Dansk Audio Teknik Professionel

Lidt rund-tosseri

2012-01-25T06:18:00.003+01:00

Fra i dag onsdag og til og med fredag engang er der lidt ekstra eksterne aktiviteter i vores lille virksomhed. Kundebesøg på kryds og tværs af landsdelen kan give uregelmæssigheder i telefonbetjeningen, så benyt meget gerne mobil/SMS eller mail, så vender vi tilbage snarest derefter. Alternativt er Kevin til at træffe på 41178680, så alt ialt burde det kunne gå op endda.Og da arbejde vistnok af uransagelige grunde skulle "adle" (uden at vist ellers nogen adelige nogensinde har lavet en skid-sådan er sproget så paradoksalt), så skulle der være udsigt til i det mindste et baroni efter de kommende dage.
Så kan man så sidde dér på det kongende slot og se lidt mere end almindeligt småfjoget ud ligesom den kommende kong Frede og hans udtryksløse glansbilled-kone. Det er tydeligvis hverken nemt at blive adelig eller at være det på nogen meningsfuld måde, hvem skulle have troet, at man nogensinde ville blive enig med den evige kværulant Kjeld Koplev i noget som helst? Som altså i denne hans for denne skribent at se meget rammende karakteristik af det danske tronfølgerpars tomme og totalt indholdsløse "påfugle(høne)-spankuleren" rundt i en kunstig vakuum-verden..
Arbejde ER noget mærkeligt noget men nogen skal jo gøre det, mens andre ikke skal, og sådan har det vist blot altid været. Det er næppe tilfældigt, at der er flere bønder i spillet skak end konger og dronninger.
Udover det glæder vi os som altid til at gå i gang. Det er fantastisk at arbejde med folk som jer derude!

Møder, møder!

2012-01-23T07:34:00.004+01:00

Efter en uge med levering af ikke mindre end 3 større komplette PA-systemer vil vi læne os tilbage i stolene. Lidt. Inden vi altså uforknyt vil tage til møder i det nørrejydske udover at vi osse i dag får besøg fra en anden stor leverandør, som hidtil ikke har villet handle med os. Vi får så at se, hvad der kommer ud af det udover lidt almindeligt "fedtspilleri" Lidt kostbar er man vel altid og da ikke mindst når man har råd til det, og det har vi heldigvis-altid en god støtte for den faglige og personlige integritet!

Det er altid rart at have adgang til hele "vare-paletten" men lige den her er godt nok mere end almindeligt udfordrende. Ikke mindst efter at samme producent eller hvad man nu skal kalde det, lige fra denne skribents spædeste branchestart har stået som branchens absolutte reference. Ikke i kvalitet desværre, mest i kunsten at sælge en usigeligt billig råvare til en usigeligt høj pris.
Og respekt for det, vi får så se, om det forbliver ved det! Lidt flatterende er det trods alt altid at blive opsøgt af firmaer, som vil sælge til os efter aldrig før at have villet. Og nej, der stod ikke "flatulerende" selv om det sagtens kan blive "en fis i en hornlygte", men i en kold tid er det vel osse en slags varme...

Hu hej, hvor det går!

2012-01-20T07:43:00.002+01:00

I dag vil vi undtagelsesvist IKKE omtale de kolossale fremskridt, der er i de daglige forsøg på at tvinge et fra starten nærmest fornuftsstridigt og semi-amorft tungt legeme op ad stejle bakker alene ved hjælp af pedal-kraft. Nok er det at sige, at det dagligt bliver lettere, fordi massen af det transporterede bliver lettere, og det er vel næppe nogen større overraskelse. Heller ikke den hastigt accelererende vægtformindskelse forbundet med den forbedrede form. Desværre betyder ordet "kropsform" endnu ikke, at sveden helt uhindret kan løbe ned af brystkassen uden at lande på en slags plateau umiddelbart over det barske R.M. Williams bælte, men det kommer.

Ellers vil i weekendens løb forsøge at få leget lidt hifi. Især et vel kun for særligt indviede umiddelbart indlysende vigtigt projekt med at monteret en mængde orange IEC han/hun netkabler er presserende. Om de spiller bedre end standarden hidtil er ikke til at sige, men de var nu ellers dyre nok, hele 2 pund pr. stk., så det gør de da nok.
Ellers er vi i de indledende faser omkring i forhandlingen om endnu en Furman-fætter, denne gang en model 6900 superdupersag for at stabilisere vores noget variable netspænding. Det er problemet ved at have den kontinuerlige indikation af den aktuelle netspænding her i huset, som vores endnu ellers ret lille Furman-park muliggør.
Hvis nogen måtte få den tanke, at det her er en slags "hifi-trøstespisning" i forbindelse med familiens indeværende skrappe kur, så er det nu desværre nok næppe hele sandheden. Den mere prosaiske version er nok desværre, at det er fordi denne skribent blot ikke er klogere.
Nå, men det giver trods alt lidt andre ting at glæde sig til end overdådige spejleægsorgier med rigelig ketchup. Noget der endnu ligger en halv snes kilo ude i fremtiden.

Jo tak, det..

2012-01-18T07:29:00.002+01:00

..går fremad med både kondi og kur. En god times tid i højeste gear i fuldt fart udover bakkerne hver morgen plus lidt af det "løse" resten af dagen giver hurtige resultater. Dette er ikke overraskende, denne skribent har trods alt været der før og kommer det såmænd nok osse igen engang, men som dagens tiltagende lysmængde på denne tid er det alligevel altid lidt af et under. At det overhovedet kan lade sig gøre at speede forbrændingen op i ens efterhånden tiltagende let-affældige jordiske hylster..!

At der så samtidigt er mere end rigeligt at lave og ikke mindst fjern-levere i vores lille virksomhed er så blot en yderligere bonus. Ja faktisk har der været så meget at se til, at vi endnu ikke har prøvet de angiveligt superfede Beyma Heil-diskanter, som blot ligger og glor anklagende og ørkesløst på os.
Det kan man så glæde sig til, umiddelbart foran os ligger nu de sært dragende mørke landeveje. Tak, Gud eller Darwin eller hvem det nu var, der opfandt endorfinerne. Uden dem ville meget være anderledes denne dag. Nemlig skidesvært i stedet for skidelet og det er dog en betydelig forskel i selv de bedste familier!

7 år "not out", som man siger i cricket! version 2

2012-01-16T07:22:00.013+01:00

I går var så den store afslutningsdag for den meget omtalte "7-årskrise" i denne skribents lykkelige parforhold. Ikke at jeg særligt har bemærket den, men nu er jeg heller ikke den allermest opmærksomme type, som min anderledes klarsynede kone så ofte ynder at minde mig om- undertiden endda temmeligt højrøstet!. For man kan vel ikke have syvårskrise længe efter, at man som i det her specifikke tilfælde lidt mere end et døgn, at forholden er gået ind i sit ottende år? Nej vel, det giver næppe nogen mening mening for nogen. Rart at selve sproget er med en i den altid vanskelige kamp for kærligheden! Hvor sejre altid er produkter af et godt "dybt arbejde" som Alis sejr over Foreman i Zaïre, og alligevel altid blot er midlertidige. For der er vist osse noget, der hedder "sølvbryllupskridsen" eller tager jeg helt fejl..?

Ellers kan vi i lidt i smug glæde os over, at den ellers tilbørligt totalt anonymiserede hovedperson i den seneste lidt skadefro tekst om en fyring har kunnet genkende sig selv. Hvad han så iøvrigt læser det her for kan man med betydelig ret undre sig over, men det kan man jo over så meget...
For eksempel kan det undre mig selv, hvorfor jeg engang for et par årtier siden var så uendeligt begejstret over den af Paul Hammerich præsiderende/præsenterede så populære såkaldte "Danmarkskrønike" Den ser squ godt nok noget anderledes ud i dag, lidt mere kvalmende-selvsmagende og uendeligt bedrevidende/ironisk end dengang.

Måske det blot var fordi der for første gang kom billeder på den nyere danske historie. Disse billeder var ganske vist fuldstændigt tilfældige og blev kun bragt som en (kan jeg se i dag) totalt tilfældig tilføjelse til forlængst fuldt-færdige konklusion i Hammerichs kanoniserede kulturradikale verdensopfattelse. I forhold til den store danske lysmester PH`s rædselsfulde Danmarks-film er Hammerich ganske vist afgjort en "light"-udgave og ikke nær så selvretfærdigt rædselsfuld som megalomaniske PH. Det gør den blot ikke meget bedre.
Billederne i krøniken er dog sjove nok og det var de naturligvis osse dengang. Blot mærkeligt, at jeg dengang for et par årtier siden ligefrem syntes, at Hammerich var GOD? Ved nærmere eftertanke VAR han jo faktisk en glimrende journalist, selv om han i denne lange TV-serie med sine kommentarer får en naturlig sammenhæng frem, der naturligvis aldrig eksisterede udenfor den selvfede ironiske kulturradikalisme, hvor Hammerich huserede.
Fordi den kritiske-ironiserende sans hos Hammerich aldrig en eneste gang omfattede egne åndelige venner. Min begejstring over dengang at se de danske politiske koryføer i levende billeder må godt nok have ganske betydelig, siden jeg ikke bemærkede narrativets "forræderiske understrøm"..Og det var den osse!

Eller skal man altid i en svær tid huske på det positive. I forbindelse med den danske kapitulation i Afghanistan (andre ord dækker vel dårligt grænsende til overhovedet ikke) skal man sommetider søge lidt langt efter "snapsene" Tag for eksempel den danske udviklingsminister Christian Friis Bach, der med rette glæder sig over, at den gennemsnitlige levealder i Afghanistan over et årti er blevet forøget med 20 år. Da man selv vel næppe for 10 år siden opererede med en spædbørnsdødelighed på 35% (ligeså lidt som man vel i dag har nået et rundt 0) og da det vel osse metodologisk kan være vanskeligt at hævde, at gamle efter et årti nødvendigvis h "holder" mindst et årti mere, ja så er det svært at forstå argumentationen.

Ikke mindst, fordi der naturligvis overhovedet ingen statistik er for BEFOLKNINGEN i Afghanistan. Der har naturligvis aldrig været nogen folketælling og hvis der havde været, så havde masser naturligvis unddraget sig, fordi selv den mest uoplyste analfabet dog ved, at "mandtal" som I Bibelen altid betyder SKAT.
Ikke desto mindre findes der et faktisk forbløffende og nærmest foruroligende præcist "estimat" af den afghanske befolkning. Det lyder på " around 29,835,392" Ganske enkelt ligeså latterligt som udviklingsministerens idylliske klassiske elegi over det nye lykkeland Afghanistan.
Fordi det her estimat, som altså er det eneste tilgængelige i et totalt for alle utilgængeligt land (fordi kun Taliban kan færdes overalt og dermed få pålidelige efterretninger om nogetsomhelst-desværre publicerer de så såre sjældent!) altså er fra CIA. Som vel heller ikke har en totalt uigennemtrængelig aura af ufejlbarlighed omkring sig, hvornår var det lige deres prognoser sidste gang var KORREKTE:::?
At de så ikke engang i CIA i deres indlysende skøn har almindelig statistisk anstændighed i det her vel næppe atypiske mis-informative makværk til lige at "runde op" til hele antal hundredetusinder eller millioner er da temmelig metodologisk udfordrende. I mangel af bedre udtryk. Vi tvivler da for eksempel på, at CIA selv på hjemmebanen USA vil turde anslå landets egen befolkning så præcist til sidste betydende ciffer inden decimalerne. Ja, man kunne såmænd ligeså have angivet befolkningstallet MED decimaler, det ville det jo næppe blive mere forkert af. Eller spor rigtigere..

Cykelstyr og cykelstyrt

2012-01-11T07:57:00.004+01:00

I går var så dagen for årets første ufrivillioge cykelakrobatiske udfoldelse. Eller hvad man nu positivt skal sige om det åbentlyst åndssvage i at køre for hurtigt rundt i et isglat sving og vælte og slå sig ad Helvede til. Nå, nok om gårsdagens dårskab, der skete ikke alverden udover skader på stoltheden der yderligere blev begrænset af, at der heldigvis derude på de ensomme bi-veje ingen tilskuere var til hændelsen. Ikke at det gør mindre ondt rent fysisk, det gør det blot meget nemmere at tage samme tur i dag uden skrald-leende lokale bivånere. Og derudover gør det nu rigeligt ondt allerede.

Ellers blev i dog osse en god dag alene derved, at vi hørte om en fortjent fyring i den professionelle lydbranche. Det var heller ikke for tidligt, fyringen burde faktisk være sket længe inden selve ansættelsen, men det er naturligvis blot en vurdering fra mere personligt og uforsonligt hold.
Verden er dog alene derved i dag blevet et bedre sted at være og det er dog allerede noget...! Og i mulig mangel af andre glæder er skadefryd dog altid den allerstørste fryd.

Jamen det går fremad!

2012-01-09T07:30:00.002+01:00

De lange morgencykelture og en spartansk indtagelse af levnedsmidler giver de forventelige hurtige resultater i retning af betydeligt vægttab, og det er jo ganske herligt. Den første sejr er selv at være i stand til at klippe sine tånegle uden særlige anlæg for akrobatik for at opnå den fornødne visuelle kontakt med tæerne uden brug af spejle eller andre stedfortrædere.

I disse dage påbegynder vi på den hjemmefronten en videre "elektrificering" i forbindelse med anskaffelse af atter en Furman P-2300 balanceret såkaldt "power conditioner" En foreløbig lyttetest omfattende én forsøgsperson har afsløret en tydelig forbedring. Statistisk er det måske ikke akkurat signifikant eller imponerende, men når det nu er fru Mathiasen, der er forsøgspersonen, så er det anderledes betydningsfuldt.

I samme ombæring er vi i gang med at udskifte langt hovedparten af vores strømkabler til en forbedret type. Det forbedrede består mest i, at de udover at være klart orangefarvede (hvilket forventes at subjektivt at medføre en afgjort "varmere" lyd), så passer de bedre i "hullet" som englænderne udtrykker det "(Pardon my French!) De her Furman-fætre er forsynet med en bunke såkaldte IEC-brønde og da tilgængelige løse stik er mekanisk grinagtige og notorisk upålidelige, så har vi valgt en standard studieløsning med fine fuldt-færdige kabler i passende længder. Vi forventer en yderligere kæmpeforbedring hvis man ellers skulle tro på hvad de i disse dage særligt flittigt debatterende "blød-hjerner" diskuterer på avtainment.dk om kabler.

Det er altid en god gammel traver, det med "lyden" af kabler, og det mest interessante i diskussionen derovre er vist mest den statistiske tilfældighed, at så mange af debattørerne helt tilfældigt samtidigt har glemt deres medicineringsdosis. Der hersker ellers sædvanligvis i ugevis fred og fordragelighed derovre uden aktivitet overhovedet indtil Helvede igen bryder løs. Mærkeligt at så aktive personer og det døgnet rundt så længe kan forsvinde helt igen. Osse godt, for det viser jo, at psykofarmaka trods alt virker. Og osse skidt., fordi de jo så tydeligvis ikke virker hele tiden..

Ellers må vi i disse dage holde os lidt tilbage i skriverierne, der ofres på det stærkt osende "fedtforbrændings-alter" Det er synd, for ind imellem dukker der rene perler op som for eksempel denne citeret efter den danske europaminister i egenskab af Danmarks nye EU-formandsskab. En meget, meget betydningsfuld post som alle ved uden at ret mange dog vel ved hvem det var Danmark afløste. For slet slet ikke at tale om, hvem der måstte være det næste eller hvor længe Danmark er formands-land..

Nå, i forbindelse med, at det nylige medlemsland Ungarn har "slået sig noget i tøjret", som det hed sig i min barndom med lidt mere end almindeligt alternativ-demokratisk lovgivning har det fået EU på nakken. Det kan man så mene om, hvad man vil, vi ved godt hvad vi selv mener. Næh, ved nærmere eftertanke er jeg faktisk i tvivl.
Om så den danske Europa-minister, den noget parlamentarisk marginaliserede Nicolai Wammen osse er det, er svært at vide. For som han så fornuftigt siger: "Som formandsland støtter vi kommissionens arbejde med at foretage en grundig juridisk vurdering af, om de nye ungarske love overholder EU´s spilleregler" cit. slut. Prøv lige at læse det her mageløse mundtlige makværk igen. I gamle mindre politisk korrekte dage hed sådan nogen så vidt jeg husker "rent mund-lort". Hvis det altså overhovedet er et sprog, der kan eksistere mundtligt, for prøv lige at memorere og derefter fremføre denne totalt intetsigende udtalelse, det er ganske svært, ikke?
For hvad er det lige, Wammen siger her udover altså overhovedet ikke blot bare det allermindste.
Måske vi blot har opdaget det første eksempel på den "rene kondenserede tomme luft", der vist heller ingenting fylder eller indeholder...

Giv os modvind,..

2012-01-04T07:49:00.002+01:00

..for så giver det vistnok flere muskler og fy da føj, hvor er der meget vind i dag. Vi ses ved åbningstid, hvis vi altså blæser helt væk.

Netnedbrud og julefedt

2012-01-02T09:34:00.005+01:00

Vi beklager dagens langsomme start. Vi har været plaget af lidt skematisk netforbindelse her til morgen. Til gengæld er årets første fedt-kampagne gået i gang endnu inden det rigtigt er blevet morgencykelvejr. Det er en trit men uundgåelig udvikling (men heldigvis endnu reversibel) at de ca. 40 par australske kvalitets-moleskin bukser i samme størrelse, som denne skribent er ellers den lykkelige indehaver af, på skrækkeligste vis allesammen klemmer og det samme sted. Derfor bliver det lidt smår med visdomsordene her den første måneds tid men det er desværre en uundgåelig handlingsplan, hvis mine allerede fra starten tvivlsomme evner som ideel "vaskebrædt-mavet mand" igen skal til ære og fordums væedighed. Og i mine sidste år som havnearbejder i Horsens var jeg en ganske velbygget fyr. Givetvis vanskeligt at forestille sig for andet end ganske særligt flyvsk-fantasifulde personer, lidt på samme ulyksalige måde som datidens af denne skribent så højt attråede ungmøer er blevet til trivelige matroner med hængende "kæbeflæsk" a la den fra Mickey Mouse så kendte politimester Striks. Skræmmende som man i dette gensyn genoplever det nylige gensyn med ens egen bug i det store spejl...

Det er så efterhånden et stykke tid siden, men jeg giver den lige endnu en chance ude på landevejene, det plejer at hjælpe. Ikke for evigt, ikke engang nødvendigvis særligt længe, men det virker!
Ellers skal vi lige citere en skribent på netstedet recordere.dk i forbindelse med det danske højttalerfirma Kibris nylige bortgang: "Øjebæens kongehøjttaler er ikke mere. Hvem kommer dog til at savne dem? De lignede jo noget man lavede i sløjd i 8. klasse." Et synspunkt det kan forekomme vanskeligt at være totalt uenig i...
Det værste er så blot, at vores egne heller ikke altid ligefrem klassisk smukke noget hjemmegjorte og heller ikke ubetinget vellykket-hjemmeslødede biografkonstruktioner nu ikke længere har nødvendig og nyttig konkurrence fra Kibri. Som negativ reference, ganske vist men alligevel.
Nå de spiller heldigvis bedre end de ser ud, ganske heldigt og vel i virkeligheden ganske uundgåeligt..!

Vi sidder lige og skriver..

2011-12-30T09:05:00.001+01:00

..årets sidste regninger i dag, så hvis nogen skulle have lyst til at få sådan nogen, så er vi da afgjort til at handle med...!

Vi skal lige minde om,

2011-12-28T08:43:00.002+01:00

at der endnu er enkelte eksemplarer af årets store mesterværk, "Poul-bogen" årgang 2011. Der ganske vist formelt hedder noget et-eller-andet-andet smart engelsksprogligt i et forsøg på at generere et større internationalt salg.
Som englænderne muligvis ville udtrykke det, så er der formentligt en mindre "snag" i denne satsning..

En god efterjul..

2011-12-27T08:58:00.002+01:00

ønsker vi alle vores kunder og læsere og andre gode mennesker. Hvorefter vi straks vil gå i gang med en god stak haste-hastesager, der lige er tikket ind på vores elektroniske "ticker tape" Som de strimler jo hed, som man ved tidligere tiders triumftog for amerikanske helte og andre notabiliteter dryssede ud af kontor-vinduerne i downtown New York, når heltene defilererede eller kørte forbi. Faktisk blev folks popularitet derefter direkte målt på (eller rettere VEJET, da man helt officielt vejede de efterfølgende affaldsbjerge.
Den slags kaldte man engang for en "ticker tape parade" og det var jo netop hvad det var. Hvordan man gør den slags i dag ved vi for lidt om, måske der blot ikke længere er så meget at fejre derovre..? Nå, men det er der så heldigvis her!

Jamen vi er her skam..

2011-12-23T07:55:00.003+01:00

..osse i dag. Måske ikke hele tiden, en del sidste-øjebliks afleveringer skal afsted, men sådan alligevel det meste af tiden. Og derudover skal der da fra denne inkarnerede hedning lyde de allerbedste ønsker om en glædelig til jer alle derude. Lad den blive hjerternes fredelige familie-fest og husk lige det dér ekstra kys og kram til konen.Ellers vil vi snart ufortøvet begive os ombord i en jule-kalas, som ikke lader julefesten hos Harald Blåtand (som skildret i Frans Bengtssons udødelige klassiske roman "Røde Orm") meget efter. Om overhovedet noget, den slags ved man jo altid først bagefter, og til den tid er det alligevel alt for sent. Ikke at foræde sig forstås...
Glædelig jul!

Mates!

2011-12-22T09:14:00.002+01:00

Denne morgen er gået forrygende hurtigt med at skrive julekort til vores australske venner. Nå, vi må vist hellere starte vores Mercedes for at klare de sidste leveringer, der er jo trods alt normalt åbent i vores virksomhed.
Og stadigvæk muligheder for gløgg og ikke mindst afhentning af årets vigtigste kulturelle begivenhed. Vores nyeste BOG med glittet omslag og alting !!!!

Læg mærke til navnet!

2011-12-21T08:20:00.002+01:00

Selv som amatørskribent er man aldrig helt højt hævet over al smålighed og så er det iøvrigt temmeligt ligegyldigt, hvor stor man iøvrigt er. Som denne skribent er men desværre mest fysisk. Ind imellem oplever man dog så eklatante perler indenfor skribentvirksomhed, at man simpelthen mæle-løst må sænke alle parader, så godt er det. Og faktisk så godt, at jeg overhovedet end i drømme ville kunne have formuleret det. Tag for eksempel en nylig udtalelse fra formanden m/k for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nu har vi godt nok aldrig set nogen direktedemokratisk stemmeseddel til dette "over-ungdommelige organ" DUF, og jeg har dog ellers selv været und engang. Og jeg og DUF er endda ikke engang så forfærdeligt forskellige i alder, blot 16 år skiller os. Alligevel mener denne evigt-unge organisation sig som en selvfølge i stand til at kommentere på anderledes direkte demokratiske processer. Som for eksempel den nylige snak om en nedsættelse af valgretten til 16 år.

Enter den ny formand for DUF, Signe Bo. Der naturligvis ikke selv er spor ung ligeså lidt som toppen af poppen indenfor fagforeningspamperiet i de seneste par årtier har fået snavs på tøjet. Signe er ganske vist kun 30, men det er vel heller ikke synonymt med egentlig pur-ungdom længere.
Alle disse utidige betragtninger om pudsige og noget tilfældige organisatoriske overbygninger af sikkert engang ellers udmærkede græsrodsorganisationer er slet ikke emnet i dag. Dertil er der alt for mange af disse, hvem husker for eksempel ikke den sjove konstruktion "Landsforeningen af Forældre"..? Nej, det er helt anderledes finurligt i dag. For Signe er sprogligt i den absolutte super-sværvægtsklasse.

Det er måske derfor at hun er blevet for DUF, simpelthen ingen fatter en brik af, hvad hun siger, for læs lige den her som begrundelsen for at indføre en ny valgretsalder på 16 år:
"Når man er 16 år, forlader man folkeskolen , som er den eneste fælles uddannelse i Danmark, og derfor har alle unge på 16 år det samme videngrundlag for at deltage i demokratiet" Og prøv så lige at læse den et par gange igen, smukt ikke? Hvad det er hun siger er simpelthen fuldstændigt "sort" for undertegnede for hvad er der lige der gør alle, der forlader folkeskolen på nogen måde ENSARTEDE? Er alle ikke blot fuldstændigt ligeså forskellige eller ens eller hvad i 8. klasse.

Nå, nu er det naturligvis slet ikke sikkert, at det er det Signe Bo mener om overhovedet noget. I det mindste er det ganske svært for svage intellekter som denne skribent at fatte en disse af det her. Og når man ingenting selv fatter, så må det vel være stort...? Måske, døm selv og husk navnet: Hende Signe Bo må altså have noget "power" for at slippe af sted med sådan noget som det her!"

A propos "slippe afsted", så er vores nyeste bog-opus på gaden fra i dag. Det udkommer som sædvanligt i et oplag, der udelukkende bestemmes af det videnshungrende bogpublikums appetit.
Helt neutralt og ganske upartisk skal vi på det varmeste anbefale dette nu allerede 4. bind af visdomsord fra en af tidens mest tidløse tænkere.

Den "menneskelige kran"

2011-12-20T08:07:00.006+01:00

Det er når man har vanskeligheder, at man skal kende sine sande venner og aldrig mindre end i går, hvor et presserende projekt bestod i at få et hæve/sænkeborg op over en 1. sals terrasse. Ikke mindst den kolossalt tunge bordplade på 70 kg. var lidt et logistisk problem. Ikke at det naturligvis på nogen måde afholder uforfærdede søulke-ætlinge som denne skribent fra ufortøvet at give sig i kast med det, som er éns pligt nej da.

Alligevel var det nu en lettelse at se den diminutive lokale teatermand Kramer Madsen kikke forbi for at låne sin styrke til projektet. Denne lille mand er ganske kolossalt stærk og traditionelt ham, som man hidkalder, når tunge og trælse ting skal løftes. For eksempel har han allerede flere gange været bærer nr. 2 af vores noget uhåndterlige ATC SCM 300-giganthøjttalere. De er vanvittigt ubalanceredee at bære og glatte ad Helvede til, når den klamme håndsved indfinder sig. Og da ganske særligt når man så selv er ejeren af disse lakerede monsterdyre monstre.

Da først den "menneskelige kran" Kramer Madsen var på pletten var alt herefter reduceret til sin rette problem-størrelse, nemlig overhovedet ingenting. Vupti og 5 minutter efter var alt ovre og den lille mand forsvandt lynsnart igen tilbage til sin hidtil totalt hemmeligholdte dæk-identitet som børneteatermand som en anden "Superman". Og så behøver han ikke engang en telefonbox til at klæde om i med indlysende fare for "indecent exposure" hvis boxen allerede skulle være i brug!

Og vi skal da naturligvis heller ikke glemme i vores begejstring de 2 andre hjælpere, Poul Tømrer og Niels. De er stærke nok ligesom vel osse denne beskedne skribent (som ifølge pålidelige men desværre anonyme kilder fra havnearbejdertiden under Ole Sohns triumfat som fagforeningspamper i Horsens var temmeligt stærk engang). Senere skulle det på uforklarligste vis gå frem for den ene af os og tilbage for den anden. Det sidste er letforklartigt med tiltagende aldersvækkelse, det første forbliver et sygt paradoks.
Nogen Kramer er der ingen der er! Udover den helt helt ægte vare, dette veritable "menneskelige lommeslagskib".

Vi kan til alt held konstatere,

2011-12-19T08:02:00.003+01:00

at "sidste øjebliks-travlheden" i forbindelse med diverse årsafslutninger rundt omkring fortsætter ind i denne sidste velsignede juleuge. Det gode ved det er så, at vi langt det meste af tiden vil være på kontoret for at klargøre de sidste leveringer og dermed stå til rådighed med glögg og hjemmebagte småkager. Begge i mængder "ad nauseam", som romerne så grammatisk korrekt udtrykte det.
Vi glæder os til at se jer.

BREAKING:En veritabel naturkatastrofe!

2011-12-16T07:50:00.006+01:00

Nu kan man naturligvis med betydelig ret hævde det lidt absurde i at advare mod naturkatastrofer, der HAR fundet sted. Lige i det her specielle uhyre akutte vil vi gøre en undtagelse, da katastrofen ikke endnu kun er i sin vorden men desværre uhyre aktuel. Som et altødelæggende kolossalt mudderskred mod alt, hvad der er godt. Af denne selvsamme grund ser vi dagen i dag, der ellers skulle være fuld af fjas og glögg og masser af arbejde, som den måske hidtil største trussel. Mod selve JULEN, simpelthen.

Der er nemlig ifølge TV2-reklamerne kommet en ny juleplade, som ikke blot kan komme til at gøre en ende på alle andre juleplader. Den er ikke alene ikke spor god, den er nemlig rædselsfuldt forfærdelig, og netop deri ligger dens sande trussels-potentiale. Mange vil vel allerede i denne kursoriske beskrivelse kunne genkende den nye juleplade af den lokale sanglærke Jette Torp. Denne gang har hun således rettet sit aldrig svigtende fokus af total manglende kunstnerisk substans mod selveste julen. Forestil dig de ondsindede gnækkende mars-boere i filmen "Mars Attacks!" med forlorne "tand-smil a la Torp", mens de med deres stråle-skydere smadrer Jordens traditionelle vidundere én efter én. Sådan osse med Jette og julen.

Nu har Jette Torp tidligere med samme held anskudt enhver folkelig dansk interesse i for eksempel den irske folkemusik. Sådan noget kræver en skrækindjagende kombination af enestående mangel på menneskelig overbevisning og selvfed fremførelse af disse ellers indtil nu robuste irske klassikere. Som de sønderbombede amerikanske slagskibe "Nevada", Arizona" og "West Virginia" ved Oahu, Hawaii den 7. december 1941 ligger alle disse herlige sange totalt flad-maste efter det altødelæggende vokale styrtbombeangrebe fra Torp. Intet er det samme som før efter sådan katastrofe og bliver det aldrig helt igen.

Derfor: Hvis du har en TDC-forbindelse med automatisk optagefunktion, så se for Guds skyld alle danske programmer med reklamepauser FORSKUDT. Det giver mulighed for sikkert og uden lyd at sondere terrænet/programmet ved lidt hurtigspoling forud, så man til enhver tid ved, at ihvertfald den næste time er man sikker. Hvorefter man går tilbage til start, ser den "minestrøgne" del af sendefladen og man kan gennemsejle den nu sikre zone, og derefter gentages proceduren. Det kan på det bestemteste anbefales at opretholde denne sikkerheds-procedure indtil juleaften.

Alternativt kan man selvfølgelig osse blot købe Torps plade. Desværre nok med risiko for, at der kommer en mere til næste år, men der gør der nu desværre nok alligevel. De fleste kender vel én, som fortjener en rigtig hade-gave, men alligevel: HVIS nogen får det her mageløse makværk af Torp i julegave, må man altså have været en rigtig skidt fyr m/k! Løb mens du kan eller se at få dig forbedret i en Helvedes fart og frels den kære gamle jul, som vi (endnu) kender den!
Og derudover er der som sædvanlig gløgg til alle osse i dag naturligvis.

I dag..

2011-12-15T08:12:00.003+01:00

..er det så atter "Store Konedag" og samtidigt den teoretisk sidste (seneste!) inden den næste, (??) som er 7-års dagen og 2 1/2 års bryllupsdagen. Ja, er livet dog ikke vidunderfuldt og så er der endda ligefrem endnu masser af gløgg til de kunder, som i deres befordring ikke er afhængige af transport med DSB.
Så kom endelig forbi og vær med til at fejre atter en mærkedag sammen med verdens skønneste kvinde og hendes lykkelige mand.
Så sandeligt en heldig kosmisk konstellation!

Presserende papirarbejde..

2011-12-14T08:55:00.002+01:00

..i den årsafsluttende del tager desværre dagens visdomsord. Det er nu udelukkende vores taltige institutionskunder, som kræver lidt ekstra opmærksomhed i de næste par dage, hvor de fleste afslutter deres finansår. Og tænk dog blot, hvis der skulle være lidt "rester".
Nå, det ved vi mere om om et par timer og dage og muligvis uger, som ham den lille gnom fra dobbeltbyen Minneapolis-Saint Paul engang besang.

Julen kom tidligt i år

2011-12-13T07:49:00.001+01:00

Denne uge er som sædvanligt stabadserende i mere end middelsvær grad. Alle vores særdeles talrige institutionelle kunder skal lige have afsluttet året og det giver forrygende travlhed. Hvis nogen måtte fornemme nogen egentlig klagesang i det her er det naturligvis alt andet. Vi er forfærdeligt glade for alle vores kunder og ellers ville denne skribent vel næppe heller have "varet" snart 30 år i branchen.

Alligevel kan der så tilstøde mindre komplikationer. I går landede der for eksempel et par Beyma TPL-150 diskantenheder af det engang så kendte "Heil-princip" Princippet var ganske passende opkaldt efter Dr. Oskar Heil, som opfandt princippet. Udover det opfandt samme Heil som sikkert ganske få bekendt osse (måske) den noget mere kendt såkaldt "Field Effect Transistor", altid forkortet FET. Eller osse gjorde han ikke. ihvertfald huskes han bedst for sin Heil-diskant.

Sådan et navn kunne et produkt naturligvis osse kun have i en totalt historieløs nyere tid og meget betegnende hed produktet ved sin kommercielle debut i midt 1970-erne osse "Air Motion Transformer" uden at dette dog gav nogen synderlig mening for selv dengang ganske svagt teknisk-funderede personer som denne skribent. For er alle kendte lydgengivende principper fra piezo-plader over dynamiske papmembranbestykkede dynamiske højttalere over til elektrostatisk enheder overhovedet andet end det. Naturligvis ikke, dog modtog ungdommen i 1970-erne endnu nogen historieundervisning, så "Heil" var dømt "Heraus" Som jøderne dengang de hysteriske kollektive råb lød "Sieg Heil!"

Tilbage til dagen i dag og vores kommende diskanttest. Det bliver faktisk sjovt at se om hvor stor forskellen er på de JBL 2405-spaltediskanter, vi for tiden anvender og så de her hornladede Heil-fyre, som har en effektivitet på hele 102 dB tillige med en lineal-ret impedanskurve. Om det så kommer til at lyde som datidens slogan med AMT som en kirsebærsten, der med stor fart blev skudt ud mellem 2 sammenpressede fingre finder vi vel ud af. Det var en god reklame uden at den dog iøvrigt gav nogen mening. Det principielle budskab i reklamen gav og giver ingen mening, men derfor kan diskanten måske være meget god, vi får se og høre.

Osse i går landede der så noget forsinket og noget mere uventet ALLIGEVEL en Furman 2300 balanceret strøm-fætter med alskens krummelurer i vores værksted. Ikke mindst den ganske overdådigt dimensionerede overspændingsbeskyttelse i dette med sine 43 kilos vægt ikke ganske undselige apparat til en iøvrigt nominelt afskyeligt høj pris er da velkommen. Og måske den indbyggede skille/balanceringstrafo på 10 ampere vil kunne fjerne noget af den støj, som vi har en del af her i det gamle hus´ korrekt udførte, men noget aldrende installationer.
Vi får se og ikke mindst høre. Hvis vi altså får tid til at pakke disse tidlige julegaver ud og det gør vi vel trods alt engang.

Multikabler..

2011-12-12T07:31:00.001+01:00

fra morgenstunden beslaglægger desværre begge hænder. Vi får se om der i løbet af dagen viser sig de for visdommen så vitale små "åbninger" i dagens dont..

Jule-fjas.

2011-12-09T08:24:00.005+01:00

I dag vil vi løbe lidt stærkt her i formiddag. Belønningen ligger så forhåbentligt senere engang i eftermiddag, hvor vi vil forsøge at forsøde (sjovt ordspil eller?) livet lidt for vores kunder med den traditionelle jule-glögg af ellerbedste udsøgte egen-produktion. Vi håber at se så mange som muligt af jer derude til et glas eller flere.

Dagen er allerede startet med en herlig ordre fra en gammel god ven på vegne af en kolossalt stor medico-koncern. Der går næsten ren "Jesper Fårekylling" i det i dag, I ved, ham med fra Disneys jueleshow med Ove Sprogøe-stemmen. Han taler jo osse hvert eneste år siden denne skribents tidlige barndom om "hilsner fra de gamle venner"
Og det er vel egentligt osse det, denne tid er den allerbedste til-tid til at glæde sig over de gamle og de nye ting!

Og lige i den sidste retning, jo, så er der atter en smukt farvelagt (på omslaget altså) jubilæumsbog på vej fra vores eget forlag. Titlen er på nær en lille ændring til "2011" den selvsamme som sidste år. I den umiddelbare "pipeline" ligger osse en genudsendelse af teksterne fra 2008 og -09 i nyt fornemt glitter-format. Disse blev oprindeligt kun udgivet i 24 eksemplarer og har længe været særdeles attråede samler-objekter. Ja faktisk har vi selv haft svært ved at finde et eksempler. Det var næsten heller ikke til at bære nærmest at stjæle disse af fruen med kærlighed håndsamlede værker fra de nærmest grådkvalte ejere, som blev afkrævet deres kæreste jordiske besiddelse, men i almenhedens indlysende interesse "hærdede" vi os og tog dem!
Til fordel og forhåbentligt glæde for de ganske mange, som vi ved kikker med dagligt på denne side.

"Fakta om Sovjetunionen"

2011-12-08T08:29:00.005+01:00

Igennem flere årtier var dette forunderligt farvelagte propaganda-magasinen væsentlig kilde til adskillige ting. For det første var det en igennem den igennem flere årtier udbredte praksis med ganske fiktive faktureringspriser betalt fra Sovjetunionen til det kommunistiske trykkeri Terpo Tryk, den væsentligste indtægtskilde til driften af DKP. Nu har vi anvendt flere tvivlsomme begreber allerede, for eksempel var der ikke det mindste elemnt af god idealistisk/kommunistisk praksis på Terpo Tryk og i DKP, blot en uhyggeligt dybtgående bjergsomhed hos alle de involverede parti-kammerater. Hvem husker ikke den engang vidtberømte DKP-partisekretær Ingmar "Laksko" Wagner, et af den slags mennesker, der giver begrebet "den indre svinehund" et ganske håndgribeligt ydre udtryk.

Sikkert ikke længere ret mange, historieskrivningen er jo gået forbløffende nådigt henover disse konspiratoriske landsskadelige aktiviteter, for end ikke det danske nazi-parti DNSAP var selv under besættelsen helt i samme udenlandske magtvold som mere fredelige tiders daværende DKP. "Da" skal desværre forstås som en tilstands gennem adskillige årtier og det stoppede først, da den udenlandske sponsor stillede skoene. Ikke meget ære i det, selv en anden særdeles tvivlsom dansk "helt", von Schalburg, nægtede dog at gøre n azistisk krigstjeneste mod de vest-allierede. Schalburg døde dog en slags heltedød, DKP døde blot i de nordiske vikingers skrækscenarie, nemlig "strådøden"

Udover det, så nævnte vi det åbenlyse sovjetiske propagandatidsskift som "forunderligt farvelagt" og DET var det. Om det var fordi Terpo Tryk blot ikke var bedre (det behøvede de jo ligesom heller ikke at være, de overfakturerede ordrer kom jo alligevel) er sikkert sandsynligt. Sikkert er det til gengæld, at alle illustrationerne fra de sovjetiske kilder igennem telegrambureauet TASS igennem flere årtier lignede de første foto-plader, de såkaldte "daguerrotypier" Der var tale om en bevidst proces, hvor alle illustrationerne osse i samtlige sovjetiske medier, simpelthen var klargjort til at lave historien OM! Selv ikke det ringeste sovjetisk-producerede kamera af det dengang i LADA-tiden så populære mærke "Zenith" kunne dog tage så ringe billeder. Og jo, de VAR ringe.

Når man finder de gamle numre af aviserne "Izvestija" og "Pravda" og altså osse "Fakta om Sovjetunionen", så er billedteknikken ganske identisk med teknikken i den nyeste filmatisering af Tin-Tin. Reg tegnefilm-fototeknik, simpelthen og dermed uhyre let at "omtegne" At alle pamperne så uvægerligt kom til at ligne patienter med livstruende ansigts-ødemer er en anden og mere ligegyldig sag. Det var blot så meget lettere i denne teknik senere at fjerne dem fra billederne. Simpelthen at skabe en ny virkelighed. Ikke at det lykkedes for Sohn og de andre, men intentionerne var der da uden ringeste skrupler til det mere end allersidste.

Og hvorfor så alle de her unødvendige smuler fra historiens utømmelige "skraldespand"? Jo, fordi vi i dag gerne vil gøre opmærksom på det nærmeste, som jeg i adskillige årtier mindes at have set af lignende komplet luder-journalistik. Og det i en grad, der får selv den mest syfilis-inficerede gamle afdankede havne-luder til at forekomme helt attraktiv. Altså i sammenligning med de 100% indlysende "plantede" pressemeddelelser og latterlige konklusioner i dagens JP. Det er faktisk så slemt, at vi helt undtagelsesvist vil opfordre lle til at læse de 2 "artikler" af en vis Peter Erntved Rasmussen, som tidligere har præsteret noget lignende fra de danske flådeskibe på badeferie i Golfen. "Præstere" er måske et lidt stærkt ord når det hele blot handler om at viderebringe plantet Non-information fra Forsvarets spin-doktorer.

Denne gang er emnet Afghanistan, hvor alt ifølge den udsendte medarbejder Rasmussen bare er "pingeling" for nu at blive i tegneseriesproget. Når man læser om den kommende evige fred i Afghanistan igennem de af invasionsstyrkerne oplærte afghanske frivillige og disses åbenlyse begejstring over at få nye sokker (Jamen det står der squ, de frivillige hopper endda rundt på et ben som niggerne i "Tin-Tin i Congo" så er det altså komik på "Fakta om Sovjetunionen"-niveau.
Nu blev verden heldigvis aldrig den, som det kulørte danske landsforræderiske tidsskrift beskrev ligeså lidt som de angivelige fakta om Sovjetunionen nogensinde var korrekte. Helt i samme kategori af landsforræderi ligger dagens reportager i JP naturligvis ikke. Det er blot selve den skinbarlige SANDHED, som disse non-reportager er en forbrydelse imod. Det er jo osse slemt nok skulle vi vel mene.
Det eneste gode i det her er så, at der er ligeså let at spotte kilderne til dagens avis som det dengang var gennemskue "Fakta om Sovjetunionen" En ringe trøst i en ufattelig ringe omskrivning af en aldeles "uforsvarlig" forsvars-ønsketænkningspressemeddelelse..
Så mangler vi blot at høre om, hvor ufatteligt godt det går i den libyske demokratiseringsproces. Sjovt nok er det et stykke tid siden der har været nogen pip derfra, men mon ikke Forsvarets Oplysningstjeneste (jamen det hedder det vist stadigvæk selv om ordet "mørklægning" af ubekvemme kendsgerninger om en fiasko-krig nok ligger noget nærmere) kan kaste lidt tiltrængt julelys over det osse?

http://www.boogiemanfilm.com/

2011-12-07T08:21:00.006+01:00

Her til morgen har vi en ret klar fornemmelse af, hvordan det må have været at flyve Lancaster-natbomber på vej til mål i den østligste del af Nazi-Tyskland. Det fyger simpelthen med mails , så det mest minder om forbifarende lysspors-projektiler fra antiluftskytset. Det bringer af indlysende økonomniske grunde disse morgen-ord ned til det mest nødtørftige. Man bliver heldigvis ikke umiddelbart ramt fatalt af de mange mails, men mon ikke min frue bogholderen vil vise sig rigeligt farlig nok. Hvis altså IKKE jeg reagerer på dem.

Ellers er linket i dagens overskrift til simpelthen den allerbedste dokumentar, som jeg nogensinde har set. Det drejer sig om noget, der dengang var nyt, nemlig en aldeles skruppelløs spin-doktor fra længe før dette begreb overhovedet havde fået noget navn. Det var vist først under Tony Blair med Peter Mandelson og de andre, at det her syge koncept fik et navn. Ikke at det ikke fandtes før, blot ikke i tilnærmelsesvist samme omfang.

Programmet har vi kort tidligere omtalt på denne side og handler om den første præsident Bush` kampagneleder Lee Atwater og se det, for Guds skyld. Og naturligvis ikke mindst for din egen. Atwater var forbilledet for senere med god ret ganske berygtede Karl Rove og sikkert osse den nu sigtede danske ditto Peter Arnfeldt. Der var blot en kolossal charme til forskel og når man ser Atwater give den som den gudbenådede helt sindssygt udtryksfulde blues-guitarist, som han osse var, så forstår man sagtens hans succes. Som desværre for ham selv men ikke nødvendigvis for den politiske verden umiddelbart efter valget af Bush blev afsluttet af en akut kræftsygdom.

Nå, sådan en film bliver der næppe lavet om Peter Arnfeldt, dertil er manden simpelthen for bund-usympatisk og en film helt uden helte er altid problematisk. Blot et enkelt billede burde være rigeligt til at advare mod nogensinde at give denne mand nogen magt i sin organisation. Det dummeste i hele denne uheldige politiske påvirkningssag er vel i virkeligheden slet ikke det, der nu formodentligt ganske let kan rulles ud og efterforskes i denne fagre nye verden af uslettelige elektroniske "spor-projektiler". For selv om Arnfeldt i vidt omfang har anvendt sin egen personlige computer i klar modstrid med lovgivningen (uden at det er særligt svært at gætte hvorfor), så er det største problem et helt, helt andet sted.
Det ligger naturligvis i, at hele 3 partier har haft denne fyr ansat i en stilling, som blot ét eneste blik på manden ville kunne afsløre ville være sandsynligt selvmord. Ikke for Arnfeldt, nej for arbejdsgiveren før eller siden. For sagen er jo med spindoktorer, at hvis de ikke som pioneren Atwater har den nødvendige charme, så må de nødvendigvis gøre noget andet. Om noget af det så er særskilt godt er svært at vide, vi ved godt hvad vi synes.
Hvis man skal være et rigtigt svin så er Atwater vores svine-helt, ham den anden ligner kun med sine skæg-stubbede børster. Hverken godt nok eller godt godt for noget overhovedet.

Man ved, at man..

2011-12-06T08:11:00.003+01:00

..er ved at blive lettere affældig og rigeligt tilbagelænet, når man opdager, at man SLET INTET hifi har fået købt i næsten en måned. Desværre stopper dårligdommen desværre ikke engang helt her (eller måske snarere DER). Trods tilstedeværelsen af så vidt vides 12 stk. JBL 2235-basenheder har vi ikke fået blot så meget som et eneste sæt op og køre i vores studio-referencekælder, der ellers er helliget alskens akustiske eksperimenter.

Foran os på et af arbejdsbordene står stadigvæk som minder om særdeles presserende akustiske analytisk-akustiske opgaver hele bunker af en af JBL`s mest bekostelige drivere, model 2451H/J og ditto 2352-horn. Vi har stadigvæk ikke eksperimenteret med, om den hurtigere ekspansion i disse nyere horn-topologier på nogen mulig måde resulterer i bedre lyd med lavere forvrængning som påstået. Altså i forhold til ældre modeller med langsommere "horn-udfletning" nødvendiggjort af den oftest benyttede noget lavere anvendte delefrekvens. Om der så virkelig er nogen kolossal forskel på for eksempel 500 Hz og 675 Hz i henseende til den ellers normalt ret uskyldige såkaldte 2. harmoniske forvrængning, tjah det har vi ingen ide om. Endnu da, indtil videre nærstuderes graferne fra JBl som de nylige genudsendelser af hende der Polly i stram BH-løs top i "Fawlty Towers" Her godt 36 år efter kan man vel godt selv overfor egen kone afsløre uden at forekomme særligt utro eller andet end en mere end halvgammel gris, at man dengang VIRKELIGT ville have betragtet det som et kolossalt løft i egen ungdomskvalitet at have haft adgang til et apparat med mulighed for visning af , ja altså STILL-BILLEDER. Spændende om fruen ser helt på samme måde på den reneste uskyld i disse drenge-drømme, når man nu snart bliver 56 selv..

Ja, og når man så som nu endelig får muligheden, så er det allerede ved at være alt for forfærdeligt for sent. Nå, det skal nu ikke afholde mig fra at forsøge at luske hen til vores Samsung-fladfætter for at forsøge at gense et par afsnit. I modsætning til Monty Python, som tiden har gnavet fælt i, så er "Fawlty Towers" med sit måske oprindeligt knapt så ambitiøse slapstick-komik jo da stadigvæk ganske sjovt. Men Connie Booth som Polly, himmel og hav dog. Eller måske nærmere SKOV-sø, hun og Cleese lavede jo osse den noget mere ambitiøse "Romance with a Double Bass", baseret på en novelle af Chekhov. Himmel og mere himmel, ikke underligt der blev drømt heftige drømme dengang om barmfagre badepiger.

Nå, jeg vil så fortsætte de mere prosaiske drømme om at få lidt tiltrængt liv i vores højttalerbunker. Plus naturligvis osse lige at få løst et par logistiske små-udfordringer her fra morgenstunden. De er heldigvis af så manuel karakter, at badescenen med Booth fra Chekhov-filmatiseringen vist sagtens kan afspilles på indersiden af øjenlågene imens. Med passende anvendelse af nutidens still-billedteknologi på de gode steder naturligvis. Lige netop denne form for fastholdelse af øjeblikket var ellers så vidt jeg husker noget vi (alt for store) pubertetsdrenge dengang kæmpede for at perfektionere. Uden helt at have held med det, desværre.
Men hvor vi dog forsøgte og sejren ligger jo som det siges i kampen. Og tak for al hjælpen med træningen, Connie!

Politisk indblanding og måske en bedre verden?

2011-12-05T08:22:00.006+01:00

Nu har denne skribent i forbindelse med det nylige valg jo helt åbenlyst ikke "subskriberet" særligt på den efterhånden lettere "halsløse" Troels Lund Poulsen. Ikke at der er tale om en nødvendig grammatisk fejl (ordet "halsløs" har vist intet litterært belæg i denne betydning), men at den nu detroniserede politikers gerninger i forbindelse med nylige sag har været hals- som hoved-løse er hævet over enhver rimelig tvivl. Og det gælder vist både valget af spindoktor og vist også det ganske vist noget mere påtvungne valg af topembedsmænd. Ikke at det tydeligvis efter mange års regeringssamarbejde gjorde dem akkurat top-neutrale tydeligvis. For det traditionelle danske upartiske embedsapparat er denne sag bestemt ikke mindre penibel end den er for for den halsløse Poulsen.

Det må nogen så osse have visket den nuværende skatteminister Möger i hans øresnegl, da han trak sin lidt rigeligt hurtige og noget uforståeligt-betingelsesløse frikendelse af departementschef Loft tilbage i dette spegede spil. I en nutid med let-sporbare elektroniske spor på alle ledder og kanter burde det være en smal sag at finde ud af, hvem der var hvor hvornår og hvem der gjorde hvad hvorfor. Vi får se.

Tilbage til halsløse Troels Lund Poulsen, der nu heldigvis er nylig historie. Der er medlemmer af den tidligere regering, der har været dummere at høre på, men der er ingen, der er blevet så tydeligt usundt-fedladen af magtens permanent og stedse forfærdeligt fristende "tag selv-slikbord" som den nu ganske irreversibelt-tidligere minister Poulsen. Hele hans hals er simpelthen i den tidligere regerings periode forsvundet ned i en fedt-flomme, som næsten giver denne skribent ulyst til denne måneds traditionelle danske spise, sylten. Ikke siden en anden inderligt usympatisk venstrepolitiker, den ligeledes heldigvis tidligere udenrigsminister Henning Christophersens tid, har denne kvalme været følt helt så intens.

Nu hed samme Christophersen så osse i datidens noget mere farverige politiske debat heller aldrig andet end "Over-Sylten" og osse dengang kneb det tydeligvis for Ventre at kapre kapable kandidater. Selv om man vel med ikke megen mindre ret kunne hævde, at Socialdemokratiet med daværende mangeårige/mange-gangige statsminster Anker Jørgensen vel næppe heller havde deres stolteste stund. I det mindste var Anker helt givet flink nok, blot totalt inkompetent. Om Christophersen var særligt kompetent er noget mere uklart, men ingen senere vidnesbyrd tyder på, at der bag mandens permanente og inderligt usympatiske "julesylte-maske" gemte sig andet end end rigtig "kedelig ka`l",brugt om en anden tidligere minister uden porteføljes, nemlig Viggo Starcke. Af denne skribent eneste absolutte politiske eftertids-holdbare helt, den forlængst afdøde danske statsminister H. C. Hansen.

Nu er forlængst politisk nedslidte og flommede Poulsen så sendt på forhåbentligt permanent orlov og verden er blevet et bedre sted at være. Mest "by default", som det vist bedst kan udtrykkes, for så forfærdeligt meget mere lovende er altså ikke den nuværende finansministers "ageren" på vegne af embedsapparatet.
Ja, måske det hele blot gentager sig blot med omvendt fortegn med de selvsamme stærkt-politiserende embedsmænd, blot denne gang med løfte om frit lejde for det korrekte politiske samarbejde. Tjah, hvem ved egentligt hvad, det er ganske svært i denne sag at placere nogen egentlig sympati nogen steder.
Måske verden alligevel er den samme og ikke blevet spor bedre..

I dag starter vi..

2011-12-02T07:14:00.002+01:00

.. med et kundebesøg allerede inden officiel åbningstid, ja faktisk ruller vi af sted om ganske få minutter. Nå, men vi agter da at komme tilbage snarest igen, men dagens visdom ofres altså alligevel i dag på "Mammons Alter" Eller måske snarere HÅBET om samme!
Selv filosoffer har dog visse menneskelige træk.

Fløjlshandsker

2011-12-01T07:41:00.003+01:00

Nu går vi ikke altid nødvendigvis på liste-fødder på denne side, ja undertiden kan vi ved eksempler på særlig dårskab derude måske forekomme en smule syrlige. For eksempel har vi i anledning af lidt alternative tolkninger af regler om almindelige private forbrugskøb ganske uskyldigt påpeget, at forbrugeren er ganske retsløs efter salgsstedets eventuelle lukning eller konkurs. På min fødeø Endelave ville det have heddet "at stå med skægget i postkassen" uden at der dog ellers i nogen af min barndoms huse (ikke mine egne, hele ØENS) overhovedet VAR nogen postkasser. Da ingen af husene nogensinde var aflåste lagde posten som en selvfølge posten på køkkenbordet, hvor dog ellers? Og dengang i den "postale ur-tid" kom han ligefrem flere gange. OM DAGEN! Og derudover var det osse kun hippier og andre fjolser, der havde skæg dengang, i det hele taget et noget mærkeligt udtryk og da ikke mindst fordi klemmen ved at sidde fast med skægget i en postkasse trods alt ikke er svær at komme ud af?

Nå, nok tanker om ingenting særligt og så alligevel. Denne skribent er jo en trods alt noget følsom fyr, og derfor lægger vi som festugedirektøren Jens Folmer Jepsen særlig mærke til dem, der måtte kommentere vores forskellige gøremål. Det kan der undertiden komme sjove ting ud af. Eller måske nærmere paradoksale og problematiske. Tilbage et kort øjeblik til den annoncerede kontrollerede (forhåbentligt da) nedlukning af hifi-firmaet High-Performance Audio, som har kæmpet nobelt og vist altid ordentligt. De vandt blot ikke, hvem der så måtte gøre det fremover.

Vi fremførte den uskyldige kommentar dengang, at man som kunde formelt var noget på Herrens mark i forbindelse med efterfølgende servicebehov, og det burde jo ikke være egentligt kontroversielt. Sådan er loven om private forbrugerkøb trods alt skruet sammen. Alligevel kommenterede en 3. part, en københavnsk hififorretning (men altså ikke den nedlukkende, som tydeligvis er klogere og det tiltænker jeg ham bestemt osse) på vores skriverier. Helt så nådigt går det ikke ham den anden, den analytiske intelligens` nådegaver er jo tydeligvis ikke altid lige nådigt fordelt.

Tonen er måske lige i den tarveligere ende, og beskriver en "fantastisk uvidenhed " hos denne skribent og samme som en "kong gulerod (skulle vel retteligt være med stort begyndelsesbogstav red.?) når man er totalt blank" og "kan det hele...i sin hjemmebiks" cit. hifi4all
Nu er vores kritiker her nu strengt taget osse kun et enkeltmandsforetagende, men derfor kunne han selvfølgelig godt have ret med hensyn til sin tolkning af garantiforpligtelserne. Det har han så blot ikke, og derom kan enhver forvisse sig på få minutter. Det kunne så naturligvis altsammen være ligemeget, hvis det altså ikke lige var fordi, at manden altså driver en forretning udelukkende med salg til private. I den sammenhæng er det her altså mere end almindelig problematisk rådgivning og måske kun lige knapt reel oplysning. Men nyttig, det er oplysningen da bestemt omend nok noget ufrivillig.
Andre kunne måske fristes til at kalde dette noget helt andet, og det kunne vi såmænd osse sagtene selv.

Fattigdom

2011-11-30T07:35:00.006+01:00

Som den meget nylige debat om fattigdom viser, så er fattigdom ganske mange ting. Til tider findes den største fattigdom ikke engang hos de angiveligt fattige, men desværre i langt højere grad hos de debatterende. Eller hvad man nu skal sige, ordet "debat" er vel noget malplaceret i SF-folketingsmedlemmet Ôzlem Cekic` indlæg i den altid aktuelle fattigdomsdebat. Alene af den grund, at fattigdomsbegrebet i Danmark udelukkende udelukkende defineres ud fra en fast procentdel af den såkaldte "medianindkomst", som næppe nogen præcist ved hvad er, så er fattigdommen naturligvis kommet for at blive. Det ligger i definitionionen, at hvis der blot bliver en enkelt rig mere, så kommer der automatisk flere fattige uden at man overhovedet behøver at gøre noget. Eller for den sags skyld mærke, at man er faldet under fattigdomsgrænsen.

Debatten om fattigdom er spændende og pr. definition indenfor gældende definitioner fuldstændigt ligegyldig og aldeles udsigtsløs. Fordi alene præmisserne nødvendigvis producerer flere fattige uanset hvor fattige de så måtte være. Så lang tid fattigdom udelukkende betragtes ud fra en statisk-statistisk referenceramme giver det overhovedet ingen mening. Fordi man som statistisk fattig naturligvis overhovedet ikke behøver være det. På samme måde som i min egen barndom, hvor landboungdommen fra de fede bøndergårde altid kunne få fuld forældreindtægts-bestemt SU, mens denne stakkels skribent på trods af forældrenes reelt langt lavere levestandard intet kunne få. Allerede dengang var fattigdom og opgørelse af den noget underligt noget.

I erkendelse af debattens iboende absurditet vil vi derfor begrænse os til en enkelt detalje i den konstant noget pågående-presseliderlige Cekic´ eksempel. Som ganske vist med et lidet overbevisende men til gengæld så meget mere overbærende smil blot er trukket tilbage her til morgen som en "fejl" Ja, for Helvede, eksemplet med den stakkels fattige bistandsklient var da så langt ude i hegnet, at enhver kassedame burde have set rødt. Ikke regeringens partifarven, blot rødt som den hidsige tyr Ferdinand fra tegneserien.

Nå, den største fattigdom der viste sig at være i selve eksemplet. Alligevel skal man altså ikke skimme meget i damens faste udgifter for at se, hvor stort fornufts-skredet egentligt har været. For hvordan i alverden kan udgifter til cigaretter på en lille tusse om måneden blive til FASTE udgifter og nedsætte rådighedsbeløbet afgørende (altså ret præcist med en lille tusse)? Blot den mest absurde post i en privatøkonomi med massevis af mulige besparelser, ikke i gammeldags optik helt det samme som ægte fattigdom, som er karakteriseret af få og små og uvægerligt smertefulde økonomiske "valg" Selv om tobaks-afvænning naturligvis har sine ubehagelige sideaffekter.

At hverken den evigt-insisterende Cekic eller nogen i hendes "crew" har set denne ellers ganske iøjnespringende tunge post i bistandsklientens økonomi taler sit tydelige sprog: Om et samfundsanalytisk og erfaringsmæssigt niveau hos de debatterende kredse, som intet har med virkeligheden at gøre. Og det værste er så slet ikke, hvad der siges i den her grinagtige fattigdomsdebat fra Cekic om de tydeligvis ganske indbildt fattige. Nej, problemer er et desværre et helt andet sted og naturligvis reelt nok omme bag al den poliserende medieliderlighed hos Cekic.
For hvordan i alverden skal de REELT FATTIGE dog nogensinde trænge igennem denne tomme politiske "spærreild" til disse politikere, som tydeligvis intet fatter. Og derfor OM-fatter fattigdomsbegrebet på en måde, som blot gør de reelt fattige så langt fattigere. Og den frivillige julehjælp fra ordentlige organisationer som Frelsens Hær så langt sværere.

Skam dig over den her presseliderlige mega-fuser, Cekic! Desværre opdager damen næppe, hvor stor skade hun har forvoldt de virkeligt fattige og hvorfor og ikke mindst hvordan skulle hun dog osse det? Hun er alligevel altid på vej mode det næste presseliderligheds-stunt. Dette er et politisk "fikspunkt" på samme måde som dent danske fattigdomsbegrebs faste fundering i "median-indkomsten" Gyng-gang, videre til næste gang!
Den største fattigdom er ikke kun at "fattes" men kan osse være intet at "FATTE"!

Denne morgen..

2011-11-29T08:06:00.002+01:00

..starter med et kundebesøg ude midt på Djursland et sted, men tøv endelig ikke med at kontakte os nårsomhelst alligevel, vi planlægger da bestemt at vende tilbage snart igen. Brug dog gerne mobilnummeret, vores fastnet stiller ikke om.

ADHD

2011-11-28T07:36:00.005+01:00

Nu har ingen nogensinde anklaget denne skribent for at være overdrevent udfarende eller særligt initiativrig. Med et nærmest dvaleagtigt temperament er jeg simpelthen ikke den slags mennesker, som man laver ADHD-patienter af. Eller overhovedet KAN lave, der foregår tilsyneladende ellers en betydelig klinisk aktivitet derude for at skabe flere tilfælde i en af Danmarks p. t. få gazelle-højdespringende væksterhverv. Som altså meget betegnende er en lettere småsygsyg sygeligheds-industri. Og særlig tydelig nu denne skribent efter at have været småsløj et par dage atter er blevet rask.

Nå, det kan alle disse nyligt muligvis omkring 80.000 diagnosticerede voksne heldigvis osse blive. Man skal blot medicineres med alle de herlige beroligende midler, der har været tilgængelige overalt siden skuespilleren Louise Fletcher grumme sygeplejerske-præstation i filmen "One Flew over the "Coockoo´s Nest" gjorde dem synlige for den vestlige almenhed. Moralen i nutiden synes at være, at intet problem kan være så stort og voksende, at det ikke kan ties ihjel og intet reelt sygeligt-socialt samfundsproblem på presserende, at det ikke kan behandles medicinsk. Og langt, langt værre bliver, når både den sygeligheds-DEFINERENDE, diagnosticerende og behandlende MAGT allesammer er de samme. Nemlig som en selvfølge alle dem, hvis kolossale beskyttede indkomster (da de jo altså selv bestemmer hvem der er syge og hvad der skal ske efterfølgende) fuldstændigt afhænger af en vækst i sygeligheden.

Og denne er så for tiden koncentreret om ADHD, umiddeelbart ganske mærkeligt. Ikke mærkeligt, at den tid enhver tid stærkest voksende gren af et vildt-knopskydende behandlingsssystem vælger lidt vilkårligt, sådan har det altid været i denne underlige industri af voksende sygelighed. I gamle dage i 1970-erne var emnet altid overfølsomhed, og den vækst, som datidens behandlings-medicinske industrikompleks postulerede, ville gøre alle uarbejdsdygtigt-overfølsomme i løbet af få år. Da det så uheldigvis ikke skete trods inkorporering af mange pudsige lokale små-overfølsomheder som bevis for tiltagende sygelighed (hvem husker de nikkelallergigivende bukseknapper i cowboybukser længere), gik man over til mere vanskeligt-beviselige diagnoser. Ikke for at gøre tingene bedre, blot for at gøre det sværere at MODBEVISE, antageligt. Nemlig at man IKKE var syg. Hvis dette ikke kunne bevises, gik man efterhånden mere og mere ud fra, at det var man. Syg, altså, sygt!

I den anledning opfandt dette medico-industrielle og behandler-kompleks hidtil ret ukendte sygdomme som "kronisk træthedssyndrom" (nogen, der endnu husker den?), "piskesmæld" (atter en pudsighed da der for eksempel i 1970 stadigvæk blev dræbt over 1000 mennesker i den danske trafik årligt i en tid uden sikkerhedsseler eller nakkestøtter og dermed med garanti mindst det 50-dobbelte antal "piskesmæld" som i dag. Uden at dog vist nogen opdagede at de var syge, givetvist allermindst af alle de angiveligt syge. Som hele den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrigs allierede terrorbombardementer, som osse blot passede deres arbejde og skabte et industrielt mirakel af en varighed, som ingen har matchet. Og slet ikke opdagede, at de allesammen var syge, tyskere er godt nok uoplyste og skidedumme.

Senere hed det her som hele Europa var blevet udsat for så "post-traumatisk syndrom", der kom til at gælde alle udsendte danske soldater osse til steder, hvor ingen nogensinde skød på dem. Ingen tænkte på de lokale militær- og politifolk, som ellers havde det som erhverv hele deres traumatiske liv, men de er jo osse udlændinge og muligvis mere hårdføre. Som osse hunde, der selv om de bliver bidt livstruende osse sagtens kan logre bagefter. Og børn lege krig i ruinerne. Mens ligeledes Falck-manden med de kvadrede unge mennesker i weekendens uvægerlige trafikdræbte i provinsen blot gjorde sit arbejde på normal vis. Blod er vel ellers altid bare blod og hvad er forskellen, når det nu ikke er ens eget? Der plejer den store skelnen altid at gå.

Nå, men nu hedder det mest presserende sygdomssyndrom så ADHD og det er det hidtil mest skrømmende behandlingsscenario for denne skribent. For denne gang er det faktisk ved for første gang at rykke lidt for tæt på. Det der med at behandle noget, der helt sikkert altid har været der. På samme måde som millioner af faldulykker med heste gennem historien naturligvis også måtte have afstedkommet utallige piskesmæld. I jagten efter et nyt marked og dermed forbundet provenu er behandlingsindustrien denne gang gået i clinch med det, der for denne skribent simpelthen er selve samfundets basis: Menneskets vildtvoksende variabilitet! Det er jo selve grunden til den kønnede parring, at det menneskelige egenrådige såkaldte "genom" ønsker at have flere skud i bøssen når vilkårene ændrer sig. Hvor den tidligere let utilpassede bliver den nye tids idealmmenneske og det varer så præcis indtid tiderne atter ændrer sig. Smart nok! Hele udviklingens omdrejningspunkt, ganske enkelt-uden unormalitet ingen udvikling.

Vi nærmer os denne gang simpelthen menneskets basale utilpasning, hvor man vil medicinere alle de utilpassede. Som om det ikke allerede er sygt nok i sig selv, så vil det nødvendigvis medføre, at stort set alle de behandlede som en selvfølge vil være MÆND, fordi de i et sygt behandlingsunivers domineret af kvinder og kvindagtige mænd (psykologistudiet har jo i årtier ikke akkurat været et lighedseksempel til efterfølgelse, check selv køns-statistikken-hvis du kan finde den) naturligvis vil være "de syge" Denne lidt mærkelige skribent er helt sikkert at finde i de kommende ADHD-patienters yderomkreds, og altså på trods af sit dovendyrsagtige væsen. For NORMAL er jeg jo da ikke og dermed syg. Måske jeg skal plædere "kronisk træthedssyndrom", der er behandlingen vist mildere..? Og måske osse mere passende , lidt træt bliver man dog af at studere verdens tiltagende dårskab!

Man tør slet ikke tænke den tanke til ende, at dette sygelighedsbegreb omkring ADHD havde fundet fodfæste, dengang Bill Gates og Steve Jobs og utallige andre senere såre sucesfulde sociopater gik i skole. Og det omfatter så slet ikke denne skribent, som hverken var helt så syg og endnu langt mindre succesfuld undtagen i kærligheden.

Den her udvikling af sygelighedsbegrebet er eddermaeme syg! Få det stoppet NU! Verden videreføres IKKE af tvangsmedicinerede mennesker på psykofarmaka, den falder højst i en dødbringende søvn. Ja, måske denne skæbnesvangre sidste velsignede søvn i snedriven allerede har indfundet sig siden det her ikke medfører større ramaskrig.

Heldigvis nærmer weekenden sig..

2011-11-25T07:39:00.001+01:00

og der er mulighed for helt at komme over den snotnæse, der har sat sig på denne skribent. Nå, men dog ikke vi formår at kravle frem til målstregen i dag kl. 17..

Måske ikke overraskende er der dømt ..

2011-11-24T07:45:00.003+01:00

lidt "små-snot" osse i dag, men mon dog ikke denne stoute skribent af solid sømands-æt alligevel vil formå at passe de daglige pligter. Muligvis ikke dem allesammen, men så kan min skønne frue og de andre jo heldigvis tage over.
Og a propos tage, så er atter en kendt politiker taget (næsten) med fingrene i kage(dåsen) eller hvor fingrene nu pricist var. Det er minister Carsten Hansen, der er blevet mindet om en tidligere brøler i retning af sexchikane. Eller hvad det nu er, det kan være svært at finde ud af, da der er indgået forpligtende tavshedsforlig i sagen. Alligevel er der lidt "Sass" i sagen, for i dagens medier fremgår det, at den stakkels Hansen tilsyneladende under sidste års julefrokost blot til en nyligt fraskilt medarbejder i partiapparatet, at hun da vist trængte til en ny mand. Måske det blev fremsat på det hyppigste mødested for lettere overrislede muligt kommende kortvarige firma-parringsdannelser i den søde juletid, nemlig ovenpå fotokopimaskinen, bestemt en skærpende omstændighed. Hvis det altså kom så vidt. Carsten er en ganske svær mand, så lige dét ved kopimaskinereperatøren givetvis noget om. Om mulighed overhovedet noget eller blot intet.

Nu kan enhver dømme om den absolutte alvor i dette vel ret beset ganske uskyldige og garanteret på denne årstid uhyre hyppigt fremsatte forslag, men rigtigt overbevisende er det altså ikke. Altså ikke, hvis der ikke er tale om nogen alvorligere forseelse end lige den citerede. Så vi kan nu trygt gå ud fra, at det ikke er andet end en lillebitte flig af sandheden, der er hørt her. Nå, under alle omstændigheder er det nu "bad news" for Carsten Hansen, der har nogenlunde samme ejegode folkelige appel som den detroniserede minister Claus Hjorth Frederiksen.
Hvad man end har gjort er det nu skidt. Skidt for Carsten Hansen at stå og flæbe i TV i går og skidt for den almindelige fornuft i samværet mellem kønnene, hvis hans chikane blot har bestået i lidt smålumre uskyldige forslag. Det sidste er så langt det værste, så vi må da håbe, at der om jeg så må sige er mere "(mellem)kød på sagen"..

Tingene tager...

2011-11-23T09:04:00.001+01:00

på grund af lidt små-influenza lidt længere tid her til morgen end forudset, men der er dog normal business. Ole Sohn får dog lige lidt ganske ufortjent fred indtil i morgen..!

Hvad sagde jeg?

2011-11-22T07:25:00.003+01:00

Det mest positive ved at blive gammel som denne skribent er, at mere og mere af alt det vrøvl og andet spredt tankegods, man selv har sagt i tidens løb, desværre viser sig at gå i opfyldelse. Og så er det måske lidt tvivlsomt, det med det egentligt positive. Det ER nu ret beset heller ikke svært at slippe afsted med den påstand, at verden kollektivt bliver mere ukritisk, for hvad er det lige man som blot rudimentært tænkende menneske a la den uddøde brontosaurus-gigantøgle med sin lillebitte "hjælpehjerne" skal sige til dagens nyheder? Og så er vi endda ikke kommet til Ole Sohn endnu.

Til en start forlyder det på DR Update den åbenbart positive nyhed, at antallet i vejsidebomber i Afghanistan er stigende. Selv har vi ganske svært ved at se det indlysende positive i det og det har alle de "fodtusser", som skal ud og gå tur derude antageligt osse, men det kan være fordi vi ikke helt fatter den sammenhæng, som derefter følger. DR skriver nemlig, at vejsidebombernes eksplosive stigning skyldes, at "oprørerne er presset" Læg mærke til den glimrende pluralis-grammatik her, næsten ligeså alternativ som den logiske sammenhæng. For hvad Helvede kan dog den rimelige logiske sammenhæng være her mellem flere bomber og succes? med mindre man er mujahedeen altså?

For den eneste grund til, at der bliver mulighed for at nedgrave flere og flere vejsidebomber er naturligvis, at der OVERHOVEDET intet pres længere er mod dem der graver dem ned fra de vestallierede. For ikke så forfærdeligt længe siden anvendte man stadigvæk det eneste virkeligt effektive middel (det mest effektive fordi der ikke findes andre) der er mod disse natte-gravere: Effektivt camouflerede strategisk placerede elitesoldater, der lå i langvarigt dække enkeltvist ligesom årstidens danske såkaldte "Pürsch-jagt" Bare uden træer. Og nu altså osse tydeligvis uden jægersoldater, siden populationen af gravere er eksploderet.

Det er naturligvis ganske rimeligt, at det danske forsvar forsøger at plante positive nyheder i en tid, hvor der forlængst er lavet en fast tidsplan for det endelige allierede nederlag. Tanken om, at det hele har været ganske forgæves er naturligvis ganske ubærlig forsvarspolitisk, og derfor klamrer man sig naturligvis til det mindste græsstrå. Men lige DET her er altså for dumt. Hvis det altså ikke havde været fordi, det alligevel kunne blive så langt værre nu, hvor man i delirisk tågesnak allerede taler om en mulig intervention i Iran.

Nå, det går nok altsammen over i lyset af de ganske forudsigelige nye optøjer i Ægypten. Den vestlige verdens samlede fokus er dog begrænset til et enkelt af gangen og når mediernes blændende "søgelys" sejler videre, er alt det tidligere så klart belyste borte, sort og glemt. Det krævede ikke meget at se, at det arabiske forår i Ægypten aldrig ville kunne udvikle sig blot det allermindste til nogen forsommer. Og når selv denne skribent allerede for længe siden kunne, hvem kunne så ikke? Eller burde? Svaret blæser i vinden som de fleste svar, som ingen steder hører hjemme og alligevel ingen ville have hørt, selv om de altså blot ikke havde været blæst væk.

Og når så JP`s permanente udsendte i Mellemøsten, Sanne Gram, skriver om det planlagte valg i næste uge i Ægypten som "det vigtigste..i Ægyptens historie", så sker det osse på en ligeledes kulsort baggrund af historieløshed. Mest fordi der i Ægyptens skønsmæssigt ansatte 5000-årige historie aldrig har været noget blot nogenlunde ægte parlamentarisk valg. Nå, måske man ved valget kan opnå en høj stemmeprocent, det kunne jo måske tolkes som demokrati og det ville det nok blive. Udover at det forudsigeligt STADIGVÆK vil ende i borgerkrig i dette lillebitte land med sin kolossalt store befolkning. At kalde Ægypten med sine 80 mill. mennesker beboende et areal MINDRE end Danmark for en tikkende bombe er vist mildt udtrykt. Og bomben er af en art, at selv om den slet ikke er gravet ned, så kan den STADIGVÆK ikke demonteres..

Det der med at forsøge af "demontere" forsøgte min gamle barndomsven Ole Sohn i går i TV. Hvis det her lamme forsvar for det uforsvarlige var et seriøst forsøg på "damage control" fra Sohn og hans spin-doktorer, så må man tage sig til hovedet. I denne sag har den danske presse uhyre traditionelt kritisk og dygtigt og på rent "Pulitzer Pris"-niveau fundet frem til Sohns gamle kampfæller og medarbejdere og det smuldrende fallitbo, der engang hed DKP. Det gør det da forresten vist stadigvæk uha!

Sohns forklaring med at have været "upræcis" er en underdrivelse af de helt store. Officielt er hans forklaring stadigvæk, at han så snart han opdagede støtten fra SUKP/Sovjetunionen, så fik han den stoppet. Desværre for Sohn og heldigvis for almindelig anstændighed og sandhed tyder absolut intet på, at Sohn har gjort noget. Ihvertfald ikke andet end til det sidste og endda længere end det, for så vidt det osse foregik efter Sovjetunionens formelle opløsning, aktivt og særdeles personligt at forsøge at FÅ flere penge fra det ligeledes fallerede sovjetiske moderparti.
Nå, han slap i interviewet af sted med overhovedet IKKE at svare på, hvad det lige præcist var, som han mente at måtte have stoppet.
Konklusionen? Tjah, det er tydeligvis ikke efter traditionelle journalistiske kvalitets-kriterier, man rekrutterer medarbejdere til de danske elektroniske medier. Godt, de findes i de skrevne medier stadigvæk. "Bad news", Ole!

"Taxabranchen i Aarhus er i knæ"

2011-11-21T07:26:00.003+01:00

Overskriften i dag har vi "sakset" fra den lokale sprøjte, Aarhus Stiftstidende. Den fortæller en tilsyneladende trist historie om et erhverv med stærkt faldende provenu trods kontinuerlig inddragelse af taxi-licenser. Kort sagt: Stadig mindre "mad" til stadigvæk lidt for mange "munde", en kedelig og eksistentiel ubalance. Hidtil har vel heller ikke ligefrem støttet taxibranchen i noget videre omfang her i huset. Dertil er Århus altså trods alle storbydrømme en lidt for lille by rent distance-mæssigt til helt at berettige betaling af de gængse taxapriser.

Vi bor selv ca. 4 km. fra centrum og den tur koster typisk omkring 130,-. Det er da osse en slags pris for at blive fragtet rundt i det, som vi selv kalder "verdens mindste storby" Til noget, der bestemt ikke er verdens mindste priser. Der ER muligvis højere priser, men vi har nu blot aldrig oplevet nogen.
Alternativet, blot at GÅ hjem, er altid nærliggende og kan med rask trav udføres på godt en halv time. Det skattemæssige regnestykke forbundet dermed er ganske overordentligt simpelt: For at tjene netto nok til taxa-turen skal denne skribent arbejde noget, der ligner 1.5 time, og alene derfor forekommer det letter dorsk at skulle arbejde en hel ekstra time UDOVER altså den friske og stimulerende spadseretur hjem. Man medvirker ganske vist til en tiltrængt øgning af bruttonationalproduktet ved at køre med taxa, men derudover føler man sig nu lidt som den fjollede tegneseriefigur Pelle Gris, kendt som bleg birollefigur bag tegneserieanden Daffy. En meningsløs figur i en totalt meningsløs farce, aldeles til grin og det for egne penge endda. Sagen er jo i sin enkelthed, at hvis man skal brænde hårdttjente beskattede kroner af på noget, som man i virkeligheden ligeså selv kunne gøre, som for eksempel blot at GÅ en kortere tur, så skal det altså være hyggeligt!

Nå, dette umiddelbart måske en smule rabiate synspunkt omkring den århusianske taxabranche hos denne skribent, står i betydelig forbindelse med udviklingen i taxachaufførernes trafikale adfærd. Denne skribent har aldrig haft kørekort, og har derfor så meget bedre haft mulighed for at se den kedelige udvikling i trafikal adfærd. Det er trods alt nemmere at iagttage trafikal højrisiko-adfærd med cyklist-fart. Engang for ikke så forfærdeligt længe siden var bus- og taxachauffører uvægerligt professionelle og opmærksomme. De kørte sjældent særligt meget UNDER eksisterende hastighedsgrænser, men direkte hensynsløs kørsel var dog normalt et privilegium for privatbilister og cyklister. Sådan er det så desværre ikke mere. Cyklist-fjolserne har yderligere "ynglet" og de engang professionelle bilister er forsvundet. Eller NÆSTEN.

I denne weekend oplevede min frue så det aktuelle serviceniveau hos den branche, som ifølge lokale medier altså er "i knæ" Hvilket må formodes at være det samme som at man ingen penge tjener-om man så FOR-tjener det skal vi komme ind på. Vores teenagedatter var gået ganske kold som det vel sker ganske ofte i denne tid, og da min kone ikke mente sig i stand til at køre bil efter et par glas vin, prajede hun en af de (forfærdeligt) mange ledige taxaer, som befandt sig lige der i midten af den midterste midtby. En ganske præsentabel dame med et aktivt dankort, "guf" for en selvstændig erhvervsdrivende eller..? ELLER!

Nu hører det med til historien, at vores datter var noget vaklende, men altså trods alt voksen-ledsaget af en ganske præsentabel dame. Alligevel lykkedes det ikke at få plads i nogen af de ledige over 20 taxaer, der befandt sig på stedet og da min kone i desperation åbnede døren på en af dem og læssede datteren ind, steg chaufføren ud og smed hende ud igen og kørte videre. Og nej, vi taler ikke en en datter, der stank af andet end alkohol. Vissen, jovist, men trods alt ledsaget af en ædru voksen dame.

Til sidst forbarmede en ældre dansk taxachauffør langt nede i køen sig noget ukollegialt over den lille familie, og rullede dem ganske problemfrit hjem, en afgjort solstråle i en desillusionerende kulsort nat. Vi taler om folk i alle de her taxaer, der har fået en nødvendig bevilling med de fordele (mange) og ulemper (få), som det jo indebærer, som ikke blot nægtede at tjene vores penge. Nej, de nægtede osse at gøre det, som de alene af alle havde BEVILLING til at gøre. Det er selvfølgelig ikke kriminelt, blot kriminelt DUMT.

For den nødvendigvis særdeles nærliggende tanke er naturligvis, hvad der ville være sket, hvis en person havde haft akut brug for at komme på skadestuen blandt alle disse kommunalt priviligerede chauffører. For når de nu kollektivt og altså også særdeles håndfast nægter at køre med en kone med en let-lallende, men altså ikke ligefrem beskidt teenager, hvad så hvis passageren BLØDTE og virkelig havde brug for transport her og nu?. Enhver kan gætte med her, vores gæt er afgivet.

Efter denne weekend er det således ikke uden en vis, ganske vist lidt kedelig, skadefryd, at vi ser overskriften i Stiften. For efter sådan en ganske vist enkeltstående, men alligevel numerisk omfattende personlig oplevelse er det altså svært at have ondt af et serviceerhverv i åbenbar krise. Og tydeligvis ikke udelukkende økonomisk, osse servicemæssigt og almindeligt medmenneskeligt.
Og vi skal da gøre hvad vi kan for ALDRIG nogensinde selv at bringe os i en situation, hvor vi er afhængige af licenseret/priviligeret taxa-transport. Ikke af noget nødvendigt princip, det er blot for farligt at satse på noget, som ikke nødvendigvis er der, når man har brug for det. Ikke fordi de ikke fysisk ER der, blot fordi de vælger ikke at GIDE!
I fredags havde vi en smule ondt af taxa-branchen. Lad os forsigtigt sige, at følelserne er helt, helt anderledes efter weekenden. Vores statistik er ikke nødvendigvis helt fyldestgørende, men dog ganske tungtvejende. Og mere end rigelig for os. Bestemt en erfaring, som vi allerhelst ville have været foruden, men det er vel i virkeligheden dem, man lærer allermest af.

Heja, Ringsted!

2011-11-18T07:43:00.006+01:00

I dag vil i fra starten arbejde lidt tjept, da vi skal sende en mindre delegation indeholdende fruen til indvielsen af en ny kulturinstitution i Ringsted. Den gamle musikskole derovre i det sjællandske kulturelle kraftcentrum har i umindelige og alligevel mindeværdige tider været en fantastisk god kunde og ditto støtte for vores lille virksomhed, så ned ad E45 det går for fruen!
Nå, men det betyder så, at hverdagen i de kommende timer ser ganske barsk ud for de "små jøde-drenge", som det engang hed på min barndoms-ø´s enfoldige dialekt. Sådan hedder det nok ikke mere selv om det næppe endnu er indklaget for EU`s menneskerettighedsdomstol. Sådan noget har altid fungeret bedst med lidt håndfaste bombetrusler i den nærmeste baghånd og lige dér har jøderne jo som bekendt ikke excelleret så meget. Ihvertfald ikke siden deres terrorattentater mod briterne indtil 1948, hvor den senere israelske regeringschef Menachem Begin var aktiv i Stern og Irgun-terrorcellerne. Hvor de til gengæld var nærmest "jødiske" i deres djævelske effektivitet og det endda ganske uden brug af bombebælte-bærende kvinder og børn...

Nå, det var så et langt og kikset sidespring. Derfor kan man nu godt lidt i smug i disse dage glæde sig lidt over den økonomiske krise, som truer med at kvæle hele EU. Der er ganske vist ikke meget at glæde sig over i forbindelse med selve den hovedsageligt selvskabte krise, men lidt er der, og netop når der kun er lidt, så er det så meget mere påtrængende vigtigt at glæde sig over det lidt, der er!
Derfor: Det ville nu være skønt, hvis hele den konstant voksende danske "krænkelses-industri" omfattende alle imaginære menneskerets-krænkelser af dømte rockere til læge-ubehandlede illegale flygtninge ikke bevidstløst kunne appellere ALT til EU. Med den altid opsættende virkning af den traditionelle demokratiske danske retsproces, som det uvægerligt medfører.
Rigtigt, rigtigt rart og da ikke mindst for det knirkende danske retssamfund, at udøvet ret blot var ret og ikke blot et udgangspunkt for en opsættende appel til EU.
Nå, det var altsammen nemmere dengang det danske kongedømme residerede i Ringsted, der afgjorde man retstviste her og NU. Eller rettere DA, da det jo var dengang inden det demokratiske gennembrud, som EU er ved at vise blot var et ganske vist noget langvarigt historisk mellemspil eller..?

Hvis tonen her til sidst forekommer lidt bitter, så kan det være fordi vi ikke som aftalt fik vores Furman "strømrenser" i går. Reelt set en tragedie af de absolut mere overskuelige, men den er blot såre PERSONLIG! Usigelige krænkelser af en milliard kinesere er altid intet at regne i forhold til selv små små krænkelser af egen person- som denne! Vi var ellers enige om prisen men så skiftede sælger mening, sikke dog bare et båthorn! Nå, vi skal gøre vores bedste for, at vores allerede realiserede økonomiske gevinst ved IKKE at købe denne Furman bliver ENDNU STØRRE. Nemlig ved HELLER IKKE at købe andet og ikke mindst mere fra samme leverandør, sikke dog rige vi kan blive! Og LYKKELIGE, allerede nu er jeg meget gladere end lige før!

Endelig jord!

2011-11-17T08:05:00.003+01:00

Denne allerede temmeligt fremskredne morgen vil vi benytte til en lidt usædvanlig syssel. Ikke høre musik, naturligvis, sådan noget gør hifientusiaster naturligvis kun uhyre sjældent og endnu nødigere. Nej, i stedet vil denne skribent inden fruen vågner forsøge at høre forskel på noget, som ikke er længere og som ophørte i går. I forhold til noget, som så er i dag og i al fremtid. En svær test og dette da især, fordi akustisk hukommelse af den mere pålidelige slags normalt måles i sekunder. Og desværre aldrig i døgn, så jo, mere end umuligt for så vidt sådan noget giver mening. Sikkert ca. ligeså meget som at PRØVE..

Vi har nemlig fået en relativt fornuftig elektrisk jordforbindelse her i vores kælderværksted, hurra hurra, og forventer, at lydgengivelsen tager et vældigt tigerspring.Dette forenet med en kolossal stor og klumpe-dumpet Furman professionel laboratorie-støjdæmper, burde kunne give lydgengivelse af en kvalitet, som englene måtte misunde. Hvis de altså lytter til andet end "Sfærernes Musik", som hele dette førkristelige mekanisk-drejende universelle verdensbillede jo ifølge datidens naturfilosoffer udsendte. En vis snusfornuft besad disse ellers flyvske og teoretiserende vise mænd dog da de mente, at man naturligvis sagtens ville kunne høre de knirkende lyde fra hele dette møllelignende rotationsisenkram, som drkede himlene rundt. Det var jo det, man kaldte for "Sfærernes Musik"

Desværre var så ingen, som dengang eller snere hørte denne musik. Ikke at man ikke lytrtede, man kunne blot intet høre. Filosofferne havde den gode forklaring på dette postulerede, men altså ganske uhørte (uhørlige?) lyd-fænomen af højt-knirkende verdenshjul, at det nok var fordi man havde hørt det siden barndommen og dermed på forunderlig vis var blevet immun overfor lyden. Eller måske bare døv, den filosofiske forskel her er ubetydelig, man kunne ihvertfald ikke høre noget, som ellers burde være der.

Og det er så osse lige der, hvor denne skribent er i dag. I færd med at lytte efter noget, som burde være der. Og som muligvis osse ER. Under alle omstændigheder kan vi sagtens allerede allerede nu uden særlig betænkning afsløre, at der selvfølgelig er en forskel. Sådan en bør der nemlig være, og derfor kan enhver naturligvis sagtens høre det.
Det sjove og samtidigt lidt triste er så, at der overhovedet ingen forskel behøver at være. For denne skribent vil naturligvis i denne verden af "Kejserens Nye Klæder" naturligvis slet ikke være ved, at han måske slet ingen forskel kan høre på fornuftigt støjdæmpede apparater med og uden jord. Og da ganske særligt ikke, hvis jeg ikke er såre sikker på, at der overhovedet er nogen forskel, dertil har investeringen allerede været alt, alt for høj!
Jord i stikkontakten eller blot jord i hovedet? Et ganske let spørgsmål, som blot er så forfærdeligt selv-forræderisk at svare på!

Hvilken velsignet morgen!

2011-11-16T07:41:00.003+01:00

Som nævnt er dem dømt lidt ekstra morgenmotion atter engang her på de østjydske landeveje, og hvis firmaet skal åbne til tiden, så er det ved at være tid for afgang. Strengt sprogligt korrekt hedder det vel "afkørsel"
Ellers er planen at få lavet en imponerende opstilling af vores nye antikker aktive Sennheiser-monitors. Sådan noget foregår altid bedst, som alle hifientusiaster allerede ved, ved at vælge musik-eksempler, som særligt flatterer den aktuelle højttaler. Hvis en højttaler således, som det desværre næsten altid er tilfældet derude i de ellers ganske kakkelbordfrie hjem, hverken kan spille HØJT eller DYBT, så vælger de fleste at demonstrere med kvindestemmer.

Disse stemmer kan ganske vist være særdeles høje, ja til tider nærmest skingre, og det behøver man slet ingen elektronik for at gengive. Fru Mathiasens høje kommandoråb på denne tid af dagen er både u-misforståelige og hørbare langt udenfor selv omhyggeligt lukkede 3-lags termoruder. Hvordan man i lyset af denne kolossale dynamiske formåen i kvindestemmer tør bruge dem til hifidemo er langt hinsiden denne skribents beskedne forstand, men det gør man. Og osse fordi mandestemmer alt for ofte "anslår" de resonanser, der altid er i den ganske uperpekte akustiske komponent, der benævnes en højttaler.

Det bliver så spændende, hvad der om overhovedet noget kan komme til at lyde godt på disse Senneheiser-højttalere. Med en beskeden basformåen og en diskant i den mere retningsbestemte og alligevel ikke særligt nuancerede afdeling er der dømt mellemtone. I massevis koblet med en ganske overordentligt begrænset lydtryksformåen. Hvis det her lyder lidt trist og ynkeling gammelmansagtigt, så er det naturligvis formelt ganske korrekt.

Problemet er så blot, at i den henseende er disse 40 år gamle højttalere stadigvæk FULDSTÆNDIGT repræsentative for dagens akustiske standardformåen i retning af maksimalt lydtryk i det typiske hifientusiasthjem. Og det er desværre ikke en påstand, simpel logaritmisk addition fortæller denne triste historie. Om alt, alt for små højttalere til nogensinde at kunne bruges til noget fornuftigt, ja eller overhovedet nogenting for den sags skyld. Om det så er konerne derhjemme, der bestemmer eller alle entusiasterne, som blot er knapt udsprungne skabsbøsser nærmest allesammen, ja, det er svært at sige. Det er osse ligemeget, alt er alligevel for småt og for lavt.
Noget lettere bliver det i den kommende test at diskvalificere disse ellers udmærkede Sennheisere for denne skribent. I de seneste 35 år har jeg nemlig ALDRIG nogensinde haft hovedsystemer med mindre end 120 dB lydtryksformåen. Og de her skal kæmpe heroisk for at nå de 100 dB..

Fuldstændigt latterligt. Det er jo overhovedet ingenting. Fuldstændigt ligeså håbløst ubrugeligt som alt det andet bras, som de lokale hifibutikker her i byen sælger. Og når noget er så latterligt lavt, så er det altså fuldstændigt om det spiller godt. Den ultimative forvrængning af et stykke musik er dog den manglende evne til at gengive den originale akustiske begivenhed ved det deraf nødvendige korrekte lydtryk!

Jeg kan STADIGVÆK..

2011-11-15T07:32:00.004+01:00

..ikke uploade billeder, hjælp, fru Mathiasen! Løsningen på gårsdagens indrømmet meget vanskelige spørgsmål bringes senere i denne udsendelse. Forslaget på det hyggelige danske vintageforum var godt, men alligevel ikke helt godt. For så vidt altså at en tovejs-højttaler som vores her og en 3-vejs-højttaler som den foreslåede vel i virkeligheden vanskeligt burde kunne forveksles..?
Nå, nok pindehuggeri og anden smålighed for i dag, for NU nærmer vi os den store afsløring af den aktive antik-højttaler, hvor selv internettet intet er bevendt. Sidste clou er, at en ganske let opdateret model af samme vesttyske såkaldte "Regie-Lautsprecher" har været afbildet i selveste dansk High Fidelity engang anno dazumal. Denne hed VKL 403..? Nej?
Jamen så vil vi gerne afsløre,, at denne engang faktisk ganske udbredte (det vil sige i hundredevis og DET var meget dengang som i dag, hvor de dyrere monitormodeller heller ikke på verdensplan kommer højere op i styktal på trods af al salgshype, hedder Sennheiser VK303.

Der er tale om et ikke ganske ueffent nicheprodukt i Sennheisers historie, som yderligere er blevet marginaliseret af, at Sennheiser-gruppen i dag også (og i udpræget modsætning til dengang) indeholder et andet tysk vesttysk pionérfirma, Klein und Hummel. Dengang var de dødelige konkurrenter på netop dette område og i den heftigt redigerede officielle fælles firmahistorie er disse tidlige Sennheiser-højttalere redigeret fuldstændigt ud. Det ligner mest den udbredte praksis i det tidligere Sovjet, hvor subskribenter til den Store Sovjetiske Encyklopædi hvert år modtog "korrektive" billeder, som skulle placeres over illustrationerne, når folkene på billederne tilfældigvis faldt i unåde. Og under den berygtede sovjetiske statsanklager Andrej Vyshinsky, som ikke gav den berygtede nazi-dommer Roland Freisler det mindste efter, var tilfældet nok. Ja mere end rigeligt!

Og derved blev disse ulykkelige "overklistrede personer" til både de "ikke-personer", som de allerede var, for så vidt deres gang ovenfor jordhøjde forlængst var forbi foruden altså også "ikke-historie" Og nej, det her er hverken en antikommunistisk vandrehistorie eller en vits, derimod den skinbarlige virkelighed. Selv om den altså bestod i at ÆNDRE på den virkelige virkelighed..

Selv om der således stort set ingen senere vidnesbyrd eksisterer om disse pioner-Sennheisere, så er de her altså alligevel. For en faguddannet historiker som denne skribent er det faktisk ganske spændende at opleve, hvilke informationsbegrænsninger det grænseløse internet trods alt besidder!
Sådan noget finder man så desværre først ud af, når man tilstrækkeligt ihærdigt leder efter noget, som man helt positivt ved i forvejen, et desværre uhyre sjældent tilstrækkeligt opfyldt søgekriterium.. Nå, men så blev man da så klog uden at det vist rigtigt kan bruges til noget. Heldigt at man var så forfærdeligt klog i forvejen når man nu ikke kunne blive klogere.

Spørgsmål og svar

2011-11-14T07:44:00.005+01:00

Man ved, at klokken for alvor er faldet i slag, når det viser sig vanskeligt grænsende til umuligt at følge med en ganske vist veldigt veltrænet kvinde op af bakken ved Viborgvej. Derfor er der i den kommende tid dømt ekstra fysisk exercitz. At det er et godt stykke tid siden stavemåden var som ovenfor er ikke ganske tilfældigt, det er desværre osse et stykke tid siden denne skribent var i absolut allerbedste form. Ikke år, men måneder, og tiden er jo både uhyre kostbar og kort jo ældre man bliver..

Engang var det meget lettere at forblive i form. Som dreng og yngre (ikke yngre end dreng, naturligvis, det her er vist blot et uundgåeligt sprogligt paradoks, der menes sådan en slags mere eller mindre forvokset teenager) var man bare i god fysisk form. Nu skal der kæmpes hårdt for blot at stå nogenlunde stille i det fremadskridende forfald..
Heldigvis står andre ting bedre selv efter ganske mange år, faktisk taler vi om et produkt fra denne skribents tidlige teenage-år, som vi tilfældigt har fået op under neglene. Og ikke mindst derfor osse et produkt På strengt legal vis selvfølgelig. Vi ville gerne have bragt et billede til dagens gættekonkurrence, men vores skide Picasa driller lige nu, så det må blive når fruen vågner.
Indtil da må clouet være, at der er tale om en af de allerførste aktive studiomonitors på markedet designet til radiofonibrug. DR havde masser af dem og selv om det mest skyldtes dygtig markedsføring og endnu bedre personlige bekendtskaber med den danske monopol-radiofoni fra sælgerens side, så var det nu godt gået alligevel. Nu var sælgeren, forlængst afdøde Robert Sørensen fra Kinovox A/S heller ikke dengang nogen årsunge. Og produktet virker selv efter 4 årtiers uhyre hårdhændet behandling fuldstændigt perfekt stadigvæk. Hvordan lyder det så: Tjah, lad mig sige det sådan: Langt, langt bedre end det allermeste af alt det bras, der sælges som aktive reference-studiomonitors i dag.

Det vil sige, helt OK uden at træerne ligefrem vokser helt ind i Himlen. Kan nogen gætte modellen med den sjove ovale 5 gange 7 tommer kæmpestore diskant med metal-centerdomen og 8-tommers bassen med ultrablødt ophæng..? Denne uhyre utraditionelle bestykning havde dog sin afgjorte pris-en høj en! Man må nok nøgternt konstatere, at man dengang i starten af 1970-erne ikke fik alverden for sine 14.000,- investerede kroner (pr. stk naturligvis, i Danmark har man ligeså traditionelt som ulogisk altid opgivet stykpriser) for disse monitors. Det var dengang timelønnen før skat for en DASF-organiseret ufaglært arbejder var 12,-, så der skulle skovles en smule skærver og korn på Horsens Havn dengang af noget mere "fitte" Poul M. Og det blev der uden nogensinde blot at nå i nærheden af at kunne få råd til de her vesttyske kvalitetshøjttalere. Hvis man alltså son hifidreng dengang skulle gå efter prisen alene, og det skulle man.

En smule dyrt, åh jo faktisk en så absurd pris, at man har skullet helt frem til nutidens oppustede high-end hifi for at opleve noget lignende.

Mennesket er altid alene/Lønsomhed og ensomhed.

2011-11-11T07:55:00.005+01:00

Overskriftens første del er naturligvis noget vanskeligt at belægge litterært i det mindste, hvis man eftersøger noget originalt oprindeligt citat. Selv husker vi bedst den formidable danske afdøde oversætter Poul Arlands afgjort minimale rolle/replik i Wikke/Rasmussens "Russian Pizza Blues". Eller var det den i makkerparrets allestedsnærværende (og ganske urimeligt grimme, faktisk så grim, at selv brødrene Grimm og denne skribents morgen-spejlbillede bliver helt pæne) Hans Henrik Bærentsen, som sagde det, affældigheden kommer umærkeligt krybende og forunderligt nok forekommer det umuligt at købe en DVD med dette monomentale mesterværk. Vi ville derfor være særdeles taknemmelige, hvis nogen af vores læsere skulle kunne skaffe en original eller kopi til købs. MEGET!

Tilbage til dette "ikke-citat" for så vidt vi taler oprindelighed. Man må dog kunne formode, at det er udtænkt af en person, der i konciperings-øjeblikket faktisk var alene alene af den grund, at koner og børn og andre med barnevogne som hos Storm P. altid kan gå i forvejen og iøvrigt holde sig i baggrunden. Selv i det efterladte midtpunkt mellem alting kan ensomheden sagtens findes. Her i huset er denne ensomhed en absolut attrået såkaldt "Kommoditet". Vi skriver ordet med stort i dag, da dette gode gamle ord om alskens bekvemmelig- og andre basale forøden-heder næppe har indgået aktivt i det danske sprog efter Hartvig Frisch` danske retskrivningsreform. Udover at morgen-hundeluftningen i årstidens bælgmørke altid lige giver plads til lidt tanker i al ensomheden. Ikke nødvendigvis dybe eller mørke tanker, dertil er verdens påtrængende dårskab alt for meget i vejen.

Hele denne lange indledning om ingenting særligt blot som en passende epitaf over en nyligt afdød, som angiveligt døde af ensomhed. Og på trods af angivelig lønsomhed. Vi taler om et storkøbenhavnsk hifi-firma, High-Performance Audio, som nu lukker og slukker. Ingen regelmæssige læsere af denne side vil kunne blive overrasket over, at vi ikke har spået hifibranchen i Danmark nogen synderligt glorværdig fremtid om overhovedet nogen. Det er ikke ligefrem nyt og så i dette tilfælde heldigvis heller ikke spor tragisk, som dødsfald ellers ofte er.

Det er det her blot ikke, for ifølge pressemeddelelsen, så stopper firmaet "på toppen" Det hele grunder i ja og så er vi tilbage, i ENSOMHED. Firmaet var som så alt for mange i en kollapsende branche andre blot et énmandsfirma, og så er det jo naturligvis fornuftigt nok at lukke butikken, når "entusiasmen er dalende", som det anføres. Igen, ingenting om den åbenbare lønsomhed, som samtidigt skylles ud i denne "Comoditetsstoel" Beklager den lidt latrinære bibetydning, men det er jo osse et af ensomhedens grundvilkår: Nød og anden nødtørft.

Sådan lidt mere anskueligt for afdøde arveprins Knud: Det her fatter vi simpelthen ikke en hujende fis af. Eller rettere, det gør vi naturligvis, vi accepterer blot ikke præmisserne for firmalukningen. For hvem kan dog ikke acceptere en smule ensomhed hvis blot den kompenseres af en overordentlig lønsomhed? Hvorfor dog lukke ned, når det går så skidegodt og hvorfor er der da ingen andre, der vil overtage denne glimrende biks. Og sidst men ikke mindst, hvordan er det lige det er med diverse garantier på allerede solgte produkter.

Tilsyneladende ingen ko på isen her, for som der står, så vil garantiforpligtelserne "overgå til mine (ikke vores egne heldigvis, hans) leverandører" Nej, de vil ej, og nej, de kan ej! Det er naturligvis et rent svineheld, hvis leverandørerne rent faktisk honorerer disse forpligtelser, som de bare overhovedet ikke har, for det har FORHANDLEREN og INGEN ANDRE. Man skal næppe heller "stille klokken" efter sublim service fra en producent, som absolut intet har ud af at yde den. Som en håndværker, der skal udbedre allerede forlængst betalte efterfølgende fejl og mangler..
Vi så lignende fine strategi herovre i det jyske tidligere på året, da herningensiske hifi4real osse lukkede og slukkede. Nå, går den, så går den og hvis blot den går indtil firmaet er afviklet, så er det længe godt nok. Og til den tid er der alligevel ingenting at komme efter og det er der næppe heller nu.

Og derudover er der ingenting at sige til, at firmaet lukker ned i en branche alt for forfærdeligt tæt befolket af fjolser. Vi kan blot ikke helt acceptere "story-tellingen" i det og da især ikke den dér med garanti-forpligtelserne. At måske ikke alt er som det angives at være, ses af listen over udsalgs-emner, som er rædselsfuld(t)-LANG! Måske man bedre kan forstå ensomheden hos ejeren, når han sidder dér og kikker på lagerlisten.
Og naturligvis såre menneskeligt i en tragi-komisk hifibranche, hvor livsløgne og braldren forlængst har fortrængt den ægte og varige ejerglæde. Hvor alt for mange som "bange hunde" hævder et imaginært territorium/egen absolutte hifi-kvalitet med en vildskab, der som hos hundene står i omvendt proportionalitet med status i hakkeordenen og egen sikkerhed for at have ret. Fordi samværet omkring hifi kun ligger i selve PROCESSEN som på avtainment, hvor lokale sniksnak tråde på 130 plus sider beretter samme historie om basal menneskelig eksistens-vilkår. En verden, hvor man hele tiden og uophørligt og nødvendigvis skifter sit eget allerede helt fantastiske anlæg ud (som altid "bare spiller MUSIK") og lukker sit firma, fordi det går forfærdeligt godt.
Om den evige ensomhed, som kun kan dulmes, aldrig "dødes".. Noget udsigtsløst og sølle, men det er vel bare sådan menneskelivet alt for ofte er.

På grund af lidt TDC-opdatering..

2011-11-10T09:04:00.001+01:00

har vi ikke været på nettet før nu. Men sent er vel altid lidt bedre end aldrig, så med Kurt Thorsens ord "Her har I mig/os tilbage"

Enestående!

2011-11-09T07:55:00.002+01:00

Jamen det var det ord, som fruen brugte i går aftes, da det efter en dagslang jagt endelig lykkedes at få hende plantet i kælderlyttesofaen. Hvor der til lejligheden var installeret Crown Studio Reference I i både top og bund i de store biograf-systemer. Hvad dette kvindelige kraftudtryk så nærmere betyder er så til gengæld ikke til at vide, da hun straks efter forsvandt ovenpå igen. Vi vil forsøge at få hende til at udpinde indtrykkene lidt, men må nok desværre på den kortere bane sige, at den eneste sikre positive udmelding fra fruen var, at de gamle McIntosh MC-2600 var meget pænere. Og ret har hun naturligvis, de her Crown er helt usædvanligt skidegrimme. Og at kalde designet for "industrielt" som har været nævnt, gør dem desværre ikke spor pænere.
Fortsættelse følger..

Dagen starter..

2011-11-08T08:37:00.002+01:00

..på raske fjed med en morgencykeltur til en journalistisk efteruddannelses-institution. Lasten på budcyklen er ikke imponerende, den samlede levering rummes fint i en brystlomme på årstidens absolutte favoritbeklædning for semi-aktive mere end semi-korpulente midaldrende mandlige motionister. Leveringen omfatter såmænd blot 8 mikrofonclips og 8 bittesmå vindhætter. Ikke meget, hverken samlet provenu, dækningsgrad og så ikke engang ret megen motion.

Det ville altsammen have været en kikser hvis det så ikke lige var fordi de blev så forfærdeligt glade deroppe. Ja, måske de ligefrem blev så glade at de ringer en anden gang. Og det gør de såmænd nok, ingen vi kender ville vel stå deroppe inden åbningstid med en lommefuld "forvokset lommeuld" for at sikre gennemførelsen af et kursus i formiddag. De skulle bare vide hvor herligt det er at få lidt frisk luft. Og meget meget glade kunder oveni.

