I denne uge vil vi forsøge at undersøge forskellige former for iværksætterånd og forske lidt i, hvordan det senere gik i mange af disse virksomheder. Det er vores tese, at både hifibranchen og den professionelle audiobranche afgørende adskiller sig fra for eksempel Pressalits produktion af toiletsæder. For overlevelse er det nødvendigt, at en stærk og iderig central person giver direktion for retningen af firmaet. Det har vist sig vældigt svært at drive sunde forretninger i denne branche ud fra økonomiske tekstbøgers læresætninger, selv om det selvfølgelig også ses. Produktet er knapt så vigtigt på kortere sigt, men kan til gengæld blive et problem senere hen, som vi skal se.
Der er helt basalt to forskellige måder at starte et firma på. Den ene kræver naturligvis den arketypiske iværksætter, som altid vil være der for at starte sin virksomhed, fordi der ikke er andre muligheder for ham. Han kan nemlig slet ikke lade være og vil i et andet job meget snart støde på uoverstigelige problemer med at få ført sine ideer ud i livet. Her kunne man nævne Poulsen og Petersen, grundlæggerne af Ortofon, Bill Woodman fra ATC, Tiefenbrun med sit Linn og naturligvis talløse andre. Disse firmaer har med det sommetider næsten maniske drive fra grundlæggerne ofte gennemslagskraft i en ganske lang periode. Det er virksomheder af denne type, som fører kunsten videre i vores branche. Så lang tid grundlæggeren er om bord og lægger kursen, har vi her den innovative virksomhed. Denne type virksomhed har typisk kun beskeden kontrol over økonomien, fordi alle ressourcer bliver investeret i bedre produkter. Derfor eksploderer disse virksomheder ofte. Grundlæggeren skal typisk have konen til at binde sit slips
En anden og noget mere tidstypisk måde at starte på er jo desværre at overtage et mere eller mindre konkursramt bo. Der er jo desværre næsten utallige eksempler på dette sidste, men der er jo den ganske håndfaste fordel ved det, at man kan starte ganske billigt. Man får jo typisk noget lager og måske også en smule know-how med i købet. At det så ikke nødvendigvis giver nogen fordel på bare mellemlang sigt er så en anden sag, men derom senere. Til gengæld er der næsten garanti for aldeles ligegyldige produkter fra denne type virksomhed. Denne slags virksomhed er altid en rent økonomisk opportunist-konstruktion, fordi der ingen nødvendighed har været hos grundlæggerne. Denne type virksomheder kan kun producere mainstream-produkter og vil altid være grundlæggende inficeret af det farlige bogholder-gen, som altid vil forsøge at spare den sidste krone på ethvert produkt. Ejerne af denne type virksomhed kan altid binde en Windsor-slipseknude i søvne.
Enkelte af de oprindelige virksomheder startes naturligvis i denne branche af ingeniører med entreprenør-gener, men faktisk meget langt fra alle. Faktisk tyder ganske meget på, at lige præcis ingeniørfaget i alle lande er en noget utilstrækkelig forudsætning for en succesfuld iværksætter. Det vil sige, det kan sagtens give anledning til at starte, men det er kun uhyre sjældent nok til at fortsætte. Måske ingeniører uden særlige evner blot er ligeså overbeviste om deres egen ufejlbarlighed som de rigtigt gode af slagsen? Faktisk tyder en hel på det.
En af de allermest typiske iværksættere, som holdt gejsten oppe i næsten 50 år var Guy R. Fountain, som grundlagde Tannoy. Han havde ingensomhelst teknisk indsigt selv, men havde dog indsigt nok til at indse det selv og allierede sig med en del af tidens allerbedste ingeniører. Det var ham alene, som gav skubbene til både Jack Houlgate og senere Ron Rackham og Norman Crowhurst i den næsten uendelige række af banebrydende opfindelser. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig for moderne konstruktører af højttalerenheder, at folk som Rachham faktisk især beskæftigede sig med giftgas-detektorer og kommunikationsudstyr til kampvogne og ca. tusind andre ting. Det gjorde de naturligvis, fordi de var dygtige nok til det, men helt afgørende var det, at den helt fantastisk selvhævdende og ganske ekstremt ubehagelige person og iværksætter Fountain banede vejen. Det var ikke en ingeniørmæssig opgave at identificere markederne og mulighederne. Det var det, den originale iværksætter som Fountain kunne. Om det så var nødvendigt at være et så gennemført nederdrægtigt menneske som Fountain for at få succes er måske tvivlsomt, men det hjalp sikkert altsammen. Det blev ialtfald aldrig det samme senere for Tannoy.
