Så er vores detbatter-side oppe og køre igen og vi beklager den lange ufrivillige pause for denne væsentlige kilde til almen oplysning. Vi vil forsøge at samle op på verdens dårskab i den kommende tid efter tarveligste og dermed bedste evne. Heldigvis er vores branche som altid garanti for daglige nyheder af allerhøjeste kaliber, ja sommetider er de endda så fantasifulde, at det er sørgeligt utilstrækkeligt at kalde dem omskrivning af sandheden, som de nye højttalere fra Podium Audio viser.
Naturens verden har jo som bekendt indrettet sig så viseligt, at der kun er en dronning i hvert bo. Denne misundelsesværdige situation (for dronningen altså) er i det danske Socialdemokrati blevet antastet. Den ellers regerende dronning Thorning-Schmidt har fået læst og ikke mindst påskrevet af den gamle uantastelige dronning Ritt Bjerregaard, p.t. fungerende overborgmester i København.
Dette alternative bipolære bibo ville være inderligt uinteressant hvis det ikke havde været fordi disse inderligt magtliderlige kvinder afslører et så centralt element i den politiske virkelighed. Lad os se lidt på sagerne.
For første gang siden det katastrofale socialdemokratiske valgnederlag, som jo ellers blev fejret som et klassisk triumftog på Forum Romanum for kejser Trajan, har Thorning-Schmidt nemlig erkendt, at der var tale om et nederlag. Nu turde det laveste mandattal i mere end 100 år nok tidligere have medført denne erkendelse, men bedre sent end aldrig.
Alligevel efterlyser overborgmesteren Ritt-mester Bjerregaard en ny alternativ politik overfor regeringen. Det lyder ganske fornuftigt hvis det ikke havde været fordi et af de centrale kritikpunkter mod Thorning-Schmidt var, at hun i forbindelse med Muhammed-krisen ikke nok havde kritiseret Fogh-regeringen.
Hvis man skulle være i tvivl om politiske principper og deres modstrid med almindelig anstændighed behøver vi vist ikke gå videre. Politisk taktik går naturligvis for Ritt fremfor alt andet. Det er ligemeget hvad sagen drejer sig om og hvilke principper der er på spil. Som den ligeledes socialdemokratiske topleder Vilhelm Buhl ved afslutningen af 2. verdenskrig er det fuldstændigt ligemeget, om man balancerer hårfint på noget, som dengang mere end tangerede landsforræderi eller blot i dag på taktikkens alter ofrer alt. Hvis man skulle være i tvivl om, at magt korrumperer, skulle det da vist kun være fordi uhæmmet magtliderlighed kunne være medfødt. En studium af disse kvinders biografier tyder på, at de vist er mere end almindeligt genetisk disponerede for det.
Politiske principper er forresten en sjov ting. Vores lokale borgmester Nikolaj Wammel er ellers det politiske livs svar på en stykke forkogt makaroni, så principfast er han. Det vil sige, efter den nylige besættelse og hjernedøde hærværk af et fredet hus som det tidligere er omtalt i disse spalter, er borgmesteren faktisk kommet med den sensationelle udtalelse, at kommunen aldrig vil give et hus til de lokale BZ-ere. Der er ret beset tale om et absolut løfte og det er vi ikke forvænt med fra den kant. Faktisk mener vi aldrig vi har hørt noget lignende og da slet ikke fra den altid syntetisk smilende Wammel. Det giver jo da bestemt anledning til at udtale vores enestående respekt for Wammel, enestående mest fordi det sker så sjældent, men det kan åbenbart blive bedre. Respekt!
Herfra skal der i dag lyde en sjælden hyldest til op til flere af de socialdemokratiske (kory)fæer for veludført gerning og tak til Ritt Bjerregaard for atter at have mindet om, at lige meget hvor rædselsfuldt noget er, er der altid en, som er meget værre og endnu mere principløs.