I dag er det så præcist 1 måned til festlighederne i anledning af Poul M.`s 25-års branchejubilæum, og vi er i gang med at advisere kunder, venner og forretningsforbindelser. Hvis du ikke har hørt fra os inden for de næste par dage og kunne være interesseret i at deltage, må du endelig ikke tøve med at kontakte os.
Vi vil være meget taknemmelige for at få en naturligvis ikke-forpligtende forhåndstilkendegivelse fra jer, da vi så vil være bedre i stand til at vælge et fornuftigt forum. I forbindelse med 50-års fødselsdagen for et par år siden gik der jo periodisk en smule kage i øludskænkningen, da 100 kvadratmeter viste sig at være noget i underkanten til hundredevis af gæster. Det burde man måske have kunnet forudse, men som alle rigtige professionelle lærer vi jo lidt af vores fejl.
Det vil sige, det er der ikke alle, der gør. Vi har ladet dagens ord fra i går stå, ikke blot som en skamstøtte over SAS Radisson, men også for lige at reklamere for interviewet med den kommunale personale-topchef i dagens JP.
Som forudsagt herfra i går er hans svar ildevarslende læsning. Som grund til ikke at have gjort noget i sin egen ensidige bortvisning af tegnerfruen fr. Westergaard siger Ole Kiil Jacobsen de bevingede ord: ” Indtil onsdag virkede der også til at være ro på” Det er bestemt betryggende at vide til en anden gang for de folk, som er underlagt denne helt vilkårlige forvaltning fra Ole Kiil Jacobsen, at hvis der ikke kommer offentlighed på, så kan de godt pakke sammen. Sådan har man vist ikke kunnet sige fra arbejdsgiverside siden hine dage i slutningen af 1800-tallet i Chicagos svinske slagterier, som det er skildret i Upton Sinclairs romaner. Vi skal advare om, at disse romaner i dag er næsten ligeså stærk kost som at læse intervievet med forvaltningschefen her.
Jacobsen erkender dog, at der “..er nogle generelle retningslinjer for tillidsmandssystemet og det faglige system..”, men at man “..ikke inddrog tillidsmandssystemet” Denne egenrådige og ligegyldige forholden sig til den juridiske virkelighed minder faktisk ganske meget om den russiske præsident Putins tilgang til demokrati. Både for Putin og Ole Kiil Jacobsen er demokrati jo sikkert en fin ting hvis altså andres utidige indblanding ikke kommer på tværs af ens egne beslutninger. Det sker så heldigvis kun, når den utidige offentlighed kommer på tværs.
Denne noget særegne demokratiopfattelse er ligesom i Mugabes Zimbabwe noget, som man indfører, men ikke noget, man kan afskaffe igen. Adspurgt direkte, om han har lært noget af denne sag, svarer denne udmærkede mand, at han ikke tror”..at vi kommer i den samme situation en gang til. Det er jeg ret sikker på.” Det er sandelig beroligende. Næste gang vil man således måske ikke bare sende medarbejderen hjem, men måske forvise ham m/k til f. eks. Anholt. Det må vel betragtes som en helt anden situation…
Vi tror fuldt og fast på, at den eneste måde at undgå en gentagelse af denne eklatante krænkelse af alle menneskerettigheder og fagretslige regler er at finde et ledigt pedelmedhjælperjob til Ole Kiil Jacobsen. Så er der i det mindste kun en ulykkelig kost, som kan blive udsat for hans regimente, og koste klager vist ikke.
Vi fik dog aldrig i interviewet svaret på, hvordan de bekymrede forældre havde fået direkte adgang til den kommunale topchef, og vi fik heller aldrig at vide, hvorfor han selv var ude og snakke med forældrene om kommunens ændrede beslutning over flere timer på et møde med ikke meget over 10 mennesker.
Han brød sig tydeligvis ikke om at svigte de gamle og sande venner derude i Højbjerg på samme måde som han svigtede enhver enhver rimelig forvaltningsskik. Det er vist også det eneste smukke og loyale i denne sag.