Pionerens pris.

Det er altså ikke tale om en stavefejl i denne uge, for vi vil  nemlig behandle den pris, som den sande pioner betaler ved at være for tidligt ude eller være ude af sync med de teknologiske realiteter.  I det bredere historiske perspektiv ville det svare til, at det smarte stenaldermenneske efter hårdt og genialt arbejde opfandt Tivoli-radioen for blot til sin forfærdelse at opdage, at opfindelsen af batterier og radiostationer lå et par tusind år ude i fremtiden. Hele hans investering af 2 mammutskind ville jo være aldeles spildt.  Vi vil også berøre et par eksempler på, hvor man forsøgte at løse en opgave, som samtidens teknologiske niveau overhovedet ikke gav mulighed for. Der er ganske mange af denne sidste type, og et par stykker af dem har været skæbnesvangre for store virksomheder.
 
Fælles for alle dagens projekter er, at de, uanset om der har været få eller ingen kommercielle muligheder for produktet, er blevet lanceret og forsøgt markedsført. Noget har været tragisk og andet mere komisk. Blandt de tragiske skæbner i denne branche bør man altid huske Paul Voight, som allerede før 1930 lancerede sine store hornhøjttalere bestykket med elektromagnetiske udgaver af det, som senere skulle blive Lowther. Hans timing var helt på linie med stenaldermenneskets Tivoli-radio, altså simpelthen optimalt forkert. Hans højttalere, som havde kostet mange års matematisk arbejde at designe, var allerede fra starten i stand til i begge frekvensender at gengive adskillige oktaver ud over tidens bedste lydkilder. Vi må her huske, at der endnu ikke fandtes elektrisk optagede plader. Der fandtes forresten heller ikke kvalitetsmikrofoner, så han kunne ikke engang høre, hvor fremragende hans produkt egentligt var. Da der endeligt med Arthur Haddy og Decca ved slutningen af 2. verdenskrig kom et afgørende gennembrud i kvaliteten af den reproducerede musik, var Voight syg og nedbrudt emigreret til Canada.
 
Den revolution i teknologi, som alle krige har medført, førte til starten af to senere mere succesfulde forretningsimperier, nemlig JBL og Klipsch. Begge skulle dog smage den bitre erkendelse, som det at være lidt for tidligt ude. Begge mænd producerede med deres Klipschorn og Hartsfield højttalere, som nu 60 år efter stadigvæk er ultrahighend, højttalere af en hidtil uset standard. Desværre var der ikke rigtig nogen kunder i starten, da kildematerialet kun lige akkurat var ved at blive tilgængeligt, så begge firmaer gik snart ned i en længere krise. Ikke overraskende viste det sig at være ligeså håbløst at være lidt for tidligt ude som at være alt for tidligt ude. Pionerens pris var den samme. Lansing døde, og Klipsch fandt noget andet at lave. Dårlig timing og håbløs timing med bolden giver samme resultat på tipskuponen desværre.
 
I 1970-erne var Garrard et gigantisk firma med tusindvis af medarbejdere og i et enestående eksempel på teknologisk megalomani besluttede man sig for at tackle et problem, som havde plaget pladeafspilning siden lakpladernes tid, nemlig klik og ridser. På et oscilloskop er det ikke svært at se en ridse, fordi stigetiden på impulsen er langt stejlere end noget, som skærenålen kan præstere, og det var det heller ikke dengang. Derimod lykkedes det at drive Garrard afgørende mod sit endeligt få år senere ved vanvittige investeringer i dette projekt, som helt basalt strandede på, at der ikke fandtes nogen muligheder for at etablere et digitalt eller elektrisk delay med datidens teknologi. Al signalbehandling skulle således foregå real-time, og selv en lallende amatør i den højere matematik kan jo straks indse, at det kun er muligt at dæmpe klikkene med en særdeles grov båndbreddebegrænsning. Dette var jo strengt taget ikke foreneligt med egentlig hifi-gengivelse, og ikke overraskende endte projektet på elefanternes kirkegård et ukendt sted. Til gengæld kan det altså undre, at ingen så dette ganske elementære problem.Problemet med pladestøj fandt ganske få år senere med CEDAR-digitalsystemet sin endelige løsning. Med mulighed for digital processering udenfor real-time var problemet blevet reduceret fra det umulige til det ganske enkle, men da var Garrard nylig historie.
 
 Ind imellem ser man eksempler på, at designere kombinerer velgennemprøvet og fremragende teknik med helt nye teknologier. I nogen tilfælde skulle man hellere have ladet være. Den ellers konservative Arthur Radford blev vistnok af en dansk designer i slutningen af 1970-erne lokket til at kombinere en klassisk rørudgangsforstærker med noget forholdsvis nymodens, nemlig en IC fra et af datidens højteknologiske lokomotiver, radargiganten Ferranti. Til evig tid vil det være en gåde, hvordan denne for tiden overordentligt avancerede IC skulle kunne anvendes i en varmeproducerende forstærker, men ræsonnementet syntes at have været, at når den blev brugt i rumfartsteknologi, så måtte den jo være en oplagt kandidat til en rørforstærker. Desværre var dens stigetid så hurtig, at det ellers fremragende røreffekttrin konstant af sit drivertrin, nemlig denne IC, blev stopfodret med signaler langt hinsides sin kapacitet. Det kunne naturligvis høres og ikke for det gode. Kort tid derefter ophørte Radford efter dette ikke overraskende mislykkede pionerarbejde med at påvise, at faktorernes orden i hurtigheden i en forstærkers trin var ligegyldig. Det var det nemlig ikke, og det er det stadigvæk ikke.
 
 Dette var en variation af eksemplet med stenaldermennesket på, at den transportable radio og batterierne for succes helst skal eksistere samtidigt. Et andet eksempel i denne retning er Tannoy, som ellers med deres XO 5000 og 6000 elektroniske delefiltre i lighed med andre sande pionerer forsøgte det umulige. Ideen var ellers strålende: Man ville lave et elektronisk delefilter, som ville sikre optimal elektrisk kontrol over både egne og andres studiomonitors. Når man ser datidens delefiltre i mange UREI og JBL var ideen såmænd ikke så åndssvag. Der var nemlig masser at forbedre. Det var der desværre også på det koncept, som Tannoy udviklingsafdeling lagde for dagen. I erkendelse af, at mange diskantdrivere inklusive Tannoys egne var overordentligt følsomme, og dermed ville afspille delefiltrets egenstøj med øredøvende niveau, lagde man sig genialt nok fast på en rent passiv delefiltertopologi, som ville give optimale støjdata. I lighed med alle datidens klassiske equalisere som de første Klark- Teknik anvendte man små håndviklede spoler på et lille indstikskort. Det var dyrt, og det var godt, og det er aldrig siden blevet forbedret.
 
Desværre var der så lige en afgørende hindring for, at Tannoys projekt overhovedet nogensinde ville komme til at virke. Man havde nemlig som det helt afgørende salgsargument for dette filter annonceret, at man trinløst ville kunne justere time-delay mellem de forskellige enheder for optimal fase. Desværre fandtes der stadigvæk her omkring 1980 stadigvæk ingensomhelst kommercielle muligheder for at gøre dette digitalt, så i stedet valgte Tannoy en god og gennemprøvet teknologi, nemlig den på engelsk benævnte “bucket brigade” hvor signalerne ved transmission igennem mange eller endnu flere IC-er kom ud med et eller andet fasedrej. På den måde kunne man ganske vist etablere en vis tilnærmelse til faseforbedring, men desværre var dette system en så håbløs lydmæssig løsning, at alle løb skrigende væk. Ud over det støjede denne håbløst teknisk kompromitterede delay-form helt åndssvagt med et frekvensspektrum, som tangerede hvid støj. Alle, som har hørt det, har været lamslåede. En Tannoy Dreadnought kandiderer til titlen alle tiders største misfoster. Hele dette projekt blev lanceret ganske få år inden enhver ingeniørstuderende kunne have lavet et simpelt digitalt delay, som ville have løftet dette projekt et helt andet sted den. Projektet var dog umuligt teknologisk, da det blev forsøgt, og det burde enhver altså have kunnet indse. Altså bortset fra Tannoy, som dog var de eneste, som forsøgte.
 
Sommetider oplever man, at pionerarbejde på et område overføres til andre. Nu er det måske tvivlsomt at kalde Bose en ægte pioner og så alligevel. De kom dog i modsætning til de andre pionerer, som vi har omtalt i dag, ikke til at betale nogen pris ved udviklingen af de aktivt equalisede systemer 901 og 802. Tværtimod scorede de kassen ved at anvende enten 8 eller 9 bredbåndsenheder sat i serie med en aktiv kontrolbox, som blot hævede bas og diskant. Man fik således en højttaler, som faktisk kun kunne destrueres totalt ved at sætte den hårdt ned på jorden. Derved knækkede alle plasticchassiserne på enhederne nemlig, og alle magneterne raslede rundt og man bedes bemærke, at det her var endnu inden System Audio genopfandt plastic til denne anvendelse, altsa sandt pionerarbejde, men det er en anden historie.
 
Knapt så godt gik det for Electro-Voice, som kopierede ideen med en aktiv equaliser til deres Sentry 3 og 4 studiemonitorhøjttaler. Her tidligt i 1970-erne var de kommercielt tilgængelige IC-er til dette formål simpelthen kun gode nok til ukritisk brug som Bose, men langtfra til kritisk lytning. Selv en Texas TL 071 var nærmest en våd og uopnåelig drøm for mange designere på grund af sin høje pris. Ydeevnen på dette semi-aktive system var faktisk så dårlig, at det alene fjernede Electro-Voice fra dette attraktive marked. Egentligt ganske godt gået at spolere et etableret system på denne måde. Lektien blev ikke lært før man adskillige år senere afskaffede den tilsvarende aktive box til den klassiske PA-højttaler S 200.
 
Sidst i dag skal vi lige nævne et projekt hos Celestion, som afgørende som med Garrard tippede et firma ud over afgrunden. Man ville simpelthen lave den uforgængelige højttaler, hvor selv ikke en afbrændt forstærker med 80 V DC på udgangen ville kunne udrette skade. Til det konstruerede man simpelthen som med Bose og andre en aktiv equaliser for at få mellemtoneenheder til at spille bas og diskant, men det stoppede ikke her. Man opbyggede simpelthen i kontrolboksen noget, som man mente var en simulering af højttalerenhedens svingspole uden dog at være alt for specifik her. Udover at den aktive kontrolbox var tilsluttet mellem kilde og forstærker, blev signalet fra forstærkerens højttalerudgang således kørt tilbage til kontrolboxen, inden det via denne blev tilsluttet til højttaleren. Boxen havde således mulighed for at regulere udgangsniveauet ned, hvis man spillede for højt. Det var da oprindeligt den store masterplan.
 
Desværre var dette produkt af 1980-erne jo præget af, at boxen ikke kunne akkumulere relevante data over tid. Man kunne måle temperaturen på en dummy-modstand, som man havde i boxen, og det gjorde man, men man kunne naturligvis ikke samle informationer om membranudsving ved forskellige frekvenser i den umiddelbart foregående periode. Hele projektets anvendelighed blev som mange andre i denne historie dræbt af, at den nødvendige teknologi lige akkurat ikke var tilgængelig. 15 år senere ville det have været legeværk, og selv simpel DSP ville have kunnet simulere enheden effektivt. At så selveste Turbosound eftergjorde dette projekt slavisk uden omtanke fortæller en del om ingeniørernes kvalitet i denne branche. Faktisk spurgte denne forfatter selv Turbosounds designer om dette principielle problem, men fik ikke overraskende ikke rigtigt noget svar. Der var jo heller ikke noget meningsfuldt svar at give, eller måske var han bare ikke bedre. Laterale tænkere er jo noget sjældne.
 
Nu kan vi jo sagtens med eftertidens viden kloge os på fortiden, men som vi har set i dag, er der nu temmeligt mange eksempler på, at selv det mest perfekte og vellykkede pionerarbejde har været den sikre vej til økonomisk bankerot af helt selvindlysende grunde. Hvis der absolut ikke har været nogensomhelst blot teoretisk mulighed for at anvende det færdige pionerprodukt kan man vel kun dårligt bebrejde den eventuelle køber, at han passer, og så kan det forresten være ligemeget, om pioneren er lidt eller meget for tidligt ude. Omvendt kan det ligeledes være fuldstændigt ligegyldigt, om et pionerprojekt med tidens tekniske viden kommer tæt på løsningen eller ikke engang i nærheden, begge dele er naturligvis katastrofale. Om man er Garrard, som ikke kom i nærheden af noget som helst, eller Celestion, som kom et stykke nærmere løsningen på et problem, som lige akkurat var umuligt at løse med det daværende teknologiske stade, fører til det samme.
 
Mon ikke det næste projekt allerede er hos os, nemlig det psykoakustiske svendestykke, som består i udfra den virtuelle omelet, som lyden i lyttepositionen udgør, at regne denne omelet tilbage til en kylling eller måske endda en høne, som det antageligt har været i optagerummet. Der er åbenbart kun få som denne skribent, som principielt vil afvise denne mulighed helt. Det kunne jo være… Ligesom med Garrards ridsefjerner. Nej, det kan ej. Det var der heller ingen, som sagde på Garrard, nemlig at projektet var umuligt, og pioneren døde.
 
Så alvorligt er det heldigvis ikke i dag at være pioner. Ligegyldigt hvad man fremfører af tåbelige påstande, er der jo et publikum. Det er altså blevet nemmere at være pioner og de eneste dødsfald er nok dem af grin hos dem, som har læst hele reklamemeterialet. Jeg tror, vi skal have os en rumkorrektion. Man skal jo have noget at grine af i denne triste sommer. Eller måske bare det fine kabel inspireret af  af den gale professor Tesla med torden og lynild og det hele. Leve de sande pionerer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *