“Der Tarnhelm” og anden blænd- og blindværk.

I denne uges emne vil vi behandle blændværk og forblindelse, altså det der sker, når virkelighedens verden kun har ganske lidt at gøre med fantasiens, og så er det forresten ligemeget, hvor meget man powerdrømmer. Der går uvægerligt lidt Walt Disney og “Peter Pan på Ønskeøen” over mange af dagens eksempler, mest fordi der har skullet bruges en del tryllestøv fra feen Klokkeblomst for at mange af dagens projekter ville have haft den chance, som de faktisk fik. Det er til gengæld spændende at forsøge at vurdere, om folkene bag de ideer og maskiner, som omtales i dag, nogensinde selv har troet på det. Nogen har vel nok. Selvhypnose var vel også en mulighed inden Ali Hamann gav professionen et sikkert fortjent dårligt ry. Noget har der ihvertfald skullet til for mange af vores designere i dag. Vældigt meget faktisk. 

Nu er begrebet “Tarnhelm” jo godt nok mest kendt fra Wagners mega-operakompleks “Der Ring des Nibelungen”, hvor den betegnede en hjelm, som kunne gøre sin bærer usynlig (plus et par andre tåbelige wagnerianske anvendelsesmuligheder, som denne skribent havde Wagner jo svært ved at begrænse sig). Lignende beklædninger har eksisteret i vel nok alle andre kulturer og det nok mest fordi, der naturligvis til alle tider ville have været en kolossal og helt reel efterspørgsel efter dette produkt. Spørg blot teenagedrenge i alle aldre, som således ville kunne luske ind i pigernes omklædningsrum! Det er ikke til at vide, om denne magiske hjelm var inspirationen til dagens første eksempel, men det kan den sagtens have været. Det drejer sig nemlig om en tysk genistreg fra 1. verdenskrig, nemlig det usynlige fly og Wagner var jo osse tysker og sikken en! 

Nu var der dengang under 1. verdenskrig end ikke ikke tænkt på stealth-teknologi, så det djævelske ræsonnement fra designeren var simpelthen, at man ville lave et usynligt fly af glas og gennemsigtigt lærred. Den skarpsindige ville måske her indvende, at man kunne flyve om natten, men der kunne man jo ingenting se, og flyenes vigtigste opgave var og blev artilleriobservation. Den djævelske plan med det usynlige fly skulle måske have været stoppet her, men det blev den nu ikke. Alle var åbenbart som omtalte teenagedrenge ganske forblændede af perspektiverne ved dette vidunder. Man fik faktisk efter enorme omkostninger fremstillet en del af disse fly, som i regnfuldt gråvejr på jorden faktisk så lidt gennemsigtigt-grå ud på samme måde som alle andre fly, som rent faktisk var malet grå. Så langt så godt, selv om det altså ikke var særligt usynligt. 

Situationen var desværre en noget anden i luften, og det var vel i hovedsagen der, man skulle anvende vidunderet. Ved blot tilstedeværelsen af den allermindste smule sol reflekterede de enorme plane glasflader i dette fly nemlig sollyset som gigantiske blitzglimt og derudover blev det “gennemsigtige” lakerede lærred på vingerne i tør tilstand til en næsten ligeledes perfekt lys-reflektor. I stedet for det usynlige fly havde man altså i stedet helt uforvarende konstrueret alle tiders mest synlige fly, som distinkt kunne ses mere end 100 km. væk. Alt det her burde enhver tåbe kunne have forudset, da man jo havde anvendt spejle i militær signalering i tusindvis af år, men måske det bare var den amerikanske tegneseriefigur Mandrake the Magician, som havde været på spil. Han kunne som bekendt også med “en magisk bevægelse” lave en losseplads om til en herskabsstue. Ihvertfald var noget gået helt galt om det så var blænd- eller blindværk. Blændet blev man ihvertfald mange kilometer væk af dette “usynlige” fly og så var det jo ligesom ikke rigtigt usynligt længere. 

