Stop press!

 Verden er af (Ende)ave derude, og vidt forskellige stater og regeringer af angiveligt forskellige farver kaster sig ud i projekter, der for denne skribent forekommer både idiotiske og håbløse. Idiotiske, fordi projekterne ikke forholder sig til den nuværende påtrængende virkelighed og håbløse, fordi de ikke adresserer problemerne på nogen sigt udover de forskellige regeringers uhyre sparsomme omgang med selv de mest indlysende sandheder. Som alle tænkende mennesker forlængst burde have kunnet regne ud, hvis de altså ikke var så gennem-rædde og allerede optaget af at stikke hinanden til myndighederne.

Således var det først i sidste uge, at en overlæge sandsynligvis blev sendt på banen for at formidle, at det da godt kunne være, at den danske befolkning osse til efteråret skulle have et vaccinations-stik. “Sendt på banen” er her en personlig tolkning, men næppe nogen overlæge på denne side af terminal Alzheimer kan vel være i tvivl om, at den allerede fra starten vildt muterende pandemi er kommet som et blivende livsvilkår for menneskeheden.

Alligevel kan man dårligt undervurdere de højeste myndighedes lyst til at kolportere selv de enkleste og mest indlysende sandheder, se for eksempel den her overskrift fra i dag:

https://jyllands-posten.dk/international/ECE12796525/who-verden-slipper-naeppe-for-corona-ved-udgangen-af-aaret/

“Næppe” er sådan et sørgeligt utilstrækkeligt ord her, og med en så sparsommelig omgang med indlysende sandheder fra myndighederne giver man jo alskens mere eller mindre sandsynlige konspiratuionsteorier fuldstændigt frit løb. For når enhver kan se, at myndighederne ikke fortæller de mest indlysende sandheder om den uundgåelige situation indenfor blot den allernærmeste fremtid, hvordan skal myndighedernes udsagn så kunne vurderes som særskilt sandfærdige i en byge af andre mere eller mindre utvivlsomme usandheder? Nej, corona forsvinder næppe ved udgangen af året og “næppe” kan godt stryges.

At man så andre steder på mere geografisk  isolerede lokaliteter stadigvæk forsøger at lade som om, at man kan slippe permanent udenom en pandemi, er så mere interessant, omend en smule middelalderligt. For som bekendt flyttede bedrestillede familier igennem tusindvis af år altid til deres landsteder, når pest og kolera og andre anderledes befolknings-reducerende sygdomme kom på besøg. Det hjalp nu aldrig, men så havde man dog gjort noget. 

Således også i New Zealand, der for tiden simpelthen lukker hele samfundet ned så snart der blot konstateres et enkelt tilfælde. Og man jo sige, at det er en særdeles effektiv kur, hvis man altså aldrig nogensinde senere regner med at skulle have nogen turister eller besøg af udenlandske specialister. Eller, måske nærmere, have alle de hundredetusindvis af  newzealandske statsborgere, der arbejder i udlandet, hjem. Samme problem som Australien, her er der bare over en million australiere ude i den farlige omverden, som østaterne forsøger at isolere sig fra.

Man kan vel med en let omskrivning af Shakespeare sige, at “No island is an island” for så vidt man nogensinde efterfølgende har planer om at have nogen fysisk kontakt med omgivelserne. Og selv en midlertidig “helbredelse” vil aldrig kunne være andet end en udsættelse for en senere eksponering. Og her behøver man vist ikke være særligt forudseende for at se, at en bevidst re-introduktion af corona i disse østater vil være ganske let for de mægtige østasistiske naboer. Udover den indlysende daglige kontakt med ulovlige indonesiske fiskere for den australske kystvagt. Og historisk er ingen nok så isolerede civilisationer undsluppet eksponering til menneskehedens historisk akkumulerede myriader af sygdomme. Noget alternativt at tro, at man i New Zealand kan tro, de kan blive de første..

Nå, men ellers er der travlhed i den lille virksomhed, men der er dog osse tid til “Sports et Divertissements”, som den mærkelige franske komponist Erik Satie udtrykte det. Tag for eksempel billederne i dag, der vel må betegnes som tegn på både åndeligt armod hos denne skribent kombineret med en såre begrænset fantasi. 

For efter at alle vores McIntosh -forstærkere på nær en enkelt C40 forforstærker er blevet kapitaliseret, så er der blevet plads og ikke mindst et imaginært behov for bunker af MC2 S-serie high end forstærkere. Og det gode er jo, at med atkiv drift skal der i elle opsætninger bruges 3 eller 4 stk. Altså HVERT sted.

Begavet? Ikke rigtigt, men det får den vanskeligt forståelige eller fordøjelige virkelighed til et kort øjeblik at træde i baggrunden for musikken. Så nej, bestemt ikke helt spildt!

6 meninger om “Stop press!”

  1. Jeg mærker det selv. En begyndende følelse af Corona foranlediget klaustrofobi. Med et begrænset antal pladser i kirken ved bisættelsen af min kære for nylig.
    Følelserne siger et og fornuften noget andet. I forsøget på at indgyde befolkningen håb for fremtiden undgår man brugen af hårde facts i beskrivelsen af Coronasituationen og dens konsekvenser.
    Det er en vanskelig balancegang. For fastholder man en virkelighed ud fra forsigtighedsprincippet ender den mest udfarende del af befolkningen i “Men In Black” demonstrationer og daglig civil ulydighed. Og det er Coronaens mutationer jo fuldstændig ligeglad med. Det bliver bare en kærkommen anledning til at virus spreder sig.
    Tager man problemstillingen “Test” er den vist almindelig forstået anvendt til at frikende de negativt testede til fortsat at bevæge sig frit i samfundet. I virkeligheden er test tænkt anvendt til at finde de smittede for at LUKKE DEM UDE fra omgang med ikke smittede. De negativt testede er i virkeligheden uinteressante. Det er de positive, som er interessante. Men hvad hjælper det at teste, hvis ikke man forstår og accepterer vigtigheden i sammenhængen mellem en positiv test og karantæne? Forstå at alle initiativer i verden er sat i søen for at forhindre en smittet i at smitte en ikke smittet? For derved at få virussen til helt at dø ud. Med vaccinerne som hjælpemiddel til at nå dertil.
    I den sammenhæng er virologerne dårlige kommunikatorer. Forståeligt nok. Deres job afhænger jo af, at der er virus tilstede, de kan arbejde med.

  2. Må jeg kondolere på det varmeste, hvis det er det skrækkelige, du nævnte engang.
    Helt oplagt ikke at sige sandheden er holdbart som det sovjetiske model med Tjernobyl, der jo også krakelerede.. Og det her er altså ikke et virologisk eller statistisk problem som forsvinder. Hverken af sig selv eller på nogen anden måde. Det er et permanent livsvilkår.

  3. Nu er det jo ikke fordi jeg skal komme med mit bud på den ældgamle filosofiske debat om virkelighedsbegrebet, men alligevel:
    Check lige den her:
    https://www.youtube.com/results?search_query=CPAC+national+antem+fail
    Alle som har en anelse musikalsk sensibilitet, vil naturligvis opfatte det som afsindigt morsomt.
    Senere kom der en opdateret version (med Auto-tune):
    https://www.youtube.com/watch?v=0EfGnjVwYy0
    Det som er morsomt her, er jo at det egentlig ikke er til at vide, hvilken som kom først. Originalversionen KUNNE jo have været ødelagt af anti-trumpister.
    Jeg vil citere en af mine yndlingsfilm (Thunderbolt and Lightfoot): you really can't tell, can you.
    Virkelighedsopfattelsen (hvis den ikke er andet end en projektion) er udfordret i disse tider

  4. Virkeligheden er med garanti ikke blevet mindre uvirkelig siden og jo, man kan sagtens forestille sig den alternative rækkefølge.
    Ligesom når man i samtlige danske aviser ser billeder af Mette Frederiksen, taget omhyggeligt let nedefra og fruen iført alvorligt statsmandsagtigt fjæs-garanteret ikke billeder, som nogen frie mediers fotografer har snappet.
    Omvendt med Jakob Ellemann, der ligner en upstyled klovn med forvredent fjæs på ethvert billede i samtlige aviser-med garanti IKKE billeder, som Vendstes spindoktorer kar distribueret.
    De såkaldt blå er simpelthen lysår efter de såkaldt rødes mediestyring

  5. Kaj, jeg kondolerer også. Takker for dit mod til at at sige, min kæreste er død af Corona. For det har i den grad manglet i offentligheden. Jeg læser dødsannoncer – og har spejdet efter bare en hvor der stod – død af Corona. Men ingen fundet, beskrivelserne er almindelige – død efter kort tids sygdom – og de formuleringer vi ellers kender.
    Døden har i den grad været fraværende i det offentlige billede. Den har været reduceret til et dagligt tal og beskrivelser af epidemier på lukkede plejehjem. Det er muligt at jeg har skrevet det før, men da epidemien tog fat fik jeg et tilbud på NY Times online, 1 dollar ugentligt. Her var døden nærværende, reportager fra hospitalsgangene. Kølevogne hvor de døde blev opbevaret. Genopdagelsen af massegrave på Hart Island for døde uden pårørende. NY Times har en særlig nekrologserie "Those We’ve Lost" der viser at det ikke "bare" er demente der i forvejen står på gravens rand der rives bort.
    Jeg mener at medierne har et særligt ansvar, især er jeg opmærksom på TV avisen, der nu i et år har forvandlet epidemien til petitstof. Nina Munch-Perrin har med sin bestandige, "de må det, hvorfor må andre så ikke" journalistik reduceret epidemien til en diskussion af regler. I løbet af året får alle der føler sig ramt, klagetid på TV skærmene. De døde har for få der taler deres sag.
    Desværre har myndigheder, kommuner og andre agerende fulgt trop med evigt jammer om at få stadigt mere "precise retningslinjer" der kunne fritage lige netop dem, for at tænke selv. Det betyder at der nu hældes vacciner i vasken, medens man leder efter "den ansvarlige for utilstrækkelige lister" over personer der kan tilkaldes akut. Ufatteligt at ingen vaccineleder udviser civil courage og stikker sprøjten i armen på de der nu er nærheden.
    En enkelt modig mand er der. Peter Qvortrup Geisling har flere udtalt sig kritisk. Første gang da anden bølge tog fat, hvor han åbent på skærmen sagde "Vi skulle slet ikke ha været her, men regeringen mistede 1½ måned på minksagen".
    Her fik minkavlerne fri taletid. De sorteste kræfter rallyede i bedste Trump stil for åbent kamera. Igen fik støjen fra samråd, råben og skrigen opmærksomheden væk fra at det er epidemien der er dødelig. At vi havde 20 mio viruslaboratorier lige uden for vore vinduer, og kun kunne vente på at vi fik den ene mutation efter den anden. Til gengæld kvitterede landbruget ved at opføre sig som de plejer, når der er et tilskudsskema der skal udfyldes. Man snyder.

    Med venlig hilsen

    Kristian Larsen

  6. Tak Kristian.
    Min kære kvinde døde, stærkt kompliceret af Corona epidemien. Ikke af Corona virus. Hun døde af sin pludselig hastigt eskalerende kræftsygdom.
    Men det kan ikke nægtes at Coronaen satte sit ubehageligt klamme aftryk på året op til døden. Året gennem hvilket vi på flere områder forberedte os på konsekvensen af sygdommen. Forstærket af frygten for at bære smitte med. Udfordre hendes svækkede immunforsvar. Der var mange hensyn at tage. Og i bagklogskabens ulideligt klare lys burde vi have udnyttet den sidste tid helt anderledes. Vi havde fra årsskiftet 2020 etableret os i hver vores bolig. Hun indså tidligt, hvor hendes sygdom bar hen. I stedet for at se pressemøder og lade kureren komme med daglige fornødenheder, skulle vi have opretholdt nærhedsprincippet modsat restriktionerne. Vi burde have plejet nærheden og hinandens fysiske selskab. Vi forventede bare at vi begge kom ud på den anden side af Coronaen. I live!
    Men i denne gang indhentede alvoren os …….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *