Hvor blev de allesammen af?

I denne uge vil vi behandle et generelt problem i den danske elektronik-detailhandel,  nemlig hvorfor der er så ringe generel kompetence. Kort sagt: Hvor blev alle de rigtigt kompetente branchemedlemmer af?.
Alle kan vel huske nogen af de rigtigt kompetente stjerner i de fleste butikker indtil op i 1990-erne.
Dem kunne man stille et hvilkensomhelst spørgsmål, og de ville kunne svare uden betænkning. På det lokale plan kunne man blot nævne Claus Bulow, Niels Riis og Henrik Thomsen fra Radiohuset Expert og Kell fra Hifi Klubben.
Der var dog massevis af andre spredt ud over landet. Det er der ikke længere, og vi vil her undersøge, hvordan det gik galt. Den ringe kompetence har nemlig visse dystre langsigtede perspektiver.
Det allervigtigtigste var selvfølgelig rekrutteringsgrundlaget. Da denne skribent var ung, ville alle piger være damefrisører og alle drengene være noget med mekanik eller elektronik. Det var jo en ønskesituation, fordi de, som præsident Kennedy benævnte “The best and brightest” problemfrit fandt ind i firmaets kompetencer, der fandtes på de fleste pladser i organisationen. Det var simpelthen sjovt for mange at arbejde i sådanne organisationer, fordi der faktisk var rigtigt mange dygtige medarbejdere overalt.
Det kan enhver jo på kort tid overbevise sig om, at der ikke er længere.
Alle piger vil vistnok gerne nu være designere, men kun temmeligt dumme drenge søger tilsyneladende ind i audiobranchen nuomstunder. De kloge må være i computerbrancher eller bare et andet sted. Ganske vist kan et enkelt eller måske to større firmaer stadigvæk mønstre en ansat med helt ekstraordinær kompetence. Sammenlignet med den generelle kompetence tidligere ville dagens absolutte stjerner dog have været mere gennemsnitlige. Hvorfor gik der galt?
For det første formindskedes rekrutteringsgrundlaget af medarbejdere dramatisk, da de voldsomme priskrige og en langvarig økonomiske krise effektivt lugede ud blandt mange firmaer og medarbejdere, der tidligere havde kunnet sejle med stiv medvind. Mange steder kørte firmaerne på lige dele forretningssans og begejstring, og dette forhold ændredes dramatisk.
 Den glade amatørisme var ikke længere nok til en sund forretning. Pludselig kunne man ikke bare købe det hjem eller overtage det agentur, man syntes var sjovt. Det vil sige. det kunne man godt. Man gik så bare konkurs eller blev fyret.
 Dem, der havde været med fra 1960-erne og fremefter i de gode tider, fandt det nødvendigt at strømline deres butik for at overleve. Amatørismen og entusiasmen gav plads for bogholderne.
Nu er det aldrig sjovt at få frataget erhvervede rettigheder, så massevis af de branchemedlemmer, der tidligere havde haft selvstændige frie roller, blev simpelthen almindelige butiksansatte som kassedamerne i Bilka. Alle, der kunne finde noget mere fornuftigt at lave, forsvandt og med dem en enorm vidensressource. Jeg bliver nødt til lige at pudse min egen glorie og sige, at jeg var en blandt mange her, der stak af.
Nu var der enkelte tilbage stadigvæk, der kunne deres kram, men det hjalp nu kun på meget kort sigt. Her bliver vi nødt til lige at berøre en økonomisk lov, som denne skribent godt nok selv har fundet på, men den er nu god alligevel.
Loven siger i al sin enkelthed, at al den højeste kompetence i en virksomhed har tendens til at bevæge sig væk fra indgangsdøren. Det vil i al korthed sige, at den person, du først møder i en butik sandsynligvis vil være den nyest ansatte, den yngste eller den dummeste, sandsynligvis en uhellig kombination af alle disse ting.
Der er ikke noget særligt revolutionerende nyt over den opdagelse naturligvis, at hvis man skal finde den gode mekaniker på et værksted, så er det altid ham, der befinder sig i det bageste hjørne eller at den superskrappe erhvervschef i Den Danske Bank sidder længst muligt væk fra indgangen.