Dette misfoster af et fly kunne ellers være kommet i kamp med et samtidigt og ikke meget heldigere engelsk fly, i virkeligheden nok noget værre, ihvertfald hvis man var skytte. Det drejede sig om jageren med det ildevarslende navn “Pulpit” (som jo ellers betyder prædikestol, men læg især mærke til forstavelsen pulp-, det er den betydende del) Som bekendt var det jo Fokker, som først fandt ud af at skyde ud gennem propellerne ved at anvende et faktisk ret simpelt afbrydergear, så man ikke skød sin egen propel i smadder. Mens englænderne stadigvæk arbejdede på dette dengang vanskelige problem, bl.a. med pansrede propeller, som naturligvis blot fik projektilerne til at flyve i alle retninger (mest tilbage mod piloten, ikke helt uventet) lancerede man sin egen “stop-gap”-løsning. Man tog nemlig en normal jager og monterede simpelthen noget, som mest lignede en flad lerskål kendt fra mexicansk madlavning foran propellen som en ekstra “snude”. I den placerede man en maskingeværskytte, hvis eneste holdepunkt var selve geværet, da man ikke havde monteret nogen sele. Det var nok farligt, men langtfra det farligste, vel i sammenligning med de virkelige farer en slags barneleg. 

Nu må man så forestille sig denne ulykkelige mand sidde der i sin lillebitte skål, mens han så skulle forsøge at dreje sit gevær med meget begrænset bevægelighed mod en særdeles bevægelig fjende, men det var ikke det største problem i luften. Det var det derimod for ham at undgå at blive halshugget af propellen, som roterede 10 cm. bag ham under pilotens voldsomme manøvrer under luftkampen. Hvis han så havde undgået det, blev det til gengæld for alvor farligt, for desværre var den ubehagelige statistik, at omkring 50% af alle fly gik på næsen under landingen. Det skete der normalt ikke meget ved, da piloten var fastspændt. Det var den ulykkelige skytte bare ikke i “Pulpit”-jageren derude foran propellen og dødeligheden under denne ganske normale hændelse var helt præcist 100%, idet han enten blev hakket i skiver af den roterende propel eller i de heldige tilfælde, hvor propellen var blevet knust (den var nemlig af træ) blot blev knust mellem motoren og jorden. At dette fantastiske fly nogensinde kom i rigtig luftkamp (for det gjorde det) var vist endnu et eksempel på, hvor blinde designere kan være og selv ikke nogen magi fra magikeren Mandrake kunne hjælpe her. Vi må håbe at designeren af dette fly har haft sin egen Tarnhelm til at gemme sig med for alle de efterladte efter alle ofrene for dette fly. Se det vistnok eneste overlevende eksemplar på RAF-museet i nord-London, det er vildt!. 

De øvrige eksempler i dag stammer fra vores egen elektroniske verden og er ikke meget dummere end den djævelske, usynlige flyvemaskine og selvmorder-jageren. Det første drejer sig om en de de 2 første engelske producenter af båndoptagere (den anden var EMI), nemlig forlængst hedengangne Ferrograph. Baseret i det gamle industriområde South Shields øverst oppe i nordøst-England havde man baseret på rapsede tegninger fra Nazi-Tyskland gennem firmaet Wearite i adskillige årtier lavet spolebåndoptagere. Disse var ikke teknisk særligt sofistikerede for at sige det temmeligt mildt, men de var ganske vellydende og ganske pålidelige. Man ser forresten i alle engelske politiserier som Barnaby, Morse m.m. de allersidste rester af dette imperium, nemlig NEAL-kassettebåndoptagerne, som endnu bruges overalt. 

Efterhånden var man dog ved at blive teknologisk håbløst overhalet af Studer-Revox, 3M, Ampex, Mitsubishi, Otari og mange andre, som tillige tilbød multispors digitale båndoptagere baseret på brede magnetbånd. Ferrograph var mere og mere begyndt at ligne et teknologisk Frilandsmueum. Investeringer i den målestok, som det ville kræve at komme på omgangshøjde med den teknologiske udvikling, var langt udenfor Ferrographs rækkevidde, så derfor besluttede man sig med den overbevisning, som kun total blindhed og selvforblændelse giver: Man besluttede sig simpelthen til at udvikle og lancere sit eget format, nemlig den optiske disc. I dette digitale system, som blev lanceret i starten af 1980-erne, har man nok været noget forblændet af det perspektiv, at disse nye digitale maskiner faktisk ikke behøvede nogen særligt præcis mekanisk fremføring for at virke, og lige med hensyn til mekanisk upålidelighed var man efterhånden blevet markedsledere. 

Det nye optiske system virkede faktisk ganske fint (i modsætning til blitz-flyveren, som endda ikke fløj ret godt og derudover tiltrak millioner af parringsivrige insekter), men der var alligevel tale om omtanke på nogenlunde samme niveau. Man havde nemlig fuldstændigt udtømt sine finansielle reserver for at udvikle systemet (og havde endda indhyret virkeligt brilliante teknikere), men man havde blot glemt, at man skulle sælge varen. Det koster som bekendt altid mange penge at sælge et produkt og langt flere at sælge et nyt. Ikke overraskende var der derfor ikke nogen kunder til formatet, som dræbte gamle Ferrograph. At der ikke var noget galt med konceptet bevises jo af, at et ganske tilsvarende produkt med en optisk disc stadigvæk produceres i den tunge broadcast-afdeling af Sony. Blind udvikling var dræbende for gamle hæderkronede Ferrograph og så døde de bare efter 50 år. 

Helt så galt gik det ikke for engelske Focusrite, som tidligere har været omtalt i disse spalter. Helt fra grundlæggelsen på basis af ét eneste produkt, nemlig en mixer i 1970-erne designet af multi-geniet Rupert Neve, var “alle” produkterne fra Focusrite (der var nemlig ikke meget mere end en god håndfuld), allesammen variationer over den oprindelige mixer. Man kunne således købe en fin rød-metallic Focusrite, som indeholdt en mikrofonindgang fra denne mixer, en anden, som indeholdt en kompressor fra samme og sågar en tredie, som kombinerede de 2 (!) , helt vildt. Da så den digitale bølge i 1990-erne rullede ind over verden, besluttede Focusrite sig til at foretage et kvantespring. Man ville simpelthen tilbyde det bedste af begge verdener, den analoge og den digitale. Det var et spændende koncept eller måske snarere en smule vovemodigt, fordi man kun havde begrænset ekspertise på den ene og ingen på anden. 

Måden, det skulle foregå på, kræver lidt beskrivelse, og hvis det lyder helt debilt, er det såmænd nok, fordi det er det. Hele ideen var at lave et analogt kontrolcenter, hvor man kunne konvertere et digitalt signal til det analoge domæne, hvor Focusrite havde sin (eneste og dermed spids-) kompetence. Når man så i dette mekanisk imponerende center til over en kvart million så havde manipuleret lyden, kunne man så konvertere signalet tilbage til digitalt domæne gennem egen AD-konverter. Alt dette indbefattede ialt 2 kanaler. Da det var langt oppe i surround-tiden med det stigende behov for mange kanaler, burde det nok fra starten have dræbt udviklingen, men det gjorde det nu ikke. Man lancerede det altså alligevel, og verden fik et billigt grin. Det var mest billigt, fordi ingen købte det, ellers ville det unægteligt have været dyrt. Dyrt og meget dumt, som vi skal se. 

Det første problem, som man som mulig køber bemærkede var, at der jo var en modstrid i først at indspille signalet fra en mikrofon gennem en almindelig forstærker og så sende det fremkomne liniesignal ind i dette system for at udnytte den faktisk fine analoge Focusrite-mikrofonforstærker, som jo derved blev helt overflødig. Denne mikrofonforstærker skulle man nok bare have brugt fra starten, nu fik man ikke gavn af den. Et langt større problem var det, at man havde insisteret på at lave sine egne DA/AD-konvertere. Da man ikke lavede digital elektronik overhovedet, endte det hele med at blive en total vits. For at dette fine system skulle have nogensomhelst (ganske vist noget søgt, men alligevel) anvendelse, skulle konverteringen fra digital til analog og tilbage igen jo være uhørlig. Ellers ville dette kunstigt indføjede analoge led jo være ikke blot overflødigt, men totalt ødelæggende. 

Det var den bare ikke, uhørligt altså og næsten så langt fra, som noget nogensinde har været. En AD/DA-test i et tidligere job gav næsten et teenagepige-grineflip hos alle medarbejderne, så ringe var det. At købe det her prestige-produkt ville simpelthen blot ved at komme ind i indspilningskæden helt uden brug af nogen andre funktioner ødelægge al kvalitet. Det er således også udover at være et af verdens overflødigste også et de ringest designede produkter. Det var vist mest selv-forblændelse. Det var dog ganske flot og man skal altid huske at rose, har jeg fået at vide. 

Sommetider opnår produkter en succes, som er noget uforklarlig, sommetider er der en slags forklaring. Det sidste er der for eksempel i tilfældet Chord Electronics, som fremstiller nogle af verdens skulpturelt flotteste forstærkere og flotte, det er de virkeligt. Der er simpelthen tale om vores branches måske mest fremragende kunsthåndværk. Elektrisk er de allesammen baseret på en efterhånden noget gammeldags switch-mode strømforsyning, som grundlæggeren John Franks oprindeligt udviklede i sin tid som radartekniker. I lighed med andre switch-modes er der visse fordele og samtidigt desværre også sikkerhed for, at peakeffekt og vedvarende effekt er temmeligt ens, men det nævnes pudsigt nok aldrig. Det er underligt, for den ene må jo naturligvis være lav og den anden høj, underligt. 

Selve forstærkerkredsløbene er ganske konventionelle men med et lille “twist” I lighed med f. eks. ATC kræver Chords udgave nemlig termisk stabilitet for at lyde optimalt, det vil sige det skal være tændt mindst en time. Det kan man så bare gøre og man vil aldrig nogensinde være i tvivl om den er varm nok, så grimt lyder den. GRIMT! Ellers er den helt fin.Det vil sige, det er den kun, til et eller andet fjols giver sig til at blæserkøle den. Der skal nu også temmeligt meget af en syg kyllingehjerne til at gøre det, da forstærkeren faktisk er både stor, åben og rigeligt forsynet med køleribber udover den simple kendsgerning, at den uhyre kun langsomt bliver bare det mindste lunken. Det er jo også derfor, det tager så lang tid for den at stabilisere sin arbejdstemperatur. Ikke desto mindre besluttede Dynaudio sig til at anvende disse fine forstærkere som OEM fra Chord under eget navn til salg sammen med studiomonitorerne fra Dynaudio Acoustics. Til det monterede man et par ikke-termisk regulerede højhastigheds-blæsere og sikke det lød! 

Blæserne forhindrede simpelthen forstærkerne i nogensinde at blive varme nok til nogensinde at hæve sig over transistorradio-niveauet i kvalitet. Hvis man nogensinde har kunnet bilde sig ind, at det lød godt, må man simpelthen have været stokdøv. Det værste i denne sag var så, at man aktivt i sin blindhed forhindrede forstærkeren i nogensinde at lyde bare lidt godt Som en lille krølle skal det da med, at faktisk også Focusrite lancerede den samme forstærker fra Chord Electronics som sin egen med fin rød skulpturel forplade, men der havde man dog åndsnærværelse nok til at udelade blæseren. At så professionelle brugere ikke rigtigt gad vente flere timer for at den grimme lyd skulle gå væk antydes af, at Focusriten forsvandt hurtigt. At samme brugere så alligevel med den rette historie er ligeså døve som hifientusiaster bevises så af, at Chord stadigvæk er vidt udbredt i professionelle kredse. 

Man kunne med god ret have fundet massevis af lignende eksempler i dag, men vi gemmer noget til en anden gang. Som for eksempel det fantastiske eksperimental-fly i USA i 1920, som var konstrueret af en falleret læge og hvis vinger var lavet at et så blødt og eftergiveligt materiale, at det som vingeløs fugl styrtede ned aldeles øjeblikkeligt. Det lykkedes dog i lighed med de senere leverancer af ubrugelige Westland-helikoptere til det danske forsvar lige for konstruktøren at sikre sig pengene fra Forsvaret inden den styrtede ned. 

En anden, som vi tager op ved en anden lejlighed, er udviklingen indenfor radiotunere. Her har der helt sikkert også skullet en god del blindhed til eller måske blot en magisk bevægelse a la Mandrake fra gamle Willi Studer til overfor Studers konstruktører for at overbevise dem om, at man rent faktisk var i færd med at lave tunere med bedre lyd. Det var man nemlig ikke og det var man forresten heller ikke med hverken båndoptagere, forstærkere, højttalere eller noget som helst andet, men som sagt det er en helt anden historie, måske i virkeligheden den ultimative historie om grænseløst hovmod og selvforblændelse, men altså først en anden gang. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *