tirsdag den 16. februar 2021

R.I.P Tim de Paravicini

 Dagen i dag er som alle andre dage her i huset en jubilæumsdag, omend ikke aldeles hel-rund. For det er i dag  præcist 16 år og en måned og en dag siden, den kommende fru Mathiasen kom på besøg i ungkarlehyblen i Samsøgade, hvor hun blandt andre måske mere mindeværdige "traktementer" tillige blev udsat for musikalske lækkerier, afspillede på mindeværdige Lockwood Major-højttalere drevne af EAR 549-forstærkere. Og det må have faldet i den kommende frues smag forsåvidt som hun er der endnu. Og ligefrem har bortført de selvsamme Lockwood-boxe til sit personlige heste-refugium i det vendsysselske.

Anderledes med Esoteric Audio Research 549-erne, der for mere end et årti siden blev afhændede tilllige med et betydeligt tocifret antal af andre EAR-produkter som en hel bunke 509-ere, 549-ere, en stak 529-ere, 516-ere og som de små-mugne citroner i pølseenden, vores EAR 912-ere og EAR Acute-er. Især de sidste 2 modeller blev der udgydt såre tørre tårer over. Og jeg mindes engang tidligere at have diverteret med fruens velgørende gøren grin med denne skribents betydelige betagelse over lyden fra  de dengang 2 stk nyindkøbte EAR 912-forforstærkere. Der så snart blev afløst af forundring over egen egne til ubegrænset selvbedrag, for at mene, at de i blot en enkelt henseende skulle være bedre end de indtil da i et årti anvendte ATC SCA2-forforstærkere, var da dybt godnat. For mage til tåget og udefineret lyd i forhold til det tidligere (og iøvrigt STADIGE) krævede en betydelig selvbedragerisk indsats. Der til alt held kun kunne mobiliseres en kortere tid-måneder.

Det hjalp hurtigt på betagelsen, at de fine nye EAR 912 med blafro-metrene viste sig temmeligt upålidelige. Ja, faktisk måtte begge en tur tilbage til producenten indenfor den første måned for at udbedre hovedparten af en mængde katastrofale fejl, der jo ligesom ikke burde have været mulige i spritnye apparater til RIGTIGT mange monter. Nå, men med vores udførlige og møjsommeligt kompilerede fejl-retteark lykkedes det næsten. For blafro-metrene blev aldrig helt gode for så vidt som at tidskonstanterne for udsving aldrig blev identiske og at metrene desuden var af så mådelig kvalitet, at de aldrig på trods af påtrykning af mono kunne bringes til at lave ens udslag. Der røg tilliden til designer Tim de Paravicini simpelthen.

At der så også adskillige gange havde vist sig potentielt brandfarlige fejl i andre af de EAR-effektforstærker, som vi som daværende kortvarige distributør osse solgte, gjorde blot beslutningen om at løbe skrigende væk fra EAR-skidtet lettere. Især et par mere end almindeligt effektive Tjernobyl-lignende katastrofale transformator-nedsmeltninger med dryssende lameller fjernede lige den sidste tilbageværende sparsomme begejstring.

Alligevel er det med et lille stik i hjertet, at denne skribent nu læser om designeren bag EAR, Tim de Paravicinis, død. For i et sidste forsøg på at snakke lidt med Tim om vores bøvl og tvivl, aftalte vi at besøge ham på hans virksomhed. Og det blev en fuldstændigt ekceptionel dag med et samvær med ham for mig og min kone, der strakte sig over mere end 14 timer. Tim var en frembrusende, ja nærmest overvældende "larger than life itself"-figur. Han var skiftevis dødssygt irriterende og heldigvis oftest formidabelt spændende vært og vi havde den fornøjelse at blive inviteret hjem til Tim og hans udadtil alt andet end flamboyante japanske kone Oliva.En mere af Tims slags på samme matrikel var heller ikke en sikker recept på ægteskabelig lykke og de så lykkelige ud.

Det blev dog hurtigt under besøget selvindlysende klart, at jeg godt kunne glemme alle mine efterhånden ellers velfunderede indvendinger omkring kvaliteten af mandens produkter, som vi ellers smerteligt havde mærket i vores professionelle virke. Og når en transformator smeltede var det som når Nicholas Bendtner brændte en chance aldrig og kunne umuligt teoretisk være nogen fejl på deres side. Det var uvægerligt brugeren eller afleveringen, det var galt med. Ikke nødvendigvis noget videre interessant fundament for et professionelt distributørforhold, der da også i al fredsommelighed straks derefter af denne ellers engang såre anderledes illusions-rige  skribent  blev lagt på hylden. Uden at jeg dog helt havde personligt mandsmod til nogensinde at konfrontere vores gode vært med den egentlige problematik. Kald det kujoneri eller professionel respekt, begge dele er legio.

Til slut over bygen af udvalgte cognacer ud på de sene nattetimer diverterede Tim med noget, som han sagde han ikke havde spillet på for nogen andre. Og det tror jeg gerne, for der var ikke mange kommercielle bagtanker i den let brummende fritliggende fuglerede af livsfarlige og "højspændte" komponenter, angiveligt selve prototypen på den første EAR 509 fra 1970-erne. Og at han som højttaler spillede på en interimistisk linearray, bestående af 3-tommers Monacor-højttalerenheder fra den afgjorteste økonomiklasse gjorde lytteindtrykket ikke fuldstændigt fantastisk. 

Det får så være, alle er vi jo lykkelige i vores selvvalgte tro, og selv om Tims lyd ikke ganske for mig helt levede op til (som i OVERHOVEDET ikke!) hans anprisninger, så må jeg jo erkende, at jeg ikke selv nødvendigvis er anderledes, i i min lovsang over det nyeste "craze" her i hytten, de store Vitavox-horn. Der jo heller ikke ligefrem er alles favorit te-kopper, selv om mange lyttere falder baglæns ned af stolen. I visse henseender er de uden sidestykke, i andre mere gennemsnitlige.

Det, der til gengæld overraskede selv en dengang temmeligt erfaren branchemand som mig selv var dog, at Tim på spørgsmålet om, hvorfor i alverden han dog ikke forlængst havde kommercialiseret sine Monacor-søjlehøjttalere med skodbillige enheder, som han var så betaget af, svarede: "De bliver alt for dyre" Hm., der faldt blåren fra denne skribents øjne i forhold til high end hifi og dens hyppige råvareindhold, hvor man som med udgangstransformatorerne i EAR 890 sparede sig direkte ind i en potentiel brummende brandfare. 

Heldigvis kørte vi videre til ATC og kunne heldigvis der ved vores første af en lang række senere  personlige besøg konstatere, at der heldigvis endnu var og er nogen, der er anderledes nådige i mere anstændigt forbrug  råvarer i forhold til salgspriserrne. Og selv om vi stadigvæk er stolte over at repræsentere ATC og forlængst er ophørt med at distribuere EAR, så mindes vi stadigvæk den unikke dag med Tim og Oliva. R.I.P .




6 kommentarer:

Blogger Thomas sagde ...

Sad den anden dag og læste et gammelt high fidelity hvor der var en "test" af et sæt ATC (3-vejs) - Mener de hed noget med 40.
De var med noget så skævt som en 9" (ni) bas som fik 200 watt fra den indbyggede forstærker - mener mellemtonen fik 100 watt og diskanten 50 watt.
Det overraskende var at de målte betydeligt bedre end mange, selv meget dyre højttalere gør i dag.
Både i nærfelt, fritfelt og 30 gr. målte de nærmest perfekt, men de fik også meget ros og meget lidt kritik (men det er jo set før i high fidelity)
Nu siger målingerne ikke alt om lyden, men det er da imponerende at de kunne få sådan et resultat for +20 år siden, når selv ubetalelige højttalere i dag, ikke kan !

17. februar 2021 kl. 00.18  
Blogger Poul M sagde ...

Det var SCM 50, der stadigvæk findes. Og testen er svjh fra firserne. Det mest opbyggelige er så, at de testede højttalere fra dengang for peanutspenge langt under prisen for et blot mellemklasse USB-kabel kan opgraderes til nuværende specifikation for SCM 50. Det må vel være den mest "grønne" form for hifi. At købe det rigtige ÉN gang!
Nu eller for 35 år siden.

17. februar 2021 kl. 09.44  
Blogger Thomas sagde ...

Du har fuldstændig ret.
Fandt bladet frem igen og det er en ATC-SCM-50A (A for aktiv)
Og du har også ret i årgangen - Maj ´87 ;-)

19. februar 2021 kl. 06.43  
Blogger Poul M sagde ...

Sikke meget unødvendig viden, man slæber rundt på-selv om jeg ramte et enkelt år forbi...

19. februar 2021 kl. 11.23  
Blogger KJR sagde ...

Det var dengang man fik vodka i kaffekopper☕️👍🏼 Ja der var musik i Samsøgade både i stuen og på øverste etage. Troldmanden og “lærlingen” 😉 Du har nu altid formået at sætte dybe aftryk 👌🏻 Og tak for det💪🏻 Kan godt forstå Pia har Lockwood med til Nordjylland, ville nu også nødigt undvære mine 😉

26. februar 2021 kl. 22.38  
Blogger Poul M sagde ...

Takker af hjertet, gamle ven

2. marts 2021 kl. 07.41  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside