Engang for adskillige år siden udtalte professor Morten Thing i en ellers uhyre banal forelæsningsrække i DR, at den intellektuelle altid pr. definition var i opposition til det til enhver tid bestående system. Denne situation var allerede på daværende tidspunkt godt nok allerede blevet nogen anløben, men ikke desto mindre har det faktisk været sådan en gang for endda ikke alt for længe siden. At det ikke er det længere kan enhver jo overbevise sig selv om, men det kommer vi til senere. Og nej, det er ikke kun det intellektuelle establishments problemer med religiøse udfoldelser, som har givet ridser i lakken. Det er faktisk meget værre. Det handler om at investere noget af sig selv som intellektuel, og der kommer balladen. Når ingen investerer, kommer der heller ingenting ud af det, og det er denne problematik, som er ugens emne. Det handler om intellektuelt svigt og intellektuelle skvat.
I middelalderen var alle intellektuelle jo pr. definition gejstlige, da der ikke blev undervist i andet på universiteterne. Det kan måske være svært i nutiden, hvor man kun har information fra makværker som “Da Vinci Mysteriet” at forestille sig det raseri og den vildskab, hvormed datidens intellektuelle konfronteredes med det daværende klerikale establishment. Mange af de kontroversielle emner kan i dag forekomme trivielt komiske, men i virkeligheden var de næppe værre end diverse venstrefløjsfraktioner i 1970-erne, som kæmpede mindst ligeså indædt og uforsonligt om den korrekte udlægning af marxismen. Det var dog en tid, hvor al intellektuel aktivitet var tæt forbundet med religiøse udfoldelser, og hvor alle tanker kunne være kætterske og dermed farlige. Tiden skulle komme igen, som vi antyder med et fortælleteknisk virkemiddel fra Dan Browns bestseller. Læs den igen og få kvalme!
Med renæssancen og de friere tanker ser vi for første gang i historien noget som ligner vores billede af intellektuelle som kritiske fornyere i opposition. Nu var der stadigvæk ikke tale om fritænkere i den betydning, at alle de intellektuelle som Galilei, Michelangelo, Thomas More m.m. fl. ikke var troende, for det var de. Mange af datidens intellektuelle stod til gengæld for afgørende fornyelse af samfundstænkningen, hvor også de nye naturvidenskabelige landvindinger var en del. At de intellektuelle stadig levede et farligt og udsat liv bevises jo af Galileis nærdøds-oplevelse under rettergangen, mens More jo rent faktisk mistede hovedet efter udgivelsen af sit værk om det ideelle samfund “Utopia”. Det var også uden kirkens almagt ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel.
Efterhånden blev det litteraturen, som blev det vigtigste element i den udvikling af samfundsforståelsen, som var ved at ske. Der var som med Holberg ikke nogen adskillelse mellem accepteret historieskrivning og ren fiktion, og det var der forresten ikke helt op til omkring 1850. En meget stor del af samfundsdebatten og udviklingen af det spirende demokrati foregik således blandt intellektuelle i ren romanform. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig i dag, men dengang betød en kontroversiel roman meget mere end samtlige datidens aviser lagt sammen. Krige kunne blive erklæret som for eksempel den amerikanske borgerkrig, som næppe ville være blevet brudt ud, hvis Beecher Stowes bog “Onkel Toms Hytte” aldrig var blevet skrevet. Grækenland ville heller aldrig være blevet befriet i starten af 1800-tallet, hvis den engelske digter Byron ikke havde involveret sig. Det var ikke længere helt så fysisk farligt at være intellektuel, selv om Byron godt nok døde dernede.
Det statslige establishment begyndte at anvende datidens ganske vist spæde forsøg på spindoktorer, men de blev aldrig rigtigt taget alvorligt, for man opfattede heller ikke dengang intellektuel virksomhed med statsstøtte som sand frihed. Det var det jo da heller ikke, som en af datidens udvalgte officielle hofpoeter, Alfred Austin, viste med al ønskelig tydelighed. Denne ynkelige digter blev håbløst til grin overfor en samtidig sand intellektuel som Oscar Wilde, som dog var så meget i modsætning til samfundets konventioner, at han gik i hundene. Som fortaler for et kompromisløst og alternativt liv lever han dog stadig.
I tiden efter 1. verdenskrig bliver det til gengæld mange steder ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel igen. I den nye Sovjetunion begyndte man tidligt at censurere alle upassende intellektuelle ytringer og forsøge at “opfinde” rettroende statsfinansierede intellektuelle. Ganske signifikant for nutiden var der nu aldrig nogen, som tog disse alvorligt. Man kunne jo ikke være statsfinansieret intellektuel, som sagen om den senere nobelprisvinder Sjolochov viste. Det kunne man heller ikke i Nazi-Tyskland, hvor selv en ellers stor kunstner som filmmageren Leni Riefenstahl nogensinde opnåede accept, og der er vel heller ingen, som kan huske nogen intellektuelle, som kæmpede for Franco i den Spanske Borgerkrig. Til gengæld kan mange nok huske den danske digter Munch-Petersen og Garcia Lorca, som ikke gjorde. Intellektuel kunne man altså kun være, hvis man var i opposition, selv om det mange steder var helt umuligt. Der var der så blot ingen intellektuelle.
Efter 2. verdenskrig og omkring 50 år frem fik vi så en situation, hvor det både var helt uhørt spændende at være intellektuel og mindst ligeså spændende at følge dem. Det blev simpelthen en gylden tid, hvor der blev tænkt alle mulige forskellige alternative tanker og hvor det endda opstod veritable krige på ord mellem forskellige intellektuelle grupperinger. Aldrig nogensinde tidligere havde der været et så bredt spektrum af valgmuligheder som denne tid, hvor læselysten eksploderede overalt i den vestlige verden. Det blev ligefrem moderne i Danmark at læse det litterære tidsskrift “Heretica” (meget tidstypisk navn naturligvis) og man kunne personligt involvere sig i fejden mellem den danske forfatter Martin A. Hansen og hans indædte fjender. Det var jo også en tid, hvor de intellektuelle ikke blot var i konflikt med det omgivende og etablerede samfund. Det var også en tid, hvor der herskede almindelig enighed om, at alle religioner var helt passe og at simpel oplysning kunne fjerne den sidste rest af “vantro” (altså tro) Det skulle jo blive helt anderledes, selv om de første tyrkiske indvandrere var kommet til Danmark. Det var jo iøvrigt også for at arbejde.
På det litterære plan var der nu allerede fra den helt apolitiske Leif Panduros tid ved at udvikle sig et klima, som senere skulle vise sig at være skæbnesvangert. Måske indoktrineret af den politiske venstrefløjs krav fra 1970-erne om “at tage parti” blev det efterhånden ugleset at være erklæret borgerlig. Der var ved at komme en slange i det intellektuelle paradis. Den frie tanke var ved at blive begrænset, og det var endda kun den allerspædeste begyndelse. Det ramte for eksempel den danske forfatter Henrik Stangerup og også en af datidens allerpopulæreste forfattere Thorkild Hansen. Derimod var det endnu god tone at hylde den store sovjetiske forfatter Solsjenitsyn, selv om han nok var lidt for religiøs for datidens intellektuelle. Nok var der ved at opstå et begreb som politisk korrekthed, men enhver intellektuel var dog stadig ateist og helt uforsonlig overfor alle dogmer og religioner. Uha, det blev anderledes.
Fra 1980-erne var der efterhånden ved at opstå visse begrænsninger i den frie intellektuelle aktivitet nogenlunde samtidigt med, at alle Jaffa-mærkerne forsvandt fra de israelske appelsiner. Måske er det mere end et sammenfald, for det var begyndelsen på en tid, hvor den intellektuelle aktivitet tog et afgørende dyk. Man kan vel ligefrem tale om et svigt, selv om det endnu kun var i sin vorden. Man kunne jo for eksempel stadig kræve alle religiøse og politiske bånd på det intellektuelle udtryk fjernet, og både den sovjetiske fængslede dissident Sakharov og Salman Rushdie fik ubetinget støtte som de arketypiske frie tænkere, som de jo var. Det forekommer som længe siden, men det er nu kun godt et årti.
Nu er det jo ikke en dansk opfindelse at være politisk korrekt. Som bekendt er det en trend, som oprindeligt kommer fra USA, uden at dette dog vist har fået nogen videre omtale i Danmark, men til gengæld er det gået hurtigt her. Det har simpelthen fuldstændigt og fundamentalt ændret forholdene for al intellektuel aktivitet. Det ses tydeligt af, at alle tidligere litterære fejder og alternative opfattelser er helt forsvundet. Man har simpelthen med et eneste slag fjernet enhver eksistensberettigelse for de traditionelle intelligensbærende grupper. Den eneste sande intellektuelle aktivitet for tiden består i at gøre grin med, at kulturministeren hedder Brian, og det er jo ikke meget at byde ind med. Det er sket samtidigt med, at den danske samfundsstruktur er rystet af parallelle strukturer som aldrig før, og der er sikkert en sammenhæng. Det hedder vist angst.
Nu er det ikke første gang, at der har været forsøgt alternative samfundsformer. Tvind og Det Ny Samfund plus en bunke østasiatisk inspirerede religiøse kollektivformer har jo tidligere budt ind med andre muligheder, men det er jo ikke der, de tidligere så frie intellektuelle bor længere. Hvis man ser nyere danske film og studerer de danske romanudgivelser ser man unægteligt et kæmpestort tomrum. Væk er alle skæve og alternative vinkler og i dag ville selv Onkel Danny (Turell) vel være en slags freak. Han var ellers ikke noget særligt i sin tid, men det ville han være nu. Der er tilsyneladende ingen uenighed at spore blandt nutidens danske intellektuelle overhovedet, og det er jo ikke videre foreneligt med nogen frie tanker. Så er de jo ihvertfald ikke frie længere, og det er de nok heller ikke. Det var det her med angst igen.
I det seneste årti er der simpelthen opstået en så massiv berøringsangst hos mange vestlige intellektuelle, at der er tale om et massivt svigt. En stor del af det er naturligvis forbundet med den nyreligiøse renæssance, som helt har ændret alle fjendebilleder. Traditionelt har det været helt straffrit at håne de især amerikanske “sekter”, og selv afdøde Natasja svinger sig helt op på det. Underligt nok nævner hun ikke noget om de såkaldte “æresdrab”, men det er der heller ingen andre danske intellektuelle, som gør. Nu er der naturligvis heller ikke nogen fysisk fare ved som en anden moderne kunstner at vise billeder af katolske præster, som piller ved kordrengene. Homoseksualitet blandt mænd vel altid været udbredt på drengekostskoler, i fængsler, klostre og lignende, ja måske endda blandt deltagerne på lange kamel-karavaner, men det er altså noget afgørende nyt, at man sagtens kan snakke om det ene, men end ikke kan antyde det andet. Den intellektuelle har simpelthen stækket sig selv og har gjort det helt selv. Selv den dummeste gås i en park-sø, som heller ikke kan flyve, har altså ikke stækket sig selv, det har parkbetjenten altså.
.
Hele Muhammed-krisen i Danmark viste med grafisk tydelighed, at den samlede danske intellektuelle stand havde udspillet enhver rolle og troværdighed. Ingen stod fast på nogensomhelst fundamentale frihedsrettigheder, da det kom til stykket, og det gør de forresten stadigvæk ikke. At være intellektuel i dag er et “statement” som at abonnere på en økologisk kasse frugt og grønt fra “Årstiderne”, mens man medvirker i diverse underholdningsprogrammer i TV og bor enten som Rifbjerg i Spanien eller har sit på det tørre i den moderniserede idylliske landejendom. Derfor er man naturligvis ikke i stand til at tænke nogen kontroversielle tanker i dette nye miljø, hvor én eneste ytring kan komme til at medføre permanent livsfare og politibeskyttelse. Derfor er det jo ikke særligt overraskende, at ingen intellektuelle har påpeget det helt uhørt vanvittige i, at tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj stadig trues og lever under hemmelighed og politibeskyttelse. Det burde ellers have været en selvindlysende intellektuel pligt og var det jo også tidligere.
Allerede den tyske forfatter Heinrich Böll talte om, at “angsten åd sjælene op” Det viste sig også at gælde de intellektuelle i nutiden i ganske mange lande, da det kom til stykket, og i Danmark gik det helt galt. I løbet af blot et årti gik alle uden undtagelse fra at være udtalte og nærmest militante ateister til helt uhørt at acceptere alle former for religiøsitet. Det vil sige, de mere ufarlige og ellers ganske uskadelige som “Faderhuset” og andre kristne udtryksformer får stadig på hatten, men alle de rigtigt farlige og umiddelbart truende bøjede man sig for. Blot truslen var nok til at ændre et samfunds intellektuelle struktur., virkeligt skræmmende!
Hvem skulle nu have troet, at de sande intellektuelle i dag er Dansk Folkepartis vælgere, men sådan blev det altså. Der er jo ihvertfald ifølge vores oprindelige definition ikke rigtigt andre muligheder. Som Galilei er de truet af det herskende samfund og latterliggøres overalt. Det er endda næppe mange steder i den umiddelbart forestående juletid helt stuerent at sige, at man altså stemte på dem til sidste valg og at sagen med den britiske lærerinde og bjørnen Muhammed altså burde lære folk et eller andet helt fundamentalt om civilisation eller især mangel på samme. De investerer noget og det er ikke ganske ufarligt.
Til gengæld er det helt fint at sige, at man har læst den seneste bog af Rifbjerg eller at man lige har læst noget i Politiken, men nok ikke, at man altså var med i sidste uges demonstrationstog til fordel for den samme lærerindes ytringsfrihed overfor helt vilkårlig middelalderlig justits. Nå nej, sådan et tog var der heller ikke, selv om de samme gamle intellektuelle nok var med i den første pro-Rushdie demonstration næsten helt tilbage i renæssancen, altså der for mere 10 år siden. Dengang ikke alle intellektuelle stemte på Dansk Folkeparti. Det var der vist ikke rigtigt nogen, der gjorde, men det var altså dengang.
Fra at være samfundets elite og avantgarde er de danske intellektuelle i dag blevet reduceret til en flok hjerneløse zombier, hvor det eneste punkt på dagsordenen er øget kulturstøtte som samfundets trofaste og domesticerede lænkehunde. Man er ikke engang uenige nok til at kræve f.eks kun mere til forfatterne, alle står blot kollektivt sammen om mere til alle. Ikke engang så kontroversielle synspunkter luftes længere, at al kunst måske ikke er lige godt eller nødvendigt. At stikke hovedet langt frem er blevet erstattet af en konstant dukken sig. Da Galileo Galilei pro forma afsværgede sine kætterske tanker for at undgå bålet beholdt han dog sine meninger. Det problem har moderne danske intellektuelle ikke. De har ikke nogen, det er nemlig alt for farligt og ubekvemt. De har sikkert ret, men det er altså selve meningen med at være intellektuel.