Diskussioner

Nu kan man jo ihvertfald indtil videre i de vestlige samfund diskutere de allerfleste ting, men det betyder naturligvis ikke, at der investeres nogen synderlig fornuft i diskussionerne. Folk kan jo naturligvis heller ikke forpligtes ud over deres evner, og hvor langt eller især ikke disse går, er for nogen diskussionsdeltagere kun alt for tydeligt. Lad os tage den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen som et godt eksempel.
I en af tidens mest meningsløse og dermed naturligvis mest principielle diskussioner, nemlig den om en mulig boycott af OL i Kina, fremfører denne åbenbart efter socialdemokratiske forhold store ånd (ellers var han vel ikke ordfører) nemlig disse fyndord:”OL er ikke problemet i forhold til menneskerettighederne i Kina-OL er løsningen” Ret meget dummere kan det da vist ikke blive med de glimrende historiske paralleller til olympiaden i Berlin i 1936 og den i Moskva i 1980, som da vist ikke ellers blev de store demokratiske gennembrud.
Det største problem er selvfølgelig, at i et relativt totalitært samfund som Kina er det muligt for magthaverne at fortolke alle former for kontakt med udlandet som en legitimering af styret. Samtidig betyder styringen af nyhedsdækningen i Kina, at man i de vestlige lande kan demonstrerere sig blå i hovederne mod den olympiske flamme uden at det afstedkommer bare det allerringeste aftryk i Kinas medier.
Hvordan Mogens Jensen så kan komme på den idé, at en kommende ikke-kontakt mellem atleterne i den olympiske by med almindelige pekingesere skulle kunne føre til andet end status quo, tjah det er kontroversielt. I et enormt land som Kina er det vist lidt ligemeget hvorvidt nogen lande boykotter OL eller ej for en sag om et lillebitte land desværre.
På den anden side er det vist ved at være på høje tid at vise sin støtte til den medieomsværmede Dalai Lama. Allerede i demonstrationerne i de vestlige lande fra eksiltibetanere ser vi nemlig tydelige tegn på, at det nok allerede i den allernærmeste tid holder op med at være “moderne” at støtte den tibetanske sag for alle de velmenende vestlige kulturpersonligheder. Volden er på vej som i alle lignende konflikter og derefter er der ingen helte eller skurke længere, kun skurke.
Processen væk fra ikke-voldsmodstand mod undertrykkerne er desværre ikke en reversibel proces, som de siger i kemien og som mordet på Gandhi viste. Det var jo nemlig ikke en muslim, som skød Gandhi, og det bliver heller ikke en kineser, som først vil prøve med Dalai Lama. Desværre for sagen, som kan være nok så god lige indtil den holder op med at være det, og den bliver den givetvis ganske snart.
Principielle diskussioner i den gamle skolastik omkring hvor mange engle der kunne stå på en knappenålshoved, forekommer lige pludselig helt relevante i sammenligning med disse nye diskussioner om OL i Kina, hvor vrøvlet når lignende olympiske højder. 
Det er trist at være nabo til en stor grobrian af et land som Kina for en mikrodværg som Tibet ligesom det var for Danmark i 1864 at være det til den gryende stormagt Tyskland. Næsten ligeså trist som det er for massevis af mindretal i de kaukasiske dele af den tidligere Sovjetunion under de nye tider. Desværre for dem har de ikke en medie-vant PR-ambassadør i sværvægtsklassen som Dalai Lama til at tale deres retfærdige sag. At det så givetvis ikke ville have hjulpet alligevel er nok en ringe trøst. Som Tibet sidder de i et uhjælpeæigt fedtefad.
Tibet skal nok forblive en del af Kina uanset hvor mange lande der boycotter eller deltager i OL. Man bekæmper ikke selv relativt moderate diktaturstater med ord.
Men atter tak til Mogens Jensen, som atter en gang med al ønskelig tydelighed demonstrerer, at politisk håndværk intet har at gøre med hverken omtanke eller fornuft, blot floskler og ligegyldige tomme ord. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *