Da vi ind imellem citeres underlige og overraskende steder skal det i dag lige nævnes, at vi er begyndt at gemme dagens tekst internt. Særlige hardcore-fans har således mulighed for at genopleve det, som med Ove Sprogøes stemme som Jesper Fårekylling i Disneys juleshow hed “Memorable Moments” Derudover ændres teksten her jo ofte flere gange om dagen, så derfor tilbyder vi fra nu af den ekstra service, at vi i overskriften lige giver et tip, hver gang teksten fornys.
Som det tit har været nævnt i disse spalter er det desværre (eller heldigvis?) ikke alting, som går efter selv de bedst lagte planer. Nu har vi jo som omtalt i adskillige ugeemner et langvarigt, personligt og noget traumatisk forhold til Tannoy og deres forskellige mere eller især mindre heldige produkter. Faktisk mener vi, at deres produkters appel til fornuftige mennesker burde være ganske overordentligt beskeden, og det tyder det jo så forresten også på, at de er. Derfor var det med en vis interesse, at vi så ålborgensiske Sun Audio forsøge at markedsføre Tannoy Glenair-prestigemodellen gennem en nyhedsomtale og en opfølgende test.
Nu er der nogen ting, som er ganske nemme at markedsføre, og så er der nogen, som er rigtigt svære, for eksempel den her højttaler. For den sande troende er der jo ikke noget, som er ubestridt grimt (måske med undtagelsen af andres koner), men Tannoy Glenair 10 vinder vist ikke mange priser for sit design. Der er tale om en ganske overordentligt fælt udseende højttaler til en ganske overordentligt høj pris. At der så også er tale om den nyeste udgave af den klassiske dual-concentric højttalerenhed med plastic og det hele øger jo heller ikke akkurat attraktionen.
Det må Sun Audio have indset, for lige pludselig ser man denne Tannoy på status-udsalg. Det lyder til gengæld en del fornuftigere blot at få dem skudt af end det gjorde at forsøge at sælge og markedsføre dem rigtigt, og det har man så også indset. Desværre for denne skribent gik der jo ganske mange årtier, inden jeg selv nåede frem til denne ellers ganske ganske indlysende erkendelse. At Tannoys produkter så åbenbart i allernyeste tid ikke er blevet meget bedre understreges af, at en ellers vidt publiceret (men forresten ret lille) Tannoy-installation på en lokal cafe svigtede i denne weekend. Den var ellers vældig ny, det var nok derfor.
Men som sagt respekt herfra for Sun Music og deres beslutning om at droppe den markedsføring og test, som man ellers havde bebudet. Det kan selvfølgelig være, de er kommet til at sætte højttalerne til fremfor at læse reklamematerialets lovprisninger af tidligere tiders Tannoy. Det er nok det sandsynligste.
Herfra skal der i dag lige for tidligere arveprins Knud gentages, at Tannoy eksisterede fra 1926 til 1974. Det, som kom derefter, har ligeså lidt at gøre med den ægte vare, som indholdet i Disneys Jumbo-bøger har med den oprindelige kvalitet i Carl Barks´ Anders And-historier (og Sonja Rindoms ikke mindre formidable gendigtninger). Dejligt, at disse nye Tannoy look-alikes fik den fremtid, som de fortjente. Sporer man måske en vis skadefryd i vores udtalelser i dag? Naturligvis ikke, det er vi selvfølgelig langt hævet over. Eller er vi?
Måske ikke ganske, for vi spejder da stadigvæk ganske hyppigt efter efterfølgeren til det nyligt kuldsejlede lokale Sennheiser/Neumann/Klein und Hummel-kompetencecenter. Ingen har åbenbart meldt sig til dette ellers attraktive job, som det jo altid er at fremvise sjældent sete og eksklusive produkter fra lokaler med så dyr en husleje, at kiggelytterne alligevel blot bestiller produkterne på nettet. Mere eksklusive er de nemlig heller ikke. Vores egne vedvarende og ihærdige henvendelser til denne distributør om at komme i betragtning til center-status er desværre ikke blevet besvaret, men det er jo også en slags svar naturligvis. Nok ligeså sikkert et svar, som alle de virksomheder, der ellers er blevet spurgt aktivt, om de vil være centre, har givet. Isnende tavshed er jo også en legal udtryksform.