Denne uge vil vi behandle forskellige hyppigt anvendte kvalitetskriterier for audioforstærkere. Vi vil også forsøge at vurdere de forskellige designvalgs betydning for lydkvaliteten. Her er der langtfra enighed, som denne uge med komisk klarhed har demonstreret med den store Densen-debat, eller hvad vi nu skal kalde det.
Til forskellige tider har man anvendt forskellige kvalitetskriterier på forstærkere. Måling af den harmoniske forvrængning viste sig tidligt at have overordentlig ringe korrelation med lytteresultater, således at apparater med harmonisk forvrængningsprodukter i hele procenter i mange tilfælde lød glimrende, undertiden fremragende, alligevel.
En af menneskehedens store velgørere, hvis man skal tro visse nutidige apostle, Matti Otala, beskrev en hidlil overset kilde til ubehagelig forvrængning i forstærkere, nemlig den nu alment kendte transientintermodulationsforvrængning eller TIM. Da han fandt det lettest at påvise denne ved at belaste forstærkeren med en 30kHz firkant, en aldeles absurd målemetode, der havde mindre end overhovedet ingenting at gøre med musik eller noget andet i øvrigt, så vi et sygt kapløb om at lave firkanter.
Nu er musik hverken firkanter eller trekanter, men alligevel var der et årti et krav for troværdighed i hifipressen at producenten kunne publicere et billede af denne specielle audiofirkant. Som de fleste sikkert ved, kræves der frekvensområde langt stykke op i fiskebølgeradioområdet for troværdigt at reproducere et firkantsignal.
Dette viste sig ikke overraskende at have absolut nul relevans for kvalitetsoplevelsen af forstærkere, men inden da var bl. a. Quad, som stædigt fastholdt sund ingeniørpraksis om at begrænse frekvensområdet til fordel for absolut stabilitet, røget i unåde. Datidens altvidende Kurt von Kubik-er kunne jo påvise, at de ikke kunne “spille” en 30 kHz firkant, og det var sandt nok, og firmaet døde. Til gengæld var de nye ihvertfald lige præcis i denne henseende teknisk perfektionerede forstærkere ganske overordentligt ustabile. Det var jo også derfor, Quads designer Mike Albinson havde designet bl.a. Quad 405, som han gjorde det, altså med frekvensbegrænsning til audioområdet. Det skal jo så også lige siges, at Matti Otala ret kort tid efter reviderede sine testmetoder. Han har måske fået et tip fra Kurt von Kubik.
Nu er der jo traditionelt mange forskellige måder at realisere en audioforstærker på. Den klassiske rørforstærker levede mærkværdigvis nok i skjul for disse modeluner. Den er jo aldeles ude af stand til at gengive en firkant, og dæmpningsfaktoren, et nyt ord fra 1970-erne, er jo også sjældent over 20.
I mellemtiden rasede forskellige modebølger, bl. a. hvilken forstærker, der nu havde den højeste dæmpningsfaktor. Nu var debatten dengang ikke ret meget mindre tåbelig end i denne uge, for selv om ordet var nyt, vidste de fleste dog, hvad det betød for lydkvaliteten, nemlig kun uhyre sjældent nogetsomhelst.
Her forudsættes det almindelig skoleviden, at dæmpningsfaktoren, altså forholdet mellem forstærkerens udgangsimpedans og højttalerens ditto, allerede fra ca. 15-20 bliver helt irrelevant i forhold til impedansen fra højttalerens delefilter, der bliver den altafgørende bidragyder til den praktiske dæmpningsfaktor, der således aldrig i passive systemer bliver ret høj.
Den eneste måde at opnå en høj reel dæmpningsfaktor på, er at anvende et elektronisk delefilter og så koble forstærkeren direkte til enheden, punktum.
Mange forskellige konstruktionsprincipper føg gennem luften i disse år. Som så meget andet var det gammel vin på nye flasker. Man producerede forstærkere uden og med modkobling eller medkobling ( feedforward), og nogen var gode, enkelte fremragende og de fleste var ligegyldige. Man måtte konstatere, at god lyd kunne realiseres med mange forskellige designkriterier, en afgjort træls situation for datidens selvbestaltede guruer, som også fandtes inden internettets tid. De var forøvrigt ligeså ulidelige at høre på dengang, og en del af dem var endda de samme, som i dag huserer på nettet, ak ja.