Ellers fortsætter den allerede forlængst fortsatte sammenlignende lyttetest her i huset imellem de tidligere konger af vores hifi-kælder, den mægtige 2X600 watts McIntosh MC-2600 og de nylige omkomlinge, Crown Studio Reference I på måske lidt mere optimistiske 2X780 watt. Juryen er stadigvæk "ude" i sin endelige dom om, hvad der lyder bedst. Lidt mere præcist kan det udtrykkes: Fruen i huset har endnu ikke afsagt sin dom og derfor er det naturligvis lidt ligemeget, hvad jeg måtte mene. Om dette såvel som om hint..
Sikkert derfor, at jeg er relativt sikker i min egen vurdering. Ren drenge-trods mod det evindeligt ekspanderende dominerende kvindelige univers, som opsluger alt på sin vej. Selv i denne den bedste af alle teoretisk tænkelige verdener.
Nå, helt så slemt er det nu slet ikke her i huset, men derfor kan man nu sagtens være en smule spændt på hvad fruen siger når hun om føje tid får lejlighed til at udtale sig fra det fra pave-dømmet så ofte citerede "(ex) cathedra".. Forskellene på de 2 forstærkere, Mac og Crown, er faktisk ikke ubetydelige, spændende hvad det hjemlige "kvindelige kleresi" bestemmer!

Vi er hjemme igen...

2011-11-07T08:51:00.001+01:00

efter en herlig dase-weekend i det vendsysselske. Vi er forfriskede og vældigt klare til at tackle dagens udfordringer.

"Geroj neshego vremeni"

2011-11-04T07:41:00.004+01:00

I dag vil vi indledningsvis teste vores læseres almenviden til hinsides de flestes bristepunkt. Overskriften giver næppe mange nogen mening, om overhovedet nogen nogen. Dette kan delvis skyldes, at dette tastatur og dets operatør ikke er i stand til at helt korrekt at translitterere det oprindelige kyrilliske alfabet. Vi er helt tilbage til hovedværket af den ganske gode og sikkert derfor forlængst forglemte russiske digter Lermontov og hans hovedværk "Vor Tids Helt", fra 1839. Og helten i denne eksperimenterende novellistiske mester-roman, Petjorin, er en i bedste fald noget tvivlsom helt. Måske mest sådan en slags hovedperson og det hed jo i min egen skoletid en "helt" i dansktimerne Og det kan altså alle leve op til, selv tvivlsomme Petjorin.

En mere nutidig helt kunne være min og ikke mindst fruens gode ven Bent Sejbæk. Denne håbløse dinosaur blandt hifi-importører i Danmark kæmper i disse dage den mest håbløse af retræte-kampe. Ja, det hele er så totalt udsigstløst, at selv den klassiske danske sagnhelt med det mytisk-franske Oger le Danois (adapteret til Holger Danske, hvorfor det ikke blev til ROGER Danske er svært at fatte) og hans håbløse sidste kamp mod maurerne selv efter døden ser helt lovende ud. Bent kæmper som en anden fiktiv og sikkert heller ikke længere kendt ridder fra en roman af Cervantes mod utrættelige vindmøller. Vindmøller, der alene af egen energi tilsyneladende kommer til at køre hurtigere, en selv-supplerende og -suggererende hifi-meningsmaskine. Om Rega-pickuparme og kabler ak ja..

Med et af alle tiders bedste bud på en person, som er "ren spild af plads" (og da ikke mindst på sit eget hifi-forum, hifi4all), Mikkel Gige, som suppleant, kører krigen mod stakkels Bent. Som tillader sig at have det tydeligvis ganske kætterske synspunkt, at fordi Rega-fabrikkerne produceren langt hovedparten af verdens audiofile pickuparme (og har gjort det i 30 år), så har de akkumuleret en lillebittesmule viden om lyd og mekanik.

Overfor ham står så alle tågehornene med overfjolset Mikkel Gige i spidsen og hævder det synspunkt, at enhver med en stump kabel altid og uden nogen færdigheder udover det indlysende ønske om hurtige penge plukket fra barnagtige men alt, alt for fysisk gamle hifientusiaster (for deres totalt manglende åndeligt/kritiske niveau-forstås) til enhver tid kan forbedre enhver Rega-arm. Det eneste gode man kan sige om det her er vist, at det muligvis øger det skrantende danske nationalprodukt en smule uden at det dog altid er mindre hififorretninger, som altid er de fremmeste frontkæmpere i udbredelsen af moms-betaling.. Sådan startede Rega nu osse, som det, der derovre hedder en "cottage industry"..

Alle, der har betalt for en vilkårlig ændring uanset dennes omfang, kan naturligvis altid høre forskelle uanset om der er nogen og en vis proportionalitet på forbedringen som en kvadratisk potens af prisforøgelsen er næppe usandsynlig. Det allermest paradoksale i hele denne diskussion er nok, at det er ret kapitalintensivt at producere pickuparme og det er naturligvis derfor, at ingen andre gider begynde på det. Det er blot LANGT MERE bekosteligt/kapitalintensivt at begynde at lave KABLER, så det er der da overhovedet ingen, der kunne drømme om at begynde på. Og det er da naturligvis derfor, at stort set ingen af de kabler, som forskellige voodoo-firmaer sælger som upgrades til Rega-arme overhovedet kan bruges.

Ak, Bent, vi lider lidt med dig overfor Gige og de andre i din udsigtsløse kamp. På samme måde, som denne herlige hobby lider under at have så forfærdeligt mange fjolser om bord. Af ganske samme kaliber som dem i, der i fuldt alvor som videnskabelige fakta accepterede en subwoofers lyd og ydelse ud fra en fiktivt datablad. En 33 kgs. aktiv subwoofer med 2 stk 7-tommers enheder til 1150,- er altså på trods af enhver globalisering ikke nødvendigvis det sidste ord i kvalitativ henseende men til gengæld kan man nok regne med, at transporten af klumpen er en større del af slutbrugerprisen end den rå produktions(lav)pris. Iøvrigt laver Behringer osse flygler, og mon ikke man med samme ret kan gå ud fra, at hvis de vejer det samme som et Steinway, så lyder de nok osse ligesådan? Sikkert nok eller..

I en globaliseret verden konkurrerer de her produkter som en selvfølge på lige vilkår med andre produkter, hvor (det ret ringe) arbejskraftindhold HELLER ikke overhovedet betyder noget. Og der findes snart ikke andet end lignende produkter til alt for lave priser, fordi folk som det ses guddødeos tror på reklametekster som videnskabelige kendsgerninger. Det betyder ganske banalt, at det ENESTE, som man kan spare på når transport er fast er på RÅVARERNE og hvor svært er det lige at forstå? Og når en flaske vin sælges for 25,- incl moms eller et totalt komplet topnøglesæt for 98,-, så er der visse kompromisser af ganske indlysende karakter på trods af enhver globaliseringstågesnak.

Ikke at alle folk fatter en disse af det her og det dummeste vi så i går var da en fyr henviste til en tydeligvis plantet "test" blandt mange andre ikke meget mere meningsfulde betegnes som ja "TILPAS KRITISK" Den her ikke-test er altså lavet i ren cyberspace af en for alle fuldstændigt ukendt person og omfatter et produkt, som ingen af de danske debattører her NOGENSINDE har HØRT. HVORDAN I HEDE HULE HELVEDE KAN PAPHOVEDET HER SÅ OVERHOVEDET VIDE OM NOGET ER KRITISK ELLER EJ? Uden selv at være fuldstændig U-kritisk??? Gå dog som hovedregel ud fra, at alt det alt for positive derude er "plantet"..Fordi det er den billigste form for markedsføring og tydeligvis alt for forfærdeligt effektivt overfor alt for svage ånder.

God kamp, Bent, der er tydeligvis et stykke vej endnu inden folk begynder at tænke selv. Enhver teoretisk tankevirklsomhed udover rundorme-niveau vil vist allerede være et væsentligt skridt. Skal man virkelig være så dum og indesneet for at være enstusiast. Og så er det endda ikke engang blevet VINTER endnu..
Foran står vist med den amerikanske Nobel-pristager Steinbecks ord "Vort Mismods Vinter"..Den kan vi godt korrekt translittere til "The Winter of our Discontent" Eller måske fra og frem og tilbage er jo lige langt.

Kim Gulvmand..

2011-11-03T08:23:00.003+01:00

..er endnu ikke helt færdig, så der ligger lidt rengøring foran os om få minutter. I mellemtiden vil vi glæde os. Ikke til støvsugningen, det er dog en ganske usædvanlig dødssyg beskæftigelse. Nej, langt værre ville det være at skulle sælge Behringer aktive subwoofere, men det gør så heldigvis heller ikke. For det første er de sindssygt billige og kvaliteten svarer fint til prisen, altså ikke akkurat et stjerneprodukt til andet end dette samfunds absolut mest økonomisk marginaliserede entusiaster. Med en udsalgspris på 1150,- incl. moms kan man vel ikke kræve alverden og det er akkurat hvad man får for sine penge. Altså ikke et særskilt dårligt køb, man får blot overhovedet ingenting for overhovedet ingen penge.

Ikke at det tilsyneladende afficerer en (forhåbentlig enkeltstående)potentiel kunde. I en tråd på vores "kedsomheds-killer"-forum hifi4all spørger en fyr noget så inderligt hjerteskærende, om der da ikke er at sted i Danmark, hvor man inden køb kan LYTTE til det her subwoofer-vidunder? Ikke at en evt. demofacilitet nok vil kunne sælge produktet til manden, dertil er nettet for stort og muligheden for måske at spare et par hundrede helt givet uimodståelig. For hvor lamt er det lige alt det her er? At bede om en speciel lyttetest af et skrigende grinagtigt lavprisprutprodukt som denne aktive subwoofer hos nogensomhelst er simpelthen direkte uartig kunde-adfærd. Blot 10 minutters bøvl vil fjerne hele dækningsbidraget her og sådan noget er altså det rene kondenserede tidsspilde. Sådan et fjols burde man blot smide ud af sin butik med et fast tag i hoved og røv, og det kan vi vel håbe på sker. Ellers er det vist blot for butikken at få lukket i en Helvedes fart.

Inden vi nu bliver anklaget for opfordring til stump vold skal det lige siges, at man naturligvis som kunde sagtens kan købe dette umulige produkt på nettet og derefter blot returnere det igen. Så kunne han da i det mindste støtte det danske postvæsen og dermed øge det pressede danske nationalprodukt lidt i stedet for at gøre sig selv fuldstændigt til nar. For overhovedet ingenting. Ganske præcist ligemeget meget eller med så lidet lovende udsigter for rimelig anvendelse af butikstid som en eventuel demo i Dk. vil give. Ak ak, vi får vel se om nogen butikker hopper på her, det håber vi da godt nok ikke. For almindelig anstændigheds skyld om ikke andet.

Kim Gulvmand

2011-11-02T07:34:00.004+01:00

Så er det atter en af den slags morgener, hvor denne skribent endnu engang skal starte med praktisk arbejde . Denne gang er det så forhåbentligt sidste gang i denne omgang, men den slags er jo først sjovt eller overhovedet relevant, når når det herkuliske arbejde i vores veriatble "Augias-stald" af murerstøv er fuldbragt. Vi skal lige have slebet lidt fastsiddende gamle tæppe-bagsider af et gulv, og det kræver visse forberedelser. Blandt disse er den her i huset ikke let-realisérbare, at gulvet er frit. Konen har lavet en umisforståelig checkliste, som det vil være det rene selvmord ikke at følge slavisk, så lad os alle istemme med de syv små dværges arbejdssang fra det slidsomme men vellønnede job i deres helt egen private diamantmine: "Heigh-Ho!', Heigh-Ho!'"
Det nærmeste vi her i formiddag nu nok kommer diamanter er genskinnet fra fruens, når hun kyndigt kommanderer kavalleriet. På én!

Kold-smedning eller hvad?

2011-11-01T07:44:00.010+01:00

Nu keder intelligente mennesker sig som bekendt aldrig, og det gør denne skribent naturligvis af denne eneste både nødvendige og (selv)-tilstrækkelige grund naturligvis principielt heller ikke. Når man så foretager sig ting, der i almindelig anseelse ligner til forveksling, så er det heldigt, at det overhåndtagende "newspeak" altid kan anvendes til at omformulere selve verden ud fra den antagelse, at "ord skaber virkelighed" At dette så er noget meningsløst sludder ændrer naturligvis ikke poå, at vi gerne anvender samme teknik hvis den altså kan bruges til at dølge egen dum- og dorskhed.

Derfor vil vi dag tale den såkaldte "overspringhandlinger", som første gang blev anvendt indenfor den spæde etologi. Hvis du mod forventning ikke ved, hvad nogen af delene betyder, så spring trygt over at slå det op. Nok er det at vide, at overspringshandlinger betegner tilsyneladende irrationelle handlinger og blandt disse kunne så afgjort være at læse produktnyheder på hifi4all. Ja, det er faktisk teoretisk vanskeligt for indeværende at forestille sig noget, der er mere meningsløst og minder mere om almindelig kedsomhed. Der dog altså til alt held i dag er omformuleret til en "overspringshandling" og dermed er virkeligheden passende ændret. Eller..

Denne gang gælder nyheden en Thorens -pladespiller, et varemærke for kvalitet engang men det var vist dengang. en gang var engang. Nu er en pladespiller ikke akkurat raketvidenskab, og vi har for mange år siden "kloget" os på nutidens syge anvendelse af nødtøfttigt pressede halmspånplader som plinth og sågar pladetallerkener. Den slags kan vi heldigvis godt tillade os, da vi ikke sælger den slags, men blot bruger dem. Ikke dem med halm, men så vidt vi kan se er denne nye Thorens helt renset for anvendelse af disse ellers letkendelige plantefibre. Om det så gør det bedre er en anden sag, men lidt sjovt er det nu alligevel. Sjovere at læse end måske at tro, at det ligefrom kommer til at sælge pladespillere. Det sidste er vel sværere nu end nogensinde før og det her reklamemateriale gør det ikke nødvendigvis nemmere.

Vi starter med selve pladespiller-chassiset, det, der kaldes plinthen. Her er der tale om en såkaldt "sandwich plinth" og sådan noget kan være meget godt. Hvis man sammenføjer forskellige materieler med forskellige resonanser kan man både dæmpe disse og omdanne dem til varme pga tab ved overgangen mellem de forskelligartede materieler. Så langt så godt men så langt skal vi så blot overhovedet ikke. Den her Thorens anvender nemlig samme ikke særligt subtile princip som hvis man skærer 3 skiver rugbrød og så efterfølgende lægger dem ovenpå hinanden igen. Hele dette "sandwich-show" (vores eget citat red.) går vist kun ud på at få denne lagdelte "rugbrødsmad" i skiveskåret gennnemsigtig acryl til at se lidt blålig ud på grund af genskin af limen. Højteknologi i nogenlunde samme kaliber som vores egen SME 30-pladespiller, blot i negeret form.

Videre til pickuparmen, som angiveligt er lavet af "koldsmedet aluminium" Inden eventuelt metallurgisk-inklinerede læsere kaster sig over dette principielt meningsløse udtryk, så er der faktisk noget, der hedder det. På trods af grundstoffet aluminiums latterligt lave smeltepunkt og øvrige til anvendelse som pickuparm ganske tilsvarende (mangel på) ideelle egenskaber, så kalder man af en eller anden grund en vis form for samme-presning af dette bløde metal for koldsvesjning. Selv om ordet sammenpresning/-masning nok er mere retvisende. Og da selv svejsning i aluminium er en kunst på linie med at lime skumkanter på højttalere med klassisk kontaktlim.

Udover det er aluminium til pickuparme ganske ubrugeligt og det har man vist vidst i en 30-40 år. Materialet er uanset gods-tykkelse simpelthen hverken stift eller resonansdæmpende nok. Og så kan det alligevel gøres endnu dårligere. For som der står: "Overhang kan justeres enten ved at skubbe pickup-huset i den ønskede position på røret eller ved at justere hele røret i lejets blok." Det her en ganske rent idioti. Udover at mnøvren kun kan ØGE den bevægelige masse og dermed SÆNKE den altid problematiske pickup-egenresonans ganske unødvendigt. Den eneste rigtige måde at gøre det her på er ved at "køre" hele armen frem eller tilbage alene af den grund at man kan undgå en unødvendig flexende samling idet allerede ganske ubrugelige aluminium. Og så laver man altså alligevel EN JUSTERING MERE, som bare gør det SAMME. Dummere end en dompap!

Og det bliver ikke bedre, for som der skrevet står: "Røret (på pickuparmen red.) kan også drejes om sin egen akse for at justere azimut" Atter en samling i blødt og alligevel udæmpet aluminium som OGSÅ er totalt overflødig, da højden på armbasen alligevel definerer både azimut og sporingsvinkel. Eller måske snarere BURDE, den her arm er givetvis ikke teoretisk i stand til at give nogen af os kendt pickup optimale betingelser, så nogen større forskel gør det garanteret ikke. Og som der skrevet står: "Pickup-huset er også lavet af aluminium og tæt koblet til røret for øget stabilitet" Tjah men altså alligevel ikke mere end at det alligevel kan drejes. Ikke at det ville have ændret meget IKKE at have kunnet, men ligefrem at nævne det som et PLUS?

Åh ja, vi glemte at nævne prisen på dette vidunder: Blot 25.000,-. Til alt held kan denne nye Thorens dog sagtens forbedres, for som der står: "Begge modeller kan leveres uden tonearm eller med SME 309 el. M2 mod merpris" Dette sidste tror vi helt bestemt på er an afgørende forbedring. Forskellen vil sandsynligvis være af nogenlunde samme størrelse som at gå fra en gammel batteridrevet rejsegrammofon til den billigste SME-pladespiller, altså ret betydelig. Allerede det at tage den gamle arm af og trampe på den er formodentlig en forbedring og vær blot rolig, aluminium er MEGET blødt og selv en grønlandsk trommedans på armen vil ikke medføre personskade. Og måske man samtidigt kan bilde nogen ind at man er ved at øve sig i "kold-smedning af aluminium"

Sikkert ligeså stor vil den direkte forbedring være bare at finde et andet værk at sætte de helt formidable SME-arme på. SME forlod iøvrigt permanent aluminium som pickuparmsmateriale for 30 år siden og har aldrig anvendt acryl. Det kan der være vægtige grunde til og det er der! Så køb blot sådan én i stedet for og undgå at blive helt til grin.
Som denne skribent vel også har været ved at sidde og læse den her nyhedsomtale. Som ellers er ganske kortfattet og så alligevel så alt for forfærdelig lang og fuld af ligegyldige ord som vel egentligt osse dagens tekst. Og så glemte vi helt at nævne statsministerens ord om, at alle de store fremskudte anlægsprojekter vist på forunderlig vis skulle virke direkte på den eskalerende ungdomsarbejdsløshed. Og her gik vi bare i vores enfold og troede, at anlæggelse af motorveje var et anliggende for specialister og kæmpestore maskiner.
Men sådan var det så ikke, man håber åbenbart på samme positive virkning som dengang Roosevelt-administationen i USA startede det gigantiske dæmnings-elektrificeringsprojekt kaldet TVA/Tennessee Valley Authority. Ud med skovlen, drenge og piger!

Skaber ord virkelig virkelighed?

2011-10-31T08:32:00.004+01:00

Verden er for tiden et meget mærkeligt sted at være, men da alternativerne er trælse og skræmmende, så må vi hellere forblive i denne "den bedste af alle tænkelige verdener", som det engang hed med den tyske filosof Leibniz`ord. Selv om han jo nok sagde det på tysk kunne alle de danske udenrigsministerielle embedsmænd dengang i starten af 1700-tallet nu sagtens forstå det. Det var nemlig dengang det danske udenrigsministerium hed og var "Det Tyske Kancelli" Til gengæld talte hverken embedsmænd eller ret mange konger overhovedet dansk.

Nu er der ikke ganske sikre beviser for, at disse rosende ord om verden af en ellers ikke ueffen tysk filosof ligefrem har medvirket til at gøre verden bedre. Der er ellers god "Schwung" over hans selvros til sin egen iboende uhyre fortræffelige og velordnede verden og mon ikke vi i virkeligheden kan se i ret direkte parallel til nutidens spindoktor-regimente. Fordi både Leibniz og alle disse "doktorer" altid fast tror på, at virkeligheden kommer ud af ord. Ja i virkeligheden er virkeligheden overhovedet ikke andet end ord. Og at den allerstørste storhed naturligvis er lige i dette øjeblik, som man helt selv har konstrueret. Med ord og ikke andet.

Det er vel også derfor, at bebudelsen af regeringens fremrykkede mega-investeringer af offentlige projekter får de store overskrifter frem i de elektroniske medier. At de tidligere bebudede 10 mia. om året nu er blevet til for numeriske krakilere ikke meget mere imponerende 17 mia. på 2 år er uvæsentligt i denne pudsige virkelighed af ord, ord og ord. Heller ikke TV-journalisternes lodrette accept af, det må være bedre for den vedvarende beskæftigelse at regeringen "forud-diskonterer" for 2 år i stedet for 1 er overraskende. Intet kan dog være så dumt at ikke langt de allerfleste alligevel intet fatter. Sammenhængene her er ellers ganske simple. Som den prosaiske virkelighed alt for forfærdeligt ofte er bag alle "dæk-ordene" Og nej, 2 år er ikke bedre end 1, det kan blot ikke være anderledes.

For det første taler vi blot om lige omkring 1 PROCENT af det samlede danske statsbudget, så akkurat nogen kolossal omprioritering er der vel næppe tale om. Derudover handler alle disse fremrykkede beskæftigelses-centrerede handlingsplaner og primært større infrastrukturelle vejbyggerier. Som desværre allesammen skal i EU_UDBUD og derfor er den forudsigelige beskæftigelses-nettoeffekt vil ja, nærmest ganske uforudsigelig. En vis netto-STIGNING i den danske arbejdsløshed er jo faktisk en mulighed.. Derudover er der vist heller ingen veje udover "macadamiserede" markveje, som kan færdigbygges indenfor et enkelt finansår, så derfor er det både pinedød nædvendigt uundgåeligt at finansiere over en flerårig periode. Hvor svært er det at fatte midt i al "spin-jubelen"? Ikke spor svært og alligevel så alt, alt for svært, fordi det forudsætter en vis minimal selvstændig tankevirksomhed.

Vi har engang for længe, længe siden snakket om tegneseriefiguren "Mandrake the Magician", der ved sin illusionskunst kunne omskabe en trøstesløs losseplads til at veldækket delikat middagsbord i et slot. Imponerende udover at der stadigvæk intet var at spise på trods af alle de smukke men ak så illusoriske ord. Det videreføres i allerfineste stil for tiden af den københavnske borgmester Anna Mee Allerslev. Tomheden er ganske vist den samme, men troen på det gode til gengæld så meget stærkere. Det er osse nødvendigt med lidt tro eller lidt bedre, RIGTIG meget! For som hun siger det ganske direkte: "Ord skaber virkelighed" Og det betyder så for den københavnske integrationsborgmester, at man naturligvis ikke må benævne særligt udsatte boligområder som ghettoer, da de derved netop bliver til ghettoer.

Desværre er der ingen håndfaste beviser på, at nogen selv særdeles håndfast gennemført fortielse af nogen ellers indlysende sandheder nogensinde har ændret virkeligheden. Problemet er jo så tillige, at hvis ord formodes at kunne skabe virkelighed, så må manglende ord naturligvis også formodes af kunne AFVIKLE virkeligheden. Da det jo ligesom ligger i selve ordene må¨det jo naturligvis have en vis uimodsigelig logik. Og så kan virkeligheden i dette lys i virkeligheden godt gå hjem og lægge sig. Ord skaber virkelige ghettoer, manglende ord afvikler dem. Sandhederne ændrer sig og orden består og derudover er virkeligheden den samme trøstesløse hos Mandrake som hos Anna Mee Allerslev. Total tomhed bag facaden af glitter og glar.

Selv abonnerer jeg noget mere på den åbenbart totalt kætterske ide, at man for at ændre på nogetsomhelst, så er det nødvendigt at sætte ord PÅ et problem. Sådan er det så åbenbart ikke mere, alting flyder med den græske naturfilosof Herakleitos og ikke blot i Bangkok. I den retning er det så meget, meget mærkeligt, at det forlængst forstummede ellers behørigt fejrede "Arabisk Forår" aldrig har ændret status med kalenderen. I mellemtiden har det ellers været både sommer og efterår og nu er det næsten jul. Uden at det altså er blevet til andet end forår i Arabien. Det, der engang med en anden sproglig forbistring blev kaldt "Arabia Felix"/"Det Lykkelige Arabien"
Lige meget hvor meget man i flere årtusinder og da ikke mindst i den europæiske oplysningstid insisterede på at bruge udtrykket "Arabia Felix", så er der stadigvæk kun håbet tilbage. Om at da ord måske alligevel kan omskabe den forbandede verden fra det den er i dag. Og altid har været.
Håbet er altid lysegrønt. Som de frodige græsgange i "Det Lykkelige Arabien", der geografisk betegner den sydlige og vestlige del af den Arabiske Halvø, områdets største ørken dengang og nu. Ord skaber tydeligvis ikke altid en ny og bedre virkelighed. Vand blev ikke til vin "på den lange bane" og gult blev heller ikke til grønt, uanset hvor mange gange man messede "Arabia Felix"..
Det eneste som man rigtigt kan ændre med ord er vist, at det sandsynlige fjernøstlige adoptivbarn Anna Mee Allerslev naturligvis ikke længere kan benævnes med den sidste tyske kejser Wilhelm den 2. og hans ord om "Den Gule Fare" Farven er godt den samme men derudover er den eneste ægte gule fare min barndoms hjembys fodboldhold Horsens F.S. heja heja! Som heller aldrig på trods af den gule farves iboende farlighed nogensinde blev rigtigt farlige på trods af alle løfter og ord.

En sidste-øjebliks oprydning..

2011-10-28T08:00:00.003+02:00

i vores kolonihave inden den tilstundende højtid "åd" desværre gårsdagens ord. En bagatel af en bilfuld skrammel afventer stadigvæk den sidste transport til genbrugsstationen, og når vi så samtidig er ved at indrette et større kælderrum her i huset er der dømt fysisk arbejde.
Nå, det dør man vel heller ikke af, lidt fysisk arbejde og 800 kg. gipsplader, der lige skal slæbes ind, og hvis man så endelig gjorde, så ville man jo nok have gjort det alligevel. Ikke at det ville have gjort den store forskel, men vi er vel akademikere her i huset eller hvordan det nu er, det er!

Modvind

2011-10-26T07:47:00.002+02:00

Vær blot rolige, allesammen. Det er ikke vores virksomhed, som oplever modvind, kun denne ydmyge skribent, som allerede her helt fra morgenstunden skal ud med fuldtlastet cykeltrailer til lidt lokal "nær-støtte", som det hedder på "militært"
Men modvind, DET er det og det er et lidet kendt fysisk faktum, at medvind den ene vej og modvind den anden vej langtfra er det samme som ingen vind nogen af vejene. Jeg kan så selv i "medbør" glæde mig over det forøgede kropslige energiforbrug ved den øgede effekt, men det er så osse lige det eneste glædelige på kort sigt..Som varer ret præcist indtil vi er færdige om et par timer.

Blot en uskyldig "sommer-AIDS" eller?

2011-10-25T08:09:00.006+02:00

Efter en længere tur på de syd-og sønderjydske motorveje i går eftermiddag (og det endda med en ganske uklædelig overdækket trailer efterspændt vores tyske racerautomobil og den deraf følgende lovpligtige afgjort moderate fremdriftsfart) er der atter dømt "hjemmedag" Og når lyset om få øjeblikke bryder frem vil vi nyde vores nye "små" æsker fra sydøstligst-tyske Passau, som var den egentlige anledning til turen til Handewitt.

Mens vi så kan glæde os over det vellykkede valg i Tunesien, som vist gav et udpræget islamistisk parti et afgørende (og næppe sandsynligt "demokratisk reversibelt" flertal, men det får vi tidsnok at se), så er der osse lige lidt "demokratiske bøvs" fra lederen af den libyske overgangsregering. Sådan noget kalder man sjovt nok ellers for det meste sig selv, mens man så tjept som muligt forsøger at forhindre, at den overgang kommer til at vare forfærdeligt længe. Som tydeligvis næppe mange længere kan huske kom Gadaffi selv til magten som en del af en militær overgangsregering bestående af en flok officerer. Disse overgange i dette område plejer at vare lige præcis så længe som de overhovedet kan komme til for dem, der sidder i overgangsregeringen.

Og måske det kommer til at vare et stykke tid efter næste valg, hvis der ellers bliver et. I går var Libyens internationalt anerkendte leder ude med sine tanker om almen sharia-lovgivning i den kommende demokratiske mønsterstat Libyen. Det gav mindre panderynken hos hans vestlige endnu-allierede uden at det dog blev fordømt. Det ville næppe have gjort nogen forskel, ingen vestmagter er alligevel klare eller i stand til at gøre andet end sidde på sidelinien. End ikke de heltemodige danske flyversoldater skal vist andet end hjem med deres fly, som flyvevåbnet glædestrålende kan sige endnu ikke er blevet helt nedslidt efter denne "Phoney War" med et udtryk lånt fra situation mellem krigsudbruddet i 1939 indtil krigen startede for alvor i april/maj 1940. Fordi der jo ingen modstand har været i luftrummet over Libyen og dermed har der aldrig været behov for at bruge den motor-"ædende" såkaldte "efterbrænder". Alle aktioner var blot ganske ufarlige øvelser mod levende mål. Det må da give en Hosebåndsorden eller 2, Danmark savner altid helte, osse disse mere usandsynlige af slagsen kan vel bruges..? For så vidt man vel for at være helt i et vist omfang må RISIKERE noget. Selv om dette muligvis er en noget anakronistisk opfattelse af rigtige og heltemodige helte, siden en pige på en telefonlinie for mulige selvmordskandidater osse kan kandidere til at årets danske helt. Sikkert et fint og godt arbejde men en HELT(INDE) m/k?

I dag vil vi atter engang citere en engang meget morsom mand, festugedirektør Jens Folmer Jepsen. I duoen "Stig Ib og Hit-Vagn" var en fast bestanddel af showet altid advarslen om, at " huske på, at selv AIDS, der opdages i tide, stadigvæk ikke kan helbredes" Det syntes vi var sjovt dengang og det er det vel osse. De her udtalelser fra den fungerende libyske statsleder er vel osse en slags "demokratisk råd" (uden "stød", betydning kendt fra årstidens rådne æbler). Som man så heller ikke kan gøre noget ved, selv om fra vestmagternes side denne gang selv har plantet træet..
Nå, vi får se. Hvis man med demokrati fra FN blot mener en valghandling af en art, så er der muligvis stadigvæk håb. Vi kan så blot håbe på, at det første valg nogensinde i Libyens historie så ikke tillige bliver det sidste. For meget mindre end ingen demokratisk tradition overhovedet er vel ikke det mest oplagte springbræt mod meget andet end mørke.

Ikke meget mere lys kaster det evige bedrevidende net-tågehorn "Spencer" over diskussionen på Nerds.dk i går om sammenlægning af højre/venstre signaler til mono. At bruge en "ground loop isolator" ændrer absolut intetsomhelst i forhold til andet end DC-gennemgang. Som jo ikke lige har noget med impedans at gøre. OVERHOVEDET og ganske principielt!

Eksplosivt efterår

2011-10-24T07:55:00.009+02:00

Så er der atter hjemlig hverdag i vores lille kompagni. Det betyder nu mest, at vi i de kommende par dage må give den en ekstra skalle, fordi alle vores kunder nu igen er klar til at modtage varer og bunkerne af papkasser og "hjemmesløjdede" halv- og helfabrikata er blevet lidt rigeligt store her og der. Både budcyklen og bilen er hårdtpumpede, og den første varetur er lige netop nu. Måske der lidt senere i dag bliver tid til på skrift at fundere over livet, i mellemtiden vil vi blot forsøge at leve det-på farten! Og muligvis tænke en enkelt tanke eller to på turen.

Visse tanker er dog ikke svære at få. For eksempel den fyr på Nerds.dk, der ønsker at koble signaler fra højre og venstre kanal sammen til et monosignal. I fin og ganske vanlig netstil væver de forskellige bidragydere af uhyre tvivlsom teknisk bonitet om hvad der sker for det musikalske indhold ved blot passivt at lodde de 2 ledere sammen. Og nej, et stereomix kan naturligvis ALDRIG blive at monomix ved parallelkobling-ikke at det overhovedet har noget at gøre med sagen her. Det højeste man kan opnå i den retning er at levere at "stereo-produkt", som måske overhovedet er mono-kompatibelt uden katastrofale udfasninger.

Alt dette radiofonisk-tekniske pladder er dog af rimelig ringe relevans, da der er et mere fundamentalt problem involveret her. Ved en blot og bar sammenlodning af plus-signalet fra højre og venstre kanal i samme phonostik opstår der en ret elementær situation. Sådan noget hedder en (i praksis) KORTSLUTNING af begge udgangssignaler og svarer essentielt til at koble en elpære til 2 forskellige stikkontakter samtidigt for at få mere lys og betragtes i almindelighed som en ikke voldsomt gangbar model for øgning af lys. Med hensyn til total dæmpning er det en helt anden og ikke mindre parallel sag. BANG!

De 2 lavimpedante udgangssignaler, som hver for sig burde "kikke" ind i en relativt højimpedant, kommer nemlig i stedet til ikke ganske overraskende at kikke ind i HINANDENS lave UDGANGS-impedanser. Dette dæmper signelet mindst 10dB og øger forvrængningen til det totalt grinagtige. Visse løsninger kan diskuteres, den her kaldes blot forkert, og teknisk lallende imkompetent. Hvordan løser man det så? Tjah lidt populært skulle man måske spørge en med blot en smule teknisk indsigt og sådan noget foregår tydeligvis ikke ved blot at spørge lige ud i luften. Hvor kvaliteten af svaret er omvendt proportionalt med kvadratet på bidragyderens inkompetence og desværre hersker samme proportionalitet i forbindelse med bidragydernes enorme iver.

Her i huset kender vi godt svaret, mest fordi det er elektronik for absolutte begyndere og dermed skidelet, selv for os. Hvorfor andre så ikke ved det er så blot så meget vanskeligere at fatte. Faktisk en hel del sværere end det er at løse problemet...

Tillykke

2011-10-21T08:48:00.006+02:00

I dag skal der hejses flag her i huset. Ikke fordi Gaddafi endelig blev slagtet, for anderledes kan man vel dårligt beskrive hans endeligt. Man kan sagtens glæde sig over hans død, men måden det skete på er en passende afslutning på skændig borgerkrig, hvor interventionsstyrkerne blot har banet vej for et kommende anarki. I et land med alt for mange stammer, alt for meget at vinde for de stærkeste af dem og helt vildt meget for mange våben i omløb, som det vil være det rene galskab for nogen af besidderne nogensinde at give fra sig.

Læg så dertil, at Libyen reelt ingen grænser har eller uden en længere fredsperiode først nogensinde vil kunne komme til at hævde disse, så har vi virkeligt recepten på en kaotisk samfundsudvikling. Det eneste, som man nok trygt kan regne med er vist, at vel nærmest alle Gaddafis soldater har delt hans skæbne ved samme summariske pøbel-standretter, som han selv blev slagtet af. Om det ligefrem gør en demokratisk mønster-udvikling videre sandsynlig skal man da vist være noget af en lettere lallende jubeloptimist for at tro.

Udover at det nok heller ikke i det kommende paradisiske og demokratiske Libyen ligefrem bliver lettere at være sort afrikaner, mon ikke den "farve-etniske diversitet" her allerede er noget udhulet, da mange af Gaddafis lejetropper (et sjovt ord iøvrigt da vist overhovedet ingen af de indsatte FN-styrker beskrives sådan-som om der er forskel på fuldt kontrakt-professionelle og andre lønnede soldater red.) jo var sorte. Ordet "er" er nok ikke anvendeligt længere, da næppe nogen længere er i live og næppe udelukkende fordi de KÆMPEDE til døden. Nej, det pejorative ord "lejesoldater" er heldigvis altid de ANDRE, fjenderne af demokratiet og det almene vel, éns egne soldater er blot professionelle.

Som sagt, procentdelen af særligt mørklødede libyere er nok ikke overvældende. Længere. Og de er næppe allesammen gået hjem, nok nærmere "blevet gået" på den hårde måde. Og så venter vi bare på det kommende uundgåelige retsopgør mellem de forskellige stammer, det, der kaldes en RIGTIG borgerkrig, hvor intet luftherredømme har nogen anvendelse. Tillykke med dagen, FN og tak denne gang til Enhedslisten, som i dag sætter en passende finger på den syge jubel over Gaddafis brutale død. Barbariet efter 42 år med Gaddafi er ikke sluttet, det vi oplever er kun med Churchills ord "afslutningen på begyndelsen"

Nej, vi vil flage, fordi fruen endelig vender tilbage fra sin velfortjente veninde-ferie i det storkøbenhavnske. Og se, her er der ingen malurt i bægeret, blot og bar lykke.
Og så lige korrektion til an anden (osse?) altid let-bedrevidende letskaldet med-hifientusiast, Jan Nielsen: Lad være med at kloge dig på dangelsk når du nu kender citatet fra W. C. Fields, som retteligt lyder: “It ain’t a fit night out for man nor beast!” med blot en eneste mulig konsonant-fortolkning

Atter en af de dage,..

2011-10-20T08:20:00.001+02:00

..hvor der må løbes fra "Herodes til Pilatus" for at få enderne til at nå blot rimeligt sammen. I mellemtiden forsømmes så ellers indlysende vigtige projekter som for eksempel den praktiske anvendelse af den stak 1.5"-drivere af model JBL 2451H, som ligger under arbejdspordet med obligate og vanskeligt-anskaffelige 2252-horn. Om de spiller bedre end vores ret talrige 2445 har vi endnu ingen anelse om, da de på trods af ellers identiske membranmål desværre ikke passer på de samme horn, hvilket unægteligt gør den direkte sammenligning noget vanskelig. Her i huset bilder vi os nemlig ikke ind at kunne detektere tydelige og især ikke entydige lydforskelle over de adskillige minutter, som det tager at skifte hardware her. Man kan da helt sikkert høre forskel uanset om der måtte være nogen og da ganske særligt fordi de her 2451-drivere er fuldstændigt astronomisk-stratosfærisk sindssvagt dyre. For så vidt altså en 12-15 stykker af de lange sedler eer noget at snakke om, det synes jeg da selv. Og så får man endda kun en enkelt, med det rigtige horn nærmer vi os betænkeligt de 20k.. Godt?-givetvis!
Vi får se om vi får ild i sagerne her i løbet af dagen. Sjælen er redebon og håb er der altid så længe der er liv. Og alt, alt for meget arbejde tillige.

Mere "boksning"

2011-10-19T07:46:00.003+02:00

Her til morgen venter en bagatel af 22 kabeltromler og stageboxe på lidt "TLC"/tender loving care, som det vist hedder på nyere SMS-dansk. Heldigvis kan det jo ske til ledsagelse af musik til arbejdet af den høreskadelige kaliber fra vores lille nye stak. Måske der ligefrem bliver tid til at sætte strøm til de nye Crown Studio Reference 1, det ville dog være noget af et fremskridt. Selv om det vel ret beset er et ubetydeligt skridt for menneskeheden som de fleste skridt vel egentligt er og da ikke mindst ens egne..Lidt ydmyghed klæder jo alle og vel ikke mindst denne skribent.

Ellers har vi i fruens fravær oplevet en kolossal lysmæssig forbedring i vores store Altec 416 Onken/Westrex/Altec 288/JBL 2405-system i pejsestuen. Ved at udskifte den tarvelige gamle ferrit-288 fra Korsør Kino eller hvor den nu engang boede, med en ganske spritny og ganske jomfruelig 288-Alnico fætter, oplevede denne skribent en fantastisk forbedring. Ja, nærmest en slags åbenbaring af umådelig dybde og musikalsk skønhed Om den så også er reel får vi se når fruen kommer tilbage. Blot synet af den flot-skinnende megadriver gjorde allerede lyden langt bedre for denne skribent. Mærkeligt det kunne blive så meget bedre når det nu lød så vældigt fint i forvejen. Hvis det altså overhovedet ER blevet bedre eller blot ANDERLEDES udover oplevelsen oppe i hovedet af denne skribent. Nå, semi-autoerotiske oplevelser selv uden kvinder og andre koner i huset er vel osse en slags ferie. Og så er der tillige god til til at rydde op bagefter.

I forbindelse med gårsdagens lille pip en uddybende kommentar. Vi reparerer ikke rørforstærkere "in house", men bruger en lokal kompetenceperson. I forbindelse med en københavnsk hififorhandlers afvisning af nogensinde at have haft en EAR 549 til service er det formelt korrekt, da han aldrig fik nogen penge for det. Til gengæld fik manden så heller ikke repareret sin forstærker, men fik i stedet en forklaring fra de varmere lande om hvor umuligt det ville være og at trafoerne altid gik i smadder på den her iøvrigt håbløst konstruerede forstærker. Måske det ER den du svagt mindes? Måske det ville have været mere passende blot at sige at man ikke havde tid/gad/kunne, vi taler trods alt om et forstærkersæt med en udsalgspris på omkring 7500 engelske pund, da det udgik i starten af dette årtusinde.

Det gik så altsammen alligevel godt. Forstærkeren fra den noget mere end lidt små-chokerede kunde kom med noget logistisk besvær over til Jylland og blev repareret uden de helt store problemer på et lokalt værksted og står nu igen i København. Problemer, som unægteligt har været noget større med nyere produkter fra samme designer-hånd, hvor vi flere gange har oplevet totalt nedsmeltede transformatorer, brændte print og andre rørlige lyksaligheder. Udviklingen går tydeligvis ikke altid den lige vej fremad. Og tydeligvis heller ikke i hifi-fagligheden, for der sidder naturligvis i denne klassiske konstruktion et modstandsnetværk omkring røret, som fungerer som en ekstra yderste og ganske effektiv lokal sikring mod ildsvåde og almindelig nedsmeltning. Og dette beskytter udgangs- og nettransforsformatorer ganske effektivt.
Nå, nok "techno-babble" for de indforståede for i dag. Vi skal i gang med at lytteteste nye kabler. Nemlig de ganske ny-lavede, som kan nå efter en større omrokering oppe i stuen. Efter den obligatoriske "indbrænding" af kablerne på nogle måneder forventer vi at det lyder FULDSTÆNDIGT ligesom det har gjort hidtil. Det vil sige fuldstændigt ligesom det gør den første dag. Som altså så er i dag.
Hvordan nogen mennesker i deres grænseløse indbildning kan forestille sig at høre gradvise ændringer i lyd fra ja af alt tilspilning af KABLER over et span på måneder når éns akustiske hukommelse er som en guldfisks i en bowle, altså SEKUNDER, det lader vi lige ligge. Vi er ganske tilfredse, når kablerne blot kan nå..

De små nye..

2011-10-18T12:46:00.000+02:00

Æv,..

2011-10-18T09:13:00.001+02:00

..i fruens fravær kan jeg ikke finde ud af at uploade billeder af vores nyeste demo-opstilling i heavy-afdelingen. Jeg arbejder lige lidt videre med det midt i alle kabelbunkerne.

Fruen er i København..

2011-10-17T08:14:00.004+02:00

..og det giver visse logistik-problemer i vores lille virksomhed. Hvis man derfor vil være sikre på at møde de resterende "os" her i huset: Lunaina (papdatter), Folmer Hund (hund), Anton Hund (måske knapt så overraskende osse en hund) og sidst og mest ubetydeligt, denne ydmyge skribent, så ring gerne lige først. Ufrivillige og forhåbentligt rimeligt kortvarige udeblivelser kan forekomme de følgende dage.
Derudover er denne skribent ved at lægge sidste hånd på den "visuelle fin-tuning" af vores nye forstærkerrack, og billeder både kan og bør forventes. Lidt vildt ser det ud, men lyden er dog ellers særdeles civiliseret. Ja, og så alligevel ikke så god, at hverken kunder eller denne skribent kan høre forskel på forskellige længder af højttalerkabler i denne tydeligvis ganske utilstrækkelige hifi-opsætning. Træerne vokser tydeligvis ikke helt op i den psykotiske indbildnings-himmel, hvor både kunder og hifi-forhandlere færdes ganske hjemmevant, hvis man da ellers har mod til at følge atter en re-re-reinkarnation af debatten om højtttalerkablers hørbarhed.

Det eneste rigtigt virkningsfulde trick, som en forhandler kan bruge i denne syge deabt om fiktiv videnskab er altid at gøre det, som i militæret hedder "pull rank" Når ingen logik tilsiger et projekt afgøres meningsfuldheden altid af den højst-rangerende officers forslag, der som Field Marshal Sir Douglas Haigs håndtering af den britiske skyttegravskrig under "The Great War" ikke behøvede at være den klogeste. Eller blot spor klog eller blot det mindste meningsfuld.

Når man således som hifi-forhandler bruger argumenter som at man har "mere end 30 års erfaring" for at forklare, hvorfor der er forskel på kabler, så minder det mest om vores ellers gamle og dermed naturligvis-nødvendigvis klogeste hund, Folmer. Trods sine efterhånden i princippet betydeligt erfaring-ophobende 10 hunde-år er den dog stadigvæk ikke blevet klogere, end at den i sin snuse-iver sommetider kommer til at pisse på sig selv. Ret meget bedre eller mere overbevisende eller for den sags skyld spor anderledes er det altså ikke for en hifi-forhandler at påberåbe sig større viden og erfaring end sine kunder, hvoraf enkelte har læst op til flere bøger. Og som forhandler at hive den lidt tvivlsomme trumf frem, at skeptikerne blot kan læse de såkaldte "kabel-producenters" eget skamløst-uvederhæftige og pseudovidenskabelige salgsmateriale som bevis for ekstrem fortræffelighed i denne verden af ompakkede standardprodukter fra producenter (der til gengæld GODT kan deres elementære ingeniør-kram) er vel også lige i den tyndere ende i retning af begrebet "overbevisningskraft"

Nå, men kik lidt med i tråden på hifi4all om "Skal højttalerkabler være lige lange" eller hvad den nu lige hedder og få et billigt feriegrin. På den anden side er forhandlerens åbenhed med hensyn til egne evner og synspunkter uhyre rosværdig, ikke mindre effektivt end at gå rundt i en lang uknappet frakke uden vældigt meget på indenunder. Eller mere rosværdig eller respektabel i almindeligt kritisk omdømme. Blot ærgerligt vi først ser det nu. Sandheden er nemlig, at vi i nylig vankundighed faktisk sendte en god bekendt forbi med en EAR 549 med et sammenklappet rør og en efterfølgende brændt bias-modstand. Altså den lavere udgave af den rene raketvidenskab.
Det viste sig at være en anbefaling af afgjort tvivlsom visdom, som vi da heller ikke agter at gentage. Undskyld, Martin, thi jeg vidste ikke dengang hvad jeg desværre ved nu!

Crown Studio Reference I

2011-10-14T09:21:00.005+02:00

Her i formiddag er vi travlheds-ramte i ekstrem grad. Man kan sagtens fange os, men vi er ved at lægge sidste hånd på en bunke leveringer til den århusianske kulturnat.
Og sidst og absolut ikke allermindst: Vi skal forsøge at planlægge en længere biltur for at afhente 3 stk. næsten fabriksnye Crown Studio Reference I til vores demorum.
Sikke dog en ferie, det bliver, selv om vi faktisk overhovedet ikke holder ferie.
Nå, måske "f-ordet" skulle være FEST! Og langt om længe passerer vi de forlængst forjættende 10.000 watt i vores demo.

Prominent besøg..

2011-10-13T09:04:00.002+02:00

.. af en fremtrædende fotograf og ditto kulturpersonlighed fra det storkøbenhavnske har desværre lagt de vise morgen-ord ned i dag. Der er "business as usual" og derudover almindelighed gemytlighed til stede, så det er ligesom det skal være denne solbeskinnede morgen.

Lidt morgen-hifi

2011-10-12T07:46:00.003+02:00

Den næste times tid vil denne skribent tilbringe med at opjustere et rigtigt klassisk hifi-klenodie. Ja, det er en Michell Gyrodec-pladespiller, som er ganske skulpturel og derudover har den tvivlsomme ære at være den eneste pladespiller (altså den deler med en ANDEN Gyrodec), som denne skribent i galskab har foræret væk. Sikke dog noget hjælpeløst lort og da både den oprindelige Papst-motor fra et sikkert kasseret og derfor billigt "batch" og den nye opgraderede skod-motor af mærket "Premotech" aldrig duede blot det mindste, så røg skulpturen ad Helvede til.

Den var og er ellers vældig pæn, men derudover er det fuldstændigt frit-flyvende og helt udæmpede fjederophæng simpelthen en akustisk joke. Pladetallerken og arm er ganske vist fornuftigt fikseret i forhold til hinanden, men den efterfølgende større eller mindre stramning af drivremmen omkring den allerede i heldigste fald dødssyge og grinagtigt "svagt-pissende" motor er ødelæggende for al hastighedsstabilitet. Vist det, der i gamle dage kaldtes for "klaver-fasthed" Nej. vi elsker bestemt ikke det her produkt af den engelske opdragelse af drengebørn med såkaldte "Meccano-byggesæt". i stedet for LEGO-klodser. Ikke at der er noget galt med Meccano, dengang jeg som rask dreng sad med mine slidte LEGO-skodubrugelige møgklodser drømte jeg da om Meccano som alle andre raske drenge. Nej, det er kun den pladespiller, der er noget galt med.
Fucking garage-hjemmesløjd simpelthen. Og hvis nogen synes, at vi er for hårde i dag, så grunder det i personlige erfaringer af den trælseste slags. Den eneste slags man lærer af. Derfor er det vel et godt spørgsmål, hvorfor jeg dog endnu ikke har lært det, noget dum er jeg da tilsyneladende, æv!

Passau

2011-10-11T08:12:00.003+02:00

Allerede her helt fra starten ligger der ordrer på snesevis af kabler, så det vil vi naturligvis straks og aldeles ufortøvet se at få klaret. Imens kan vi så passende sidde og fundere over, hvor mange der ved, hvad "Passau" er for noget. Næppe mange og det er der gode grunde til. Det vil sige, det er der så IKKE, hvis man tilfældigvis har været på bilferie i Østrig, for den by, det drejer sig om, der hedder Passau, ligger i den allertyndest befolkede del af Bayern. Og tillige så tæt på den østrigste grænse, at den faktisk er selve grænsebyen i det ganske vist efterhånden ganske grænseløse Europa. Hundredevis af kilometer fra Passau "reklamerer" massevis af motorvejsskilte for byen, så man kan dårligt undgå at komme til at kende den lidt, når man der suser af sted mod fredelige let søvngængeragtige Østrig eller Tjekkiet. Spændende betragtning, ikke?

Sådan har det så ikke altid været og da allermindst lige på dette sted. Indtil for ikke så forfærdeligt mange år siden var Passau selve porten til "Ondskabens Imperium", Østblokken. Og det er derfor vi nævner byen i dag, ganske vist for noget, der ikke længere er i en grænseby, som heller ikke længere er en sådan. Irrealis i 2. potens eller blot noget sludder?

Det er næppe videre kendt på disse breddegrader, at Østrig helt indtil 1955 var besat af russerne og derefter førte en særdeles Sovjet-venlig såkaldt neutral udenrigspolitik. Måske meget klogt, selv om amerikanerne og NATO havde indrettet en militærbase i selve Passau. Uden at være militærstrateg var det måske lige fremskudt nok at placere forposten på selve grænsen(og da især indtil 1955) med en varslingstid for eventuelle angreb på tæt ved nul.

Det blev så noget bedre og uendeligt meget mere centraleuropæisk-fredsommeligt efter 1955, helt vildt meget bedre faktisk. Og endnu bedre blev det i 1984, hvor der blev indrettet en monumental biograf for det amerikanske personel på basen, udstyret med datidens "state of the art"-udstyr. Det må have været en oplevelse for de kampivrige G.I´s at se datidens actionhelte Rambo og Scharzenegger for fuldt bulder og brag med disse kolossale hornhøjttalere. Og det var så heldigvis den krig, de allerfleste af disse soldater nogensinde oplevede.

Ja, vi taler atter engang om JBL 4675A-biografhøjttalere fra et nyligt nedlagt velfærdslokale (det hedder det vist på "militært"), som er på vej hertil vores lille virksomhed. Basen er nu meget passende ca. 20 år for sent blevet nedlagt som den fortidleving, som den længe har været, og "skrottet" eller i det mindste noget af det, ender så her i Hasle.
Så Passau lever altså videre også udenfor "vejskiltenes virtuelle verden" Lige her!

Store problemer og små

2011-10-10T07:40:00.004+02:00

Atter i dag hober DMX-kabeltromlerne sig op og osse et gammelt multikabel ser noget "løsagtigt ud" For så vidt som en løs kabelaflastning og en flok ihærdige unger har formået at få de spaghetti-tynde kabler indeni til at minde om en dreven indfødt italieners favorit-fødeindtagelse. Ved at sno de tynde tråde til grænsen for disses sammenhængskraft, skolebørnens originale bidrag består så blot i at at garrottere alle lodningerne. Eller rettere, rykke kablerne over lige INDEN lodningen, denne skribent har nemlig oprindeligt produceret dette mekaniske mesterværk.

Ellers kan vi da more os lidt over den nye danske udviklingsministers tanker om nye og forenklede former for udviklingsbistand. Det er måske osse smart nok, når regeringens erklærede mål er at øge denne, en vis rationale åh jo. Eller osse er der ikke. Nu har denne nye minister som en af de eneste i et vist omfang nogen tidligere erfaring fra feltet, så måske han blot er kørt fast i bureukratiet i nødhjælpsapparatet. Hvis primære interesse naturligvis er og altid vil være at opretholde sig selv i bedste Parkinson-stil. Det er også derfor England stadigt har et stort koloni-ministerium og ditto flåde-, selv om begge dele længe har været en absolut mangelvare. Et bureaukratis opgave er aldrig at løse opgaven, sejren ligger altid i selve processen, som så til gengæld er alt. Og det uanset hvor man er på vej hen, om overhovedet nogen...

Den nye minister erklærer ganske åbent, at man ligeså godt kan støtte et fattigt land med blotte kontanter og derudover være ganske ligeglad med, om de efterfølgende bruger alle pengene til nye Mercedes-ministerbiler. Beviset for hjælpens effektivitet er for den nye minister alligevel, om der efterfølgende opstår demokratiserende uro i landet, og det kan en sådan form for bistand ifølge ministeren sagtens bidrage til. Og manden kan vel have ret med nogenlunde samme teoretiske vægt, som det ville hjælpe IKKE at yde noget. Fordi styret dermed i endnu højere grad måtte udplyndre sit eget folk for at få råd til nye ministerbiler med deraf sandsynligt folkeligt oprør. Begge dele har vel nogenlunde samme (u)sandsynlighed.

Det er tydeligvis ganske svært teoretisk at begrunde berettigelsen af inkompetent bistandshjælp og hov, hvordan kom det efterfølgende til at gå i Haïti her på tærskelen til den orkan-sæson. Når man intet hører derovrefra må det vel gå godt for ellers ville nødhjælpsindustrien vel have råbt op? Eller er det et af de lande, der snart kan forvente at få nye ministerbiler for yderligere at stimulere en sand demokratisk udvikling. Nå, som vi allerede ved jordskælvet spåede, så er haitianernes største problem i forhold til at modtage bistand, at de ikke blot er det mindste "panda-nuttede". Ikke blot ikke nuttede, mere bare sådan mere end lidt grimme og ikke spor medie-egnede. Det kan måske forekomme som en grov generalisering, men da ingen endnu har forsøgt seriøst at gøre noget for dette verdens måske fattigste og mest udsigtsløse land, så er konklusionen nærliggende. Hvis man virkeligt mente noget med sine floskler, så var der næppe noget bedre sted at starte. Så mon ikke vi trygt kan gå ud fra, at det gør man ikke..

Nå, ellers er der større problemer i den nære vinterdisede horisont. I dag forlyder det ganske vist, at et fælles fransk/belgisk/luxembourgsk regeringsinitiativ har "reddet" den kriseramte belgiske Dexia-bank. Desværre offentliggøres der så samtidigt et skøn over bankens forlængst tabte beholdning af sydeuropæiske statsobligationer plus alle de andre håbløse udlån på ikke mindre end 180 mia. Nej, vi taler desværre ikke om kroner, nej, såmænd EUROS. For at stille problemet lidt i perspektiv er det nogenlunde sammenfaldende med Belgiens samlede STATSBUDGET. Som de allerede skyldte væk én gang i forvejen.

Man må vel forsigtigt sige, at når blot én bank kan lægge et statsbudget totalt ned, så er det vanskeligt at at betragte den danske udviklingsministers nyeste udmeldinger som andet end en vits. Og da især fordi alene den i weekenden krakkede lille lokalbank i Næstved, Max Bank, allerede har kostet staten MERE end det samlede årlige danske U-landsbudget.
Der er helt givet på baggrund af bankens jubeloptimistiske udlån blevet købt en hel masse Mercedes´-er i lokalområdet, men lur os om der er kommet meget mere demokrati i det sydsjællandske..Begrebet "Mercedes-demokrati" er til gengæld et virkeligt sprogligt nybrud!

Morgen-brækningen

2011-10-07T08:01:00.003+02:00

Nu var det vist ikke helt det, der på gammelt engelsk/fælles-skandinavisk mentes med udtrykket i overskriften, men noget ligner det nu. Den allernærmeste tid inden vi rigtigt åbner skal bruges til at brække lidt vægge og sager ned og derefter fragte dem væk. Kæmpestore strittende 4-tommers søm overalt!
Alt dette naturligvis som i al politik til alles allerbedste, uanset om det så helt bestemt gavner én selv. Ikke blot mest, udelukkende. Politik er noget vanskeligt noget og da ikke mindst at betragte som noget synderligt respektabelt erhverv. Om overhovedet, ellers var man vel som udgangspunkt næppe blevet valgt og da ganske særligt ikke til den inderste politiske holdningløse inderkreds, hvor magten alligevel er alt og al politisk aktivitet kredser om at øge eller beholde samme. Måske man med et vist Nobel-pris potentiale kunne lancere den politiske lovmæssighed, at ægte politisk overbevisning er proportionalt i n.te potens med afstanden til den poltiske magts centrum, hvor n må være et ganske stort tal. Og når afstanden til centrum så er nul er ligningen jo ligesom til at løse for dels den mest tungnemme.
Ikke desto mindre skal der herfra lyde den traditionelle jagt- og fiskerihilsen til alle derinde på Borgen: "Knæk og bræk!"
Så kan jo altid individuelt lægge i ordene, hvad man vil. Fordi som bekendt både problemer kan knækkes og halse brækkes, og så er alle håb vist dækket ind for i dag.

Joan Baez og "The Accidental Tourist"

2011-10-06T07:38:00.003+02:00

En af denne skribents allerførste og ganske ugengældte (og derfor naturligvis om muligt endnu større) kærligheder var den amerikanske folkesangerinde Joan Baez. Det var ganske uskyldigt, da jeg endnu ikke var kommet i puberteten og hun var vist osse allerede gift med sin David udover sine dengang mere revolutionerende biseksuelle aktiviteter. Foruden de mere almindelkige revolutionære aktiviteter denne aktive dame bedrev dengang. Intet i forhold til den nyudnævnte minister Ole Sohn, men det var osse ret let at være venstreorienteret i USA dengang i 1960-erne. Det kunne man ganske let blive opfattet som uden overhovedet at være det.

Om Joan virkeligt var det ene eller det andet er svært at vide. Sikkert er det, at Baez i en længere årrække var kæreste med en mand, der tidligt erhvervede umådelig rigdom, så fuldstændigt fundamentalistisk og asketisk forkæmper for retfærdighed forblev hun ikke. Det var naturligvis sørgeligt for hende, at hendes langt yngre kæreste droppede hende, angiveligt fordi hun var blevet for gammel til at få børn. Det var vel ikke verdens ædleste motiv til at finde en yngre model og da vel især fordi denne unge mand aldrig senere fik nogen børn så vidt vides. Og sandsynligheden falder vel dag for dag, ikke mindst fordi manden nu er død og hed Steve Jobs.

Den nyere historie om den "kanoniserede kapitalist" Jobs er et forunderligt eventyr, som sluttede lige i rette tid. Fordi Jobs igennem flere årtier blot havde været den rå kapitalist uden særskilt sympatiske træk, både i 1. inkarnation af kometen Apple og senere i tegnefilmfirmaet Pixar. At Disney senere købte firmaet dyrt gjorde ikke dengang Jobs end en succesfuld entreprenør og dygtig kapitalist. Eller også gjorde den ikke, sluttede helt på toppen men naturligvis ganske tæt derpå det vil kun tiden kunne vise, men ikke meget tyder på at Apple kan meget andet end at gå ned i værdi efter at denne arketype på en kompromisløs iværksætter er væk. Der er naturligvis også en del at tage af, Apple er i dag verdens næst-mest værdifulde firma med nogenlunde samme indlysende rimelighed og nødvendighed som den danske smykke-boblevirksomhed Pandoras børs-introduktion. Hvor firmaet med et slag kom i vægtklasse med Mærsk og Danfoss. Heldigt og dygtig men vel ikke særskilt meriterende eller direkte adlende for grundlæggerne.

Anderledes med netop afdøde Jobs, der på forunderligste vis uden egen fortjeneste fuldstændigt sprængte kapitalist-begrebet. Det er ganske mærkeligt, for alle anekdoterne om Jobs´ lederstil handler om en total over-tændt og eksplosiv mand i fineste klassiske amerikanske karikeret-kapitalistiske stil a la Henry Ford, der osse summarisk fyrede folk til højre og venstre uden at vente på nogen forklaringer på hvorfor de lige netop var der hvor de var. Fordi det allerede længe var galt nok blot man selv var gal nok. Når man sammenstykker anekdoterne om Jobs fremstår han måske ikke som et særskilt dumt svin, mere sådan en slags helt almindeligt for sin stilling dumt og ret ryggesløst menneske. Det er vist hverken godt eller skidt, Michael dell og Bill Gates er næppe bedre og nok næppe heller meget værre.

Alligevel blev Jobs en virkelig forgænger. Ikke i den teknologiske revolution, som Apple ser ud til at være lige her og nu. Alle den slags opfindelser og udviklinger, der på korteste sigt ser kolossalt vigtige ud, er dog blot småbitte "skvulp" på det store konstant omskiftelige verdenshav af menneskehedens udvikling. Eller mulige af-vikling når vi kender facit er det allerede alt for sent. Vi ved dog nok til, at det altid er nødvendigt at relativere alt det i dag, der forekommer indlysende og ganske uendeligt vigtigt.

Med Jobs gik det som sagt helt anderledes. Som Kasdans film i dagens overskrift endte Jobs helt tilfældigt et sted, hvor han nok næppe hørte hjemme. nemlig som en mand, der af store dele af menneskeheden blev en ubetinget men noget "accidental hero" (og det på trods af absolut alt negativt!), fordi man for første gang identificerede en MAND med hans PRODUKT. Der gives næppe andre forklaringer på, at firmaet Apple med en total og dominerende stilling af markedet ned i allermindste detail-detalje med en umenneskeligt monoman styring, som giver Microsoft håbløst baghjul, stadigt kan fremstå i et idealistisk for så ellers selverklæret kritiske mennesker. Sådan noget er mærkeligt og lidt forstemmende.
Og ikke mindst mærkeligt, at man ikke på samme måde kan guddomelig-gøre den mand, som har opfundet verdens blødeste og bekvemmeste toiletpapir når man nu i dag begræder manden, der skabte de blødeste computer-linier. Man kunne ellers sagtens argumentere for, at den sidste havde gjort meget mere for flere end Jobs.
Nå, dommens dag for enhver samtids allermest højteknologiske og tilsyneladende ganske uundværlige produkter altid altid lige om hjørnet På genbrugsstationen. I mellemtiden må menneskeheden så forsøge at finde nye mærkelige milliardærer at forgude. Hvad med Sir Richard Branson, men hans produkter er vist lige uhåndgribelige nok.
Eller osse er han bare for flink til at kunne blive helt i sin samtid. Vi tvivler på, at Joan Baez sørger særligt i dag, og det gør denne skribent nu heller ikke her i mediehysteri-orkanens øje. Alle dødsfald er triste, men ikke alle er dog så triste, som de gøres til. Kapitalen består selv om alle dens produkter og deres heltemodige skabere forgår. Sådan er menneskelivet nok bare, udsigterne er generelt triste for den enkelte.

Lidt om hønsehunde

2011-10-05T07:42:00.002+02:00

Nu er vi selv vældigt entusiastiske hunde-mennesker. Ikke helt bogstaveligt som beboerne på "Hundeøerne", som de solbeskinnede Canariske Øer retteligt burde kaldes efter det latinske ord for hund, "canis" eller "canaria" Eller måske noget helt andet, alt andet end kanariefugle, der er vel en god grund til, at de hedder det, de gør. Eller blot en grund. Måske.

Og i dag vil vi for enkelt gangs skyld holde vores ord og være meget kortfattede, da dagen starter om få minutter i en bil nordpå for en kortere bemærkning. Avisen kom lidt sent i dag, og derfor "ipad2de" vi forbi en livsbekræftende notits i den lokale Stiften.dk. I disse dage, hvor inde-brændt og -ædt magtbegær atter engang alt for åbenlyst og helt normalt erstatter al anstændighed (anstændighed er på ingen måde parti- eller fløj-specifik) så man søge tilbage til dyrenes verden. Som i dagens politiske lys af forløjen forlornhed tilbyder den helt ægte vare.

Den glædelige anledning til at vise billeder af den indtil fornyligt tilsyneladende udrydningstruede gamle danske hønsehund var, at racen efter eksponering i et forlængst forgangent TV-program med Poul Thomsen tilsyneladende havde fået ny popularitet. Vi skal vælge her at se bort fra denne lidt ynkelige forklaringsmodel i artiklen, da disse programmer med datidens skærmtrold Poul Thomsen nådigt forsvandt fra danske TV-skærme for noget mere end et årti siden. Og hundes drægtighed er altså blot 3 måneder, som allerede er så uendeligt langt længere end folks samlede TV-erindringshorisont. Alt i alt ikke en forklarer, der rigtigt forklarer noget.

Nå, det er altsammen ligemeget, for der var fine hundebilleder i massevis. Og osse lige et enkelt absolut sprogligt guldkorn uden at det nok har været tilstræbt, dertil er både tekst og koncept for hjælpeløst. En af billedteksterne lød nemlig: " En ung og en ældre gammel dansk hønsehund" Prøv lige for sjov at gentage sætningen hurtigt 2 gange efter hinanden, ganske svært, ikke?
Som sagt, det var det lidt vi havde valgt at bringe om gamle danske hønsehunde, både ældre og yngre og dem ind midt imellem.

Kaliffer og jødeharper

2011-10-04T07:14:00.008+02:00

Undertiden viderebringer de elektroniske medier aldeles ægte glæde og sorg. Ja, i går var det meste af sendefladen ligefrem fyldt ud med det, der vel kan kaldes en uundgåelig politisk følelses-dualisme. Fordi der kun findes vindere og tabere og overhovedet ingenting ind imellem. Man kan ikke spille på "uafgjort" i det politiske spil, kun vinde den højeste pris eller tabe alt.

Når man i går kortvarigt betragtede de totale tabere, nemlig alle de tidligere ministre, så blev man virkeligt dybt berørt. Ikke af medfølelse med disse desværre alt for hyppigt fuldstændigt talentløse ministre, selv om mange af dem kneb en helt givet ægte tåre. Nok desværre ikke for Danmark, nok mest fordi de ikke længere med tegneserien Iznogoods ord længere var "kaliffer", men var blevet "stor-vizir i stedet for stor-viziren" Og anden række rækker så blot overhovedet ikke længere, når man har siddet på første række. Heller ikke eller måske netop ikke når man har sidder der længe nok. Den afgående magts ægte sorg over egen magtesløshed er skræmmende og da især i en verden af evigt-accelererende politisk spin. For mente mange af disse lidt for hyppigt afgående totale torske-pander af forlængst nedslidte ministre virkeligt, at der var noget at tude over. Ja, det gjorde de, og tude, det kunne de. Også så man som seer selv blev helt forlegen for sikke da de havde villet magten! Tydeligvis en mere fortærende følelse end selv den største kærlighed og ca. statistisk ligeså gengældt.

Glæden blandt de nye tidligere stor-vizirer, som var blevet "kalif i stedet for kaliffen" var naturligvis ikke mindre ægte. Ikke at det gjorde det meget lettere at iagttage dette af dygtige spin-doktorer helt tydeligt vældigt vel-orkestrerede mediecirkus. Ellevild begejstring hos de nye ministre og garanteret helt farve-ægte glæde over magten er ikke god underholdning for denne skribent og da slet ikke når både alle interviews og belysning og vinkling beskriver en ny tids korsfarere. Der vel rent statistisk blot som alle tidligere korsfarere mest har eget genvalg i tankerne og derudover blot nyder magten imens med lidt hygge-plyndring her og der. Ingen af de ægte korsfarere holdt sig jo tilbage for en plyndring af de kristne byer, som de tilfældigt kom forbi. Selv om deres mål naturligvis officielt var noget andet og uendeligt ædlere som også politiske mål altid er. Og forbliver uopnåelige, da man vel næppe kan blive valgt på at have nået sit mål?

Politik er tydeligvis et hårdt "game", hvor ikke alle de største fjender findes i oppositionen. Hvis de da overhovedet findes der, mon ikke ordet "kolleger" faktisk dækker bedre. Og når man ser politikere på tværs af parti-skel fraternisere på samme uforbeholdne måde over en fodboldkamp på samme måde som den helt uofficielle våbenhvile i skyttegravene i 1. verdenskrigs juletid, så ser det meget ægte ud.

Samme krig, det, der indtil 1939 hed "Den Store Krig" (hvorefter den 2. verdenskrig sendte "den Store Krig" ned i 1. division som den 1.) lagde jo navn til den nazistiske såkaldte "dolkestødslegende" Om de forræderiske politikere, der forrådte det tyske militær og dermed folket.
Helt så galt er det så ikke gået denne gang, ikke med dolkene ihvertfald. Et af den nye regerings helt billige kommende love bliver at afskaffe den idiotiske af den tidligere regering vedtagne knivlov. Og det betyder det glædestrålende, at denne skribent godt kan finde sin Leatherman frem igen på jobbet uden risiko for en uges ubetinget fængsel, hvis jeg ikke kunne dokumentere, at jeg var på absolut korteste direkte vej fra et servicebesøg til et andet. Sådan en lov som knivloven med sin helt ukvalificerede kriminalisering af ganske ikke-kriminelle urgamle aktiviteter har man altså kun kunnet vedtage, hvis man har været magt-beruset og -liderlig nok.

Nå, som sagt, de værste fjender findes altid som den såkaldte "5.kolonne", kendt fra den Spanske Borgerkrig. Den modstander, der arbejder i smug bag egne linier er altid den farligste. Og sådan en modstander må den tidligere århusianske bykonge og her i byen allerede forlængst udpegede socialdemokratiske kronprins in spe, N. Wammen have oplevet. I stedet for at blive "rigtig minister" i den politiske inderkreds blev Wammen forvist til et uhyre perifert nyt Europa-ministerium, helt givet skabt til lejligheden. Vi skal vist tilbage til den senere statsminister Jens Otto Krags veritable lands-forvisning til den amerikanske ambassade i USA i perioden efter regeringen Hedtofts fald for at se en tilsvarende politisk desavouering. Krag havde været handelsminister i den foregående regering og blev blot derefter såkaldt "økonomisk rådgiver" Ved en AMBASSADE,! Barske løjer for Krag, ikke underligt han vist mest brugte tiden derovre til at bolle udenom, som det fremgår med slibrig tydelighed i hans erindringsbøger.

Nå, senere tog Krag jo revanche og viste sig sig som uhyre kold og kynisk, som en nær slægtning til de nyudnævnte ministre med navnet Hækkerup især fik at føle, da det gjaldt og det simpelthen igennem en iøvrigt ellers kun af alkohol omtåget stjernekarriere. Da det gjorde og vedrørte arvefølgen efter Krag selv, røg Per simpelthen baglæns ud af det dengang så kendte "Snapseting" og bødlen var ene og alene den tidligere ostrakiserede Krag. Og selv om Wammen har fået så en perifer post i det "socialdemokratiske symfoniorkester" at det mest ligner den lidet aktive eller attråede stilling som jøde-harpenist, så skal han nu nok få sin tid. Selv om det måske kan komme til at gå rigtigt, rigtigt længe. I det nuværende socialdemokratiske regeringsklima nok ca. ligeså længe som det varer for vores bys symfoniorkesters egen jøde-harpenist at få lov til at spille sin solo. For jo, der findes faktisk symfonier og symfoniske digte med obligat jødeharpe. Ikke mange men både Copland og Ives har da lavet nogen.
Men hvad hjælper dog det, når man hellere ville have spillet violin? Og så hjælper det lige ligeså lidt at være verdens største virtuos på ubrugelig og uendeligt spag jøde-harpe som at være Europa-minister. Fordi alt det, som man mest ønsker, foregåe et helt, helt andet sted. Oppe i paladset hos kaliffen!
De gamle vikinger hærdede som bekendt drengebørnene ved at stille dem ud i kulden i lidt salt-lage. Vi får så se, om denne klassiske kur hjælper på Wammen, testet bliver han da. Men mon ikke der er lidt "krag´sk hårdhed" i manden, det tror vi faktisk.

JBL I710P

2011-10-03T07:46:00.002+02:00

Vi skal lige starte med at beklage udfaldet her på siden i fredags. Den glædelige årsag til dette svigt var et spændende byggemøde hos en gammel og god kunde i vores ydmyge virksomhed. Ikke at det naturligvis hjælper det mindste hos de nyhedshungrende derude, men derfor kan det jo alligevel godt være en slags forklaring. Og da ikke mindst nu det er den korrekte.

Og et godt møde, DET var det! Og en særdeles udfordrende opgave, det må siges i samme ombæring. Ikke mindst bliver de fysiske udfordringer næsten på rent metafysisk niveau, bestemt ikke fuldstændigt banale.
Der er næsten samme vanskelighed i dette projekt som det må have været for JBL dengang i 1980-erne, hvor en meget stor del af deres produktion stadigvæk blev lavet i Ringkøbing. Og i fredags blev vores firma så lidt uventet de stoltre ejere af et af produkterne fra dengang. Eller stolte og stolte er måske så meget sagt, det er en pudsig lille ting faktisk, nemlig en fuldstændigt bas-løs fuldtonehøjttaler. Den hedder JBL I710P og indeholder en ren mellemtoneenhed som bas.

Vi har tidligere fornyligt berettet om kuriøse kæmpestore bashorn uden blot det mindste DNA-basspor. Helt så galt er det ikke her, men helt godt er det nu heller ikke i denne iøvrigt fornemt forarbejdede lillebitte metal-forhudede trapezoide kabinet med sin 1-tommers titanium driver og en 10-tommers enhed med en fuldstændigt grinagtig lineær vandring på 2.5 mm. Ikke plus/minus, nej såmænd IALT. Næsten ren "Lowther" i kondenseret grinagtighed men alligevel ikke helt. De her enheder kan faktisk godt bruges men muligvis ikke særligt godt.

Den anvendte 10-tommer hedder 2123H og har en egenresonans på betydelige (læs:ganske uanvendeligt høje) 85 Hz. Det vil for tekniske analfabeter sige, at enheden intet formår under 85 Hz og i en kasse endnu en hel del mindre end det, som allerede er nærmest ingenting. Fordi denne frekvens ved placering blot stiger og stiger og aldrig bare falder og falder, æv! Den har dog en for mellemtoneenheder en ret typisk høj virkningsgrad, i det tekniske dokument for enheden angivet til traditionelt ret præcist opgivne 101 dB. Hvilket i salgslitteraturen for denne fine lille box så lige rundes op til en samlet følsomhed for højttalersystemet på 103 dB. Tydeligvis en smule optimistisk og helt kontra-faktuelt.

Og hvordan lyder den så, denne lille skønhed? Jo, denne skribent var lige ved at falde baglæns ned af stolen. Dette skyldtes nu især, at højttalerne stod lige foan på skrivebordet og jeg i min iver efter at nå den rette "triangulering" af lytteposistionen var ved at vælte stolen, ja jeg rullede hen over de sig så smung slangende Mogami-højttalerkabler. Derudover ød det nu helt fantastisk fint. Og dette varede så lige præcist indtil fru Mathiasen kom forbi og alle luftkastellerne brasede så sørgeligt sammen som sådan nogle har for vane. I nærvær af den strenge og inappellable og uvægerligt korrekte dommer.

Pia Mathiasen udtalte "ex Cathedra" som alle paver har haft for vane: Ja, de er jo meget gode, men lytter du ikke lidt meget med øjnene? De små ATC (SCM 20 red.) var da meget bedre!" Joh, det var de måske nok eller rettere, jo, det var de da. Ikke mindst fordi der var BAS på de dér ligeledes ret små ATC. De fysiske love kan ligesom fruens dom hverken "bøjes" eller appelleres: Hvis man vil have ordentlig bas i en lille box, så er det eneste valg at "sælge" ud af højttalerens følsomhed. Som ved indgåelse af de allerfleste ægteskaber (denne skribents naturligvis helt undtaget) er der ikke noget, der hedder det, som englænderne så passende har døbt "a free lunch" Alt har således en pris og det har bas og følsomhed osse, selv i denne fine JBL I710P.
En ret høj pris faktisk, næsten ligeså høj som disse oprindeligt ret stratosfærisk-prissatte små æsker.

Når man sår vinden..

2011-09-29T07:52:00.002+02:00

så høster man stormen, som det gamle fyndord siger. Det demonstreres tydeligt i disse dage, hvor denne rimeligt sejrsstolte skribent efter at have pillet skillevægge og alskens andet skrammel ned så blot skal til at transportere byggeaffald bort. Ak ja, store huse og dominerende koner er både en velsignelse og av for satan da, lad være med at slå, ja altså UDELUKKENDE en velsignelse.

Når man så står der midt i det relative byggehelvede er det svært at forestille sig, at det hele forhåbentligt er til idel glæde vendt i løbet af ganske kort tid, men sådan ser det faktisk ud. Det var en behagelig overraskelse at opdage kernesunde tykke massive trægulve nede under linoleums-dækket ligesom det bestemt heller ikke var ilde at se, at der bag de talrige cellotex-plader gemte sig et knastørt fundament af store kampesten. Ikke så meget som en eneste forkølet bænkebider var der, end ikke kitin-skeletterne af andre yndere af kælder-vådområder , så der har simpelthen aldrig været fugtigt dernede. Lige i den retning er særdeles både brandfarlige og vandsugende Cellotex-fiberplader en glimrende markør! Så håbet om et herligt hobbyrum er derfor endda særdeles realistisk.
Desværre så altså først om et par læs affalds tid!

Atter en tidlig morgen,

2011-09-28T07:31:00.002+02:00

der står i den kombinerede opbygnings og nedbrydnings tegn. Vi er ved at fjerne lidt overflødige vægge for at tilbyde vores kunder lidt bedre forhold. Og naturligvis osse os selv, og det er jo ganske vidunderligt at den slags som her så søm-løst kan forenes. Ikke at der ikke er søm, for det er der, helt vildt mange 4-tommer søm banket i på kryds og særligt tværs som datidens byggeskik tydeligvis foreskrev. Men nu er det vist heller ikke den slags søm, som man mener med "søm-løs" Hvis det enegslke ord "seamless" da overhovedet findes på dansk..?
Tilbage til støv og søm og gips og antik rockwool, er herlig blanding. Som en slags pacifistisk pendant til "..the smell of napalm in the morning!" Udover at det trods alt er ganske svært ligefrem at ELSKE støvet, men mon det ikke kan bruges til at afstive en altid for midaldrende mænd stadigt mere akut truende hjemlig macho-mand status. Uden at vi dog helt er overbeviste om, at beskidte hænder er helt det samme som håndværkerhænder og dissesmagi overfor kvinder, så kan vi jo da altid prøve!

Jens´ reoler

2011-09-27T07:31:00.003+02:00

Enten keder folk sig derude eller også er vi meget betydningsfulde her i huset. Vi hælder naturligt til den sidste forklaring men den første er nok alligevel den sandsynligste. Dagligt konfronteres vi af forespørgsler om at "connecte" på det Facebook-lignende professionelle netværk, der hedder Linkedin. Vi siger uhyre sjældent nej, da osse vi gerne vil være "well connected" Uden at vi dog helt fatter den dybere mening med hyppigst totalt overfladiske bekendtskaber.

Og hvad sker der så helt tilfældigt da vi klikker "accept"? Jo frem popper et billede af en rødmosset og kær gammel ven, som dette fuldautomatiserede netværk foreslår, at vi skal forbinde os med. Fristelsen til at gøre det helt konkret det dér med at "connecte" helt bogstaveligt, er nu til at modstå, manden er nemlig død og hedder Jens. Og det er hans formidable hjemmedesignede- og -byggede totale "overkill"-reoler og borde, som vi denne morgen kæmper med at få plads til her i vores ellers ganske store hus.

Ak ja, så meget for verdens uafviskelige virtuelle hukommelse, hvor det elektroniske liv fortsætter i al evighed efter at det fysiske forlængst er ophørt.
Udover det skal vi huske denne morgen inden slæberiet at takke de gode gamle venner Erik, Kræn og Per for umådelig hjælp og praktisk bistand i forbindelse med den bestemt ikke helt nemme møbelflytning fra salig Jens´ gamle herskabslejlighed. Og da bestemt heller ikke mindst til hans pårørende, som lod disse hans næsten mastodontiske manddomsværker udi møbelkunst leve videre her i huset. Det hus, som vi aldrig ville have turdet købe, hvis det ikke havde været for skaberen af disse ting. Helt specielle ting skabt af en helt speciel mand.
Vi får så se, om en sådan storhed kan smitte, men vi er nu helt tilfredse med blot at være kuraturorer for Jens og hans minde.

Kristen Poulsgaard i storbyen

2011-09-26T07:23:00.003+02:00

I dag vil vi herfra indlede med en tilståelse, som vist nærmest er en slags-udlevering uden synderligt formildende omstændigheder. Om overhovedet nogen. Ikke meget tyder desværre på, at denne skribent er spor bedre end de andre tosser, som vil blive omtalt senere. For noget åndssvag føler man sig dog, når det medlem af det nye Folketing, som éns stemme ganske vist lettere ufrivilligt har været med til at sende afsted, simpelthen kollapser. Ingen ved deres fuldeste fem burde naturligvis have stemt på et parti, hvor der var en reel risiko for at stemme en mand ind i tinget med øjne så manisk-stirrende som Ole Birk Olesen.

Fejlen er naturligvis udelukkende min egen, som statistisk vel henad præcist halvdelen fejl vel i virkeligheden er. Ikke mine, naturligvis, blot EGNE. At se Oles feberhede øjne er næsten som at se den heldigvis ikke-valgte krist-demokrat Per Ørum Jørgensens sygeligt-skinnede og fugtige ditto. Bestemt ikke mænd man ligefrem har lyst til at møde på et offentligt herretoilet på en ubemandet togstation i de afsides dele af det syd- og vestjyske, hvor de begge kommer fra. Og hvor Per nu atter er flyttet tilbage til uden at vi helt herfra forstår til hvad.

Nu er denne skribent så tydeligvis ikke den eneste, der har stemt fuldstændigt tanketomt ud i holdningsløse og ligeledes tomme politiske luft. Bag den ideligt og nådigt citerede frontfigur for Enhedslisten, labre Johanne med den omhyggeligt indstuderede og afvæbnende effektive lillepige-udstråling og den omhyggeligt kultiverede indsmigrende/skrå hovedstilling (der tydeligvis ikke på den korte bane gør andre kvinder urolige for deres mænds øjnes ellers indlysende vertikale vandring, selv om det bestemt burde), ses hele flokke af "Ole´r". Ikke at det gør mit eget valg klogere, at andre heller ikke læser på lektierne. Ikke alle både er værd at være med i, for eksempel ikke i denne her.

Og så tilbage til det, der engang hed "landsbytosserne" Der er tale om en ægte og hæderlig landlig profession, uundgåelig som moderne fattigdom. Fordi der altid er én derude i selv den mindste by, som er den allermest tossede og fordi der med samme ubønhørlige konsekvens altid vil være mange, der tjener mindre end halvdelen af det til enhver gældende nationale gennemsnit. Begge problemer naturligvis praktisk u-udryddelige på grund af selve definitionen.

De fleste vil nok endnu kunne huske Fremskridtspartiets farverige landsbytosse Kristen Poulsgaard. Hans politiske karriere lå noget inden spindoktorernes tid, ikke at det nok ville have kunnet ændre meget på tilsyneladende utæmmelige og uhæmmede Poulsgaard. Alle i det etablerede politisk system kunne vel nok blive enige om, at han var noget tosset på sin landlige måde, og det var han naturligvis osse. Ja, han var faktisk så tosset, at han alene derved blev glimrende TV og hyppigt anvendt.

Helt anderledes så efter det nylige valg, hvor tossehovederne ellers står i kø igen. Denne gang er medierne så til gengæld anderledes forsigtige med at udstille de nyvalgte medlemmer af tinget, der vel ellers med nogen ret ville kunne benævnes "storbytosser" Denne gang er det helt utilstrækkeligt at tale om det velmenende "halal-hippier" og andet godmodigt drilleri om grænseløs "politisk korrekhed" Naturligvis UDELUKKENDE indefor egen forståelses-ramme, hvor tolerancen til gengæld er så total, at intet kan være forkert, blot de "rigtige" siger det. Og naturligvis omvendt, intet kan være rigtigt når de "forkerte siger det. Verden er simpel på den måde og kræver ingen selvstændige tanker overhovedet.

Nej, denne gang er det anderledes "hard core"-eksistenser fra de store byer, der bag lillepigen Johannes medie-afskærmning nærmest uset har sneget sig ind i tinget. Som ham Ole Birk Olesen bare fra landet. Der er virkeligt tale om en broget flok nyvalgte fra den ellers totalt fragmenterede og hårdt-trænede konspiratoriske tidligere venstrefløj suppleret med lidt romantisk-biodynamisk idealistisk fantasteri. Enhed kan der naturligvis ikke blive tale om fra et parti, hvis program består af en sammenskrivning af det værste i forrige århundredes nazistiske, socialistiske og anarkistiske skrifter. Eller det bedste, afhængigt af synspunkter uden at det dog ændrer på noget.

Landsbytosserne blev tidligere mediemæssigt rutinemæssigt og særdeles passende forsøgt "klædt af", men sådan er tingene ikke længere med de nyvalgte "storbytosser". Ihvertfald ikke endnu, men mon ikke det kommer. Selv for de mest inkarnerede "beton-halalhippier" kan det vist blive vanskeligt at sluge de indlysende totalitære træk i partiprogrammet derude på den yderste venstrefløj.
Selv om man naturligvis også kan vælge at se programmet som ren fjolleri på samme måde, som man i mere end et årti valgte at afskrive Adolf Hitlers ellers ganske åbenlyse "parti-programmatiske"fængsels-bog "Mein Kampf" som rene tosserier. Og det var det jo osse indtil tossen Hitler så til alt uheld blev demokratisk valgt.
Og nej, det er desværre ikke spor bedre når man som denne skribent stemmer på en allerede på valgnatten tydiligt labil og psyko-somatisk syg mand..

"Pumping Iron"

2011-09-23T07:42:00.003+02:00

Når denne skribent en sjælden gang vover sig ind i TP Musikmarked her i byen er det mest for at finde film til fruen. Helst noget interessant, som man selv ved gensynet kan tillægge egne åndfulde sædvanligvis både vittige og uhyre intelligente kommentarer. Blot underligt at fruen rutinemæssigt "hysser" og det allerede inden man så meget som har tænkt på at åbne munden. Man er tydeligvis gift og nok allerede en del længere henne i samlivet end vores australske bryllupsattest ellers bevidner. Ikke at det er spor dårligt, blot en prosaisk kendsgerning, hvor man med den østrigske general Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim vel kan sige, at min kone kender sin "pappenheimer"/alternativt pap-hoved af en ægtemand.

Det er da sket, at min kone har syntes om sin mands film-valg. Selv gengivet på vores forkølede Samsung 40-tommers knurrende prut-LCD med sine 2 cm. høvedhøjttaler med idsudtværet surroundvirkning er det stadigvæk til at få øje på, at Marian Mitchell Morrison altså er god i John Fords mesterværk "The Man, Who Shot Liberty Valence"
Hun er ganske vist ikke helt så imponeret af samme konstellations tidligere storfilm, "The Searchers" med den monumentale og ganske uforglemmelige scene i starten og slutningen af filmen. Den, der er filmet indefra en mørk hytte ud igennem hoveddøren, for vildt simpelthen! Nå, men det synes min kone altså ikke så disse film står kun på menu-kortet de dage hun ikke er hjemme. Måske ham John Wayne/marion Morrison slet ikke taler til yngre kvindelige modeller?

En anden knapt så gammel og slet endnu ikke spor afdød skuespillers første film har jeg til gengæld sagtens kunne undgå. Den hedder "Pumping Iron", er fra 1977og er så ubeskriveligt selvudleverende rædselsfuld, at man har skullet helt frem til min teenagedatters favorit-TV som "De unge mødre" og andet virtuelt og visuelt affald for at finde sin lige.

En af hovedpersonerne i denne pionerfilm om ekstrem bodybuilding er den dengang udenfor dopingleverandørernes kredse fuldstændigt ukendte østriger Arnold Schwarzenegger, der først noget senere blev amerikansk statsborger. Tydeligvis inden de sproglige prøver for at opnå statsborgerskab endnu var udviklet særligt, heldigt for Arnold og mindre heldigt for den californiske økonomi, som han senere kom til at forvalte som guvernør. Hvis man da overhovedet kan kalde det det, ret godt gik det som bekendt ikke, men det havde det nu heller ikke gjort før eller siden, så han var vel i virkeligheden blot politisk gennemsnitlig.

Filmens plakat med den unge Arnold stolt poserende med sine kunstfærdigt oppumpede doping-muskler er skræmmende som et vidnesbyrd om almindelig menneskelig dårskab og vilje til selvdestruktion. Alligevel gik det som bekendt Arnold ganske godt senere, og datidens dopingmidler havde tydeligvis ikke samme kedelige bivirkning som de senere i retning af impotens. Arnold var vist både utro og alting og i det hele taget en skidt fyr i sin moralske habitus helt på linie med alle andre mænd. Hvis de altså blot havde fået den chanche, som Arnold fik. Og til fulde tog!

Disse tanker kommer udelukkende frem i dag, fordi man står her og glor ind i spejlet. Og tænker på, hvordan denne kun delvist Adonis-lignende midaldrende overkrop dog vil kunne klare alle dagens gøremål. Som ildevarslende nok starter om ganske få minutter, hvor budcyklen er passende "pumpet" Og iøvrigt tilfældigt ER af jern, da aluminium ikke kan holde til belastningen fra denne velvoksne skribent. Så vi dyrker såmænd selv både "pumping" og "iron"
Udover at der altså stadigvæk er par skrumlede borde og reoler at flytte med i morgen. Så med lidt held kan musklerne måske udvikle sig så meget, at jeg alligevel tør tage filmen med Arnold med hjem til konen engang. Uden at blive ret meget mere til grin end jeg vist allerede er..

Flyttemand Olsen i light-udgave

2011-09-21T08:29:00.003+02:00

I dag er der landet et par fine hifi-kuriositeter her på bordet. Det drejer sig om ikke mindre end et par af den begavede engelske designer Allen Boothroyds elektroniske kollektion, en Meridian 504 supertuner og den matchende Meridian 501 forforstærker. Begge disse designikoner vil være til salg til en absolut slik til folk, der som undertegnede drømmer sig tilbage til en mere ufor-MUENDE (men til gengæld nok mere for-MÅENDE)tid, hvis man skal tro alle de ellers både glimrende og efterhånden lokkende tilbud om alskens potensfremmende himstregimser og prikkede pastiller.

Billeder af disse skønhedsåbenbaringer turde være overflødige for de rette fagligt legitimerede og da jeg lige i øjeblikket ikke kan finde det rigtige kamera-kabel, så må vi lade tingene henligge i det virtuelle mørke indtil videre. Men billige, DET er de!
Ellers skal vi i al korthed forårsaget af en betydelig oversovning her til morgen, huske at avertere efter et par frivillige flyttefolk til lørdag dag engang. Vi skal have fragtet en del reoler og et enkelt bord fra en 1. sals lejlighed i midtbyen og herud på parcellen.

Der er tale om absolutte unika fra en kær gammel afdød ven, så vi vil være overordentligt taknemmelige for et par timers bistand fra et par stærke mænd m/k. Ingen af tingene er videre tunge og pladsforholdene er vældigt gode, men altså forbandet svære for selv relativt vellykkede kloner som denne skribent af Andersines store idol. Ham, der hed Bjørn Muskelsen altså.
Et par "Bjørn Muskelsen´er" i lettere light-udgave a la den fra "Huset på Christianshavn" så kendte flyttemand Olsen kan sagtens gøre det, så kom blot frem! Vi og mandens minde vil være meget taknemmelige.

Reodor Felgen

2011-09-20T07:49:00.002+02:00

Dyr kan være meget dumme og da ikke mindst dem, der ikke tilhører denne husstand. For eksempel forvekslede en sikkert ellers uhyre skikkelig golden retriever-familiehund i går denne skribents ene hånd med muligvis en megastor hundeguf. Det skete i forbindelse med, at jeg skulle skille et par hunde-kamphaner ad. Vores egen naturligvis permanent uskyldige unge hedspore af en hund, Anton, blev nu lige i dette tilfælde angrebet bagfra mens den spænede afsted efter en anden hund. så vi var for en gangs skyld helt uskyldige.

Derudover blev Anton Hund ikke engang særligt gal, dertil var udfordringen fra underhunden/retrieveren for forkølet. Udover det bar den også mundkurv, for helt, helt anderledes ville det naturligvis have været, hvis "det (for Anton) store dyr i Åbenbaringen", den store belgiske hyrdehund Frodo var gået forbi, for så skulle vi da have set rigtig krig!. Ikke at man naturligvis derfor som hundeejer skal negligere disse hunde i bunden af hierarkiet selv om hundende ovenover sagtens kan tillade sig detkræ, for de kan være de farligste.

Haps sagde det så og her sidder jeg så og glor på morgen-TV i min rekonvalescens. Af et ikke særligt voldsomt sår uden umiddelbar livsfare. Og så er det, at man alligevel i sin mulige lette febertilstand føler sig hensat til forne tider. Dengang der deroppe på en lille bjergtop oppe i Norge boede en cykelsmed med i betragtning af beliggenhed ikke overraskende kun ganske få kunder. Han hed deroppe Reodor Felgen og var en udskåret trædukke med et skælmsk men også noget fjollet gavtyve-smil. Ikke malet eller tegnet på, nej simpelthen skåret ind i fjæset på hovedpersonen i denne herlige norsk/italienske dukkefilm anno 1975, "Flåklypa Grandprix"

Det var naturligvis som det ihvertfald på dansk langt bedre klinge Theodor Fælgen, at han rigtigt blev berømt. Og for tiden går der ligefrem en ny-restaureret udgave af den klassiske film (der naturligvis skal hedde "Bjergkøbing Grandprix" for at være nogetsomhelst) i danske biografer. Se, den, den er for fed!
Derimod er det til gengæld ikke helt så fedt at se TV2-nyheder, for mon ikke rekrutteringsafdelingen derovre er lige på kanten af almindelige regler om markedsføring og varemærke-plagiering ved at "caste" morgenens mandlige TV-speaker? For, jo!, Reodor Felgen er simpelthen genopstået som TV-trold og det endda lige her til morgen. Hvad den fjoget grinende fyr hedder fandt jeg aldrig ud af, men Reodor Felgen, det var det! Lige der med fuldstændigt statiske nærmest "rigor mortis"-lignende fastfrysning af en absurd grimasse.
Simpelthen uhyggeligt med alle de menneskelige kloner af snart sagt hvad som helst, man kan se overalt. Ikke mindst på det lokale politiske plan, hvor den særdeles ordentlige hidtil valgte Rene Skau med det normale udseende og sin almindelige parlamentariske ordentlighed blev vraget til fordel for en total klon af den velkendte skuespiller Martin Bryggmann. Sikke dog langt et helt tilfældigt udseende dog kan føre én, både til TV og til tops!

Heller ikke i denne weekend..

2011-09-19T08:08:00.004+02:00

..lykkedes det for denne skribent at få færdig-installeret vores nye XTA parametriske equalisere. I betragtning af, at der ligger forlængst færdige ledninger med omhyggelig hensynstagen til apparaternes ikke umiddelbart korresponderende interne såkaldte "fase" er det vel ikke videre imponerende. Lad os blot runde op og sige, at det faktisk ikke er spor imponerende. Eller omvendt kan man måske slutte, at i vores uhyre aktive virkelystne familie med sit tætpakkede aktivitetsskema er det nødvendige kvarters tid til endelig ind-justering af bassen bare svært at få mast ind.

Måske det i virkeligheden blot er almindelig midaldrende magelighed og fornemmelsen af, at det jo faktisk allerede nu lyder aldeles glimrende grænsende til det meget tilfredsstillende. Det sidste er nok det sandsynligste, men vi støtter dog den første forklaring, der er en smule mere flatterende efter en rigtig driver-weekend. Til gengæld er så fruen her til morgen en smule småsløj-snottet, så det er da vist bare med at komme igang for resten.
Måske man så kan glemme, at man selv ved det netop overståede folketingsvalg har stemt på et parti, der har fået valgt en kandidat, som får de tidligere så hyppige landsbytosser i det forlængst hedengangne danske Fremskridtsparti til i sammenligning at fremstå som de allerypperste stjerne-kloge teoretiske astrofysikere i ren og skær strålende intelligens. Blot sammenligningen er sølle nok kan alting jo fremstå stort uanset hvor bittelille det måtte være.
Ak ja, havde jeg dog blot stemt blankt. Eller bare spildt en stemme på den vist ikke fuldstændigt af-alkoholiserede Per Ørum Jørgensen med de permanent
febrile øjne og den hærgede misbruger-fremtræden. Selv om han på trods af kolossal mangel på TV-tække og blot den mindste troværdighed med sin glinsende skallepande og generelle fremtræden som malariapatient i det terminale stadium var blevet valgt ville han nu nok næppe have kunnet holde perioden ud, og det er vel også en slags lyspunkt her midt i al mørket. Det kan ham i "mit" parti nu nok desværre sagtens, han er vist i mægtig fysisk form. Hvad det så iøvrigt skulle hjælpe, at fysiiken er det, der i folkeviserne engang hed "redebon" når ånden blot er svagelig nok. Jeg fortryder, Per!

Blokkene, der blev væk

2011-09-16T07:32:00.004+02:00

Ved valget i 1906 opnåede det daværende ret unge danske socialdemokrati ikke mindre end 25.4% af de afgivne stemmer. Det gav ikke blot noget, der bragte dem i nærheden af regeringsmagten og det var bestemt ikke fordi der dengang ikke herskede blokpolitik, for det gjorde der. Som i dag foregik det mest uforsonligt indenfor partierne, og Venstre var netop blevet opsplittet. Også dengang var politil en selvskreven gebet for selviscnesættende narrehatte. Blot i dag suppleret med utallige spindoktorer på begge sider af den efterhånden noget uklare grænse mellem journalistisk virksomhed og politiserende journalister.

Det må jo også være derfor, at man i denne Danmarks vel nok hidtil mest idiotiske "dikotomiske" valgkamp har kunne opstille begreberne rød og blå blok. Som om der var nogen nødvendig enighed indenfor blokkene er det nødvendigt med en absolut "minus-viden" i historie for entydigt at placere de danske radikale i NOGEN blok. Nu er valgets resultat så blevet, at Helle Thorning-Schmidt har forbedret partiets jubelvalg i 1906 (hvor partiet gik frem med hele 33%-point i forhold til det foregående valg i 1905), med ikke mindre end et enkelt decimal-procentpoint. Altså til 25.5%, stadigvæk altså partiets dårligste valg i 105 år.

Sejren for den kommende statsminister er således vist sådan nærmest rent administrativ. På samme måde som Venstres nederlag og samtidige mandatfremgang er. Når man blot vil magten nok (og det vil naturligvis alle politikere på dette niveau, MERE end nok, endda!) er det naturligvis altid en triumf, når man får den.
Herfra skal vi bestemt ikke begræde den nuværende regerings fald med ministre som Troels Lund Poulsen og Kristian og Carina Jensen nu heldigvis ude i kulden. Den var gået mere end almindeligt metal-træt og ministerrekrutteringen blandt det ganske udueligt ledede (og bestemt også håbløst bemandede) Konservative Folkeparti var om muligt endnu ringere.

Det kunne umuligt vare ved, og det gjorde det så næsten alligevel. Nå, det er så blevet erstattet af noget helt, helt andet og så alligevel helt det samme som dansk politik jo i virkeligheden altid er. Hvor man med den største selvfølge siger ét, gør noget helt andet og i virkeligheden overhovedet ingenting længere mener. Som den nu faldne regering vist også nærmest blot legede med ordet "liberal" Sporene efter 10 år er da til at overse. Alligevel skal der herfra lyde en tak til, at valget denne gang endelig får mulighed for signalere en helt en ny start. Ikke efter Løkke, som på trods og håbløst og udueligt arvet mandskab på den synkende skude næsten reddede sig i land. Nej, lad os i stedet glæde os over, at vi endelig kan gøre op med eftermælet efter Danmarks måske allerbedste bud på en statsminister, som simpelthen var "fuldstændigt spild af plads": Anders Fogh-Rasmussen.
For denne skribent er han den værste siden Danmarks-historiens største ikke-dømte landsforræder, den ganske "kort-livede" statsminister Vilhelm Buhl. Så jo, det har da været et godt valg. Og som min kvikke datter udtrykker, det så er mellemproportionalen mellem rød og blå blok jo den lilla blok. Eller bare bæ-brun, sådan er det da vist med maling...

Et valg.

2011-09-15T07:38:00.004+02:00

Her til morgen på vores tilbagevendende store festdag den. 15, årsdagen/halvårsdagen osv for alt hvad der er vigtigt i livet for mig, er det så desværre tid til det obligatoriske tandlægebesøg. Sådan noget foregår naturligvis i almenhedens interesse udenfor normal åbningstid, så med Anders Ands ord fra dengang han ville lokke en nysgerrig ræv til sig ved at spille død, vil vi stemme: "Farvel, elendige verden, mit sidste ord er "Farvel!"
Det lykkedes ikke dengang at fange ræven og vi tror heller ikke helt selv på muligheden for nogen kommende elendighed. Dertil er de særdeles håndfaste beviser for det modsatte heldigvis uomtvistelige. Den her måned tyder simpelthen på at blive den vildeste i firmaets historie.
Og så kan tandlægen bare komme med sine bor (whirrr!) og vatkuponer og hvad den slags ellers bærer som standard-bevæbning i deres "utility belt" Mon de som den første eneste rigtige Batman, Adam West, har tænkt på at have en "shark repellent spray"
Jeg må huske at spørge hvis jeg ellers tør..Kommunikationen med vidåbent gab er aldrig helt tvangfri desværre.

Anders Fogh Rasmussen

2011-09-14T08:11:00.002+02:00

Lige her inden valget er det for Gud ved hvilken gang skræmmende at se, hvor meget magt kan korrumpere. Og gør for de allerfleste med få undtagelser som George Washington og muligvis en halv-apokryf romersk konsul her og der, som efter endt embedsgerning tog tilbage til deres gårde. Og blev der, det gjorde langt de færreste af de romerske konsuler, magtliderligheden var forlængst blevet for indgroet.

Nu er det måske vanskeligt at se nogen særskilt magt- eller anden liderlighed omkring NATO´s erklæret asketiske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Og i denne selvransagelsens svære stund vil denne skribent godt indrømme engang at have stemt på mandens parti. Uden at det naturligvis gjorde nogen forskel for dette formidable karrieremenneske Fogh, der alligevel hele tiden var på vej et helt andet sted hen end sit oprindelige ståsted. Som altså blot fungerede som en hurtigt-smeltende isflage, ikke at det rørte manden overhovedet. Alle politikeres store svøbe, tilsyneladende uundgåelig som fortidens skørbug blandt søfolk, nemlig populismen har forlængst "ædt" ham og de sørgelige rester af hans regering. Som det også skete i konsul-tidens Rom.

Alligevel havde vi så den foreløbige bundskraber til gode til Foigh. Ihvertfald for denne skribent en rekord indtil i går, selv om de allerfleste rekorder med en mulig undtagelse af 1980-ernes rekorder i kraft-kvindeatletik med stærkt skægvækst-fremmende brug af hormoner står for fald. Denne skribent har blot ikke lige den nødvendige fantasi til at forestille sig, hvordan det skal kunne ske.

I forbindelse med Talebans voldsomme angreb på allierede og afghanske myndigheder (i mangel af dårligere ord for kleptokratisk anarki vel det bedste ord blandt alle de mange dårlige), udtalte NATO´s generalsekretær nemlig disse ord:" De (Taleban red.) kan ikke stoppe det. Overdragelsen er på sporet og vil fortsætte"
Sagen er i sin rørende enklhed, at NATO udover den håbløse militære situation i Afghanistan alene ved sin erklæring om at trække sig ud allerede forlængst har tabt. Ikke blot krigen, men i endnu højere grad muligheden for at kunne præge Afghanistans fremtid. Fordi naturligvis INGEN af NATO´s lokale allierede i det nye styre er eller vil blive andet end landsforrædere. Med den deraf følgende skæbne efter traditionel lokal skik.

Man skal efter vores mening virkeligt være et "politisk (u)dyr" for at sige sådan noget som det her i fuldt alvor. En ting er at erkende et nederlag, men ligefrem at forsvare denne med stats-garanti midlertidige overdragelse inden Taleban tager Kabul som de allerede i massevis af år har taget resten af Afghanistan (og ligefrem om natten har hersket uindskrænket langt ind i Kabuls forstæder), tjah det kræver sin mandige mand.

Når noget som indsatsen i Afghanistan allerede i forfærdeligt mange blodige år alligevel har været en total fiasko, så gør det altså ingen forskel om man bliver lidt længere eller kortere. Når fjenden i en guerillakrig ved, at fjenden er på flugt, så er krigen forbi. Kun ofrene bliver flere.
Til gengæld er der så heller ingen naturlig grænse for, hvad en moderne statsmand vil og kan sige i retning af politisk lav- og selvmål og almindelig meningsløshed.
Ak ja, og ham har jeg stemt på, det må jeg da kunne gøre bedre denne gang Ved at stemme blankt for eksempel.

Bunker

2011-09-13T07:43:00.002+02:00

Så er det atter en af de dage, hvor de tiltagende bunkers højde foran denne ydmyge skribent kun matches af beslutsomheden om at gøre noget ved dem. Vi har det fornuftige princip her i huset, at når man ikke længere kan se den venstre store Altec A7 her fra skrive/lyttepositionen, så har det et godt stykke tid været på høje tid at gøre noget ved det. Hvis man ud af denne sætning skulle få det indtryk, at denne skribent med nogen ret kan revses af den skønne frue for sin "selektive beslutsomhed" (og bliver det!), så er man korrekt afmarcheret. Kan det forresten hedde det?

Dagen byder allerede længe inden den er begyndt på et overfyldt program. Der skal lige ekspederes 4 stk. 24 PAR multikabler til en efterskole i det sydligst-fynske, og da en stor lokal motionsaktør samtidigt henter et nyt endnu ikke fuldstændigt færdigsamlet komplet lydsystem, så er der "lagt i kakkelovnen" for denne skribent. og så er vi slet ikke kommet til leveringerne endnu. Eller bare overhovedet hvad denne dejlige dag ellers kan komme til at byde på.
Og vil gøre som alle dage altid gør, når man vågner ved siden af den noget tungt-åndende men ellers underskønne fru Mathiasen.
Hos mænd ville man måske ligefrem vælge at kalde lydene for egentlig snorken men så selvmorderisk er denne med rette ydmyge skribent på trods af bunkernes størrelse nu endnu ikke blevet.

Lidt biografiske betragtninger

2011-09-12T07:36:00.005+02:00

Så sidder man atter som alle lokale lensherrer sikkert altid har gjort gennem historien og kikker tilfreds ud over sine besiddelser. Lige meget hvor små disse måtte være, er de dog ens egne! Og nej, vi taler naturligvis ikke om koner her, sådan nogen ejer man jo aldrig, man har dem højst på permanent langtidsudlån, og om ikke andet, så giver det vel den gennemsnitlige ægtemand en klar fornemmelse af, at evigheden er overordentligt lang tid. Når nu den eneste udfrielse/hjemkaldelse er den, som ham Gud sender.

Lige meget hvor tilfreds man er med det man har, så gnaver der altid en lille orm et sted. For ville det ikke være skønt blot at have et lidt større lensherredømme eller måske "være kalif i stedet for kaliffen", som tegneserien Iznogood så præcist udtrykte dette uløselige dilemma om "tilfredshedens ultimative utilfredshed". Og rent statistisk må græsset vel også i alle tilfælde på nær et enkelt være grønnere på den anden side, så ligegyldig hvor tilfreds man måtte være, så er der nærmest altid noget at være utilfreds over alligevel. Fordi man ikke har det.

Nu kan denne søgen med tiltagende vel-levned og -stand efterhånden forekomme noget "søgt", og der går let lidt "desperat overklasse-frue" i disse oversprings-handlinger for at opretholde sigtet på det livsmål, som man reelt forlængst har nået, men derfor kan den naturligvis godt være både ægte og måske ligefrem eksistentiel. Og så er vi langt om længe kommet til dagens lille betragtning om intet særligt.

For som denne skribent sidder her og misser mod morgensolens mere end anes meget tydeligt det store sæt JBL 4675-biografhøjttalere. Selv den mest stæreblinde blandt svagtseende stære ville nu osse sagtens kunne se disse næsten 2 meter høje monstre stå dér og lude ildevarslende. Selv det newzealandske ur-firben tuataraen med sit ellers hud-dækkede 3. øje i panden ville nu osse sagtens kunne skelne skyggen fra de imposante sorte neger-baller. Næsten 2 meter høje og derudover ret fede. Og vores, vores, vores! Det er ganske fedt at være lille lensherre og forstads-parcellist. OG føle sig som storvizir som tegneseriehelten Iznogood.

Alligevel ville det måske være endnu federe at være kalif..? I den hen-retning bladrer man så drømmende videre i livets store og uendeligt omfattende "Drømme-Katalog", som indeholder alle de ting, som man kan drømme om længe efter at alle et normalt helt menneskelivs naturlige behov for længst er blevet opfyldte. Det er derfor en særdeles nyttig bog og da ikke mindst for os 2/3 gamle mænd, der allerede forlængst har fået over-opfyldt vores kvoter af menneskelig og materiel lykke.

Og så løber blikket forbi en model blandt de nye JBL-biografsystemer, som er MEGET større end vores nuværende højttalere. Forbandet da osse, de er næsten 3 METER høje og det får vores til nærmest at skrumpe til velvoksen dværgestørrelse. Aj, hvem der blot havde sådan nogen, de må da være helt fantastiske når nu vores allerede er så helt enestående fantastiske og mere af det samme er jo altid godt. Eller er det?

Måske og så måske overhovedet ikke alligevel. De her JBL 5672-systemer er altså en sjov sag. Og må altså spille noget sjovt. Når man studerer bestykningen af iøvrigt givetvis fremragende højttalerenheder, så er der lidt gammeldags "Cerwin-Vega" i det. Dengang sad der ganske ofte den samme diskant bag horn af forskellige størrelser i mange billige højttalere. Diskanten med det lille horn var således en diskant og det var den såkaldte mellemtone med det større horn så naturligvis osse. Mellemtone var der ingenting af og ikke overraskende var det osse sådan datidens såkaldte "power-højttalere" lød.

Det er helt, helt anderledes med de her kolossalt store JBL. Resultatet er antageligt blot nogenlunde det samme, blot reciprokt, her er det så bare diskanten, der mangler, meget mærkeligt og ikke mindst stort og dyrt. For bag de store horn af såre forskellig størrelse gemmer der sig blot 2 mellemtoneenheder af givetvis formidabel kvalitet. Begge er enheder med en meget stor 4-tommers membran, blot varierer koblingen til hornet i størrelse. Den ene enhed, her passende benævnt mellemtone, dækker kun med tov og trisser frekvensområdet fra 250 Hz til 2000 Hz, mens den anden, som anvendes som diskant, kører rimeligt fra 500 Hz til knapt 8 kHz. Udenfor disse områder pekaer begge enheder ganske lystigt men til gengæld er amplituden stærkt faldende, så det gør ikke alverden.

Men hvor er diskanten henne? Lidt er der ikke meget og endnu mindre når man nu sammenligner med, hvor kolossalt megen mellemtone, der er. Da man anvender en aktiv elektronisk controller på systemet, så equaliser man det noget ujævne øvre toneområde til at diskanten ved 12.000 Hz blot er 3 dB nede. Hvordan det lyder således at forsøge at jævne en mellemtone-drivers næsten "Himalaya-agtigt" ujævne øvre response ud kan vi kun gætte på. Givetvis godt nok til at man kan sælge det, siden man laver det Til gengæld må man så sige, at man er professionelt særdeles rimelige, når man oplyser, at dette kæmpestore system på trods af elektronisk kompensation er faldet hele 10 dB ved 35 Hz og 16 kHz.

Altsammen uhyre reelt og heldigvis mere end nok til, at vi vist blot skal læne os tilbage og nyde det vi har. Det her system kan ganske vist heller ikke fra starten overhovedet spille diskant, men det klarer 2405-bulletdiskanten, som vi selv på bedste kunstneriske vis selv har tilføjet, nu rigtigt fint. Udover at vi heller ikke helt fatter, hvad det skulle gøre godt for at introducere en ekstra helt unødvendig (men tekniks til gengæld ganske essentiel) deling i den nye 3-meter model omkring uhyre øre-følsomme 2000 Hz. Og da især i betragtning af, at den oprindeligt anvendte driver i vores ældgamle JBL 4675, model 2445, selv anvendt fra 500 Hz er stærkt overdimensioneret i forhold til bassektionen. Det gjaldt dengang og det gælder stadigvæk.

Nu er der heldigvis hverken nogen nødvendig ræson eller konsekvens i drømme, så derfor kan denne skribent sagtens drømme videre. Osse om det her og da ikke mindst hvad konen ville sige. Måske det sidste også er det eneste fornuftige her i dag...

Kun minderne varer evigt.

2011-09-09T07:51:00.003+02:00

Det er forunderligt, som alt nyt kan komme til at synes, som om det altid har været der. Tag for eksempel vores firmadomicil her på Åbyhøjvej. Det er næsten præcist 2 år siden, vi flyttede ind, selv om det allerede forekommer som en evighed siden. Som alt godt og rigtigt naturligvis gør og bør gøre. Som rådgiver dengang brugte vi naturligvis vores tragisk afdøde nære ven Jens "Verdensbilleder" Fordi han som næppe nogen anden formåede at sætte tingene i korrekt perspektiv. Konfronteret med et godt gammelt hus med en tilstandsrapport så lang som et ondt år rystede han blot på hovedet og sagde "Køb!" og det gjorde vi så. Lige med det samme selvsamme dag. For allerede en hel evighed siden, halve evigheder findes vist iøvrigt heller ikke.

Og i dag er så dagen, hvor denne skribent skal være med til at tømme lejligheden hos samme elskelige Jens, og så kommer alt tilbage i det rette perspektiv. Nemlig at vi ville have været hjælpeløst fortabt dengang uden Jens og hans klare syn og tale. Der så desværre ikke omfattede hans egen livsskæbne, som sådan noget vist aldrig gør.

Han hjalp os ganske usigeligt meget dengang og osse altid tidligere, denne vores uselviske ven, vi kunne blot aldrig hjælpe ham mod hans egene indre dæmoner. Til gengæld vil vi så hjælpe hans børn l dag med det lidt, som vi kan give tilbage til en mand, som vi vil mindes hver morgen vi vågner i vores nye hus. Som er det, der er tilbage når vi i dag tømmer hans.
Vores og Jens´ hus! Æret være hans minde! Kun evigt er dog det tabte.

Lidt hunde-kunster

2011-09-08T08:12:00.003+02:00

Om forskrækkeligt få minutter skal vores 2 hunde til det årlige eftersyn. Det er vist det bedste tegn på materiel overflod, at vi ofrer et årligt tilsyn til de kære kræ uden at der derved gives nogen ekstra livstidsgaranti på samme. Sådan lidt ligesom at betale præmie for en forsikring, som aldrig udbetaler nogen erstatninger. Og da ikke mindst fordi vi ikke ofrer den slags ligegyldigheder som utidige eftersyn på os selv, mennesker er vist bare mærkelige. Eller muligvis blot meget dumme.

En anden ting, som bevisligt ER dum, er "filibuster-debatten" på det for tiden eneste aktive netforum, avtainment. Ikke at forveksle aktivitet med nogetsomhelst liv, debattørerne er den samme håndfuld, som har forpestet den allerede noget sure og ungkarle/onanihybel-befængte atmosfære i årevis. Og vi fatter virkeligt NADA af, hvor forumejer Kenneth dog vil henm med det her syge konfrontationskoncept. Som jo ikke ligefrem bliver bedre af at freelance en, måske i virkeligheden den allerværste af fjolsewrne, en vis Kurt von Komik.

Det er nu ikke fordi han er spor sjov, snarere en kronisk dødbider men alligevel er der ca. ligeså lidt ægte fest i fyren, som der er fart i hans net-pseudonym, "Kubik" Kubikker findes tydeligvis i alle størrelse osse i det helt små. Tænk blot på ellers upåagtede "Briggs and Stratton", som findes i de fleste haver. Som fremdriftsmidler ganske vist og uanseligt på alverdens plæneklippere, som jo også bare kører rundt og rundt de samme steder som en skeløjet guldfisk og heller aldrig rigtigt kommer nogensteder alligevel. Sådan er snakken derovre og vi anbefaler ingen udover hårdhudede masochister at kikke med.

Et fint eksempel på niveuaet er en omtale eaf en af deltagerne, den et par gange nævnte net-trold "Mogens Østjylland", som er i den afgjorte TOP-2 af hifi-ens fjender. Sammen med den anden eneste kandidat til denne tvivlsomme trone, den ovennævnte Søren/Kurt von K., kører de en ren dødedans udover stepperne. De ved alt om alting blot ikke det samme om noget, for så ville der jo være tale om dialog, og DET er der ikke, da så begges hele eksistensgrundlag ville smuldre fundamentalt. Og sådan noget risikerer man naturligvis nødigt.

Alligevel er det ikke helt retfærdigt, at en af debatdeltagerne, Mogens, der engang boede i Nørrebrogade nr husker jeg ikke i Horsens (for dengang i 1986 optog man som en selvfølge naturligvis ikke anonyme læserbreve i dansk High Fidelity) bliver hånet. Ikke for det her, og High Fidelitys svar dengang er faktisk en hel del under teknisk lavmål. Slet ikke på niveau med nutidens debatform, men vi taler om særdeles dumt svar fra bladets side i forbindelse med nogen afbrændte diskanter hos den daværende stakkels fattige student Mogens, som ifølge egne udsagn var ved at blive ruineret.

For rent faktisk VAR det meget muligt, at de skod-Denon-forstærkere, som han dengang havde, sagtens kunne højfrekvensoscillere periodisk uden følgeskader på andet end diskanterne og det endda helt uden inputsignal. Blot kablerne var tilsluttet kunne datidens walkie-entusiaster blæse diskanterne ad helvede til. Eller blot en bærebølge for samme, det har vi faktisk selv oplevet ganske mange gange.
Selv tåber som Mogens kan altså have en vis ret. Og derudover må vi vel sige, at den nye net-overaktive generation af trættekære fjolser ikke ligefrem brillierer i evnen til research. For det er altså ikke ret svært at finde læserbrevet i nr. 4 årgang 1984. Søg på bibliotek.dk og derudover står det fysisk her på Hovedbiblioteket i Århus. Hvor jeg netop har skimmet det.
Tilbage til de andre hundekunster. Det eneste, som vores hunde rigtigt er gode til er at hoppe himmelhøjt op i luften og gø ad helvede til. Derved adskiller de sig vel ikke nævneværdigt fra dagens andre nævnte hifi-enetalere. Udover at de osse kan være ganske søde selvfølgelig.

The Monkix

2011-09-07T08:29:00.006+02:00

Få oplever at blive en legende allerede i deres levetid og færre oplever dette nærmest øjeblikkeligt. Og næppe nogen blev det hurtigere end popgruppen "The Monkees", der allerede i min egen tidlige drengetid i den dengang spritnye danske udgave af "Asterix" blev omtalt som i overskriften. Og det kan nok være, at den altid uheldige skjald Trubadurix fik noget at se til i sammenligning med denne historiens muligvis allerførste lidt små-apokryfe "supergruppe".

Vi kommer i tanke om dette kortlivede hitband i dag, fordi TDC i deres lokkende kommercielle visdom for tiden tilbyder History Channel her på matriklen. Som med så mange andre kanaler baseret på utallige genudsendelser af det gabende kedsommelige samme er det altid mest spændende lige i starten. Og det er heldigvis lige nu, så derfor zappede denne skribent forbi netop i tide til at se historien om popgruppen "The Monkees" Der er stadigvæk god tid til at se den, den genudsendes givetvis ca. en fantasillion gange fremover.

Derudover var den meget sjov. For en i sin selvforståelse vel historisk kanal var optakten maske lige det mest "historie-løse", for den blev præsenteret som pladebranchens allerførste kunstprodukt. Fordi bandet ikke var et band, overhovedet ikke kunne spille, nærmest heller ikke synge og desuden ikke inden dannelsen kendte hinanden. Meget gruppe var der således ikke over bandet, men det gjorde dem nu ikke desto mindre IKKE til pionerer på omradet "kunstprodukt"

De fleste vel nok kunne huske en uendelig række af amerikanske fotogene teenageidoler i slutningen af 1950-erne og godt op i 1960-erne med ganske tilsvarende musikalske kompetencer, læs:nul! De hed for det meste allesammen "Bobby" eller et eller andet kært og kort navn og blomstrede kort og kometagtigt som de forlorne døgnfluer, som de var. Hvorefter de uvægerligt forsvandt tilbage i den glemsel, som deres totale mangel på talent gjorde ganske naturlig.

Anderledes med "The Monkees", som har lige et enkelt element mere. Producerne og konceptmagerne bag gruppen gjorde blot det, som mange havde gjort før dem. De må blot have været noget dygtigere eller blot heldigere, for en kort tid solgte Monkees flere plader i USA end Presley og Beatles TILSAMMEN. Og altsammen blot produceret som en formodentlig delvis såkaldt "sing back" på de allerede forlængst færdigproducerede melodier. Og så kommer den lidt sjove "twist" på denne historie, som er, at gruppens medlemmer minsandten begyndte at TRO, at de selv både kunne synge og spille. Og som trædukken Pinocchio derfor ønskede at frigøre sig fra de snærende bånd uden helt at fatte, at det altså udelukkende var dem, der holdt dem oppe. Bagmanden eksploderede forudsigeligt og såre menneskeligt af raseri over disse indbildske narrehatte og og hældte de naragtige snot-unger ud af sit kontor og trak tæppet væk under sit eget succesfulde produkt. Han var tydeligvis en kedelig ka´l men dog en mand af visse principper og fremstår dermed for denne skribent som en slags tvivlsom helt i udsendelsen. Nok var nok!

Nå, men det kunne de så ikke, altså spille eller nogetsomhelst andet, og The Monkees på egen hånd viste sig at være den parentetiske vits, som den jo også var i Asterix. Denne deroute var faktisk så hjerteskærende, at husets teenagedatter blev noget pinligt berørt ved at se gruppens engelske indslag, Davy Jones, optræde i en helt ny koncertoptagelse med de gamle hits fra Monkees-tiden. Indbringende sikkert, men så ynkeligt og stemme/stemningsforladt, at det faktisk rørte hende. Lidt, ikke meget, men det er for den aldersgruppe faktisk allerede ganske meget.
Ellers rangerede bandmedlemmernes skæbne fra mangeårig alkoholisme hos Peter Tork (der ydermere havde det forbandede uheld IKKE at opfinde den geniale "torx-skrue") og andet misbrug til Mickey Dolenz med det bredflabede gummiansigt, som var blevet til en BB- skuespiller med speciale i at lave bredflabede gummiansigter og til den enlige IT-multimillionær i dollars, Michael Nesmith.
Se udsendelsen, livets vilkår i absolut "kortform"!

Det daglige brød

2011-09-06T07:35:00.008+02:00

I disse dage farer vi noget mere rundt end sædvanligt. Det betyder, at der ikke engang er tid til at lege med vores ellers ganske spændende nyanskaffelser, en håndfuld JBL 2451H-superdyre kompressionsdrivere. Om de er ligeså gode, som de er dyre er ikke til at vide, men dyre, DET er de. Faktisk et godt stykke over 10.000,- stk. og når prisen blot er høj nok for os hifitosser, så følger kvaliteten naturligvis med. Og da naturligvis især hvis de guldkorn, som man selv har fundet er noget helt andet, end de andre. For tænk dog blot, hvis JBL i stedet for at fordoble priserne på disse prestige-drivere med bittesmå neodym-magneter havde halveret disse på grund af alle de med mindre vægt og volumen forbundne besparelser, hvem ville dog så drømme om at drømme om de her enheder? Ingen naturligvis og det ændrer branchekendskab ikke engang på. Drømme forgår aldrig naturligt, de skal nødvendigvis "adresseres" enkeltvis, og så må det briste eller bære. Om ikke andet så lyser dette XTA veritable farve-orgie a la det gammeldags "kino-orgel" noget så flot. Og mon ikke den i det store og hele kan leve op til det ret beskedne, som den skal i vores system?

Det er nok også derfor, for at drømme lidt med åbne øjne, vi netop har investeret i et par XTA parametriske equalisere udelukkende til brug på vores 4645C-subwoofere. Ikke fordi de nu er dyre, men det var de engang, så derfor må de vel være gode? Eller blot gamle selv om de altså er spritnye endnu på trods af den fremskredne alder. De har nu en entydig funktion, de skal nemlig rette det såkaldte "minus 3 dB-punkt" op (eller nærmere NED) fra 4656C-systemets nuværende "knæk-frekvens" på 35 Hz til 22 Hz. Ikke at vi tror det giver meget andet end bulder og problemer, men man kan jo heldigvis altid slukke for den forstærker, der er dedikeret til subwooferen. Og da ikke mindst fordi 4575A-sidesystemerne med de dobbelte 15-tommers basser ikke akkurat er særligt bassky i vores trods alt mindre kælder. Og nødvendige hjørneplacering.

Nå, det her er drømme i en anden potens, da vi slet ikke rigtigt har haft tid til at drømme dem endnu. I stedet har vi andre og ondere drømme derude på de lange landeveje, hvor politikerne nidstirrer os fra alle sider. Alle valg er vel vanskelige og denne gang er ingen undtagelse. Udover at det jo også i sig selv ville være en modsigelse..? Det er således oplevelse af de mere skræmmende at se, at man kan stemme på vistnok Venstres kronprins (eller hedder det "Venstres vistnok kronprins, det er jo da ret sikkert Venstre?) Han hedder Troels Lund Poulsen (vistnok hvis det altså er ham, der vistnok er kronprins), og hans let fedladne lettere usunde fjæs kikker mellem næsten fedtflomme-lukkede øjen-sprækker ud over landskabet. Han ligner selv på disse tydeligt retoucherede valgplakater det, der engang i god forsikrings-jargon hed et udpræget "dårligt liv" Om udseendet medvirker til at gøre ham til en dårligere politiker er måske tvivlsomt. Næsten, men ikke helt ligeså tvivlsomt som de hidtil forgæves forsøg, som han har gjort for at modbevise denne tese..

Nu er det selvfølgelig også svært at se nogen nødvendig genetisk kobling mellem tillidvækkende personlig integritet og konsekvent retskaffenhed hos politikerne i forhold til det svinske og forræderiske håndværk, som politisk praksis jo er. Og altid har været, lige dér ændrer spindoktorer ingenting. Vi gad således godt være en "flue på væggen" i den socialdemokratiske organisation, hvor den indtil for nyligt fungerende bykonge af Århus, Nikolaj Wammen, skal til at finde sin plads blandt alle de andre ambitiøse politiske "hanhunde" med uvægerlig "høj haleføring" For hvem han naturligvis vil være en langt større trussel end selv Troels Lund Poulsen og de andre trætte gamle mænd. Der blot stadigvæk er så forfærdeligt unge, men SLIDTE

En anden form for slid ser vi på en anden lokal konservativ kandidat, Karina Boldsen. Der uhyre solbrændt (uden at være neger selv om man godt i forbifarten kan være berettiget i tvivl) og om muligt endnu mere sorthårede Boldsen lokker med, ja det ved vi ingenting om. Hendes hår er så sort, at det nærmest ville have været blåt, hvir farven altså blot havde været ægte. Ligesom pocketbog-westernhelten Walt Slade, som alle vi raske Foska drenge stadigvæk husker. Hvad mon hendes program er? Gratis solarier til alle, måske eller hennakur til de særligt værdigt trængende grå/blåræve blandt kvinderne? Nok næppe det sidste, henna giver vist et rødligt skær eller? Herfra mindes vi aldrig at have set noget så fuldstændigt åbenlyst forlorent på en valgplakat, for når hverken hår- eller hudfarve er ægte selv i hårdt-retoucheret form, hvad er dog så? Måske et ægte politisk "dyr" I det mindste er det da til at spotte det forlorne i fruen.

Nu er solariets hårde lys en hård og desværre totalt irreversibel nyser og lyn-ældningsproces for huden og det tydeligvis ganske uanset, om Boldsens yndlingssolarium som alle andre altid reklamerer med "nye rør" Hvor galt det i virkeligheden står til med den smilende solarie-sild kan man overtyde sig om, hvis man skulle forvilde sig ind på den lokale Århus Stiftstidenes hjemmeside, hvor avisen forsøger at finde de lokale "politiker-babes" m/k.
Billedet af Boldsen der ligner mest en kvindelig udgave at den australske skuespiller Paul Hogan, ham med "Crocodile Dundee" På ham var det blot klædeligt og han scorede jo osse silden Linda Koszlowki "i enden" Utallige rynker af forskellig dybde- på dette lidet flatterende portræt af Boldsen mere end antyder en kvinde, hvor næppe nogen selv af de dybere af rynkerne ligefrem er fremkommet som noget følge følge at vedvarende smil. Ingen forekommer at være det bedste gæt.

Der er mere lidt "polarforsker" over portrættet, hvor slidte bronze-brunede mænd misser mod kameraet med læderhuden spændt stramt ud over kindbenene. Helt, helt anderledes end lettere oppustede og vist ellers nogenlunde jævnaldrende Troels Lund Poulsen, hvor der er ganske langt til den første rynke. Rynker eller ej, de her kandidater stemmer vi ikke på. Og nok heller ikke på en anden lokal kandidat, en vis Otto Ohrt, som er let-kendelig på sine (sikkert med pilegiften curare) kunstigt opspilede øjne. Med sit statisk stor-øjede stirrende stor-bebrillede blik minder han mest om Anders And, dengang han med sin hypnosepistol skulle være inkassator. Alle husker vel den udødelige replik "Pling, du er hypnotiseret!"
Måske det virkeligt virker ligesom i tegneserien, jeg føler allerede en vis kvalme som vist er slags svimmelhed..?

En anden mere landsdækkende nyhed i dag er, at den danske brødhvede-produktion i det store hele er regnet væk. Selv om det ikke havde regnet ville sommeren nu nok næppe have givet meget anvendelig højprotein-hvede, Danmark er trods alt et marginalt hvede-dyrkningområde, som vi tidligere har beskrevet. Nok om det. Kommentaren desangående i JP´s erhvervsektion er nu alligevel provinsielt pudsig på en lidt sjov måde: "Manglen på kvalitetskorn kan presse priserne op"
Øh, den forstår vi ikke helt, for høsten i resten af verden har da været udmærket og derudover har høstresultatet i Danmark nogenlunde samme geo-økonomiske betydning for hvedeprisen som det ville have på verdensmarkedsprisen på olie, hvia man væltede en dunk benzin i Tarm. Hvededyrkning (og sukkeroe-ditto) i Danmark er og bliver en politisk beslutning, IKKE en agrar-økonomisk, ganske på samme måde som under den engelske fastlandsblokade af Danmark under Napoleons-krigene hvor begge galskaberne startede.

En mand med en mission og en mukkert

2011-09-05T07:25:00.003+02:00

Alle vi drenge, der har læst den vel mest langtidsholdbare blandt de små-fascistoide bøger om selvretfærdige selvtægtsmænd, den om Remo med i tykke håndled i "The Destroyer" vil vide hvad vi taler om. Når vi beskriver vellysten ved at gå løs på et nedrivningsdømt træhus bevæbnet blot med en mega-mukkert og et brækjern. Hvorefter virkeligheden snart indfinder sig efter den første eufori, som det desværre altid ledsager enhver krigsbegyndelse. Hvor sejren af uransagelige grunde altid forkommer så sikker og vis, at hvis man havde vundet den så let som man havde troet, så ville der jo ikke have været meget hæder forbundet med sejren, og dermed ikke alverden at juble over til en start.

Sejren ligger dog i kampen og det her træ-kolonihavehushus kæmpede bravt mod nedbrydningsholdets ellers overlegne våbenteknologiske tour de force, der udover ikke mindre end 2 mukkerter udover det nævnte brækjern også omfattede hele 2 save og en stor Stanley-hammer. Og ikke mindst mænd af den rette støbning, som ikke var bange for at bruge dette arsenal på det skide genstridige hus. Og efter kun et par enkelte skrammer forårsaget af store søm er huset nu smadret og transporteret til Eskelund genbrugsplads. I foruroligende mange trailere, det var ikke noget lille hus og det gør vel på en måde bedriften, som allerede fra starten ikke måske hører til de største, blot en lillebitte smule større?

Så hele weekenden gik med at betragte herlige periodens geniale konstruktionsdetaljer indenfor den hjemmegjorte fremstilling af træhuse, hvor ikke mindst den gennemgående anvendelse af 4-tommers søm hamret skideskævt ned i massive 4X4 bjælker gav mere end en smule sved på panden. Og da især fordi disse på helt uforudsigelige steder i konstruktionen var erstattet af 4 tommers træskruer, som jo var noget vanskelige at hive op. For nu at sige det lidt mildt og så alligevel så langt lettere end at skrue dem op igen. Fordi det sidste var helt umuligt, det første kun næsten.

Nu er kampen så forbi for denne gang, og tilbage er det blot at pleje de kløende øjne og andre udsatte hudområder efter al den herlige hastigt desintegrerende rockwool, som det genstridige hus dryssede så rigeligt ud over de få, men beslutsomme angribere. Man kommer til at tænke på en lignende episode under 1. verdenskrig i kampen mellen den geniale tyske general Paul von Lettow-Vorbeck og de derværende ganske uduelige engelske kolonitropper. Som i en særlig lidt glorværdig fægtning under gigantiske tab blev slået på flugt af de talrige bier, som traditionelt boede i de palisade-bymure, som de angreb.

Nu var samme Lettow-Vorbeck en helt usædvanligt formidabel general, måske en af verdenshistoriens allerstørste, som med en lillebitte underforsynet styrke hele krigen igennem konstant som en støt svingende metronom formåede at påføre de engelske styrker mellem 10 og 20 gange så store tab, som han selv led. Han vandt ganske vist ikke krigen, mest fordi han aldrig nogensinde kunne, for den blev tabt i Europa. Alligevel døde snesevis af tusind af engelske soldater her i Østafrika selv for krige helt usædvanligt meningsløs vis. Ja, vi taler om noget, der minder om de samlede FN-tab i Korea-krigen og senere de amerikanske i Vietnam/Cambodia/Laos. Og altsammen blot med et par hundrede tyske koloni-soldater.

Alligevel ville samme Lettow-Vorbeck nok have betakket sig at skulle føre en anden om muligt endnu mere håbløs retrætekamp. Som for eksempel den i Afghanistan, hvor de danske døde og sårede i denne weekend må siges at være ofre i en forlængst tabt krig. For når man allerede har besluttet sig til at trække sig ud uanset hvor langt man rykker terminen fram eller tilbage, så HAR man tabt. Og så kan nok så mange højtlønnede spindoktorer ikke ændre på det eftermæle af total fiasko, som denne NATO-mission vil få. Spindoktorer kan godt ændre dommen i samtiden blot der er penge nok, blot ikke i eftertiden, der er historiens dom både ubønhørlig og inappellabel.

Og dér ender den allierede intervention i Afghanistan på samme måde som den engelske og den sovjetiske: Som fuldstændigt meningsløs. Som det naturligvis også vil vise sig for NATO at blive i nutidens Libyen, hvor det vil vise sig ca. ligeså let at samle de utallige åben ind igen, som i de gode gamle dage i Afghanistan. Hvor man med samme noget tvivlsomme logik bevæbnede Taleban og de selvsamme mujahedeen-krigere, som nu vinder har vundet krigen over NATO. Selv ikke Rambo gjorde nogen forskel. Skæbnens ironi kulminerede vel, da de selvsamme amerikanske SEAL-elitetropper, som havde bøffet Bin Laden, blev dræbt af et af de Stinger-missiler, USA selv havde doneret.
Det eneste man kan lære af de her konflikter er vist, at våben altid kan vendes om. Og bliver det. Man kan så håbe på, at det bliver anderledes i Libyen, for medierne mener vist, at fordi Libyen er et potentielt uhyre rigt land, så skulle det vist være lettere at indføre demokrati. Derfor regner man vist nærmest med, at alle de nyligt bevæbnede som en selvfølge afleverer deres våben igen.
Er det ikke noget med, at der altid er flere spillere med, når gevinsten blot er stor nok, det ser man da ofte i dansk Lotto. Og i Libyen er den sikker for den sidste, der står op, som nok næppe er den, der er valgt ved en dybt demokratisk valghandling.
Derfor kan man jo godt håbe på det bedste alligevel. Som også et et nyt styre i Afghanistan dropper dyrkningen af højtbetalte opiumvalmuer og går over til ren selvforsørgende subsistens-landbrug med hvede. Jamen det KAN man!

"You have been weighed on the scales..

2011-09-01T07:16:00.004+02:00

and found wanting" er jo et herligt citat for de bibelstærke. Som altså så IKKE omfatter denne skribent, end ikke i sin mindst restriktive fortolkning af "bibel-styrken", så derfor aner jeg ikke, hvad det hedder på korrekt bibel-dansk. Det lyder nu godt alligevel og særdeles ildevarslende og da ikke mindst i disse tider med status og anden ondskab lige omkring. Den oprindelige historie handler vistnok om en af naturens rigtige såkaldte "festaber" (vi har jo trods alt her i tiden den tiltagende inderligt (u)festlige årlige fest-(u)ge), den babylonske konge Belshazzer. Hvad han hed på babylonsk hersker der vistnok en næsten babylonisk forvirring om siden jeg nu ikke lige selv kan huske det, men mon ikke det kan være substantielt ligegyldigt, og i mangel af bedre har vi valgt den engelsk-sprogede translitteration. Som for de få eller endnu færre fejres i operaen "Belshazzer`s Feast" af komponisten William Walton. Og som vi har i vores vinyl-diskotek i en audiofil EMI-udgave, man har vel engang været kultiveret uden at det dog senere har sat sig særlige spor.

Nå, helt så galt gik det dog ikke, da den barske revisor var forbi. I det store og hele lykkedes det at finde de anførte optalte emner i forholdsvist forskriftsmæssig stand. Faktisk var der vist intet overhovedet, der ikke var der, og det er dog noget. Til gengæld skal vi så i den nærmest-kommende tid i gang med at flytte alle de ting, der under en status "fikseres fysisk" på grund af optælling og efterfølgende kontrol til de steder, hvor de for flere dage siden skulle være ankommet. Derfor er der et syndigt rod/en uhyre kreativ aktivitet for at få tingene færdige (relativt) til tiden. Og forude venter så det dér fordømte gamle kolonihavehus, som skal "transmogriffes" i småstykker ud på Eskelund Genbrugssation i weekenden.
Det sidste er hårdt især forbi, der netop er ankommet en god stak superduper JBL-2 tommesdrivere af den nærmest obskønt højtprissatte model 2451H.
Det mest uhyggelige scenario er så, at hvis den viser sig at være bedre end alle de ganske mange ellers ganske brilliante drivere på 10 kg. plus pr. stk., 2441/2445 o.a., som ligger rundt omkring, så har vi ikke horn nok.
Menneskelivet er noget pudsigt noget. Hvis man ingen reelle problemer, så må man jo tydeligvis finde på nogen, der så efterfølgende naturligt "by default" vil være de største, som man har og dermed pr. samme. håbløse definition nærmest løselige. Idet man jo ellers skulle opfinde et nyt fiktivt problem.
Måske man i stedet som profeten med det velsagtens veludviklede "snydeskaft", jøden David (sådan noget kan vist sagtens sige endnu, selvmordsbombeindustrien blandt jøder er jo trods alt ikke endnu blevet en hovedindustri..?) påpegede for kong Belshazzar. Man skulle se, hvad der stod skrevet på væggen. Og der står overhovedet ingenting i dag, så mon ikke bare man skulle tage og være lykkelig, uanset om man har nok truthorn eller ej?

Og derudover skal vi da huske at opfordre alle til at læsse et langt læserbrev i dagens JP af en vis speciallæge, Jacob Geday, der hedder "Kæmp for rimelige boligpriser" For denne enfoldige og dermed med nødvendighed retteligt beskedne skribent er det her simpelthen et særdeles seriøst bud på den allermest håbløse logik omkring prisdannelse på boliger. Fordi manden minsandten mener, at staten DIREKTE skal gå ind i realkeditmarkedet og på sædvanlige realkreditvilkår tilbyde at belåne de sidste 20%, som ellers god praksis siger skal finansieres andetsteds fra. Og da ikke mindst i disse turbulente tider.

Bag disse teknikaliteter indeholder læserbrevet blot ét eneste langt råb om hjælp til at få solgt sit hus fra en tydeligt spoleret stor dreng, der for første gang oplever tilværelsend sande hårdhed og svigt. Til den pris, en bagatel af 4.7 mill. i et totalt bevidstløst nybyggerkvarter i den helt identitetsløse soveby-forstad Søften, som han altså bare VIL have! Om der findes kedeligere forstæder derude med næsten-naboskab til byens eneste forbrændingsanlæg vides ikke, jeg kan ikke lige komme i tanker om det.
Argumentet om, at det vist er 20% mindre end det koster at bygge et nyt tilsvarende er noget af det lammeste, denne skribent har hørt altså som SALGS-argument. Der er tale om kun 6 år gammelt arkitekttegnet hus, sikkert individualiseret i en sådan grad, at alle potentielle boligsøgende med 5 mill. i lommen nok ville vælge løsningen med at bygge noget ordentligt selv. Og da især nu, hvor de værste overpriser og klamphuggere blandt håndværkerfirmaerne er røget i svinget. Som jo ellers florerede så rigeligt dengang. Ja, der var næsten ikke andet.

Men læs det og hav ondt! I maven af grin over hvor ynkeligt særdeles velbjærgede mennesker som denne speciallæge kan gebærde sig. Blot fordi de VIL VIL VIL! have det for deres hus, som de ønsker. Fordi det er så helt fantastisk fedt og lavet ligesom de selv ville have det og fordi de sjovt nok nu ikke gider bo der længere uden at det dermed er helt klart, hvorfor andre så skulle ønske sig præcist det samme unikke hus. Derudover er bolig-logik altså noget spændende og meget alternativt-logisk. For hvordan kan det dog være en tragedie, som omtalt på et offentligt elektronisk medie, at 1/5 af alle hushandler giver tab til sælgeren. Hvad med de 4/5, som har tjent penge penge på bare at BO? Eller for alle de 5/5 af alle bilejere, som sælger deres bil med tab? Ak ja, tragedier overalt.

Status

2011-08-30T09:08:00.002+02:00

Så er det i dag, at den skrappe revisor Anders atter engang vil gennemgå vores firma. Lad os til en start afsløre, at det ser endda helt fint ud, sagt på godt jydsk. Vi har dog åbent som næsten sædvanligt, så tøv endeligt ikke med at kontakte os.

Dobbelte standarder

2011-08-29T07:46:00.005+02:00

Efterhånden talrige som det fine gamle udtryk "frø af ugræs" er forslagene om beskatning af multinationale selskaber føget og da sjældent med mindre substans end op til et valg. I lighed med den fiktive græsart "ugræs" (som iøvrigt slet ikke nødvendigvis er græs, ikke at det nødvendigvis gør den mindre fiktiv, naturligvis), som ellers er et fint digterisk virkemiddel og som i denne skribents beskedne landbrugstekniske viden vel nærmest er en slags særligt genstridigt såkaldt rajgræs eller måske skvalderkål der måske har givet den oprindelige inspirationen til Christiania-sangen om at "de kan ikke slå os ihjel.."), så er det svært at få skovlen under de trans-nationale gigantselskaber. For eksempel er det jo sin sag korrekt at prissætte det koncentrerede sorte tjærelignende fluidum, som Coca-Cola sælger til sine nationale distributører. Som formodentligt derefter i lighed med deres danske operatør, De Forenede Bryggerier, år efter år sælger dette verdenskendte produkt med betydelige tab.

Man skulle tro, at kapitalismens ubønhørlige jernhårde logik ville tendere mod at diktere en lavere indkøbspris eller mere effektiv distribution eller et eller andet andet (så har vi vel udtrykt det lidt forsigtigt), men sådan hænger tingene naturligvis ikke sammen. Ingen ønsker dog at betale mere i skat, end det praktiske minimum, ja de fleste ville vel ligefrem vælge billigere løsninger, hvis de kunne. Og det kan og det gør alle virksomheder selvfølgelig, hvis de sidder på væsentlige dele af et marked og tillige på hele produktions- og distributions-processen bag markedsandelen. Sådan noget får uvægerligt det værste op i folk og det er vel naturligt nok. Ligeså naturligt som det er at forsøge at bekæmpe disse multinationale monstre. Og svært grænsende til det egentligt umulige, ikke at det naturligvis bør afholde staten fra at forsøge. Mere sådan for at forklare, at det så nok ikke rigtigt vil lykkes. Nogensinde.

Æren er i kampen, ikke nødvendigvis i sejren, og det er jo lige i denne heldigt, når sejren er så forfærdeligt fjern. Og så ind imellem ser man så alligevel virksomheder med en så fremragende brilliant markedsføring, at det alligevel lykkes fuldstændigt at "afmontere" alle de ubehagelige spørgsmål om skatter og monopoler og alt muligt andet. For mens utallige politikere har forsøgt at beskatte McDonald i Danmark desuagtet, at hele selskabets konstruktion er ren privatejet lokal franchise og osse Microsoft har fået nogen på hatten ikke mindst i EU (det er heldigvis helt anderledes i lille Danmark, hvor selv en Arla-markedsandel på sølle 95-97% naturligvis aldrig kan anskues som et monopol), så er der et firma, der er sluppet for alt.

Det kan naturligvis være, fordi der intet er at sætte fingrene på, det ved vi naturligvis ikke. Men forklaringen kan vel også være, at Apple med sine i lighed med alle andre store succesrige firmaers glimrende produkter bare er dygtigere i deres strømlinede markedsføring. Det sidste ER de givetvis, dette kolossalt værdifulde firma har formået at skabe succes på en for publikum særdeles overskuelig produkt-portefølje med fantastisk kontinuitet. Og helt givet total jernhård kontrol med alt fra primær produktion hos underleverandørerne til det sidste salgsbilag i forretningen. Graden af kontrol får tidligere markedsledere i den tvivlsomme disciplin med at forsøge at styre et produkts eksklusivitet som Bang& Olufsen til at forekomme helt flinke. Baggrunden er så ganske vist billig.

Når man som kunde så står dér i en Apple-butik og ikke kan købe de programmer, som ellers fysisk forefindes i rigelig mængde i forretningen, fordi Apple lige denne dag har dekreteret, at netop dette program fra NU af kun kan downloades direkte i Apple-butikken, ja, så er det jo ikke nemt at undgå en vis lede ved denne ulidelige maniske markeds-kontrol. Ikke desto mindre mindes vi aldrig nogensinde hverken her eller i EU nogen politikere udtale sig om hvorvidt sådan noget er ønskeligt eller om de interne handelspriser mellem delene af en sådan organisation ligefrem afspejler nogen realiteter.

Nå, når ingen spørger om sådan så er det nok fordi alt er i orden. Og Apple naturligvis qua sin store succes i Danmark selvfølgelig betaler skat med glæde ligesom vi andre gør, så det gør de naturligvis. Alligevel er det ganske bemærkelsesværdigt, at den netop afgående Apple-frontfigur hos Apple, Steve Jobs, i denne den bedste af alle verdener kunne slippe afsted med noget af det han huskes for. Ikke mindst at han havde ry for rutinemæssigt at spørge tilfældige medarbejdere på gangen om deres funktion i kompagniet og hvis han ikke mente, at deres forklaring var god nok for ham, så fyrede han dem på stedet. Sådan noget gjorde Henry Ford d. Første af Detroit forresten også og blev passende udråbt til en superkapitalistisk udbytter, næppe særligt forkert.

Mærkeligt at ellers identiske historier kan fortolkes så forskelligt og nogen bliver selvfølgelige skurke og andre selvfølgelig ikke, men måske den om Jobs blot ikke er rigtig. Det værste er så blot, at den fremføres med noget, der næsten minder om kærlighed overfor Jobs` og hans hastigt kommende minde. Hvilket særligt almennyttigt samfundsformål det så tjener på denne måde næsten at "kanonisere" ærkekapitalismens værste sider hos en iøvrigt dygtig og nødvendigvis hård iværksætter er så bare ikke lige til at forstå. Som også at Danmark i Libyen STADIGVÆK bomber med sine angivelige præcisionsbomber uden særligt mål eller med. Sådan lidt "Bombningen af Dresden" i 2. verdenskrigs sidste dage i mini-format, ødelæggelser, som man selv snart skal betale for at udbedre..
Tjah, dobbelte standarder er vel bare dobbelt så godt. Og ligemeget, hvor mange milliarder Bill Gates testamenterer til velgørenhed, så er han stadigvæk en XXXX! Selv opfinderen af dynamitten, ellers heller ikke vanvittigt flinke Alfred Nobel eller den fuldstændigt skruppelløse stål- og jernbanekonge Andrew Carnegie blev dog i eftertiden husket for andet end det gode. Som ganske vist KUN var tjent på det onde og tillige på den helt hårde og barske kapitalistiske måde.

Impasse

2011-08-26T08:03:00.003+02:00

Nu er denne ydmyge skribent en total amatør udi det sprog, som "frø-æderne" taler dernede i Frankrig. Mon man politisk korrekt overhovedet længere kan karakterisere hele folkeslag på denne måde på trods af den ellers ganske veletablerede kendsgerning, at de jo faktisk æder disse padde-lår. Og kan man overhovedet længere bruge ordet "padde", det har jo osse en noget tydelig pejorativ betydning. Verden er i det hele taget blevet et meget sværere sted at være i de senere år, og intet job er vel i den ny-oplyste verden mere umuligt end en ny-oversættelse af tegneserien Tin Tin til ny-dansk. Et politisk korrekt udgave af Tin Tin vil simpelthen blive fuldstændigt ligeså meningsløs som handlingen i en af de film, som figuren Cartmans mor i "South Park" altid lige tilfældigvis dukker op i. Det ellers meget specifikke og særdeles explicitte form for seksuel udfoldelse, som går igen i dette andet tegneserieunivers vil vi morgenmads-appetittens navn lade ligge. Et lille "clou" Det har mere end meget at gøre med den (vist med en mulig enkelt undtagelse) kendte bøsse-sanggruppe "Basix"´ uofficielle øgenavn.

I mangel af nogen udviklet form for "francophili" vil vi i stedet bruge det fine udtryk i overskriften i dag i den engelske form. Ikke mærkeligt, at ordet findes på engelsk, det officielle regeringssprog i England var dog trods alt i mere end 2 århundreder fransk på nogenlunde sikkert samme ukendte vis, som at udenrigsministeriet i Danmark hed "Det Tyske Kancelli" Fordi man heller ikke her talte dansk. Mange krøller i dag på en krøllet verden, og så har vi endda ladet det måske største mysterium ligge. For hvorfor i alverden æder englændere dog så ikke frøer når de nu bruger alle de "frankismer" og England er altså alt andet lige et bedre og fugtigere "frø-land" end Frankrig. Så mange mysterier og så lidt tid..

Ordet "impasse" på engelsk er rigt-facetteret og kan betyde for eksempel, at en situation er gået i "baglås" (ikke at forveksle med det mere kendte "benlås" som dog vist næppe nogen helt kan forestille sig hvordan den kan være dødbringende, et sjovt udtryk for en for delinkventen tydeligvis særdeles u-sjov situation. Sådan lidt "perle/perker politi-problematik over det, en vist robust humor finder der jo dog i de kredse)
"Impasse" betegner også en situation, hvor alle involverede lige sidder og "fedtspiller" lidt, fordi intet nok så offensivt udspil fra nogen af de fastlåste parter alligevel vil kunne åbne spillet. Således også naturligvis i det politiske miljø omkring situationen i Libyen. Man ved virkelig, at en situation er på vippen, når selv de noget aggressive republikanske opadkommende præsidentkandidat-emner i USA lige for en tid stikker "piben ind" På ganske selvsamme måde som den naturligvis ikke mindre magtliderlige præsident Obama (ellers var han naturligvis aldrig blevet valgt) heller ikke ligefrem skryder triumferende udover æselflokken. Vi, der fulgte med i skoletimerne vil jo teoretisk svagt (eller hedder det svagt teoretisk?)kunne huske, at de amerikanske demokraters maskot er et BLÅT æsel. Amerikanere MÅ være dumme.

Næsten ligeså dumme som dem, der i præsident Obama ser en folkelig demokrat af europæisk tilsnit og format. Det sidste kan nu sagtens være rigtigt, det første er det helt givet ikke. For som alle amerikanske præsidenter efter Reagan (og de fleste naturligvis også FØR samme), så er også Obama en særdeles ufolkelig og til særdeles fuldendt-velintegreret del af det mest eksklusive amerikanske politiske elitære demokratisk-aristokratiske "Establishment". Det er det nærmeste,, man i USA kommer på den middelalderlige situation i Europa med adelige og kongelige og tron-ranere og andre tron-prætrendenter og de har allesammen altid det tilfælles, at de ferierer på USA`s mest lukkede og eksklusive ferieø, "Martha´s Vineyard" Selv Tvind-Amdis kunstige og eksklusive rigmandsø udenfor Miami var ren "Djurs Sommerland" i sammenligning.

Ovenstående vist mest for atter engang at understrege, at selv erklæret demokratiske politikere ikke nødvendigvis mænger sig med andet end ligeværdige/sindede. Demokrati rækker sjældent udover den erklærede politik. Og når så derfor både Obama og de ellers uhyre højtråbende kommende republikanske præsidentkandidater så tydeligvis har nået en "impasse" i deres vurdering af den nuværende situation i Libyen, SÅ er der grund til at være bange, rigtig bange.

Samme konstellation kunne jo ikke blive enige om (og nej, det er de STADIGVÆK ikke blevet!) at afværge en total amerikansk stats-betalingsstandsning. Ingen af disse stor-spillere i det amerikanske politiske spil har lige nu noget at skulle have "klinket" ved at udtale sig om Libyen. Ingen lover noget, ingen håber højlydt noget, alle venter blot på det uundgåelige. Som naturligvis vil blive den fortsættelse af borgerkrigen, som hele tiden har været uundgåelig. Blot er præmien i næste omgang blevet MEGET, MEGET større. I går bød tidens bedste bud på en tilbage fra den romereke oldtids kleptokratiske (oversat: rag det til dig, som du kan for enhver pris) styre, den nuværende italienske pro-kosul/præsident Berlusconi ind med at sige, at Italien ville frigive et par indefrosne milliarder. Og det blev suppleret med andre løfter fra EU og FN om, at andre multimilliarder af libyske udeståender ville blive ført tilbage.

Jamen for Helvede, hvad er det lige DET vil føre til. Ja, politisk stabilitet eller kontrolleret genopbygning af olieindustrien? Naturligvis ikke,. Som i Anders And-historien om "Skillinger fra skyerne", så vil der opstå en fortsat kamp til døden om at få del i skillingerne. Selv i Danmark kan en væltet øl-bil allerede skabe tumultarisk kleptoman-aktivitet blandt alle forbipasserende i den desperate kamp for at sikre sig et par gratis øller. Og her taler vi om en bil lastet med hundrevis af milliarder, som skal uddeles til en befolkning allerede væbnet mere end til tænderne. Gys, håbet for fremtidig fred kan vist ligge på et meget lille sted. Nemlig præcis lige dër, hvor det hele tiden har ligget: Ingen steder!

Nå, i mellemtiden kan vi så glæde os over den evige "human interest", der altid er i alle plyndringer af væltede potentaters boliger. Det eneste bemærkelsesværdige hidtil fra plyndringen af Gadaffis palads er vist, at man endnu ikke hævder at have fundet pornografisk materiale, men det skal nu nok komme. Det er ellers ganske rituelt at forsøge at sværte de faldne magthavere som tilsvarende ALMINDELIGT liderlige som de havde været naturlige MAGT-liderlige. Så jo, det skal nok blive værre end de hidtil afdækkede billeder i det plyndrede palads af en iøvrigt tækkeligt tildækket tidligere kvindelig amerikansk udenrigsminister.

Freden kommer så nok ikke til Libyen lige med det første nu når alle klanerne ikke blot skal slås om olien. Indtægter fra den er jo trods alt totalt baseret på en stabil stats-konstruktion. Om det er blodigt diktatur eller velfungerende demokrati kommer til at betyde mindre, stabilitet for store investeringer er til gengæld alt.
Anderledes fred har der så indfundet hos de tilfangetagne, som de medie-tiljublede horder af såkaldte frihedskæmpere har fanget. Og som vi tidligere i disse spalter har undret os meget over, hvor er blevet af, det var ellers guf for alle journalister at kunne beskrive Gaddafi-tyranniet indefra eller..?

Et godt gæt dengang var naturligvis, at de nok ikke længere var lige sådan at komme til at interviewe og nu er der så endelig dokumentation for, at de tilfangetagne Gadaffi-tilhængere får fået den skæbne, som alle fanger i alle borgerkrige altid har fået: De er naturligvis blevet pløkket ned på stedet efter at sejrherrerne har leget lidt uhyggelig "kattens leg med musen" med dem inden den endelige aflivning. Hvordan det kommer til at gå med Gaddafis mørkhudede professionelle hær (i medierne kaldet det pejeorative "leje-soldater" men hvilken professionel soldat er dog egentlig ikke det, fjolser!) tør man næsten ikke gætte på. Godt er nok ikke et godt gæt..
Og et nyt tilskud af større gevinster i en "impasse-situation" skaber blot en endnu mere fastlåst "impasse" Som at løse bandeproblemerne i Danmark gennem milliard-statsstøtte. Det eneste det ville være føre til ville naturligvis være endnu mere kamp med dyrt indkøbte højteknologiske våben i mellem banderne om milliarderne.
Er det virkeligt svært at forstå, nej vel?

Status

2011-08-25T07:49:00.004+02:00

Sig nærmer tiden, hvor alt skal tælles i (mand)tal her i vores lille virksomhed. Ja, tiden er endda så nær nu, at vi allerede så småt er ved at begynde på vores årsafslutning som dikteret af vores skrappe, men retfærdige revisor. Uden hvilken der iøvrigt næppe ville have været noget firma i dag og da under ingen omstændigheder det, der er, så tak for al udvist hjælp, Anders! Sig så ikke med Monty Python, at revisorer er de kedeligste af alle mennesker. Ikke alle er omend nok de allerfleste, vi har da mødt mere end et par af den dybt kedsommelige slags.

Det her skæve regnskabsår bringer andre og hyggelige minder tilbage på den lidt "skæve" start, som vores firma fik, hvor vores veje skiltes fra firmaet med samme navn, som det har i dag igen. Efter den senere tvangsopløsning som selskab og det sidste er slet ikke det værste at tænke tilbage på på denne festlige årstid. Ikke alt her i verden går efter fortjeneste, men DET her gjorde!

Tilbage lige her inden status er så blot at sige, at det har været et godt år i lighed med alle de tidligere år i vores lille virksomhed. Vi har det fantastiske privilegium at handle med ordentlige, kompetente og uhyre loyale mennesker og venner år efter år, og i al beskedenhed vil vi da vælge at tro, at grunden til, at de kommer tilbage til os er fordi vi gør en positiv og menneskelig forskel. Og i morgen er vi så inviteret til reception i anledning af et 25-års jubilæum hos af de bedste af rigtigt mange bedste på Egmonthøjskolen i Hou. Som simpelthen har været med alle årene som kunde i forskellige positioner og tak for det!

Og derudover vil vi så her ved indledningen til den århusianske festuge lige sidde og fejre os selv lidt i en tid, hvor rigtigt mange andre i branchen ikke akkurat fyrer kanonslag af i festivitas over hvordan det går. Året har som høsten i den gamle Østblok været gennemsnitlig, blot heldigvis for os med modsat fortegn: Lidt bedre end sidste (gode) år og lidt værre end næste (endnu bedre) år.
Tak fordi I var med til det , allesammen derude, og vi snakkes ved de næste mange år!

Byggemøder

2011-08-24T07:45:00.002+02:00

Her fra morgenstunden er der desværre (eller heldigvis afhængigt af perspektivet, selv støtter vi afgjort det sidste synspunkt) gået lidt byggemøde og manuelt arbejde "i det" Når vi har fået overblik over det engang i løbet af formiddagen, kan det være der bliver tid til lidt spøg og skæmt på denne plads.

"Anarki eller Kaos"

2011-08-23T07:45:00.002+02:00

Nu er filosofi forfærdeligt mange ting, og ret meget med ordets oprindelige betydning af "kærlighed (eller noget lignende) til visdom" er der ikke meget af i ret mange filosofiske systemer. Ja, man kan vel i virkeligheden sige, at jo mere møjsommeligt og storladent et filosofisk system er, jo mere menneskefjendsk ender det med at de blive. Og det så uanset om ophavsmanden er kirkefaderen Augustinus i sit værk "De Civitate Dei" eller Marx og Engels. Jo mere stort tænkt, det hele bliver, jo bedre bliver det til at kværne alt, som ikke passer ind i de forud fastlagte mønstre.

Dagens overskrift er "sakset" hos en langt mindre ånd blandt filosofferne, selv om denne karakteristik selvfølgelig ikke klinger hos hans tilhængere. Det er måske lidt paradoksalt, fordi manden bag citatet i idealismens umulige verden stod for noget andet. Som desværre viste sig blot at være mere af det samme, som den spanske borgerkrig med forfærdelig tydelighed viste. Vi skal tale om anarkisme.

Franskmanden Jean-Pierre Proudhon betragtes sædvanligvis som den første anarkist, en i virkeligheden interessant filosofisk abstraktion i sig selv, for hvordan man lige kan vide det er ret umuligt at forstå for denne skribent, som har læst "Mytteriet på "Bounty" og mytteristernes efterfølgende paradisiske liv på Tahiti. Rent anarki i praksis uden indblanding fra lederen af mytteriet, styrmanden Fletcher Christian. Indtil den onde kaptajn Bligh og og den lede civilisation fik sat en stopper for dette lykkelige anarki. Hvis det altså var det, nå men det kunne da se sådan ud, temmeligt meget endda.

Man kan så meget passende fundere over den muligt dybere mening i dagens dybe filosofiske tanke, mens vi ser den sejrrige verdensalliance (man tænker let på tegneserierne om "Lovens Vogtere" med Superman og Batman og "Lynet", og "Flammen" og idiotiske "Grønne Lygte" (hvad skulle man dog med sådant et fjols, når man allerede havde Superman på holdet?), som osse den ene gang efter den anden skulle redde verden fra sig selv)og dens lokale lidt mere anløbne håndlangere invadere Tripoli.

Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, (som for denne let-skræmte skribent så afgjort er den minister, som vil blive savnet ALLERMINDST efter en regeringsrokade, uha hun er uhyggelig!), så er der naturligvis tale om en sejr.
Ja, sejren er faktisk så stor og ubetinget, at man allerede inden erobringen af Tripoli fra dansk militær side taler at bombe videre. Denne gang naturligvis ikke Gaddafis smuldrende styre, som man fra Verdenssamfundets/Lovens Vogteres side naturligt har levetidsforlænget ved stort set at eliminere muligheden for at Gaddafi skulle kunne flygte uden at blive straffet. Nej, allerede nu truer man med at bombe videre mod oprørerne, hvis de skulle finde på den for området ellers ikke ualmindelige praksis, som består i at hævne sig så blodigt som man nu lige formår. Forståeligt og populært og folkeligt og næppe derfor til at undgå.

Danmark bakker denne trussel af den afgjporte "let-myggevægtsklasse" op med åbent at tilslutte sig en ikke-interventionspolitik med soldater på landjorden. Hvordan man så efterfølgende logistisk vil bombe den ene langside i uundgåelige summariske standretter, som er uundgåelige og har været det i området i årtusinder ved voldelige magtovertagelser, ja, det er interessant. Og da især fordi forsyningen af de i medierne uforklarligt forherligede såkaldte "præcisionsbomber" forlængst er udtømt og alle de 8 danske fly skal have nye motorer (igen-igen) OG renoveres totalt efter strabadserne.

Vi har ingen anelse om, hvem der vil vinde i den kommende kaotiske stammekonflikt i Libyen, hvor der er våben overalt i en grad, som kun overgås af folks lyst til at bruge dem. Sikkert er det, at de, der vinder den kommende borgerkrig denne gang som alle tidligere gange altid kun har sejren "til låns"
Vi kan så glæde os over, at fru Lillelund Bech kun ganske kort tid længere har forsvarsministerposten til låns. Vi skal tilbage til gGønlandsminister Johs. Kjærbøl og hans bemærkninger om "en bange grønlænder" for at se mage til gennemført usympatisk optræden. Set fra det kommende anarkistiske kaos i Libyen er det nok en noget sølle trøst, men det er altså den eneste, vi lige kan se.
Politikere som Lillelund Bech kan naturligvis aldrig anerkende en fiasko "på egen vagt", men hvordan i hede hule Helvede kan man dog undgå det, når man allerede er i færd med at planlægge bombning af sine EGNE allierede i en igangværende borgerkrig...?

Tekniske problemer

2011-08-22T07:59:00.003+02:00

Vi har her til morgen lidt problemer med en ventilator i vores tyske racer-automobil, som kommer til at tage lidt tid. Derfor bliver det så ihvertfald heller ikke her til morgen, at vi kommer til at kommentere den nylige fusion mellem den franske højttalerproducent Focal og det en lillebitte smule mere traditionsrige engelske elektronikfirma Naim Audio. Vi har tidligere engang behandlet historien om Naims tilblivelse og for de forhåbentligt mange, der ikke lige gider checke denne beskrivelse ud, så er det osse nok herfra sikkert tilstrækkeligt at minde om, at der heller ikke rigtigt er noget at skrive hjem om -om Naim.

Nu er der næppe heller nogetsomhelst ligeværdigt omkring denne fusion, som udefra mest ligner overtagelsen af et endnu mirakuløst fungerende elektronik-konkursbo. Brancherygterne omkring Naim har føget ganske tæt i efterhånden adskillige år, og selv om den slags sommetider er omgærdet med mere end et enkelt bevidst plantet løgn fra konkurrenter og bagvaskelse og anden svigagtighed, så tydede intet nu på, at Naim akkurat stortrivedes. Og det gjorde de så nok heller ikke, siden de er, hvor de i dag: Blot reduceret til et brand i det fortsættende firma, som vist hedder Focal&Co. Sådan lidt ligesom det nok stadigvæk lidt bedre kendte "Anders And & Co." bare knapt så sjovt, når man nu hedder Naim.. Selv om det jo også på den rigtige tegneserie-front går tilbage for de allerfleste.

Nå, vi kan så håbe, at den sagesløse verden i fremtiden endelig kan blive fri for det helt syge koncept, som Naim var i så forfærdeligt mange år og måske kommer videre. Sammen med Linn grundlagde Naim en af hifibranchens mest fundamentalistiske religioner omkring, at lyd-KILDEN altid var det allervigtigste og at alle komponenter derefter progressivt betød mindre. Indtil man kom til de sagesløse højttalere, der som ellers normalt mest akustisk/elektrisk kompromitterede del paasende kunne være en ligegyldig skotøjsæske. Mens omvendt kilden, CD eller tuner forforstærker osv., simpelthen blev "plastret til" med ekstraordinært overprissatte ekstra strømforsyninger.

At kalde hele dette for hifibranchen stadigvæk og heldigvis for det da sjældne "opgraderings-cirkus" for fremmende for nogetsomhelst andet end Naism fortsatte og i virkeigheden ganske fornuftsstridige eksistens er næppe korrekt. Udover at Naims oprindelige fastholden af DIN-stik med det ellers principielt korrekte argument om, at det derved var lettere/delvist muligt at opretholde det engang så attråede elektrisk korrekte såkaldte "stjerne-stel" blev naturligvis noget udvandet af alle de bunker af latterlige sorte boxe. Som man som rettroende "naim-ianer" blev nødt til konstant at anskaffe sig, fordi man som andre rettroende naturligvis alligevel hele tiden er i tvivl om man nu tror NOK. Ikke RIGTIGT, men heller aldrig aldrig nok.

På den måde blev hififorhandleren naturligvis Naim-disciplenes allerbedste ven, ja, for rigtigt mange af de efterhånden uhyre få helt givet deres ENESTE ven. Fordi man som Naim-ejer ALDRIG nogensinde kunne nå at blive færdig i sin evige søgen efter evig og stadigt mere flygtige (og ikke mindst efterhånden stratosfærisk-prissatte) lykke.
Har vi været for hårde i dag? Måske, Naims første produkter lød fint i deres elementære og grinagtigt-amatøragtige blikæske-ubehjælpsomhed (hvor "kl. 9 på volumenknappen altid var ensbetydende med fuld udstyring med den nominelle følsomhed på 70 mV), men den efterhånden stærkt accelererende firma-strategi, hvor købernes stadige usikkerhed på graden af deres egen tro var simpelthen ren "Tupperware-party" Blot uden hjemlig hygge og papilotter. Eller nogen kvinder for den sags skyld. Eller blot fornuftige mænd for hvor lykkelig er det lige man bliver ved at stable små sorte kasser ovenpå hinanden i en evig stræben efter, ja, ingenting. Udover fornyede stel-problemer, der efterhånden for de mest troende må have antaget kolossale proportioner.

Lykke gennem tænding af vokslys/blålys i stedet for at foretage sig noget fornuftigt kan vel kun dårligt betragtes som livets væsentligste indhold. Og at savne et firma som Naim, der har ernæret sig så mange år ved at udnytte de mest tryghedshungrende og halv-sølle blandt de stadigt færre hifientuaster er måske også lidt højt at svinge sig op.
Som at savne det, den amerikanske humoristiske sanger Tom Lehrer engang benævnte "the old dope peddler", det giver simpelthen ingen mening. "Elektronisk narko" som Naim i så mange år markedsførte sig er stadigvæk et narkotikum, hvor lykken principielt er og udelukkende KAN VÆRE en alt for kortvarig rus.

"Rain"

2011-08-19T08:25:00.002+02:00

Når man sidder og glor ud af sine store skrå-vinduer, mens regnen brager ned (relativt, altså, de nye energi-panserglasruder i vores firmadomicil dæmper alle lyde særdeles fint), så flyver tankerne. Både frem og tilbage og vist i virkeligheden bare rundt. For eksempel til mig og fruens gentagne besøg i på verdens fladeste og tørreste kontinent, hvoraf det seneste for allerede alt for forfærdeligt længe siden kulminerede i verdens bedste bryllup.

Dette skete i verdens måske også hyggeligste og mest små-søvnige millionby Adelaide, og derfra er der godt 800 km. til en anden og større by, som har mere med dagens overskrift at gøre end Adelaide. Som allerede ingenting har har med ret meget at gøre med hensyn til regn og anden våde, det regner nemlig næsten ligeså lidt i South Australia, hvor Adelaide ligger, som det gør i Southern California. Hvor det som bekendt overhovedet ikke gør, ihukommende teksten fra Albert Hammonds vist eneste evigtgrønne hit "It Never Rains in Southern California" Og store digtere har som bekendt den største ret til at sige stupide ting som evige sandheder, tænk blot på Klaus Rifbjerg og hans slæng.

Det er helt anderledes i Melbourne, Vic., som Adelaides store rivaliserende nabo-by hedder. Der regner det sommetider helt vildt meget ad Helvede til og en af gangene er blevet verdensberømt. Ganske vist kun som en såkaldt "B-side" på en single-vinylplade, men det er dog trods alt også en hel del mere end de fleste regnbyger på nogen måde realistisk kan "regne" med at opnå. Beklager den søgte sætningskonstruktion, den forekom sjovere i tanken..

Nå, tilbage til denne Lennon/McCartney sang, som det jo er på denne single, hvor forsiden hed "Paperback Writer", i den danske af Jørgen Mylius samlede tekst/nodebog oversat med ak ja "Billigbogsforfatteren" Det synes lille Poul godt nok engang var skide-ringe, men hey, Mylle havde dog ret, det ER jo det, som det betyder. Hvem skulle nu have troet, at éns daværende store idoler kunne skrive sådan noget pladder. Men det kunne de altså og det gjorde de og blev milliardærer. Eller blot døde eller lidt af begge dele.

Sangen "Rain" blev til som en passende kommentar til alle de mennesker, der går og brokker sig over vejret hele tiden. Hm., tydeligvis ikke alt Beatles´ tekstmateriale aspirerer tydeligvis helt til "nobel´ske prishøjder" og den her er da ganske særligt dum. Udover at man for første gang i sangen "Rain"ser små smagsprøver på de tekniske finurligheder, som producer George Martin senere skulle excellere i, så er denne uforglemmelige sang nu på sin rette plads dér på bagsiden af en super-single.

Ikke alle singler fra Beatles´ hånd/hænder var dog særligt "super", for hvem andre end særligt ihærdige masochister kan dog nytte blot en enkelt strofe fra bagsiden på singlen "Lady Madonna"? Som hed "Ihe Inner Light" og forhåbentligt forlængst nådigt er forsvundet i den store glemmebog. DEN var stor-slem for selv kroniske Betales-fanatikere som dengang 12-årige lille Poul

Nå, i stedet vil vi istemme en anden og mere mundret og nyere "antiregnvejrs-sang", "Rain Please Go Away", sunget af Dan Tyminski sammen med uforlignelige Alison Krauss og Union Station. Måske det hjælper, vi skal have malet nogle brædder. Ellers kan vi prøve at spille sangen "Regndans" med Danseorkestret. Mage til idiotisk lyrik skal man dog lede en hel del efter selv i nyere danske sangskrivning, så måske DET kan skræmme bygerne væk..?
Om det skader at prøve ved man altid først bagefter og end ikke til den tid alligevel med nogensomhelst sikkerhed. Vilkåret for selve livet, hvor den endelige facitliste heller intet kan bruges til, når livets skole alligevel permanent har "ringet ud"

Den lille akademiske forskel

2011-08-18T07:38:00.003+02:00

En kær gammel ven, nu desværre forlængst forsvundet til det fremmede (København kaldet), har korrekt påpeget, at ikke begge gårsdagens omtalte hifi-kombattanter er lige dumme. Desværre er forskellen nogenlunde ligeså stor som i filmen "Alien vs. Predator", hvor vel i virkeligheden osse Predator scorer et par ekstra billige point på denne noget tvivlsomme "Sympatiskala" At være en smule flinkere end Alien er altså ikke synderligt fortjenstfuldt, men er altså stadigvæk uomtvisteligt korrekt.

For det ER naturligvis sandt, at den ene af forfatterne af alenlange tirader (ikke at forveksle med det nærliggende udtryk "RE-tirader", i det mindste ved NOGET. Uden at denne viden dog på nogen måde gør ham blot det allermindste mindre stupid eller mere sympatisk. Ingen nok så stor akademisk viden (og lige her er vi endda slet ikke oppe i den kategori, mere en slags impotent og dræbende "techno-babble") kan dog lave et oprindeligt megafjols om til andet end et "akademiserende" megafjols. Dette selvopfundne sidste udtryk må HELLER IKKE forveksles med det noget mere hæderkronede gode gamle udtryk fra vej-industrien, "macadamiserende"

Nu er der tilfældigvis tydelige fællestræk med denne oprindelige proces til konstruktion af vejbelægning, som blev opfundet af skotten McAdam (og som gik ud på at mase asfalt og småsten sammen som nødtørftig vejafdækning) og så den fremgangsmåde, hvorpå alle diskussioner dræbes på avtainment.dk. Den ene kombattant skruer blot op for det almindelige ordskvalder og anvendelsen af fremmedord uden mening i indlæg af en længde, som ingen fornuftige mennesker overhovedet gider læse. Spændende, ikke?

Den anden, derimod, ruller sig ud i pseudo-tekniske betragtninger, som forlængst burde have gjort ham til en af hifi-branchens største tænkere og konstruktører. Hvis han altså havde haft noget at have sin insisterende påståelighed i. Og her taler vi om en absolut "non-karriere" i elektronikbranchen på over 30 år. Meget godt gået, faktisk, tilfældigvis næsten totalt sammenfaldende med denne skribents vel i virkeligheden heller ikke synderligt imponerende samme..? Den slags giver virkeligt med rette særdeles ydmyge mennesker som denne skribent noget at tænke over. Man er tydeligvis ikke helt alene i sin livsrolle som muligt måske misforstået geni eller..

Nå, min kone har hugget kameraet, så derfor må et billede af weekendens projekt. Måske meget passende til ja altså weekenden. Vores firma er kommet i besiddelse af et par JBL 4560-kabinetter, der som Altec A7 er en kombineret horn- og basreflekshøjttaler, blot mindre og endnu mindre anvendelig. Det vil sige, at den GODT kan spille en smule bas, blot LANGT, LANGT mindre end den kan spille MELLEMTONE/NEDRE BAS. Den kan til gengæld godt equalises til at spille en anstændig bas, MEN hvis driveren bringes til blot ën eneste gang at ramme horn-tragten, tjah så (er) det altså "Det er Nat for fru Knudsen", for at blive i dagens akademiske film-lologiske letvægtsafdeling. Denne danske film fra 1971 var HELLER ikke ret god, håbløst instrueret af ellers ganske kapable Henning Ørnbak og med manuskript af en af datidens populære forfattere af letfordærvelig sludrevorn plidder-pladder litteratur, Leif Petersen. Sdan en slags "tidslomme-udgave" af nutidens (lande)-plage Elsebeth Egholm, blot uden alle mordene. Vi har udelukkende nævnt ham idag for selv yderligere at glemme ham. At glemme Elsebeth Egholm er sværere. Ikke fordi hun er spor uforglemmelig, blot fordi hun er her NU og insisterende alt, alt for meget.
På samme måde som vi fremturer i vores afstandtagen til den syge debat derovre på avtainment.dk.
Det er nok desværre for vores læsere en ringe trøst, at det altså har en særdeles honnet mentalhygiejnisk funktion, men så er det gode ved at bruge ord på denne pseudo-begivenhed vel ligesom også sagt..? Den lader vi så lige ligge.