Hjemmebryggeri

Influenzaen hærger vistnok lidt forsinket her i disse dage, så hvis kunder skulle få det indtryk, at vi har ansat et par syge høns under revalidering er det desværre ikke helt forkert. Heldigvis giver det så god tid til at høre musik på fruens nyeste påfund i soveværelset, nemlig en ATC SIA-150 integreret forstærker.
Den synes hun nemlig er meget pæn, og det er den vel også lidt på samme måde som det engelske slagskib “H.M.S. Rodney” var det. Selv som slagskibe går havde gamle “Rodney” en noget ildevarslende profil, som jo som bekendt “Bismarck” fik smerteligt at føle. Sådan en ATC “means business” på den helt kontante måde.
Nu kunne man jo med rimelighed spørge, om den så spiller bedre end den tidligere combo med ATC SCA 2/ 2 stk EAR 549. Det spørgsmål skal hver enkelt vel selv besvare, men trods en prisforskel i den integrerede ATC`s favør på 1:5 må der vist en lup til. Det synes vi faktisk er ganske godt gået.
Ellers står denne måned i hjemmebrygningens tegn, og vi skal lige i dagens festlige anledning gøre lidt reklame for Vejers Storkøb, som leverer alt tilbehør til hjemmebrygning med allerhøjeste kompetence. Fru Olsen har ganske uforknyt sat sig for at være mastermind bag et slag for det sydaustralske stjerne-bryggeri Cooper´s og der skal faktisk en del til.
For optimal logistik kræves der en gæringstid på en uge, derefter 2 uger på flaske i varme omgivelser og dernæst 6 uger stadig på flaske i kølige omgivelser.
Dette giver naturligvis store problemer med at skaffe flasker nok, da de eneste helt rigtige til formålet er Flensburger-pilsner flasker med den kendte patentprop.
Derfor vil vi anmode værdigt trængende eller særligt interesserede til at kigge forbi og hjælpe os i dette herkuliske arbejde med at tømme alle flaskerne. Nedrigt nok sælger de satans tyskere dem nemlig ikke uden indhold, men de er nok bare bange for en værdig konkurrence. De skal få, skal de!
Det skal lige med, at Flensburger-Pils vel nok er denne skribents absolutte favoritøl, så det er sandeligt heldigt, at det lige præcis er dem, som har patentpropper. Der er således lidt “con amore” i det.
Vi skal da lige som sædvanlig i denne måned erindre om 25-års jubilæet den 1. april, og hvis man skulle være blevet så skammeligt overset af vores indbydelser og det blot at råbe op. Det passende forum er endnu ikke udvalgt, men det vil ske ganske snart.
Ellers skal vi da også henvise fagligt legitimerede til vores sortiment-side. Her fortæller vi ganske tit om de seneste tiltag indenfor vores virksomhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *