Musikalske minder

I denne uge vil vi causere over de allerstørste musikalske minder for denne skribent. Udvælgelsen har naturligvis været noget tilfældig men det er til gengæld næppe noget tilfælde, at de udvalgte musikere og den udvalgte musik er blevet mindeværdig. Mindeværdig betyder naturligvis ikke, at der har været tale om stor kunst, men mindre kan også sagtens gøre det, selv om der er sorteret ganske meget i et langt livs musikalske oplevelser.. Vi har dog også taget en enkelt med, hvor den varme tropiske sommernat kan have spillet et puds, selv om det er ganske usandsynligt. 

Det var helt sikkert et tilfælde, at denne skribent fik grundlagt en livslang interesse for klassisk musik. I gymnasietiden blev jeg nemlig inviteret til en mindeværdig koncert i det daværende århusianske music-mecca, naturligvis håndboldarenaen Århus Stadiohal. Det var jo noget inden de store musikhuses tid, så i stedet havde man inde i denne gamle træhal samlet de dengang vel knapt så toptrænede samlede nørrejyske byorkestre fra Ålborg og Århus. Man må forestille sig provinsboen fra Horsens med let fugtige håndflader overfor al denne pragt og jeg blev ikke skuffet. Efter en let kedsommelig start med en ouverture af Weber startede fyrværkeriet. Dirigenten husker jeg ikke længere, men mon det ikke var den ret beset lidt komisk gestikulerende Carl von Garaguly? Eller også var det en anden lettere pudsigt udseende korpulent mandsling. 

Derimod var der intetsomhelst komisk over den russiskfødte pianist i Prokofievs 3. klaverkoncert og endnu højere blev det til loftet helt bogstaveligt i denne ellers ganske højloftede internationale håndboldhal, da den finske bas-solist i Sjostakovitj´ 13. symfoni satte i med malmfuld stemme. Lige der blev det klart, hvad kunst var og så kan det forresten være ligemeget hvor mange basketball-ringe der hang rundt omkring i denne sportshal (mange). Aldrig nogensinde siden har undertegnede haft en så intens klassisk musikalsk oplevelse på dansk grund og det gælder forresten også eller måske især fornyligt i den nye koncertsal her i byen. Her var der også Sjostakovitj på programmet, denne gang den 9. symfoni, men desværre var der denne gang kun fysisk højt til loftet. Musikken kom aldrig meget over gulvbrædderne. Måske skyldes oplevelsen dengang bassen, finske Martti Talvela, som var mere russisk end nogen russer på samme måde som den ligeledes finske bassanger Kim Borg aldrig for denne skribent er overgået i Mussorgskijs “Dødens sange og danse”,et andet russisk mesterværk, men det var et sidespring. 

Et andet formativt øjeblik i den klassiske genre var det ret beset ganske tilfældige møde med den tjekkiske komponist Leos Janacek. Det kunne dårligt blive mere tilfældigt, da der var tale om en Deutsche Gramophon-plade på et FONA-udsalg med et særdeles farvestrålende cover med 2 af Janaceks mesterværker, nemlig det symfoniske digt “Taras Bulba” og hans mærkelige symfoniske konstruktion “Sinfonietta” Det skulle hurtigt vise sig, at musikken ikke var mindre farverig end omslaget. Kendere af den slaviske litteratur vil naturligvis kunne genkende den russiske forfatter Gogols novelleforlæg om den gamle kosakhøvding og hans sønner, men meget programmusik er der nu ikke i disse ret beset sensationelt futuristiske værker af en allerede dengang meget gammel mand. Janaceks musik var nok traditionel og så alligevel slet ikke. Hans “Sinfonietta” primært for blæserbesætning er et af den klassiske musiks mærkeligste og samtidigt mest vitale stykker musik og kan ikke anbefales nok. Janacek blev simpelthen starten på interessen for nyere klassisk musik. Prøv for eksempel at lytte til hans klavermusik, som også bekvemt er spilbart på det, som i gamle dage hed en “salmecykel”, nemlig et trædeorgel. Janacek havde nemlig ikke adgang til noget klaver. 

Ellers var 1970-erne og 80-erne en tid, hvor man tog på folkemusikfestivaler, og der kunne man altid være sikker på at møde et af tidens hotteste navne, nemlig “De Gyldne Løver” fra Vendsyssel. Ret beset var det måske dumt ikke i stedet at tage til venstrefløjs-arrangementer eller OOA-koncerter med de allestedsnærværende “Søren Sidevinds Spillemænd”, for der holdt de pæneste piger til, men dengang var man åbenbart ikke klogere. Som de fleste orkestre bestod “De Gyldne Løver” selvfølgelig også hovedsageligt af folkeskolelærere, ialt 3 af 4 medlemmer. Det gjorde deres publikum forresten også, så det har nok lettet kommunikationen, selv om undertegnede nyuddannede akademiker også fandt det ganske sjovt. Instrumentalt var “De Gyldne Løver” godt nok helt patetisk dårlige, men det var sangene forfattet af Jens “Memphis” til gengæld ikke. 

Med en komfortabel margin er der tale om den største danske visekunst i de seneste 50 år og så undgik man også den allerede dengang mere og mere vamle politiske korrekthed fra Niels Hausgaard, som også startede dengang. Senere blev det jo helt ubeskriveligt rædselsfuldt. Der var tale om en sproglig lethed i Memphis` sange, som jeg ikke har oplevet siden på dansk overhovedet. De burde have været med i den danske musik-kanon, men pamperen, som bestemmer det, den fallerede eksmusiker og herskende statsautoriserede konsulent Henrik Marstal, er vist bare for ung eller for dum. Sikkert begge dele. De er da ihvertfald ikke med i kanonen, “De Gyldne Løver”, men det er måske også en kvalitet. Ved nærmere eftertanke er jeg sikker på, at det er det og særligt hvis man ser, hvem der er med. 

Selv om “De Gyldne Løver” ikke rigtigt kunne spille mange af de oprindeligt irske melodier gav det så også appetit på at prøve at høre den ægte vare og himmel og hav, hvor var der mange gode bands. Det var jo blandt andet i de år, hvor folkrockgruppen “Fairport Convention” huserede med violinisten Dave Swarbrick i den vokale forgrund, og en koncert på det lokale musiktempel “Motown” blev aldrig senere overgået for denne skribent, selv om jeg har hørt dem masser af gange. Samspillet mellem vildmanden Swarbrick og den menneskelige off-beat- metronom, trommeslageren Dave Mattacks, fungerede denne aften som måske aldrig før eller siden. Det var en aften, hvor ingen snakkede under koncerten og knapt nok bagefter, det var stort og det følte alle. Til gengæld glemte folk så også at drikke øl og det var mindre heldigt, da “Motown” lukkede kort tid efter. 

Nu var der højder i sammenspil, som selv ikke Fairport kunne nå, nemlig de højder, som man kun kan opnå ved genetisk fællesskab. Det måske allervildeste eksempel på det er et brødrepar ude fra nogle små øer ved Skotlands vilde vestkyst, nemlig violinisten John og harmonikaspilleren Phil med det fælles efternavn Cunningham. Som man måske kan gætte er der tale om brødre, og på en Tønderfestival for mange år siden optrådte de i en sportshal foran et blasert publikum af halvgamle og helkedelige skolelærer-typer som undertegnede. De første par kunstnere denne aften fik forudsigeligt ikke fat i dette ret beset dødssyge publikum, men det gjorde Cunningham-brødrene. 

Nu er der ligesom i jazzmusik massevis af ligegyldig show-off virtuoseri i folkemusik, men sommetider oplever man alligevel, at frugterne af en hel musiktradition gennem mange generationer på en vindblæst ø helt uimodståeligt bliver smidt direkte i synet på en. Det skete denne aften, hvor der blev spillet med så meget speed og energi, at man troede det var løgn. I Phil Cunninghams hænder blev den store trækharmonika et letvægtsinstrument som en legetøjs-concertina fra Fætter BR. Ikke underligt, at den helt gennemblødte Phil Cunningham sluttede koncerten med voldsom krampe men i modsætning til myten om Meat Loaf og hans iltflaske var det ikke løgn denne aften. Tak, I “Gyldne Løver”, fordi I gav appetit på sådanne oplevelser! 

Et andet musikalsk højdepunkt var engang i 1980-erne i en nedlagt biograf på Vesterbrogade i København. Der skulle et af alle tiders mest stabile rockorkestre demonstrere, at rigtig rockmusik ikke bare er manerer og anglen efter popularitet. Det drejede sig naturligvis om “Mötorhead” med bassisten og sangeren Lemmy i forgrunden. Oprindeligt var “Mötorhead” en trio, men denne aften var der en ekstra guitarist med. At der var noget særligt i gære fik man indtryk af ganske langt hen af Vesterbrogade under de sidste lydprøver. Man kunne simpelthen høre det over en kilometer væk ned ad gaden og det skulle blive meget værre, da man kom tættere på. Meget! 

Nu eksisterer “Mötorhead” stadigvæk som et lettere geriatrisk eksperiment, men dengang var den kolossale Marshall-stack af højttalerkabinetter bagved orkestret ikke kun til pynt. Guitaristerne var også dengang en del mere atletiske end i dag, så da Lemmy med sin gravrøst havde afleveret sin klassiske intro “Hello, we´re “Motorhead”, we play rock´n´´roll” brød helvede løs. Ørepropper var helt utilstrækkelige i dette lydtryk som bag en jumbojet under starten og mens guitaristerne spænede rundt i en evig bestigning af højttalertårnene afleverede Lemmy sin til lejligheden endnu mere end sædvanligt uforståelige vokal. Heldigvis er det ikke teksterne, som er det mest mindeværdige. Det var til gengæld indtrykket af myreflittige musikalske arbejdsmænd, som denne aften lavede kunst. De så også selv meget glade og overraskede ud som en amatørmaler som pludselig vågnede op og opdagede, at han havde udsmykket det Sixtinske Kapel. At de så også for mange af os andre lavede synsforstyrrelser på vejen hjem på grund af det helt sindssyge lydtryk er så en helt anden sag. 

Nu har det ikke været vanvittige lydtryk det hele, blot indtryk. En af verdens mest berømte klassiske kondertsale er den akustisk helt fremragende Wigmore Hall i London. Den er lillebitte, så normalt bruges den kun til kammermusik med mindre besætninger. Det var også ved sådan en lejlighed, at undertegnede hørte en af de allermest klassiske strygekvartetter, nemlig den russiske Borodin-kvartet. I lighed med basketballholdet “Harlem Globetrotters” er der en del udskiftninger i besætningen, men denne aften var der 2 af de helt oprindelige medlemmer med. Det blev stort. Man spillede nemlig Sjostakovitj` klaverkvintet med et overblik og en lethed, som gav dette ret beset noget knudrede værk en helt ny mening. Måske forstod jeg det denne gang bedre, fordi jeg sad ved siden af en pige, som hed Pia. Ja, det har nok været derfor. 

Dagens sidste musikalske højdepunkt er fra for ganske nylig og helt sikkert præget af omstændighederne, men det skal der også være plads til i dag. Lige i dette tilfælde var der tale om en helhedsoplevelse. Den fandt sted på den sidste åbningsdag for det lokale ugentlige marked inden den tropiske regntid på Mindil Beach lige udenfor Darwin, Northern Territory, Australien. Lige inden regntiden føles de normale knapt 40 grader deroppe som en hammer, når man kommer ud af flyet fra det danske efterår med den kvælende fugtighed, men det var ikke problemet denne mindeværdige aften. Der var faktisk ikke rigtigt nogen problemer udover at den fristende strand denne aften var noget overbefolket af kæmpestore saltvandskrokodiller og dødeligt giftige bittesmå brandmænd. 

Det har nok været derfor der var så mange, som samledes omkring et lokalt nordaustralsk orkester med en flok entusiastiske unge mennesker med en helt u-tropisk energi og lyst til at spille alskens slagtøj og didgeridoo. De var rigtigt gode denne hede aften, men lige meget hvad de unge mennesker gjorde, var hele publikums kollektive syn rettet mod basspilleren i bandet. Der var tale om en kolossalt stor kulsort aboriginal, som håndterede bassen som om der var tale om en traditionel trommedans fra den fællesmenneskelige urtid engang for længe siden. Hvad bandet hed var ligemeget (vistnok Jabiru?), for lige denne aften tog man afsked med det udendørs fællesskab i verdens mest øldrikkende by, som man i basspillet kunne høre hans slægt havde gjort i tusindvis af år og dagen efter begyndte regntiden iøvrigt. Det har den mørke mand givetvis fornemmet med den visdom, som kun årtusinder giver. 

Det allermest mindeværdige denne aften var nu alligevel ikke musikken eller det kosmiske fællesskab eller tordenvejret i det fjerne. Det var den lange gåtur hjem gennem den begsorte nat med kæmpestore frugtædende flagermus, som klaprede rundt få meter væk, mens de bragede ind i de tynde grene. Det var nemlig tæt sammenslynget med en pige, som hed Pia og i sammenligning med kærligheden er musik vist bare musik. En uge senere var vi forlovet i Kalgoorlie, Vestaustralien med en guldring fra en monsterstor guldmine for enden af hovedgaden. Jeg vil altid mindes den musik der på stranden, det var den allerbedste og større bliver det aldrig. Aldrig nogensinde! 

2.5 gange 2 pi gange radius

Dagens matematiske indledning beskriver som bekendt 2.5 hele cirkler eller 2.5 hele ture rundt i en rundkørsel, og ret meget mere præcist kan man vist ikke beskrive Villy Søvndals og SF´s holdning til den danske ytringsfrihed. Det er ret beset imponerende, at denne drevne politiker med ganske samme inderlige overbevisning kan først indtage én position, så den diametralt modsatte, så atter den oprindelige, så den modsatte påny og nu lige tilbage til den forrige. Nu kan den iranske regering som bekendt ifølge Søvndal “rende og hoppe”, hvis de ikke accepterer den danske ytringsfrihed i Danmark.
Lige dette ordvalg kommer nok til ihvertfald en kort tid at fiksere Søvndal på dette nye/gamle synspunkt, og det er da bestemt positivt, men sikke en dreven politiker. Svend Auken kommer til at ligne den tragiske politiske skikkelse, som han vel beset også er, i sammenligning med Søvndal.
En anden tragisk skikkelse i almindeligt omdømme kunne vel være vores lokale biskop Kjeld Holm, som ikke uventet i udvisningssagen har indtaget det forudsigelige synspunkt, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Denne ivrigt politiserende mand i sit beskyttede job i sin enorme tjenestemandsbolig kunne vel mere passende stille faciliteterne til rådighed for de fortvivlede unge her i området med deres krav om et ungdomshus. Der er faktisk fortilfælde for det, for denne fine mand udlejede jo tidligere en herskabslejlighedstor del af boligen til sin datter uden at huske at betale husleje til staten, men det glemte han nok bare af ren menneskekærlighed og det var jo også en god sag. Han er jo sådan en flink mand og det er flinke folk som ham, som har forlængst har fået undertegnede til at melde sig ud af Folkekirken.
Ellers fortsætter også politiserende politimænd med at beskrive uroen som “kedsomhed i vinterferien” Nu kræver det ikke analytisk sans a la hovedpersonen i den fantastiske engelske serie “Foyle´s War” for at fastslå, at uroen startede ret præcist én dag inde i en bitterligt kold ferie. Foran os lurer den længere påskeferie og så er der vist også opfundet noget, som hedder sommerferie. Der er der endda en del varmere som vi husker det. Og tørrere…
Et andet paradoksproblem, som vi tidligere har antydet, er jo, at der kun menes ihvertfald heromkring at være omkring 20 hardcore-ballademagere. Hvis det er rigtigt er det da underligt, at de hundredevis af vagter og udsmidere, som arbejder her i byen og som sikkert bor i området, ikke forlængst har klaret sagerne. Der er vist ikke nogen, som kan være tjent med udtaleser som fra den pæne unge mand, som konfronteret med den kendsgerning , at man havde brændt biler af, som ikke var kaskoforsikret (overraskende?) blot begavet bemærkede: “Ærgerligt for dem”, bilejerne altså. Man er nu nok gået uden om et par lokale BMW-er, men der er så til gengæld frit spil med alle japanske biler udover Honda foruden alle de andre. Mystisk, men sådan er der så meget i denne sag. Også at de autonome efter kortvarigt at have deltaget i løjerne vist ikke er med mere. Det er nok bare et tilfælde, for at tale om en central styring i sådanne sager kan jo pr. definition ikke være rigtigt. Anarkister og autonome er jo netop ikke topstyrede ligesom nazisterne er det eller Folkekirken. Så meget mere underligt er det eller bare tilfældigt og heldigt eller noget helt andet.

Business as usual

Dette var jo det udbredte udtryk fra den Blitzkrieg-ramte London under 2. verdenskrig og det er det så også her naturligvis. Sommetider kan man nu alligevel se normaliteten skride noget helt i takt med forventningerne til fremtiden. Lad os se lidt på ordene fra fredagsbønnen i moskeen Imam Ali i Beirut, et af brændpunkterne fra den første Muhammed-krise.
Det gode var ifølge reporteren åbenbart, at imamen ikke nævnte noget om tegningerne i bønnen eller hvad man nu skal kalde denne form for kommunikation, denne mystiske fredags-institution. I stedet talte han helt dagligdags om, hvordan muslimerne naturligvis skal ære profeten, vende ryggen til fristelserne og så lige samle sig mod fjenderne, altså jøderne og de kristne.
Til andre tider og andre steder ville det måske kunne opfattes som en trussel, men i denne aktuelle verden er det åbenbart en så dagligdags ting, at det ikke overhovedet behøver kommenteres, så det gør vi naturligvis heller ikke. I stedet vil vi forsøge at grave tilbage i det Gamle Testamente for at se, om ham kong David nogensinde sagde noget lignende om de fæle filistre og om, hvor mange bank de skulle have. Det gjorde han muligvis nok, men det er vist sjældent med som bøn i kirken længere.
Til at råde bod på denne triste konstatering op til weekenden er der til gengæld altid positiv underholdning på vores yndlingsforum hifi4all. I en nystartet tråd beretter en kunde glædestrålende om den nye hififorretning Lydportalen helt ude i Lyngby (manden bor selv langt borte, nemlig helt inde i København). Efter at have lyttet til en Audiovector-højttaler besluttede han sig nemlig til at købe den og så startede denne utrolige solstrålehistorie for alvor.
Han fik nemlig på trods af den gigantiske geografiske afstand på adskillige kilometer cit.”gratis levering og det endda inden for samme uge-imponerende” Samtidigt må man jo også huske på, at producenten (som han nu nok ikke er længere, men så da firmaet bag) også ligger utroligt langt væk, nemlig helt langt ude på Østerbro.
Man bliver helt stakåndet af at tænke på den jætteindsats af toptrimmet logistik, som ligger bag denne præstation. I sammenligning med denne stor-dåd forekommer de tekniske vanskeligheder ved den første månelanding i 1969 som rene bagateller. Tillykke til alle jer dygtige mennesker, som har stået bag denne enestående positive historie. Selv ville vi nok bare have ringet efter en 3X34, men det tager jo lidt af glamouren ud af denne sag.
Det er en pudsig verden vi lever i, når ekstremisters trusler på livet bliver det normale og beroligende og det helt selvfølgelige og aldeles indlysende bliver mere og mere uhørt og helt fantastisk imponerende.
Denne weekend bliver så den sidste i denne omgang og forhåbentligt meget længe, hvor min dejlige familie er væk. Adskillelsen har været den længste siden fru Olsen ringede på hin nat og det har føltes ganske meget længere. Nu kan det være nok, nu vil vi have “business as usual”!

Respekt

I dag skal der herfra lyde udtrykke vores yderste respekt for de ambulance- og brandfolk, som i går bistod i en nødsituation i Gellerup ved Århus. Nu forlød det godt nok ikke, om de arbejdede under politibeskyttelse, men det gjorde de tilsyneladende ikke ifølge billederne.
Nu skete det også midt på dagen, og der var tale om et voldsomt trafikuheld med flere hårdt kvæstede på denne brede og lige vej, som er plastret til med lyskryds. Nu cykler jeg der selv, og man kan nok mere end sandsynliggøre, at det meget voldsomme uheld nok ikke skyldes for lav fart. Fortolkningen af , hvad der er rødt lys er godt nok overalt i vores by noget elastisk, men lige omkring ulykkesstedet ses der ganske ofte biler med 150 i timen køre over for rødt. Der er mærkeligt nok aldrig politikontrol, men det betragtes nok som provokerende og ærekrænkende.
Kontrol er der til gengæld ofte henne for enden af denne vej, nemlig den ydre ringvej, og derfra eksisterer så almindelig dansk dårlig trafikmoral igen.
Det var altså på denne vej med lettere alternativ tilgang til færdselsloven, at ambulancer og brandvæsen altså i går fik helt frit lejde faktisk lige under den berygtede vejbro. Vores tanker i dag skal udtrykke den dybeste respekt for disse mennesker i redningskorpsene som jo altså er de samme som dem, der efter mørkets frembrud bombarderes med brosten under udøvelse af det samme arbejde. Ind imellem kan de vel komme i tvivl om et eller andet..
Nu er journalister jo sjove, men ligefrem respekt får man vel ikke automatisk for dem. Selv når de bliver angrebet, fysisk truet og får smadret deres sendeparaboler er de nemlig stadigvæk forstående. For eksempel var der jo i gårdsdagens TV-avis den rørende historie om en ældre mand på min egen alder, som vistnok var blevet skubbet omkuld af politiet. Han kunne endda for den forstående journalist udpege det præcise sted.
Nu var denne mand vistnok en respekteret mand blandt de urolige unge, som altså fandt det hensigtsmæssigt at hævne denne ubegribelige ydmygelse ved voldsomme optøjer. Måske ville denne respekterede herre have vundet i almindelig respekt ved måske at tage en smule afstand fra disse handlinger, ligesom TV-journalisten måske ville have vundet lidt almindelig agtelse ved ikke blot at agere katolsk skriftefader, men så simple er tingene sjældent.
Respekt er nemlig åbenbart noget man simpelthen kan kræve ligesom ungdomshuse og som er en ligeså simpel menneskeret som retten til at ånde. Det der med at skulle fortjene respekt er vist blevet umoderne. Det er forresten påfaldende hvor lidt respektindgydende det er, at folk netop kræver respekt, når der nu er så frygteligt lidt at respektere. For denne simple skribent er respekt kun noget man kan få ved netop ikke at kræve det men sådan er der så meget.
Måske det hele i virkeligheden er en sproglig misforståelse. Som en anden ung fyr fra Kalundborg sagde, så havde man masser af våben og kamphunde. En rasende savlende hund indgyder altid respekt, men hvis det nu bare er den form for for respekt de vil have, så har de det vist allerede. Tillykke med sejren!

Nobelpriserne, der ikke blev væk.

I gamle dage skulle der som bekendt et såkaldt kongebrev til, hvis man ønskede at indgå ægteskab med sin fætter eller kusine og det har der iøvrigt skullet i mange hundrede år. Som enhver landbruger med avl indenfor alt fra dværghøns op opefter var det jo en nødvendig og hensigtsmæssig foranstaltning for at undgå indavl.
Signifikant nok omfattede de samme regler om yngel mellem nærtbeslægtede selvfølgelig ikke kongehusene selv, og det gav jo de pudsigste eksempler rent udseendemæssigt og naturligvis også i knapt så heldige henseender. De særligt skarpe vil her kunne erindre habsburger-hagen hos talrige herskere i Europa i mange hundrede år. Selv om det var en af de mere uskyldige fænotypiske karakteristika uddøde habsburgerne i praksis alligevel.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvad avl på for nært beslægtede gennem mange generationer fører til, kan man jo også helt tæt på den danske regent se nogle pudsige udformninger, nemlig ikke mindst efterkommerne af arveprins Knud, den nuværende dronnings farbror. Dette indavlsarbejde er ikke rigtigt det fede. For fuldstændighedens skyld skal det nu også lige med i dag, at den eneste grund til, at det gik så relativt godt i det selvsupplerende kongelige selskab i Europa naturligvis var, at mange af børnene ikke havde den far, som moderen officielt var gift med. Ellers var det aldrig gået så længe som det gik og til slut gik det jo alligevel ikke.
Alle disse indbyrdes ægteskaber med “næstsøskendebørn”, som det vist hedder, var jo en praktisk foranstaltning i agrare og ikke mindst feudale samfund for at undgå at skulle dele jordbesiddelser med fremmede, men hvordan det så lige i dag hænger sammen med nogen fordele i ikke at skulle dele bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse ved at gifte sig med nærtbeslægtede er meget uklart. Som bekendt har jo selv det danske kongehus givet fortabt overfor truende indavl, men det er altså ikke længere siden end kong Frederik d. 9, at denne praksis endnu var aktiv. Resultaterne er vist ganske tydelige i den danske historie.
Vi bringer disse sikkert også fra kamelavl helt gammelkendte sandheder frem i dag, fordi vi atter oplever voldsom uro med stenkast mod to at de mest rabiate symboler på det danske samfunds overgreb mod den muslimske verden, nemlig de gule bybusser og de alt for mange affaldscontainere.
Det er lykkedes disse stolte unge stenkastende efterkommere igennem en del led af ganske nærtbeslægtede efter nogen øvelse positivt at identificere fjenden. Fjenden er nemlig alle dem, som har blink på taget, og det gælder så ambulancer, brandbiler og politibiler, som allesammen blev mødt med en stenregn i går og i nat. At disse køretøjer lyder temmeligt forskelligt og ser forskellige ud er tydeligvis en del over disse unges fantasi. Måske er hørelsen en af de sanser, som hurtigt avles ud af en bestand, måske er der andre forklaringer. Til gengæld har vi ikke fundet noget forklaring på betydningen af affaldscontainere som fjendebillede, men da det jo også tiltrækker danske “idealister” må det vel have noget med lugten at gøre.
Angrebene på busserne er sikkert også for disse stakkels traumatiserede unge et skrig om hjælp, da busserne jo umiskendeligt ligner et dansk rugbrød, som man sikkert ser som symbolet på det danske samfunds undertrykkelse af anderledes tænkende. Eller også er det bare fordi de er nemmere at ramme, men denne sidste er nok en noget søgt forklaring for disse unge med alle deres sikkert ædle motiver.
Det eneste positive i nattens begivenheder er vist, at der ikke er gået nogen Nobel-priser tabt i denne gruppe unge. Alle muligheder for det er nemlig ganske metodisk blevet avlet ud af populationen gennem adskillige generationer ligeså effektivt som af det habsburgske dynasti og det indtil fornyligt regerende danske monarki.
Det er synet desværre også, for selv om der formodentlig blot er mellem 30 og 50 ekstreme ballademagere i Gellerup, allesammen forsamlede omkring en gangbro, er der mærkeligt nok aldrig nogen af de over 8000 beboere som har set noget. Så meget for årets østjyde i 2007, den tidligere fejrede chef for nærpolitistationen Lars Bro og hans “heroiske” indsats men måske de bare ikke KAN se. Det er jo da en mulig forklaring når de nu tydeligvis ikke hører særskilt godt.

Grund til panik

Det er underligt sprogligt, hvordan udtryk kan få en betydning, som de egentligt ikke burde kunne have. Tag nu for eksempel det klassiske “Tro mig,…” Også udenfor den religiøse sfære er der jo netop al mulig grund til så netop IKKE at tro på, hvad end der nu bliver sagt. Uden at vi herfra er særligt bibelstærke mener vi faktisk også, at selv Jesus ikke brugte denne talemåde. Selv om han altså os bekendt ikke sagde “Tro mig..” troede folk altså på ham alligevel, men det har der nok været andre grunde til.
En anden endnu mere problematisk ting at sige er som nationalbankdirektøren, som netop har udtalt, at “..der er ingen grund til panik (på boligmarkedet)”. Det er jo igen et af de udtryk, hvor selve negationen blot yderligere underbygger betydningen. “Ingen” betyder således helt naturligt “al mulig” i alle disse sammenhænge, ja, man har antageligt end ikke på S.S Titanic, mens stævnen var ved at rejse sig skyhøjt mod den stjerneklare himmel hørt kaptajnen sige: “Nu er der al mulig grund til panik !” Det havde der nemlig været ganske længe, kraftigt næret af kaptajnens gentagne forsikringer om, at der netop ikke var nogen grund til panik.
Der har også været al mulig grund til panik i den danske intellektuelle elites berøringsangst overfor mordtruslerne mod de danske Muhammed-tegnere. I lyset af de seneste anholdelser i Gellerup er dog en del af den lokale kulturelite i dagens JP sprunget ud med utvetydige støtteerklæringer.
Det turde jo også være en selvfølge, men det har det altså ikke været og det vil det nok heller ikke blive ved med at være. Der er vist ingen grund til at aflyse panikken i denne omgang, men enhver støtte til tegner Kurt Westergaard er naturligvis velkommen.
At så er par af citaterne fra de lokale kunstnere og kulturpersonligheder ikke rigtigt får luft under vingerne (for nu at sige det lidt mildt), ja det er knapt så overraskende. De fleste er dog særdeles fornuftige, det skal siges. Dog udtaler Claus Pilgaard (sangerinden Jette Torps mand red.): “Jeg er flov over, at tanken om, at man skal passe på, hvad man siger, har taget bolig i mig” Det er jo ærligt nok omend lidt lave ambitioner for en komiker, som måske så skulle overveje, om han havde mere på hjerte.
En del værre er dog udtalelsen for vores favoritsangerinde Jette Torp: “Det er simpelthen så trist at tænke sig, hvis det her medfører, at man bliver nødt til at modificere sine meninger” (!!!!!) Ja, det var dog en forfærdelig tanke for en søgende intellektuel eller man nu lige skal kalde det her. Det er vist en af den slags epokegørende udtalelser, som står sig bedst ved at stå ukommenteret, men prøv nu lige for tidligere arveprins Knud at læse den igen. Der er vist al mulig grund til panik!
Ellers er der jo i verdens største demokrati Indien et lille lyspunkt at finde, da den Bangla Desh-fødte ligeledes fatwa-ramte forfatterinde Taslima Nasreen her er blevet lovet politibeskyttelse, og det er jo dejligt, når statsmagten tager parti for ytringsfriheden.
Desværre kommer dette løfte så ganske samtidigt med, at hendes opholdstilladelse i Indien desværre af uransagelige grunde ikke har kunnet forlænges, så hun øjeblikkeligt skal forlade landet ak ja.
Der er dog så mange lyspunkter i de talrige støtteerklæringer til tegner Kurt Westergaard til, at vi i dag er lidt gladere for at bo i Århus. At man så ikke kan få en del intellektuelle til at forstå nogetsomhelst om nogenting er vel næppe meget mere overraskende, end at kun langt de færreste, som lider af mongolisme/Downs syndrom får Nobelprisen i fysik. Her lades alt håb vist bare ude.

Admiralens vise

Nu er dansken jo traditionelt et søfarende folk og historisk har der da også været helte iblandt, godt nok vist mest i vikingetiden. Hvem husker for eksempel ikke den grumme Svend Tjugeskæg og alle de andre søfarende, som gjorde Danmark stor. Mange af de allerstørste helte som Tordenskjold var godt nok norske men det glemmer man for det meste. De danske var noget færre og siden fregatten Jyllands ikke særligt mindeværdige slag mod østrigerne (mærkeligt, har de noget hav?-nå det havde de vist dengang), har de danske admiraler ført bidevinds-flag.
Nu kan man jo så undre sig over, hvad en dansk admiral laver i dag, men han har nu nok at se til åbenbart. For eksempel står han vel i spidsen for Søværnets Operative Kommando, SOK, en mastodont med mange hundrede ansatte alene i Århus, som konstant overvåger de danske farvande.
Desværre rakte årvågenheden jo ikke til at at forhindre den næsten fatale påsejling af Storebæltsbroen for nogle år siden, og så vidt vides er der heller ikke blevet snuppet en eneste spildolie-sejler nogensinde, men sikke de observerer. Og finder på!
I mangel af bedre har vi nemlig fornyligt (helt præcist i går) hørt en udtalelse fra selveste chefen for den nedgravede gigant, SOK, nemlig selveste kontreadmiral Wang ( vi har åbenbart asiater i flåden?), som faktisk bringer minder frem om Jørgen Reenbergs udødelige sang fra operetten af Gilbert/Sullivan “H.M.S Pinafore”.
I forbindelse med, at en matros sidste år omkom under et redningsforsøg nord for Island, antageligt på grund af en fejlbehæftet redningsdragt, er admiral Wang (som jo altså ikke er “Grossadmiral” som Erich Raeder, dem laver de vist ikke mere måske af samme grund), kommet med en interessant udtalelse.
Nu skal det med, at man i SOK har ansat en professionel journalist, men her er kommunikationen vist lige glippet. Eller måske er den ikke, der er nemlig tale om en helt usædvanlig sætningskonstuktion og perfekt kommatering. Til gengæld er det morsomt eller hvad man nu skal sige. Wang siger nemlig i forbindelse med det problematiske redningsudstyr:”Ingen har større interesse i, at vores redningsudstyr virker efter hensigten, end jeg” Det turde vel være et bud på en af alle tiders mest forblommede og meningsløse udtalelser, for umiddelbart er vel alle dem, som skal hoppe i iskoldt vand iført det lettere fejlbehæftede isenkram vel allermindst ligeså interesserede i at komme op igen, ja måske endda en hel del mere og nok sikkert helt uden undtagelse. Helt enormt uovertruffent interesserede faktisk, lidt ligesom bjergbestigere, som alle som en er super-interesserede i rebenes holdbarhed. Her mener vi heller ikke at have hørt direktøren for Randers Reb sige noget om, at “ingen er mere interesserede i holdbare reb end mig” (det siger man deroppe hvis det altså ikke var fordi man ikke havde sagt det).
Når en chef siger sådan noget pladder er det altid for at lukke en diskussion om et reelt problem, som kunne være blevet faretruende. Det er givetvis en del billigere end at købe nyt redningsudstyr at sende dette røgslør ud.
Det minder om den engelske admiral Beatty, hvis slagkrydsere under slaget om Jylland viste sig at eksplodere med foruroligende hyppighed. Dengang bemærkede Beatty nysgerrigt “What is wrong with our bloody ships today?”
Svaret var det samme som alle de andre dage, nemlig at de var noget bras, som sprang i luften for et godt ord. Admiral Beatty var dog selv med i slaget, kontreadmiral Wang er vist ikke selv aktiv i det iskolde vand. Til gengæld er han altså en bedre digter end den noget “bloody-mindede” Beatty, men nu er tid jo heller ikke det, han har allermindst af. Faktisk er den danske flåde jo reduceret til en vittighed på samme niveau som dengang Lucky Luke med blot én eneste brægende kalv udgav sig som den godt nok mindre kvægbaron Hamburger Jones. Til gengæld er admiralen jo så nok sikret i jobbet hjemme i bunkeren selv den dag, hvor redningsarbejdet foregår i robåde fra Vestkysten. Til den tid kan han så trygt sidde og sige, at “ingen er mere interesseret i, at der er rigeligt med åregafler i bådene, end jeg” Jo, det er der, nemlig dem, der skal ro!
Vi beklager forresten i dag, at vi har taget den store Wangs navn forfængeligt. Det var jo som bekendt den allerstørste mester i den fra bogserien “The Destroyer” (da. “Remo”) så kendte nordkoreanske kampkunst sinanju, forbilledet for selveste mesteren Chiun. Den anden lidt mindre Wang står nok aldrig til søs alligevel i lighed med ham fra “Admiralens vise”

En realistisk mand

Nu ved vi jo ikke om det er fordi han har læst vores ugeemne om “Worst case” fornyligt (vi håber ikke han spilder tiden med sådan noget), men alligevel er udtalelserne fra en fagforeningsformand ret beset sensationelle. Det drejer dig om Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, som helt klart udtaler, at topledere i fagbevægelsen ikke lønmæssigt skal fjerne sig for meget fra medlemmerne, hvis fagbevægelsen skal have nogen fremtid.
Det nye i hans udtalelser er nemlig, at “vi (i fagbevægelsen) bare er ganske almindelige mennesker uden alenlange cv-er, som har fået fantastisk spændende job”. Se, det er jo hele sagens kerne, hverken mere eller mindre, og om det er nok til i almindelig agtelse blandt medlemmerne som mega-pamperen Tine Aurvig-Huggenberger som 40-årig at kræve livsvarig høj pension efter egen fratrædelse er meget tvivlsomt.
Fagforeningsbossernes løn på omkring en million eller mere plus utallige permanente frynsegoder er nok, mener altså denne ganske fornuftige mand, og så må fagbevægelsen ikke forfalde til udenfor rimelighed at forgylde pampere, som endda selv fratræder, hvis den skal overleve, mener Dennis Kristensen. Når man giver helt almindelige mennesker et spændende og ekstremt højtlønnet job er det jo ikke overraskende, at de ikke så frygteligt gerne vil tilbage til den gamle hverdag igen, der er jo ligesom lidt meget at miste.
Hvorfor er det ellers lige man kommer til at tænke på en masse kleptokratiske afrikanske præsidenter når man ser den rutineret smilende formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen? Det er vist ikke hans drømmejob at komme til at arbejde i sit gamle fag på den kommende absolutte bundskraber blandt de lokale kommuneskoler, Søndervangsskolen.
Den vil forresten blivet ledet af den tidligere kontroversielle leder af den snart nedlagte Nordgårdsskolen, Rani Hørlyck. Det skal nok gå godt. Det eneste positive i denne udnævnelse er vist, at Søndervangsskolen allerede er der, hvor det kun kan gå fremad. Det kommer det nu nok ikke til.
Ellers er situationen her i firmaet præget af gråd og tænders gnidsel. Fruen og papdatteren er på Tenerife på dykkerferie, og i de kommende dage vil vi fortælle lidt om deres oplevelser. Hvis de ikke skulle opleve noget er vi lidt på den, men vi krydser fingre…Ligesom lærerformand Anders Bondo Christensen sikkert håber på, at status quo fortsætter til evig tid og det kan man godt forstå. Alt for godt faktisk.
I den fortsatte sag om SF-folketingsmanden Kamal Qureshi er komikken nu nået til, at denne overordentligt flinke mand nu har tilbudt ejeren af den lejlighed, som han ifølge kontrakten selv skulle fraflytte den 1.5 2007, at han nu godt vil flytte allerede 1.6 2008. Om dette ret beset fantastiske forligsforslag så også indebærer, at han vil overtage ansvaret for den bedragerisag, som huslejenævnet i København har kørende mod udlejeren/ejeren Oliver Bahner, fordi Qureshi har underskrevet sig med Bahners navn, ja det er ikke afklaret. Det er vel ret beset også ret fantastisk, at huslejenævnet kører videre med en sag mod en ganske uskyldig mand på basis af rent falskneri, men sådan er det altså også i denne helt igennem absurde sag. Absurd, fordi den kan komme til at skade simpel aftaleret, som det danske samfund er bygget på og som er ufatteligt sårbart overfor folk som Qureshi. Desværre, men nu ved vi da i det mindste, hvem han er, denne hyggelige fyr, der som den naturligste ting jo naturligvis krævede, at hans nu tidligere kone konverterede til islam hvorefter han åbenbart som den naturligste ting forstødte hende igen. En helt igennem fin fyr altså. I en kultur, der jo ellers ikke beskæftiger sig med svinekød, ville det ellers være et de dyr, man nemmest kom til at tænke på i den her sammenhæng. Et helt ualmindeligt dumt et af slagsen.

Når man forsøger at regne den rigtigt ud. 

I denne uge vil vi behandle nogle sammenhænge, som alle har det tilfælles, at de er ganske lette at regne ud ihvertfald for store ånder som os selv. Som altid i denne verden er der dog kun få eller måske i visse tilfælde endda slet ingen, som har gjort det, og hovedparten af dem, som har forsøgt, har helt givet gjort det forkert. Ellers ville vi nemlig næppe se de fantastiske resultater, som selv simple problemstillinger giver anledning til. Som vi også skal se, er disse formidable regnefejl sommetider resultatet af gustne overvejelser fra producenterne, men der findes nu også eksempler på, at ingen tilsyneladende forstår det indlysende budskab i selv helt åbne og offentlige regnestykker. Vi vil i dag starte med de rigtigt nemme og derefter bliver det lidt sværere. 

Vi har jo for meget længe siden afsløret den grumme spånplademafia og dens indtog i hifibranchen, hvor pladetallerkener med en inerti som en frisbee er blevet dagens standard. Dengang kom vores advarsel helt tydeligt alt for sent, og det gør den nok også i sagen med de uheldige Westland-Agusta helikoptere. Alt for sent. Nu er vi herfra ikke specielt krigeriske (det er mest fru Olsen), men alligevel ser vi i denne sag bag indkøbet af disse essentielt krigsmaskiner en pacifist-sammensværgelse, som er på spil. Nu er pacifismen helt fra Jesu tid (der var vist ikke rigtig nogen før ham og heller ikke så mange efter) jo en smuk ide så der er med nogen bæven, at vi forsøger at oprulle denne sag. Vi er jo ikke interesserede i at fremstå som særskilt krigeriske, men i denne sag er der tale om et af verdens letteste regnestykker. Svaret er reservedele og forklaring følger. 

Før 1. verdenskrig var det en udbredt tro blandt pacifister, at en storkrig var blevet umuliggjort af de fantastiske udgifter som det krævede at føre krig. Regnestykket var simpelthen, at alle krige over 6 måneders varighed ville føre til statsbankerot, så derfor var det jo ganske nemt at være passiv pacifist. Krigene gik jo i stå af sig selv af mangel på penge, mente man altså. Regnestykket viste sig iøvrigt at være fuldstændigt korrekt, da alle de krigsførende stormagter helt efter beregningerne var praktisk bankerot allerede i 1915. Det fik dem desværre ikke til at indstille kamphandlingerne, da man blot som også englænderne under Napoleons-krigene opererede med statsunderskud til betaling de efterfølgende årtier. Som eftertiden viste havde man nemlig været ganske rigtigt været totalt bankerot og det gjaldt alle og det blev man jo så også i 1930-erne. For at føre krig vidste man, at man skulle have reserver af finanser og reservedele til isenkrammet. 

Hvis man skal føre krig er det jo kendt fra tiden med bue og pil, at det kan betale sig at tage lidt ekstra pile og et stykke sejlgarn med, hvis strengen skulle springe. Buen af takstræ plejede jo at holde at holde soldaten ud, men reservedele var vitale allerede fra oldtiden. At det var smart at tage lidt ekstra med hjemmefra viste sig også under 2. verdenskrig, hvor de russiske T-34 kampvogne altid havde et ekstra sæt larvefødder med i kamp. Det var nemlig altid der, det gik galt. Det havde tyskerne som måske bekendt ikke, og hvis man skulle skifte motor på en tysk kampvogn skulle man først med en kran fjerne tårnet, som vejer knap 8 tons, strengt taget ikke særligt praktisk. De vandt jo så heller ikke krigen, det var måske derfor. Allerede her ser vi reservedelsproblemerne, men det skulle blive meget værre. Enter Westland-Agusta. 

Luftfarten har ellers traditionelt været meget standardiseret med blot 4 producenter af flymotorer og i praksis kun 2 producenter af trafikfly og et par mere af militære fly. Det har været vældigt smart, fordi man traditionelt helt tilbage fra 2. verdenskrig ikke har repareret f. eks motorer. Allerede fra slaget om England tog det nemlig alt for lang tid, så man skiftede bare den defekte og det har altid gjort siden. Denne gamle industrielle og effektive måde at føre krig på er nu effektivt blevet standset indenfor helikopterindustrien. Efter adskillige tusind års viden om, at det er nødvendigt at have reserver og reservedele, har nedrustningen her endelig fået sit afgørende gennembrud. Der findes nemlig slet ingen reservedele til de nye danske helikoptere og det vil tage adskillige år, inden de kommer. Hvis det ikke er den mest effektive hindring for helikopterkrigsførelse, hvad kan så være det? 

Nu må lige i den anledning huske, at disse helikoptere, som i Danmark dublerer som redningshelikoptere, altså er designet som militært isenkram. Især i fredstid er der jo i militæret god tid til at sidde og regne, så derfor har man uvist hvordan regnet ud, at man burde kunne opnå, at 80 % af denne nye helikopterflåde til enhver tid er flyveklar. Underligt nok har man nemlig regnet med, at man kun skulle undvære maskinerne til de regelmæssige eftersyn hos producenten, og det giver så netop 80 %. Selv den dummeste taxa-vognmand regner ikke helt så snært. Allerede der blev regnestykket helt noget åndssvagt med lidt rigelig ønsketænkning. Lige fra de allerførste helikoptere ankom var der alenlange mangellister på reservedele, som aldrig kom og som aldrig er kommet siden. Da så fornyligt en af helikopterne næsten styrtede ned, fandt man jo ud af, at 4 af de vist ialt 13 helikoptere havde fatale fejl. 

Regnestykket er nu som følger: I øjeblikket er alle disse helikoptere parkeret på jorden. De 4 af dem kommer ikke ud og flyve de kommende år og det gør resten heller ikke udover et par måneder, nemlig indtil de skal bruge en reservedel, ligegyldigt hvilken, som man altså ikke allerede har taget fra dem, som allerede står på jorden som tidligere praktiseret hos autoophuggere. Vi undrer os en smule over, at ingen journalister har påpeget denne ellers ret indlysende problematik. Allerede doping-ørnen fra Herning viste jo i Tour de France, hvad man kan bruge en cykel til, som ikke er skruet ordentligt sammen, da han smed den ind på en mark. Der står helikopterne så desværre allerede og der bliver de stående. Det kan vist ikke rigtigt regnes anderledes ud. 1-0 til pacifismen eller blot et eksempel på det gode engelske udtryk om, at “military intelligence is a contradiction in terms” Det her burde enhver kunne regne ud altså lige med undtagelse af militæret. 

Vi vil også i dagens andet eksempel citere os fra at tidligere emne om “Termisk kompression”. Som bekendt er udnyttelsesgraden i en dynamisk højttalerenhed på højde med effektiviteten i en glødelampe og ligesom vin og spiritus ville man nok næppe i dag finde det lovligt at opfinde noget, som var så usundt eller som med dynamiske højttalere så åbenlyst meget spild af energi. Med en typisk virkningsgrad på omkring 1% er den dynamiske højttalerenhed nærmere optimeret til varmeapparat end til at generere lydbølger. Man kan meget let mindske denne termiske kompression, som også skitseret i omtalte gamle emne, men hidtil tyder absolut ingenting på, at nogen agter at gøre det og heller ikke i de efterhånden helt sindssygt dyre prestigehøjttalere til mange hundrede tusind kroner, som bliver hyppigere og hyppigere. Her er regnestykket med at regne ud, hvor mange producenter, der vil gøre noget ved dette aldeles fundamentale problem jo desværre også ligeså simpelt, som det var at at regne ud, hvor mange Westland-Agustaer, som kan flyve til sommer. Det er der naturligvis ingen der vil eller kan. 

Regnestykket fra producenten er helt simpelt: Man regner simpelthen ikke med, at nogen købere til disse superdyre højttalere spiller andet end kvindelige vokalister (mandlige anslår nemlig typisk uønskede resonanser i højttalerne og så lyder det ikke så imponerende) og det kun i ganske kort tid af gangen. Man skal jo alligevel bruge langt den største del af tiden til at fortælle venner og familie, hvor godt de dyre nyerhvervelser spiller hvis de nu ikke selv skulle kunne høre det (det kan de sjældent og det forstår man godt, når man ser, hvordan højttalerne alt for tit er placeret). Dette urgamle tekniske problem er simpelthen ikke-eksisterende i såkaldt “seriøse” hifi-anlæg, fordi der under disse omstændigheder aldrig nogensinde bliver tale om nogen termiske problemer. Dertil spiller man simpelthen ikke længe nok, selv om ellers der kan opstå en ganske voldsom varmeudvikling efter få minutter. Det er dog allerede meget længere end selv de mest ihærdige såkaldte hifientusiaster kan holde ud at høre på Kari Bremnæs udgivet på “Kirkeligt Kulturværksted”, og det forstår man godt. Hvad man så ikke forstår er, hvorfor man købte det her bras, men det er vist off-topic i dag. Hvem skulle nu have troet, at det var køberne til de nye high-end højttalere, som måske allermest står i vejen for videreudviklingen af den dynamiske højttalerenhed, men det er det altså. Dyre hifianlæg benyttes ganske simpelthen ligeså lidt til at høre rigtig musik på som den pudsige stol designet af Charles Rennie Macintosh med den lange ryg bruges til at sidde i. Den går forresten i smadder hvis man prøver. 

Dagens sidste eksempel foregriber til til gengæld et senere emne, vi kan jo ikke gå i bagkataloget hele tiden. Det er her til gengæld tale om en lidt sørgelig historie om, hvordan det schweiziske firma Studer-Revox blev fanget af tallenes fascination, som man aldrig rigtigt kunne regne sig ud af. Det drejer sig om et af de allermest specialiserede områder indenfor hifibranchen, nemlig FM-tunere. Selv om de allerfleste producenter altid har tilbudt tunere i deres sortiment, er der nu meget få af dem, som har designet disse apparater selv. Langt de fleste har blot indkøbt hele tunerdelen fra ganske få specialister men altså ikke Studer, som selv havde masser af ekspertise til at lave dem selv. Det skulle så paradoksalt nok vise sig at være det egentlige problem. Det skulle vise sig at blive et skræmmende eksempel på, hvordan man med de fornødne ressourcer altid kan videreudvikle et produkt, selv om der er altså ind imellem kan være tale om et færdigudviklet produkt, som man jo principielt ikke rigtigt kan forbedre, og det kunne man naturligvis heller ikke her. Desværre bliver denne udvikling så snarere en afvikling, og det blev det for Studer. 

Problemet var i al sin enkelthed, at Studer i deres A-76 tuner omkring 1970 havde lavet den mest stabile og den bedst lydende tuner, som man kunne. Der var indlysende ingen grund til at arbejde videre, da tuneren var mange gange bedre end kildematerialet og alle radiofonierne købte alle dem, som de skulle bruge nu i næsten i al fremtid, men sådan kunne man naturligvis ikke regne det ud, mente Studer. Udviklerne arbejdede selvfølgelig videre med at indbygge massevis af digital elektronik og flere og flere sofistikerede filtre i deres bestræbelser på at lave tunere, som for hver ny model målte bedre og bedre. Det lykkedes ganske fint, man solgte blot ikke rigtigt nogen af dem, da for eksempel DR hurtigt konstaterede, at de allesammen lød en hel del dårligere end den gamle A-76. Studer fortsatte dog galskaben og det hele kulminerede i et par modeller, hvor det nyeste påfund var, at man kunne tune forbi den korrekte sendefrekvens på den step-delte digitale tuner i spring på 0.25 khz (senere 0.125 khz), hvis nu senderen skulle være drevet. Det var den nu aldrig nogensinde, men det var til gengæld hele logikken bag Studer. Man havde i sin søgen efter bedre og bedre tekniske specifikationer fuldstændigt forregnet sig. Sikkert for at fastholde en gruppe ingeniører havde man simpelthen ikke alene ødelagt den aldeles fremragende lyd fra den oprindelige tuner, man havde simpelthen mistet kontakten med virkeligheden. I den blinde jagt efter bedre tekniske specifikationer havde man mistet alt. Så forkert kunne man altså regne det ud. 

Dagens historier har vist, at selv de bedst lagte planer sommetider viser sig at være dem, der er regnet allerdårligst ud. I den blinde stræben efter en hurtigere helikopter for bedre udnyttelse og en mere og mere kompliceret tuner til løsning af ikke-eksisterende problemer endte man i stedet med noget, som slet ikke kunne flyve eller bruges. Taberne er som i alle sammenhænge dem, som ikke kunne regne. Ligesom med køberne af de latterligt prissatte nye prestigehøjttalere med de helt ligegyldige ikke-udviklede gammeldags termisk umulige højttalerenheder. I det sidste eksempel er der til gengæld nogen, som har kunnet regne den ud og det under vi dem absolut. 

Dagens helikopter-historie.

Nu gemmer der sig helt sikkert en klon af den kendte engelske kampflyverhelt Battler Briton i denne skribent som dog ikke rigtigt er sprunget ud endnu på grund af højdeskræk. En tur ved den sydaustralske kyst i stormvejr for et par år siden i et mikroskopisk kinesisk træningsfly har kun underbygget denne angst, og det var der da iøvrigt nogen grund til viste det sig.
Samme beklemte fornemmelse må besætningen på de nye Westland-Agusta helikoptere have med de massive tekniske problemer. I forbindelse med den seneste såkaldt “kontrollerede landing” med en knækket drivaksel fremkom der godt nok den traditionelle forklaring, at hvis det værste skulle ske, nemlig et totalt svigt af drivkraften, havde piloten 2 minutter til at lande. Det skulle altså alt i alt være fantastisk sikkert at flyve med disse fejlbehæftede maskiner.
Nu er det for undertegnede med en helikopterpilot i bekendtskabskredsen vanskeligt rent aeronautisk at forstå, hvordan en helikopter kan flyve uden rotor. Normalt siger man jo, at man blot kan sætte rotoren til kontrarotation også uden maskinkraft og dermed lande som med en faldskærm. Det må være her, de 2 minutter kommer ind hvis man altså ikke flyver for højt.
Når det nu er sådan er det jo egentligt mærkeligt, at så mange helikoptere alligevel styrter ned i fatale ulykker, ulykker som jo ikke rent teoretisk burde kunne ske. Der er faktisk kun uhyre få overlevende fra nedstyrtede helikoptere og det er jo faktisk sært.
En af dem var min bekendt, hvor helikopterens motor svigtede under 20 m oppe. Dengang hjalp propellen ikke meget, da maskinen blev totalskadet og det blev et par besætningsmedlemmer også. De 2 minutter blev altså til 2 sekunder og det hjalp ikke engang. Herfra vil vi gætte på, at den syge Westland-Agusta helikopter ved motorstop har nogenlunde samme suveræne flyveegenskaber som en Lockheed F-104 Starfighter med de bittesmå barberbladsskarpe vinger, nemlig som et legeme, hvis fart mod jorden vil være en næsten ideel tilnærmelse til tyngdeaccelerationen. Det er løjerligt, at disse myter om den sikre helikopter, som stilfærdigt blot lander efter motorstop, stadig er hos os.
Man kunne jo prøve at spørge Grønlandsfly med den kedelige ulykkesstatistik, hvad der gik galt, og de over 6000 Bell Huey-helikoptere, som USA mistede under Vietnamkrigen næsten uden overlevende tyder heller ikke på teoriens bæredygtighed. 2 minutter, bvadr!
Sagen om reservedele til disse helikoptere eller rettere manglen på samme er til gengæld interessant. Der er nemlig slet ingen at få og leveringstiden er for det meste flere år. Det er også mærkeligt, at ingen har undret sig over det, for det er altså ikke normen for fly. For kommercielle fly er det for rentabilitet afgørende, at alle reservedele altid er tilgængelige, og det er de naturligvis i samme omfang som sidespejlet til en Ford Focus og for kampfly er situationen ganske den samme. Ikke overraskende for den sandsynlige risiko for op til flere flyvninger lige efter hinanden (krige varer jo med undtagelse af invasionen af Grenada tit flere dage) har man endda ekstra motorer liggende og i Tour de France har de fleste hold jo også tænkt på lappegrejer og måske endda ekstra dæk. Det har nemlig vist at forøge vinderchancerne væsentligt.
Når man nu hos adskillige af de danske helikoptere har konstateret fejl på akslerne kræver det jo ellers ikke den store regnestok til at finde ud af, at adskillige af dem står solidt plantet på jorden de næste par år. Det er nok også det bedste for alle. Endnu bedre ville det så være at få fyret indkøberne hos forsvaret ASAP eller alternativt at se hvor mange af dem , som har øget deres private forbrug mistænkeligt. Det var jo den gamle bestikkelsessag med ingen andre end Agusta i Belgien, som detroniserede Prins Bernhard i Holland. Det har altid været lettere at bestikke folk end at lave helikoptere, som kan flyve. Det kunne Agusta-helikopterne nemlig heller ikke dengang, slet ikke endda. Det er et pudsigt tilfælde, at firmaet eksisterer endnu eller også er det ikke.
Ellers skal vi da i dag huske at nævne, at det lokale lokomotiv for hifiinteressen i Østjylland, Århus Hifiklub, indkalder til generalforsamling. Der er vist nok tale om nogenlunde samme frem- og opdrift som en styrtende helikopter, for der har i det forløbne år overhovedet ingen aktivitet været og der er forresten heller ikke planlagt nogen i det nye år. Mon ikke formanden og den allereneste aktivist Simon ind imellem har det lidt ligesom helikopterpiloten med motorstop med fuld fart mod jorden? Det kan vist ikke gå godt det her, og det gør det heller ikke.