Der var mange forsøg, mest af hensyn til marketing, for de fleste ingeniører vidste vel bedre, på at designe forstærkeren uden tilbagekobling. De fornuftige lod det dog blive ved, at man i det allermindste anvendte lidt lokal tilbagekobling. Ellers ville selv den allerede omtalte dæmpningsfaktor let kunne blive helt umulig, og her skulle der altså en del til. Her forudsættes det bekendt, at en forstærker med tilstrækkelig lav (læs: meget lav, omkring 1) vil reproducere en højttalers impedanskurve fremfor dens frekvenskurve.
Nu kan man jo så spørge sig selv, hvorfor disse feedback-løse designs overhovedet blev lanceret, og historien var den samme dengang, som den er i dag: Den gode historie om absolut kompromisløshed. At man så samtidigt gjorde vold på alt andet var som i dag ingen hindring.
Heldigvis viste der sig en redning, som vi ser de ubehagelige efterdønninger af i dag: En forstærkers kvalitet skulle vurderes efter, hvor meget effekt den kunne levere i lave impedanser. Det kan umiddelbart lyde fornuftigt, at en forstærker skal kunne anvendes i alle belastninger, men hvorfor egentligt det?.
Man skulle jo tro, at langt hovedparten af køberne til en kvalitetsforstærker havde til hensigt at forbinde denne til EEN højttaler, ikke 2 eller 3 af gangen til samme kanal. Som designer af forstærkere er det vel heller ikke smart at bruge alle ressourcer på at lave et endda kun delvist effektivt svejseapparat.
Resultatet er det samme. Lige meget hvor strømstærk en monsterstor forstærker med blæserkøling er, leverer den stadigvæk kun 100w i en normal højttalerimpedans.
Til gengæld betaler man dyrt for muligheden for at koble 3 ekstra højttalere på samme kanal, i virkeligheden ikke særligt almindeligt at gøre, og hvor klog er man så?
Denne trossætning har i al sin simpelhed overlevet højt og flot til i dag, fordi den jo forudsætter en fordobling af effekten ved en halvering af belastningsimpedansen. Selv ikke altfor skarpe hifientusiaster nåede vel til addition der i 1. klasse, så her kan de fleste være med.
Det hele blev nu uhyre simpelt. Hvis en forstærker kunne levere 100 watt i 8 ohm havde den værsgod at afsætte 200w i 4 ohm, ellers var den dømt totalt imkompetent og latterlig. Meget bekvemt overså og overser man så, at rørforstærkere sjældent eller aldrig kan levere mere i lavere impedanser overhovedet ligesom McIntosh med deres autoformer vistnok er god alligevel, selv om dens effekt er identisk i 8,4,2 og sommetider 1 ohm. Helt identisk. Guderne må vide, hvordan de er sluppet ubemærket gennem nåleøjet til det accepterede audioparadis.
Også Naim med deres regulerede strømforsyninger fra en svunden tid og de nyere switch-mode apparater som Chord Electronics slap af samme mystiske grund for at blive vurderet efter disse kriterier. Ingen af disse er jo akkurat kraftværker langt udenfor deres belastningsområde. Til gengæld er de fremragende optimeret til den belastning, som et kontrolleret reaktivt system, lad os her for argumentets skyld kalde det en fornuftig højttaler, er.
Efterhånden tog hysteriet til, og man så meterlange forstærkere som Dali Gravity, Gamut m. fl. Disse eklatante brud på alle hidtidige regler om, at korte signalveje og simpelt design var en ønsket designparameter var vel toppunktet af proportionsforvrængning.
Nu er det aldrig dårligt at have en fornuftigt dimensioneret strømforsyning, men det var forunderligt at se, at spændingssving ganske blev erstattet som kvalitetskriterium af strømsving. Hvordan apparatet så tacklede den tilbageelektromotoriske kraft (EMF), ja det var jo en anden sag. Heldigvis var magnetstyrken og dermed strømstødet blevet væsentligt mindre ved indførelsen af ferritmagneter, så det gik for det meste med kun lidt rå lyd til følge.
Det er så der, vi er i dag. En forstærker, der vel angiveligt skal forstærke audiosignaler, bedømmes allerede på brochurestadiet for sine evner til at agere svejseapparat. Strengt taget er det vel ikke videre intelligent at vælge en forstærker ud fra dens unikke evner i en belastning, som man ikke udsætter den for. Når man går i Råd og Dåd for at købe en Fiskars spade, prøver man vel heller ikke, om den ville være effektiv som våben i skyttegravskrig, selv om spader var meget anvendt der. Man skal jo bare grave et hul på den bedste måde.
Som alle de andre nævnte designparametre er der heller ikke i en forstærkers strømkapacitet nogetsomhelst nødvendig sammenhæng med lydkvalitet. Til gengæld er designeren og producenten tvunget til at tage i betragtning, at man for troværdighed bliver nødt til at publicere tal for effekt, som almindelige købere kan forstå. Disse forstår som bekendt kun det, de forskellige hifiguruer med god tid på nettet har fortalt dem. Det bliver det desværre ikke rigtigere eller mere relevant af.
At det så er umuligt uden negativ udgangsimpedans at opnå denne fordobling betyder ingenting. Man er jo oppe mod folk uden proportionssans, udover altså lige, at disse vistnok ikke kræver specificeret effekt i 1 eller 0.5 ohm. Det er vistnok fordi deres gurus mesterværk af et ikke-kommercielt monster heller ikke er specificeret her. Ellers kunne man vel med samme ret have krævet det, hvis ellers man kunne have overdøvet den larmende blæser fra mesterens forstærker.
Konklusionen må være, at der er mange måder at realisere en god audioforstærker på. Det er bare ikke nødvendigt eller overhovedet ønskeligt, at den også kan bruges som svejseapparat. Efter denne skribents mening omfatter et godt design altid og nødvendigvis en fornuftig effekt, rimelig strømkapacitet, god symmetri og ubetinget stabilitet. Kun at bedømme efter et kriterium er simpelthen nonsens.
I den professionelle branche betaler man masser af penge for at købe en forstærker med den ønskede næsten-fordobling af effekten i 4 og 2 ohm, for de eksisterer da. Det er nu fordi man gerne vil sætte 4 højttalere til hver kanal, og så giver det mening. Til gengæld bilder man sig ikke ind, at disse forstærkere spiller bedre, for det gør de ikke.
At så folk ikke ved bedre i hifibranchen er vel en slags undskyldning. At Kurt von Kubik så ikke gør, er straks lidt værre.
PS
Nu er det åbenbart ikke kun forstærkere, der kan gå i selvsving. I denne uge har manden med danmarksrekord i lange og til tider ganske morsomme indlæg kastet sig ud i forsvaret for den høje dæmpningsfaktor Nu er det jo som ovenfor beskrevet lidt vanskeligt at se dæmpningsfaktoren have nogen større mening som enkeltparameter, men det har vel bare skærpet kampen, der får et helt manisk præg.
Nu er denne skribent måske ikke i sit tidligere liv helt fri for at have benyttet lidt skarpe formuleringer, men i vores optik skrider cyklen nu alligevel under Kubikken i svinget
Efterhånden som tråden skrider frem, bliver udsagnene fra Kurt von Kubik mere og mere skingre og menneskeligt selvdestruktive. Det er, som om en helt pseudoliv på nettet krakelerer. De anvendte øgenavne om Densen siger ikke meget om Densen men desværre ganske meget om Kurt von Kubik og hans vedholdende medløber.
Så lang tid folk bare er imod sølv eller kobber eller operationsforstærkere er de kuriøst interessante på samme måde som den lokale landsbytosse. De er en del af landskabet, selv om de vel ikke ligefrem medvirker til at hæve grundpriserne eller øge respektabiliteten af vores hobby.
Som denne skribent kan man også med god grund gøre grin med mange af reklamekampagnernes mere kuriøse flygtige sandheder om luftguitarer med mere. Samtidigt kan man vel også som tænkende menneske godt gætte, at hverken Densen eller nogensomhelst andre kommercielt tilgængelige produkter er fyldt med idealer udover en realistisk og økonomisk omgang med råvarerne. Her er Densen sikkert hverken værre eller bedre end så mange andre.
Til gengæld er jeg ikke overvældende stolt over at dele interesse med det hyænekor, der hyler op sammen med den nu ekskluderede, selvvalgt eller ej, Kurt von Kubik. Hvis han skulle være føreren, er jeg nu glad for ikke at være i flokken. Lige en lille dosis selvironi og et lille skvæt mindre alvidenhed ville vel også klæde den sande frelser. Selv ikke denne skribent ved faktisk alt, selv om det naturligvis kommer uhyre tæt på.
Hifiinteresse og lettere momentan psykisk uligevægt er åbenbart stadigvæk uadskillelige størrelser. Det er her en ringe trøst, at diverse forums for hestepiger åbenbart har samme tendens .
De er da i det mindste i puberteten. Det er Kurt vistnok ikke.