Overfor dette kan vi nævne en ingeniørskabt virksomhed som den oprindelige JBL, som kun fik en levetid på knapt et par år. De lavede nogen aldeles fremragende produkter, antageligt bedre end i dag, men alt tyder på, at James B. Lansing var en helt igennem reel og næsten selvudslettende person. Han lavede sine produkter, fordi han ikke kunne lade være, gik konkurs og døde kort tid derefter ganske ung. De sagtmodige skulle således ikke arve verden, ihvertfald ikke lige i den omgang. Der står indtil videre 1-0 til de dumme svin i iværksætning.
Et tredie eksempel på, at teknisk indsigt eller et venligt væsen ikke nødvendigvis er en forudsætning for den rigtige iværksætterånd, er Ivor Tiefenbrun og hans Linn-eventyr. Nu havde Ivors far vistnok en manuel drejebænk, men ellers var det vist mest enestående stædighed og pågåenhed helt i Guy R. Fountains ånd, som sikrede Linn sin succesrige vækst og ekspansion og overlevelse til i dag. Nu har jeg ganske vist kun oplevet Tiefenbrun personligt en enkelt gang, men selv med den allermest elastiske fortolkning af ordet flink falder han altså temmeligt langt udenfor. Til gengæld er han så altså en fremragende iværksætter.
I et senere emne vil vi behandle ATC, men i denne sammenhæng skal Bill Woodman blot med som et eksempel på en virksomhed, som blev startet af en mand, som i sit arbejde hos Goodmans Loudspeakers måtte se sit projekt om den for ham ideelle 3-tommers mellemtonedome blive skrinlagt på øverste hylde som for dyr at fremstille. For at vise, at han havde ret, blev han således nødt til at starte selv. Nu var Woodman ikke rigtigt noget dumt svin eller halv-patologisk selvhævdende som andre originale iværksættere, men han var til gengæld australier og som en sådan ganske overbevist om bæredygtigheden i sine ideer. Det var dog kun lige knapt nok til vedvarende succes, og det var faktisk først godt et årti efter starten, at han efter betalingsstandsning fik ansat en salgschef. En aldeles brilliant designer og et fremragende produkt var heller ikke dengang nok til at få succes, men i det mindste overlevede firmaet. Det er vel et af de ganske få eksempler på, at et firma længe har overlevet uden nogensinde at have været styret af en rigtig iværksætter.
Produkterne var lige akkurat gode nok til at bære igennem, men dette er altså en absolut sjældenhed. Så mange brilliante ingeniører er der desværre ikke og da slet ikke i dag.
En overgangsskikkelse i elektronikbranchen mellem den rigtige iværksætter og nutidens mere bogholderi-uddannede typer er naturligvis den vældigt succesfulde Roy Gandy og hans Rega. Selv om der naturligvis vil være mange, som vil mene, at Gandy står bag det meste af skabelsesberetningen i Bibelen og de fleste analoge opfindelser i nyere tid er sandheden vel snarere, at han med djævleblændt talent har formået at investere ressourcerne helt enestående effektivt, så det simpelthen har været billigere at købe arme m. m. af Rega end at fremstille dem selv for andre “producenter”. Om det så er et strålende eksempel på original tvangsmæssig iværksætning er endda meget tvivlsomt, men det har til gengæld vist sig at være effektivt. Samtidigt er det sikkert en ganske god måde at føre firmaet videre på. Det er jo nemmere at finde en ny bogholdertype end at finde en ny iværksætter.
Det er jo så typisk når den oprindelige iværksætter skal på pension eller konjunkturerne vender, at den anden og mere opportunistiske virksomhedsleder kommer på banen. Sommetider som med Tannoy, Mission, Cyrus m.m. går turen over et investeringsselskab, men derefter er der oftest tale om et såkaldt “management-buyout” til oftest kun en slik eller ialtfald absolut særpris. De folk, som på denne måde overtager en traditionel original iværksættervirksomhed, er kun uhyre sjældent selv iværksættere. De fleste af dem er som hos Tannoy eller Quad ganske vist nøglemedarbejdere, men for det meste ikke mere end det. Det kan også være nok til at starte virksomheden, men det er noget mere tvivlsomt, om det er nok til at overleve bare på nogenlunde sigt. Her i Danmark har vi set massevis af den slags, både overtagelser af mangeårige familieejede selskaber som Ortofon af en kapitalgruppe og ikke mindst rokeringerne blandt de mindre spillere på markedet. Et er dog sandsynligt: Den originalitet og det drive, som den oprindelige iværksætter førte ind i firmaet, er væk til evig tid.
Nu kunne man måske godt få det indtryk, at det kun er den originale iværksætter, som kan producere bedre produkter, men som alle kan overbevise sig selv om, at det naturligvis langt fra tilfældet. De fleste iværksættere er hverken dygtige, visionære eller bare stædige nok til at skabe nogensomhelst, og succesraten er jo heller ikke altfor imponerende. Især blandt de danske småproducenter har der jo været tidspunkter, og dagen i dag i dag er vel næppe nogen undtagelse, hvor alt for mange af produkterne lider af helt grundliggende mangel på pålidelighed. På den anden side har en del af disse danske iværksættere ialtfald i en enkelt henseende haft en del til fælles med den rigtige iværksætter. De har nemlig ikke ligefrem brillieret med deres venlige væsen, men det er altså ikke helt nok alligevel, og det har selv ganske tungnemme kunder efterhånden opdaget. Der er ialtfald kun ret få, som har nogen succes, og det er bestemt ikke ufortjent.
De allerfleste virksomheder har selvfølgelig en begrænset levetid, og kun få virksomheder lever jo kortere end den originale iværksættervirksomhed med den mulige undtagelse af en iskiosk på den yderste nedstyrtningstruede spids af Møns klint. Med lidt held kan den virksomhed, som så bliver overtaget af en investor for typisk småpenge så selv sætte frøet til en ny iværksætter, når det daglige arbejde med at finde besparelser på 10 øre på en allerede alt for billig plastichøjttalerbøsning simpelthen bliver for ubærlig for den kreative medarbejder. Det er jo desværre langt fra altid, at selv tidligere værdifulde nøglemedarbejderes overtagelse af dele eller det hele af deres gamle virksomhed fører til noget særligt positivt. Med en vis sandsynlighed støder de nemlig på Peter-princippet, hvor medarbejderen, det være sig chefen eller ingeniøren, kun forfremmes til grænsen for sin inkompetence. Derefter forfremmes han godt nok ikke mere, men til gengæld kan han altså heller ikke rigtigt bestride sit job med visse indlysende følger.
I universet taler man om entropi, hvor alt vil tendere en energitilstand på 0. Nu går det nok foreløbigt ikke så galt i vores branche, men vi ser jo unægteligt langt færre ægte iværksættere end vi ser mere eller mindre tvungne fusioner eller lukninger. Det er altid ekstremt kritisk, når den originale grundlægger som Alastair Robertson-Aikman fra SME dør, men måske familien kan fortsætte virksomheden. Andre virksomheder som EAR vil naturligvis forsvinde ved grundlæggerens død som det tidligere skete for Radford og utallige andre.
Hvis man i ovenstående har kunnet spore mere end en vis sympati for den originale idemand og iværksætter hos denne forfatter, er det naturligvis ikke en tilfældighed. Andre branchemedlemmer vil naturligvis forsvare den valgte politik i deres virksomheder med, at man skal lade produktionsspecialisterne tage sig af produktionen, men det er blot ifølge os almindelig kvalitets-forflygtigelse. Det er givet, at det kan betale sig ligesom det kan betale sig for Guldbageren at bruge almindeligt lavpris-brødmix i sine papfranskbrød, men fri os alligevel for flere af den slags ideforladte virksomheder i vores branche. Vi vil have flere folk som Bill Woodman, som for næsten 20 år siden sagde det helt indlysende, at man altså ikke kunne kalde højttalere fra (dengang) Danmark, Belgien eller Taiwan for engelske. Han har været hadet i branchen siden, fordi han havde ret, og det er jo som bekendt det værste. Vi vil have rigtige iværksættere, som brænder for det, de laver. Storheden er i kampen, selv om de rigtige iværksætteres kamp er ulige mod alle økonomi-opportunisterne og de altid vil tabe i den sidste ende, så er de altså denne branches sidste rigtige helte og vi i Pouls Audiobutik vil støtte dem så godt vi formår. God sommer!