Atter minder vi om vores 25-års jubilæumsreception den 1. april i Universitetsbaren under Stakladen på Nordre Ringgade fra kl. 12.
Gårsdagens ord om den nye danske film kom inden de første anmeldelser og var som skitseret udelukkende baseret på traileren og udtalelser om filmens tilblivelseshistorie fra Nimbus Film m. m. Kort tid efter kom naturligvis de første anmeldelser med den endelige dom og det er vanskeligt at se det som andet end en endelig dødsdom over Nimbus Film. Med gennemsnitligt omkring 3 af 6 narrehatte garderer de fleste filmanmeldere sig blot overfor deres filmbagland, selv om det i mange anmeldelser ret tydeligt fremgår, at det vist ikke er det fede. En udtalelse som den af Johs. Christensen om, at “hvad rager de egentligt mig (Citronen og Flammen)” og “sval og omstændelig” om filmen generelt fortæller jo ikke akkurat om nogen synderlig filmisk kvalitet. Der er vist tale om 3 af de små narrehatte her. I gamle dage med “Ingrid og Lillebror” og anden seksualforskrækkelse hed selskabet bag “Cirkeline” jo som bekendt Fiasco Film (er der nogen som kan huske den brølende kanin?). Det kan man også sagtens tillade sig at kalde firmaet, når man netop ikke har det, mens det er svært at have andet end en smule sympati for det oprindelige sen-yuppie filmselskab Nimbus Film, som under tidligere omtalte Ramskous ledelse med denne film lukker og slukker. Det værste er så, at når alle faresignaler er synlige lang tid i forvejen, så fortsætter man alligevel ufortrødent ud over kanten. Køre kan de godt nok, de Nimbusser, også nedad.
Nedad går det bestemt ikke for Hennes og Mauritz, men det skyldes nu nok glimrende produkter til en OK pris snarere end dybden af den økonomiske analyse, som er refereret i JP´s erhvervssektion. Her nævnes det nemlig, at nok falder indtægterne fra det amerikanske marked på grund af dollarfaldet, men til gengæld er dollarfaldet også en fordel for H&M, fordi deres råvarer fra Kina også falder, da de afregnes i dollars.
Nu er det jo ubestridt, at eksporten til USA for alle verdensomspændende virksomheder som H&M giver et mindre provenu på grund af dollarfaldet, men det er nu vanskeligt at se, at det skulle være en større fordel for nogen and for andre, f. eks ligeledes svenske IKEA med mindre man altså har USA som største marked (det har de slet ikke!).
Til gengæld er 2. del af denne “økonomiske” analyse aldeles meningsløs, da praktisk talt al tekstilproduktion foregår i Kina, og at dollarfaldet og følgende faldende indkøbspriser naturligvis er en fordel for alle. Når noget er det, er det jo ikke nogen reel fordel for nogen, det burde ligesom sige sig selv. Hvis man som økonomisk analytiker ikke gennemskuer denne ellers elementære sammenhæng på halvabe-niveau er det vist begrænset, hvad man i fremtiden vil kunne bidrage med. Blot synd for denne journalist, Jens Erik Rasmussen, at jobbet med at lave statistikker om tirsdagen i JP allerede er optaget af en mand med tilsvarende analytiske evner. Han ville ellers udfylde jobprofilen fint. Tænk blot at skulle være dum nok for at få et job og så alligevel opdage, at der allerede er optaget af en, som er dummere endnu! Det må være en træls oplevelse helt på højde med den følelse, som den amerikanske troubadour Tom Lehrer engang udtalte: “Is is a sobering thought, for example, that when Mozart was my age, he´d been dead for two years”
Eller skal vi da sige tak for den pæne besøgsartikel hos os, som kan læses på Hifi Musik og så har den foreløbigt kun kostet et par Flensburger-pilsnere og et par kopper cappucino. De har nemlig ikke endnu oplyst nummeret på deres liechtensteinske bankkonto.
Det var forresten som det også fremgår ganske tydeligt ikke undertegnede, men fru Olsen, som fandt den tudsegamle Sheffield-plade frem. Det knytter det sig forresten en lille historie til. For temmeligt længe siden brugte vi nemlig denne plade til at teste mikrofonindgangene i div. transportabelt optageudstyr. Dagen efter kom en kommende kunde og ven så tilfældigvis forbi med den samme “musik” på CD. Denne lød til gengæld så dårligt, at forskellen kunne høres ude på gaden med lukkede døre af vores akustiske ekspert fru Olsen.
Siden dengang er LP-en så blevet halet frem til særlige lejligheder, selv om vi faktisk ellers ingen “audiofile” plader har. Til gengæld skal vi på det bestemteste advare mod at spille denne LP på andet end anlæg med den allerstørste dynamiske kapacitet. CD-en kan til gengæld spilles helt fint på en ghettoblaster.
Det var så det, vi havde valgt at bringe i dag, udvalgt blandt meget andet sludder. Vi ses på tirsdag!