Heldige og uheldige helte.

I denne uge vil vi berøre den tid, hvor audioens pionerfigurer oftest var mennesker i overstørrelse. Det var der flere grunde til, men den vigtigste var vel nok, at firmaer dengang blev grundlagt på personlig kompetence og karisma. Når man ser sig omkring i dag, er det nu mere som om, at nutidens audioikoner er af en mere naturlig størrelse. En del af dem er da vist egentligt blot nogen ikke særligt vellignende skalamodeller.
 Prøv til sammenligning at forestille dig, at du skulle have et billede over dit hifianlæg af Ole Witthøft, skræmmende, ikke? Selv havde jeg et af Peter Walker fra Quad. Han var måske ikke så pæn som Ole, men han var til gengæld en rigtig mand.
 Den kommercielle sans var ofte ikke videre udviklet, men heldigt for disse pionerer kæmpede man ihvertfald på det kommercielle plan jo så ret lige, da ingen med mulig undtagelse af et par stykker vidste ret meget om forretningsteori. En hel del af audiopionererne vidste tydeligvis mindre om forretning end vores lokale døgnkiosker. Da disse kioskindehavere ikke engang kan finde ud af at betale moms, må det jo have været meget lidt.
Vi vil i dette essay kun behandle nogen hovedskikkelser fra den klassiske engelske hifihistorie. Dette er delvist, fordi jo al rigtig hifi skabt af hjertet ifølge denne skribent kommer fra England, og fordi antallet af originale tænkere og excentriske skikkelser her rigeligt rækker denne gang.
Vi vil først gennemgå et par eksempler på de uheldige helte, altså dem, der ikke fik løn som fortjent. Et af de allermest tragiske eksempler på genialitet parret med ultimativt dårlig timing vil altid være Paul Voight, grundlæggeren af Lowther.
Nu kan man jo også stille det meget relevante spørgsmål om, hvorfor pokker han investerede alle sine penge og det meste af sit helbred på at perfektionere sine fuldtonehorn, når nu kildematerialet kun var 78-ere med 250 grams nåletryk og båndoptageren ikke var opfundet endnu. At så anden verdenskrig betød stop for alle råmaterialer trak stikket ud for denne alt for tidlige pioner, som emigrerede til Canada og gik under. De, der har hørt hans produkter, er lamslåede den dag i dag, men en uheldig helt, det var han. At han så måske var den mest geniale af dem alle, gør jo ikke tragedien mindre.
En anden uheldig helt, der både havde god timing og det modsatte, var Arthur Radford. Fra slutningen af 1950-erne brød han ind det daværende førerfelt af engelske hifiproducenter, nemlig LEAK og Quad med sine fremragende forstærkere, apparater, der er referenceklasse den dag i dag. Arthur var perfektionist i nærmest absurd grad, og et studium af manualerne, naturligvis trykt på egen presse (!), er et beskæftigelse for guder. Når man ser en mere end halvrusten Quad II effektforstærker skal man blot tænke på den ovnemaljerede ækvivalent fra Radford. Der var og er simpelthen ingen sammenligning.
Selv om Radford i lighed med Harold Leak meget tidligt flirtede med de i audiohenseende håbløse germaniumtransistorer i sine produkter, var det først i slutningen af 1960-erne, hans firma fik de første tilbageslag.
Radford anede intet om transistorer, og det gjorde hans udviklingsafdeling heller ikke rigtigt. En hastigt indkaldt dansk gæstedesigner gav firmaet lidt luft med ZD-serien i 1970-erne. Desværre var rørforstærkere lige præcis i 1970-erne vel det mest håbløse kommercielle produkt, så her var timingen næsten ligeså dårlig som Voights. Firmaet overlevede dog ind i 1980-erne i en skrumpet udgave, men da rørrenæssancen så tog sit opsving og firmaet skulle blomstre, fik Arthur Radford i en ret ung alder konstateret Alzheimers. En trist skæbne for en nobel mand. So long, Little Arthur.
Inden vi nu går under i almindelig tristhed, og måske i vores stille sind kommer til at drømme om, at nogen af vores danske nutidige “stjernedesignere” måske kunne bytte plads med Radford og Voight, så er der også en del heldige helte.
Her må vi jo konstatere, at der åbenbart er en vis naturnødvendighed i mange af disse audiofirmaers success og senere næsten uundgåelige fiasko. Successen grundlægges på store visioner og jagten på den tekniske perfektion, som man ser det. Man kunne ud fra nutidens pressemateriale og reklamer få den ide, at ikke meget har forandret sig, men det har det, som vi skal se senere.
Desværre bærer denne topstyring og gammeldags stædige ledelsesform ofte firmaets undergang i sig. Hverken Arthur Radford, Peter Walker eller Harold Leak konsulterede nogensinde nogen andre om nogetsomhelst, der havde med produktion og økonomi at gøre. Det vidste de alt om. mente de. De havde jo da ialtfald alle startet fra helt små kår, så..
Den første af de rigtigt heldige helte var hifibranchens europæiske Nestor, Gilbert Briggs, grundlæggeren af Wharfedale. Han havde allerede i over 20 år vist i al sin simpelhed, at en ideel højttalerenhed skulle konstrueres omkring et kraftigt chassis med en ligeledes kraftig magnet og så lige et ophæng af stof. Han vidste jo udmærket, at skum, der allerede dengang var tilgængeligt, ikke duede efter et par år.
Man får jo let den tanke, at når man nu vidste det allerede dengang, hvad i alverden har man så brugt al den tid til som forskellige danske designere hævder de bruger til udvikling, når man så alligevel  ender  med skum. Udviklingsarbejde har det da ialtfald ikke været. Limsnifning er nok er bedre gæt, det forklarer da også en del af produkterne fra disse nyere danske “designere”
Da denne egensindige mand efterhånden kom i større og større konflikt med Raymond Cooke, den daværende chefingeniør, der ville lave billigere såkaldt “videnskabelige” plasticprodukter, solgte han for en god pris Wharfedale til den daværende offensive engelske industrigruppe Rank. Det var heldigt, for det ville være endt galt uden Gilbert Briggs som fyrtårn, og det gjorde det så i en lang dødsspiral derefter alligevel under Rank.
Den “videnskabelige” Raymond Cooke tog samme optur og endelige nedtur til konkurs som mange andre, men han falder udenfor dette emne. Han er nemlig ikke en helt.
En anden heldig helt er Harold Leak. Leak startede som Quad i PA-branchen i 1930-erne og lancerede i 1945 den første forstærker med blot 0.1 % forvrængning, den første i en lang række ” Point One “. Leak var i mange år markedsledere i formidable apparater med en helt unik samlekvalitet. En Quad er pæn, men en Leak er meget pænere. Harold Leak var en utrættelig pioner indenfor nye membranmaterialer til højttalere, især den da velkendte “sandwichmembran”, nu kun knap 50 år efter genopfundet til B&W 800 serie Nautilus. Samtidigt lancerede firmaet den første store kommercielle succes indenfor transistorforstærkere, den berømte Leak Stereo 30.
Harold var ved at blive en ældre mand med astma, og firmaets opdeling med stor geografisk afstand mellem afdelingerne var enhver logistikers mareridt. Heldigvis havde den allerede nævnte Rank-gruppe en mindre formue til Harold, som blev accepteret med kyshånd, og Harold Leak, en rigtig helt, var ude af sagaen på en lykkelig måde.
Knap så lykkeligt gik det for firmaet Rank Leak, der efter få år lukkede og slukkede efter talrige tekniske og kommercielle fusere og mærket ligger stadigvæk i hi, selv om det er ejet af Audio Partnership, som allerede ejer Quad. Vi skal nok få en bunke kinesiske produkter at se i fremtiden med engelske flag og et billede af Harold Leak. Jeg glæder mig nu ikke særligt.
Nu var Harold Leak en ordentlig mand med en svaghed for at køre i Rolls-Royce, og det er da en såre menneskelig svaghed. Til sidst vil vi behandle en anden skikkelse , som på trods af stort set alle menneskelige svagheder i sin person alligevel blev en heldig helt, selv om han overhovedet ikke fortjente det.
Vi taler om Guy R. Fountain, grundlæggeren af Tannoy. Allerede fra starten af firmaet i 1926 udviste denne mand udprægede maniske psykopatiske træk i ekstrem grad.
Til gengæld formåede han at ansætte helt unikke begavelser som Norman Crowhurst, Ronald Rackham m.m. fl., så firmaet begyndte først at miste sin kreative kraft i starten af 1970-erne. Den helt igennem uberegnelige Fountain havde uden at vide det i sit raseri afvist en tidligere føler angående køb fra Harman-gruppen, der i stedet købte JBL for en ret høj pris. Harman var faktisk en kreativ kraft dengang.
Afvisningen havde for alvor gjort Harman interesseret, og købet fandt sted et par år senere på et tidspunkt, da Tannoy i praksis var tæt på en betalingsstandsning. Købsprisen var en kæmpesum på over 1 mill. pund, så Guy trådte ind i rækken af heldige helte på trods af sine mange brister. Det fik dog ikke nogen af hans børn til at deltage i hans begravelse nogle år senere, ak ja.
Konklusionen må være, at det er helt tilfældigt, om den dynamiske grundlægger ender som heldig eller uheldig helt. Med et lederskab, der ikke tager hensyn til smålige kommercielle realiteter, er kursen under alle omstændigheder lagt til at støde på et skær. Mere forsigtige og mindre ånder ville hverken turde sejle, hvor ingen andre har sejlet før som de store gør eller skabe, hvad ikke allerede er skabt..
 Til gengæld er det så deres produkter, der fylder verden i dag med deres bogholderdesignede ting. Storheden i produktet finder man så retrospektivt på i den store genesis eller tilblivelseshistorie. Enhvert fjols burde jo nok kunne forstille sig hulheden i de store danske højttalerdesigneres historier om, hvor mange år det har taget at udvikle de enkelte produkter. Hvis storheden ligger i deres produkter, er de da vist startet om igen med brøkregning, ellers har det da vel næppe kunnet tage flere år.
 Måske starter de forfra, når deres leverandør af højttalerenheder skifter serie eller også er de ikke ret dygtige. Antageligt er de bare fulde af løgn, der jo altid vil være den billigste råvare i ethvert produkt. Vi kan jo for argumentets skyld kalde det reklame, og der har løgnen jo vide rammer. Eller den selektive sandhed, sommetider den meget selektive.
Nu er hifibranchen i dag ikke oversvømmet med store ånder, så risikoen for at kuldsejle for mangt et nystartet “entusiastforetagende”, hvis eneste grund til at starte oftest er, at man f.eks. ser et marked for højttalere formet som cigaretrør i blank aluminiumsrørfinish som Piega, er begrænset. Bare man målrettet henvender sig til et specifikt marked, skal det nok gå.
 Det er der i sig selv ikke megen karisma i, ligeså lidt faktisk som vores danske yndlingsaversion System Audio. Det er altså også noget mere risikofrit at sejle der, hvor alle andre har sejlet tidligere som vores venner her. Det berettiger bare ikke ligefrem til betegnelsen helt.
Er der så slet ingen nutidige helte? Jo, med akut fare for at blive kaldt kommercielt forudindtaget er der da Bill Woodman, grundlæggeren af ATC. Dette firma har i lighed med andre absolutte pionervirksomheder været igennem en konkurs i starten af 1980-erne og har altid helt bevidst opereret i den rene mikrobryggeri-afdeling. Lige siden Woodman omkring 1990 anklagede mange såkaldt “engelske” virksomheder for at platte med produkterne, har han været ugleset blandt kolleger, selvfølgelig mest fordi det passede. Efter flere organtransplantationer har denne stædige australier igennem mere end 3 årtier afgørende bidraget indenfor original udvikling af den dynamiske højttaler og dens brug i aktive systemer.
Heldigvis er han helt ligeglad med, hvad hifientusiaster synes om hans produkter, for i lighed med de andre store nævnt ovenfor , er han en mand med en mission, og den slags folk orienterer sig ikke efter konjunkturerne og hvad pokker skulle de dog også det for?. Hvis så verden ikke vil være med, er det dens egen fejl.  Det er rigeligt godt for mig selv og mange andre.
Ham tager vi en anden gang. Som man måske vil huske fra Jomsvikingernes Saga, er “alle helte ikke døde endnu”.
 
PS
Nu er det jo ved at blive nyere historie, da han jo vistnok ikke kloger sig på nogen fora mere, men den udødelige Kurt von Kubik vovede sig nu fornyligt ind på vores område i sin alvidenhed, der jo per definition også omfattede optageteknik. Han udtalte ex cathedra, som det vistnok hedder, når hans højhellighed Paven udtaler sig, at man optager et klaver med en hovedmikrofon og med lige lidt “surface mount” mikrofoner til at skabe “ambience”.
Nu er det næppe normal viden, at de på dansk benævnte såkaldte grænseflademikrofoner med deres krav til praktisk punktformighed pr. definition er elektretmikrofoner, altså ikke normale kondensatormikrofoner som dem, man optager akustiske instrumenter med.
Faktisk kan man overhovedet ikke mixe fælles inputs fra de to typer mikrofoner, da de har vidt forskellig klang-og impulskarakteristik.
Hvis såkaldt “viden” af denne kaliber er typisk for denne branche, så er der et stykke vej at gå til egentlig viden. Spørgsmålet er også, hvorfor i alverden nogen mennesker absolut skal kloge sig på områder, de helt tydeligt ikke forstand på.
Lige som denne skribent, vil nogen måske mene. De har da muligvis ret. Men det har Kurt ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *