på denne skal vi sige det forsigtigt måske ikke helt objektive sandhed om frelsen i at sortere blandt det, som andre ville kalde fejlbehæftede eller særdeles upræcise industriaffaldsenheder. Det er altså en noget sjov tro, som vist kun kan trives i denne branche. Andre ville vel kalde det noget mindre flatterende, men selv vil vi nok nøjes med ordet sølle om de her gammeltroende tilbedere af en døds mand ligegyldige arv.
Heldigvis skinner solen så også på en bunke Altec Lansing 904-enheder, som vi har fået fingre i. Der er tale om brilliante kvalitetsprodukter fra et firma, som naturligvis netop derfor er lukket ned for langt over 10 år siden. Denne arv lever heldigvis også videre og debatterne omkring deres kvaliteter er noget mere fredsommelige. Alle ved jo nemlig godt, at der er tale om reel suveræn kvalitet.
Hvis Peter Snell var den oprindelige mesterkok i tilberedning af frikadeller baseret udelukkende på hakkekød forlængst hinsides sidste salgsdag, så taler vi med de her Altec-enheder vist mere om den helt ægte økologiske frilandsvare af kødkvæg. Lidt forskel er der vel på kvalitet og tekno-religiøst pladdersnak, og ikke nok så megen tro fra de oprindelige Snell-fundamentalister kan ændre på det. Undtagen for dem selv altså, og det er jo også ligesom dommedags-dyrkerne ovre i hullet i Rusland nok, at man selv tror på det. Andre ville måske snarere sige mere end nok..
For rigtige hardcore-fanatikere findes der forresten stadignok noget, der vel må kaldes en tilbagevenden til de gamle Dynaco A-25/Snell dazumal. Den tidligere designer ved forlængst afdøde Mission, Peter J. Comeau, har nemlig lanceret et glimrende byggesæt i Hifi World, der burde adressere dette kundesegment. Det kommer det bare aldrig til, der er nemlig noget helt fundamentalt galt med prisen, og derfor bliver det garanteret aldrig kult.
Den er nemlig alt for håbløst lav..