Desværre har musik-og hifibranchen et større problem med denne lovmæssighed end Den Danske Bank. I banken er der mange dygtige medarbejdere mellem kassen og direktøren. Det er der desværre ikke længere i musik-og hifibranchen. Lad os undersøge, hvorfor det er helt galt her.
Det er en forlængst etableret kendsgerning, at når f.eks en population bliver for lille, kan den ikke reproducere sig selv. Da vi er i musikbranchen, vil vi for eksemplets skyld bruge torskebestanden som eksempel.
Når man har udtyndet en bestand af torsk nok, vil den aldrig kunne etablere sig igen, fordi der simpelthen er for langt mellem torskene. Oversat til vores branche betyder det, at den uomtvistelige kompetence, som ganske enkelte stadigt besidder, aldrig vil blive givet videre til de nye ansatte.
Det er der flere grunde til. Den vigtigste grund er vel nok, at kun et absolut ringe mindretal af fornuftige unge vel tage job i hifi-musikbranchen udover den tid, det tager at købe hifi eller musikgear til favørpriser til eget brug. Arbejdstiderne og den ringe mulighed for selvstændige arbejdsformer i branchen frasorterer lige de sidste talenter.
 Problemet er så i al sin enkelthed, at de få resterende kompetente medarbejdere ikke blot får alle de mere eller mindre udfordrende spørgsmål og problemstillinger, der kunne give et spændende og udfordrende job. Problemet er simpelthen, at han simpelthen får alle spørgsmål udover dem, der kan besvares af et spædbarn. Hvis en knap lyser, hvorpå der står ” Low Battery” på en trådløs mikrofon, er det for selv mangeårige branchemedlemmer en helt umulig opgave at genneskue hvorfor, og det er naturligvis nødvendigt at forstyrre den resterende kompetente medarbejder på ferie for at løse dette mystiske problem. Efter kortere eller længere tid er denne kompetente medarbejder selvfølgelig forsvundet fra virksomheden.
Når først besiddelsen af kompetence i en virksomhed bliver en byrde for selve indehaveren af kompetencen, fordi de andre allesammen tilsammen intet kan forstå eller tilegne sig, så er løbet kørt. Man kan ikke belønne den gode medarbejder ved for eksempel at give dobbelt løn, for det giver i Danmark eksplosive problemer i virksomheden. Man kan heller ikke headhunte andre, for problemet er uløseligt. De andre firmaer har jo det selvsamme problem.
Man kan anvende en model fra produktionen af atombomber, hvor tingene først eksploderer, når mængden af bombe-uranium har opnået en såkaldt “kritisk masse” Når kompetencen i en virksomhed er koncentreret på en enkelt medarbejder, vil arbejdsbyrden på denne stige til en kritisk masse, og al mulighed for at lære fra denne ressource vil være umulig på grund af dennes stigende arbejdspres.
Som den opmærksomme læser vil vide, er der stadigvæk en del branchemedlemmer, dog særlig i vores egentlige branche, nemlig den professionelle musikbranche, der har været med ganske længe. Det betyder bare ikke nødvendigvis større kompetence.
En relativt simpel test vil dog vise, at loven fra bankverdenen om, at den mindst kompetente medarbejder er placeret nærmest ved indgangsdøren stadigt er gældende. Hvis man så samtidigt kan kombinere generel imkompetence med en ubehageligt væsen, fordi medarbejderen jo er strandet i den permanente underhund-situation, så er man typisk for en del virksomher her i området indenfor både hifi og musik.
De skal dog nok fortsætte der, så længe de kan, de har nemlig ikke noget alternativ.
Det har kunderne til gengæld, selv om det kan være omstændeligt at finde kompetence på nettet. Med held og dygtighed kan det lykkes.
Til gengæld kan man så for sjov skyld prøve at finde de generelt vidende og teknisk kompetente medarbejdere i f. eks. musikbranchen i Århus. Ham, der er tilbage, har tit fri og befinder sig forudsigeligt allerbagest i butikken, så start med at kikke der. Til gengæld er han der så sikkert ikke så meget længere.
Konklusionen må være, at når den eller de sidste gode medarbejdere i en organisation ikke kan komme længere væk fra inkompetente kolleger end det bageste hjørne, forsvinder de. Nogen er stadigvæk på nettet, andre finder på noget fornuftigt at lave.
Når man ser den nye Tape Connection-butik i København med enkelte fornuftige hifi-apparater og nogle paller fladskærms-TV, der gerne skal væk inden aften, forstår man jo godt, at de gode medarbejdere nok ikke ligefrem søger job der. Man får vel ikke ligefrem fornemmelsen af, at man får chancen som medarbejder i at lave timelange demonstrationer af seriøs hifi.
Til gengæld er der så nogen, der ligesom flere af vores musikkolleger her i byen er i branchen, fordi de ikke var gode nok til at leve af at spille. At de så måske heller ikke er så frygteligt gode til nogetsomhelst andet og allermindst til deres arbejde, er en anden sag.
Konklusionen i denne lille tour de force i strukturen før og nu i den danske detailhandel er, at branchens appel til dygtige og kreative medarbejdere ligger nogenlunde på niveau med social-og sundhedshjælperarbejdet. Der er opstået et kæmpemæssigt hul i uddannelsen af nye medarbejdere, som aldrig vil kunne opfyldes. De, der kunne gøre det, har som vi har set ikke tid. 
De gamle stjerner, der er tilbage i branchen, er blevet produktchefer, indkøbsansvarlige, udviklingsprojektledere, eksportchefer eller ialtfald alt muligt andet end butiksmedarbejdere. De er kommet så langt væk fra butiksdisken, at de ikke engang svarer på mails efterhånden. Vor ven Otto er en af disse. De eneste stjerner, der er tilbage i hifi-og musikbranchen er de få, der driver deres egen lille virksomhed eller har fået sig en franchise hos en af de store. En del af dem er vældigt dygtige, og de er allesammen meget små.
De større virksomheder uden synderlig kompetence eller med meget mere end gennemsnitlige medarbejdere kæmper en taberkamp mod nettet. Som computerbranchen før dem er der simpelthen ikke dækningsbidrag til at betale en butikshusleje. En enkelt stor kæde har med stort held sikret faste priser ved god kultivering af egne agenturer, og de står som den kommende vinder.
Heldigvis kan en sådan fin forretning godt drives uden de store gamle stjerner, for konkurrenterne har dem jo altså heller ikke længere.
 
PS Man kan med rette anklage mig for ikke at mindes den allersidste idealist, nemlig Niels Nørby fra det gamle DAT Kbh, en elskelig mand med uddannelse som diakon, og det kunne mærkes. At så Otto, TC i højtsvungne vendinger fornyligt forsøgte at ophæve sin chef Søren til tilsvarende idealistiske højder lyder straks en del hulere.
Nu har Otto visse anarkistiske tilbøjeligheder i sine indlæg, og måske er dette dobbeltbundet humor af den helt suveræne slags. Det håber jeg da bestemt, for jeg kan da ikke mindes andre virksomhedsledere, der egentligt fortjener en sådan lovprisning. Idealisme og discount er altså ikke helt det samme. På den anden side er det vel ikke forbudt at køre lidt løbsk i sine anprisninger af egen fortræffelighed. Det plejer bare sjældent at udarte til forslag om helgenkåring af ens chef.
I forbindelse med ugens emne må vi også lige påpege, at det ikke hjælper at genansætte gamle branchemedlemmer, der var med i de sjove amatørdage i vor tids hifivirksomheder, som det jo også sker. Det er kun en diskvalifikation at have været med, dengang man ikke behøvede at kunne regne, ikke en kvalifikation. Det gælder naturligvis også for denne skribent. Det bliver sjovt at se de nye medarbejdere, der åbenbart er på vej til Tape Connection, i dette lys. På den anden side skal de vel mest flytte papkasser med fladskærme, og det kan de fleste vel lære.
De rigtige gamle stjerner, der kunne deres kram, er jo forlængst over alle bjerge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *